Denne udtalelse blev vedtaget enstemmigt af Revolutionary Communist Internationals ledelse. Vi siger: Forsvar den cubanske revolution! Ned med amerikansk imperialisme! Kæmp for socialisme på verdensplan!

Beruset af sin umiddelbare succes med angrebet på Venezuela den 3. januar, har amerikansk imperialisme iværksat en hidtil uset kampagne af økonomisk kvælning og militær intimidering af Cuba.

Den 60 år lange blokade er siden årets begyndelse blevet skærpet med en næsten fuldstændig olieblokade, der har decimeret Cubas evne til at producere energi, som har haft ødelæggende konsekvenser for millioner af menneskers hverdag. En systematisk, kriminel og yderst effektiv kampagne med sekundære sanktioner og diplomatisk pres har rettet sig mod alle aspekter af Cubas økonomi (turisme, minedrift, eksport af medicinske ydelser, skibsfart, handel). Hvad vi ser, er en brutal og grusom middelalderlig belejring med hensigten om at sulte landet til at overgive sig.

De økonomiske tiltag er blevet suppleret med arrogante udtalelser fra Trump og Marco Rubio, den fabrikerede anklage mod Raúl Castro, trusler om militær indgriben og provokerende militære rekognosceringsflyvninger over øen.

Den primære årsag til det årtier lange angreb på den cubanske revolution er, at den lille ø, der ligger godt 150 kilometer fra verdens mægtigste imperialistiske magt, i 1959 besluttede at hævde sin suverænitet og for at opnå dette, væltede kapitalismen og indførte en planøkonomi. Derfor frygtede og frygter amerikansk imperialisme stadig den cubanske revolution som en trussel mod sine egne interesser på hele kontinentet.

Alle den cubanske revolutions imponerende fremskridt er blevet opnået på grundlag af planøkonomien og afskaffelsen af kapitalismen. Afskaffelse af analfabetisme, et gratis og universelt uddannelsessystem fra børnehave til universitet, et sundhedsvæsen uden sidestykke, gratis boliger, en forventet levetid som er højere end i USA, osv. På trods af årtiers imperialistisk blokade lå Cubas fremskridt inden for menneskelig udvikling og levestandard milevidt foran de andre latinamerikanske lande og kunne måle sig med de avancerede kapitalistiske lande. De viser et glimt af, hvad der er muligt at opnå med en planøkonomi.

Socialisme kan imidlertid ikke opbygges i ét land alene. Den cubanske revolutions historie og dens nuværende situation er en barsk påmindelse om den kendsgerning. De eneste to perioder, hvor den cubanske revolution havde et vist pusterum, var, da den var knyttet til Sovjetunionen, og da den var knyttet til den bolivariske revolution i Venezuela.

Selvom kapitalismen blev afskaffet og der var massiv begejstring for det nye, revolutionære regime, eksisterede der aldrig et ægte arbejderdemokrati i Cuba. Der var ingen institutioner, gennem hvilke arbejderne og bønderne direkte kunne udøve deres magt. Bureaukratiseringen af den cubanske revolution har forskellige årsager, men blev styrket og forankret af Sovjetunionens indflydelse, især efter 1970.

En planøkonomi kan ikke fungere ordentligt uden massernes direkte kontrol og deltagelse i styringen af økonomien og staten. Bureaukrati fører uundgåeligt til dårlig ledelse, spild, privilegier for de få og korruption.

I sidste ende ville en del af bureaukratiet, ligesom det skete i Sovjetunionen, søge mod at blive ejere af produktionsmidlerne i stedet for blot at være deres forvaltere.

Under ekstremt pres fra den intensiverede offensiv fra amerikansk imperialisme har den cubanske ledelse nu godkendt en række økonomiske foranstaltninger, hvis gennemførelse vil betyde afskaffelsen af planøkonomien og det kapitalistiske markeds fulde dominans. Mange blandt dem ser mod den kinesiske eller vietnamesiske model, hvor kapitalismen er blevet genindført, men hvor det såkaldte “kommunistiske” parti er forblevet ved magten.

For nogle fremstår dette som en vej ud af den nuværende blindgyde, og der hersker en illusion om, at disse foranstaltninger vil skabe økonomisk vækst, samtidig med at Cuba kan bevare sin suverænitet. Vi advarer på det kraftigste: Afskaffelsen af planøkonomien vil betyde ødelæggelsen af alle den cubanske revolutions landvindinger (som stadig eksisterer, om end stærkt svækkede). Cuba vil vende tilbage til 1958: et land, der er domineret af, og lænket til amerikansk finanskapital, både økonomisk og politisk. Et lille mindretal ville berige sig selv, mens det overvældende flertal ville lide af fattigdom, arbejdsløshed og nød.

Da Sovjetunionen i 1920’erne var tvunget til at give delvise indrømmelser til markedet på grund af landets isolation internationalt, og økonomiske sammenbrud, forklarede Lenin klart og tydeligt, at indrømmelserne udgjorde et tilbageskridt. Indrømmelserne blev derfor ledsaget af foranstaltninger til at styrke arbejdernes kontrol over og tilsyn med økonomien. Tilbageskridtet handlede om at vinde lidt tid, som blev brugt på at fremme verdensrevolutionen med alle midler.

De seneste økonomiske foranstaltninger, der er vedtaget i Cuba, har udløst en debat på øen. Mange, der klart kan se de farer, der er forbundet hermed, spørger: Hvad er alternativet?

Den grundlæggende årsag til de problemer, den cubanske revolution står over for, ligger i dens isolation. Det fornyede angreb på den cubanske revolution fra amerikansk imperialismes side har også afsløret, at ideen om en multipolær verden som en progressiv vej frem er en blindgyde. Hverken Kina eller Rusland har gjort meget mere end at udsende erklæringer, og ingen af de såkaldte “progressive” regeringer i Latinamerika har vovet at trodse USA’s tyrannisering.

Den eneste måde at bryde den nuværende situation på er ved at udbrede revolutionen til andre lande. I 1960’erne søgte den cubanske ledelse at gå i den retning, hvor Che Guevara talte om at skabe to, tre, mange Vietnam’er. Den overordnede idé var korrekt, selvom den anvendte guerilla-foco-metode viste sig at være forkert i praksis.

Politikken om at udbrede revolutionen blev senere opgivet, og Cuba tilpassede sin politik til Sovjetunionens. De nicaraguanske sandinister blev rådgivet til ikke at afskaffe kapitalismen, men at opretholde en “blandet økonomi” – med katastrofale resultater til følge. Rådgivningen til den efterfølgende bolivariske revolution i Venezuela var, ikke at følge Cubas eksempel (ekspropriering af kapitalismen), hvilket igen førte til katastrofale resultater, der havde en direkte negativ indvirkning på den cubanske revolution og forstærkede dens isolation.

De eneste pålidelige allierede, som den cubanske revolution kan regne med, er verdens arbejderklasse og fattige masser. Den eneste vej frem er gennem en verdensomspændende socialistisk revolution (i modsætning til “multipolaritet” eller “kampen mod neoliberalisme”). Den cubanske revolutions skæbne vil i sidste ende blive afgjort på den internationale klassekamps arena.

Visse indrømmelser over for markedet kan være nødvendige, men det må forklares, at disse er tilbageskridt og ikke udgør en “perfektionering af den cubanske socialistiske model”. De må opvejes af en fokuseret kamp mod korruption og bureaukratiet, som kun kan bekæmpes gennem arbejderklassens bredest mulige deltagelse i styringen af staten og økonomien.

Revolutionary Communist International understreger sin ubetingede støtte til den cubanske revolution og forpligter sig til at forsvare den. Et nederlag for den cubanske revolution ville være et tilbageskridt for hele verdens arbejderklasse og den revolutionære bevægelse. Særlig vores amerikanske sektion, Revolutionary Communists of America, har pligt til fortsat at forsvare Cuba mod Yankee-imperialismen.

I sidste ende er isolationen af den cubanske revolution, som truer med at besegle dens skæbne, resultatet af forsinkelsen i opbygningen af den nødvendige revolutionære ledelse rundt om i verden, der kan føre arbejderklassen til magten. Vi forpligter os på ny til at fordoble indsatsen for at opbygge de revolutionære kommunistiske kræfter rundt om i verden.

Ned med amerikansk imperialisme!

Forsvar den cubanske revolution!

Arbejdere i alle lande, foren jer!