Sidste uge udkom bogen Aisha Rebel – Kvinde i en klan, som på kort tid er blevet en af de bedst sælgende bøger i landet.  I bogen beretter den anonyme forfatter, en kvinde med dæknavnet Aisha, om sin opvækst på Fyn i et konservativt muslimsk hjem, som var kendetegnet af undertrykkelse, vold og mishandling.

Ikke så overraskende har etablissementet, som et glubsk rovdyr, der lugter blod, kastet sig over Aishas historie. Siden bogen udkom, har den været et af de mest omtalte emner i medierne og blandt politikerne, som udnytter den forfærdelige historie til at så mistillid og had mod muslimer i al almindelighed.

Eksempelvis skriver Socialdemokratiets værdiordfører Frederik Vad i et af sine mange Facebook-opslag om Aisha, at “Sådan er det desværre i visse arabisk-islamiske miljøer. Ikke alle – men visse. […] Og derfor bør alle, der påstår at kæmpe mod strukturel undertrykkelse, være med i kampen her.”

Hvilken kamp er det, Frederik Vad opfordrer folk til at gå med i? Det er etablissementets antimuslimske kulturkrig, som har til formål at fjerne fokus fra at regeringen ikke har noget positivt at tilbyde flertallet, mens de riges i forvejen enorme formuer vokser sig større.

Hykleriet driver

Som sædvanlig forsøger medierne og politikerne at fremstille den form for overgreb, som Aisha har været udsat for, som noget der næsten udelukkende sker i muslimske hjem. Eksempelvis skriver SF’s folketingsmedlem Lise Müller at: “Hvis en datter med etnisk dansk baggrund kom hjem til sine forældre og fortalte, at hendes mand slog hende, så ville familien stille sig på hendes side, melde ham til politiet og sige: Gå aldrig tilbage til ham. Men ikke hvis det er en datter fra den mellemøstlige kultur. For her er volden sanktioneret i familien. Det er mandens ret.”

Lise Müllers påstand om at vold er noget indbygget i den mellemøstlige kultur er både vanvittigt racistisk og faktuelt forkert. Omkring otte kvinder bliver hvert år dræbt af sin partner i Danmark, og langt størstedelen af partnerdrab begås af etnisk danske mænd. Når partnervold eller partnerdrab begås af indvandrere, stemples det som indbygget i deres kultur, men når danske mænd begår lignende overgreb, forklares det ofte med henvisning til psykisk sygdom eller beskrives blot som en “familietragedie”.

At etablissementet aktivt bruger sager om overgreb til at mistænkeliggøre muslimer, blev tydeligt udstillet ugen inden bogen om Aisha udkom, hvor en anden bog med en lignende historie så dagens lys. Bogen hedder Barn af Faderhuset, og i bogen beskriver forfatteren sin opvækst i den kristne sekt Faderhuset, som var fyldt med systematisk psykisk og fysisk vold.

Forfatteren beskriver blandt andet hvordan kirken tvinger menighedens børn til at udføre decideret børnearbejde, og bogen indeholder øjenvidneberetninger om at børn udsættes for rituelle drukninger, der minder om de metoder de amerikanske myndigheder bruger til at torturere fanger i Guantanamo-lejren.

Aisha Rebel og Barn af Faderhuset beretter om overgreb og mishandling i hver deres afkrog af konservative, religiøse miljøer – alligevel har sidstnævnte fået markant mindre omtale. Hvor har Frederik Vad og resten af politikernes fortørnede opråb over Faderhusets mishandling af børn været henne? Hvorfor har Frederik Vad ikke stemplet mishandling af børn som noget indbygget af visse dele af “dansk-kristne miljøer”?

Deres opråb har ikke været nogen steder, for historien om en kristen kirke, der begår overgreb på børn, ikke kan bruges af magthaverne i deres kulturkrig til at splitte såkaldte etnisk danske arbejdere og arbejdere med indvandrerbaggrund.

Med sådanne venner…

Lige nu forsøger politikerne på Christiansborg – fra Danmarksdemokraternes Inger Støjberg og LA’s Alex Vanopslagh til diverse socialdemokrater og SF’ere – at fremstille dem selv som forsvarer af muslimske kvinder, men det er det vildeste hykleri. Det er de selvsamme politikere, som i årevis har angrebet indvandrers forhold og oppisket en fremmedfjendsk stemning mod muslimer, som har gjort dem til andenrangsborgere i samfundet.

Politikerne forsøger tilmed at udnytte Aishas historie til at retfærdiggøre yderligere angreb mod indvandrere. Socialdemokraten Frederik Vad lægger ikke engang fingre imellem, men skriver direkte: “Det er vist godt Folketinget vedtager udvisningsreformen i morgen. Oven på de strammeste statsborgerskabsregler. Mere skal følge efter. Køb Aisha’s bog. Lyt til hele min samtale med Aisha på YouTube.”

Under påskud af at tage kampen op mod kvindeundertrykkelse, blæser Frederik Vad til angreb mod indvandrers rettigheder for at gøre deres tilværelse i Danmark endnu mere usikker. Sidste år udgav VIVE en rapport om vold mod minoritetskvinder i Danmark, som blandt andet konkluderede at stramninger på statsborgerskab og opholdstilladelse gør det sværere for kvinder at forlade en voldelig partner. 

I stedet for at hjælpe kvinder, der udsættes for overgreb og partnervold, vil resultatet af Frederik Vad og resten af politikernes fremmedfjendske politik altså være at fastholde dem i voldelige forhold. Det leder tankerne over på ordsproget: Med sådanne venner, hvem har så brug for fjender?

Regeringens planer om at udvise indvandrere afslører desuden hvor hult deres bekymringer om kvinders forhold runger. Samme uge som bogen om Aisha udkom, genåbnede regeringen, som et af de første europæiske lande, sin ambassade i Syrien. 

Ved genåbningen lagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ikke skjul på regeringens motivation for at styrke relationen til det islamistiske regime i landet, som er “samarbejdet om frivillig hjemrejse og tvangsmæssige udsendelser af syrere uden lovligt ophold i Danmark”.

Regeringen vil med andre ord tvinge syrere, der i årevis har boet i Danmark, ned til et land, der regeres af en tidligere ISIS kommandant. Det siger sig selv, at de kvinder, som Frederik Vad, Socialdemokratiet og resten af politikerne vil udvise til Syrien, næppe kommer til at leve et liv i frihed.

Ingen kapitalisme uden racisme

Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om kvindeundertrykkelse, så har de mildest talt en besynderlig måde at vise det på.

Hvad der derimod flyder gennem deres handlinger som en rød tråd, er at de puster til fremmedhadet for at aflede arbejdere og unges frustrationer over, at livet under kapitalismen hele tiden bliver værre og værre. På kynisk vis har etablissementet taget Aisha og hendes tragiske historie som gidsel i deres forsøg på at beskytte de rige og deres system gennem racistisk del-og-hersk politik.

For at skabe en verden, hvor ingen kvinder skal udstå de overgreb og den undertrykkelse som Aisha har været udsat for, må vi gå til problemets rod: Vi må gå til det system, der skaber betingelserne for kvindeundertrykkelse. Vi må vælte det kapitalistiske system, da det er det, der presser folk ned i umenneskelige forhold og skaber grobund for religiøs fanatisme; vi må vælte politikerne på Christiansborg og den klasse af kapitalister, de repræsenterer, som udnytter enhver mulighed for at sprede deres racisme for at holde sig på magten.