Jeg er én ud af fem arbejdere, som arbejder i produktionen i et dansk firma. Her skal vi arbejde med at slibe sten og sande træ, og de fleste arbejdsopgaver genererer derfor en del støv, som er farligt for helbredet. I lang tid har vi gået og klaget til hinanden over, at vi ikke tror på, at Arbejdstilsynet ville synes om vores arbejdsforhold. Dog havde klagerne mest en ironisk karakter, og vi havde lidt bare accepteret, at de dårlige arbejdsforhold var en del af pakken, og at vi skulle være taknemmelige for, at vi trods alt fik penge nok til at kunne brødføde os selv. Men under overfladen ophobede frustrationen sig.
Det hele ændrede sig på et splitsekund, da vi alle sad sammen i en frokostpause, og en af mine kollegaer kom med en dårlig nyhed. Han fortalte, at chefen muligvis ville indføre en ny regel på arbejdspladsen, som gør, at vi kun kunne være to på arbejde af gangen – chefen mener åbenbart, at han giver for mange penge væk i løn. ”Hvad fanden er det for noget!?” blev der sagt, for den regel ville betyde, at vi ikke ville kunne tjene nok til at betale vores husleje.
Denne begivenhed var dråben, som fik bægeret til at flyde over for mig og mine kollegaer. I stedet for at bide det i os, så var vi denne gang nødt til at gøre noget. De fire andre, som ikke havde erfaring med politisk organisering, gik med det samme i gang med at undersøge, hvor dårlige – og ulovlige – vores arbejdsforhold egentlig har været.
Vi fandt ud af ting, som ville få en bureaukrat fra Arbejdstilsynet til at besvime: Vi har ikke nok udsugningsrør ved arbejdsstationerne, vi genbruger engangsmasker i stedet for at have ordentlige værnemidler, og vi arbejder i vores egne sneakers i stedet for sikkerhedssko; Der er mug flere steder, selv på arbejdstøjet, og maskinerne, som vi bruger, er faldefærdige og kunne nemt snuppe en finger – vi har ikke engang gennemgået et kursus for at bruge dem. Udsigten til at få stenlunge, brækkede tæer, luftvejsinfektioner og måske lidt færre fingre er altså, hvad man kan forvente af det såkaldte “fantastiske danske arbejdsmarked”, som politikere siger, vi skal være så taknemmelige for. Flere af mine kollegaer spurgte, hvad det overhovedet nytter med et arbejdstilsyn, hvis de alligevel ikke kommer og håndhæver “reglerne”.
Derudover regnede vi ud, at vi på en arbejdsdag producerer produkter for ca. 100.000 kr., mens vi arbejdere tilsammen får 7000 kr. på en dag (vi får ca. 130 kr. i timen). Selv når man trækker materialer fra, er det stadig en kæmpe profit, som arbejdsgiveren tjener på vores arbejdskraft. Efterfølgende snakkede mine kollegaer og jeg om, hvordan arbejdsgiveren er villige til at presse os til bristepunktet og nedprioritere vores sikkerhed, så de kan tjene så meget profit til aktionærerne som overhovedet muligt. En af mine kollegaer nævnte også, hvor fedt det ville være, hvis det var os arbejdere, der selv kunne bestemme, hvordan alle de penge blev brugt – så ville vi kunne investere i maskiner, som ikke var faldefærdige og optimere hele produktionen til gavn for os selv.
Vi bliver konstant fodret med et narrativ om, at arbejdere er dumme og finder sig i hvad som helst. Men det er en kæmpe løgn, som historien fra min arbejdsplads viser. I en periode kan arbejderklassen måske acceptere dårlige arbejdsforhold – og et arbejdstilsyn, som ikke kommer, medmindre man klager – hvor man prøver at pakke frustrationen væk og bare prøver at komme gennem sin hverdag. Men når enderne ikke længere kan mødes, så koger frustrationen over, og arbejderklassens bevidsthed kan ændre sig på et splitsekund.
Dér vil al propagandaen om det danske arbejdsmarked og den danske model, der angiveligt skulle sikre os ordentlige forhold, falde fuldstændig til jorden. Dér vil arbejderne, ligesom på min arbejdsplads, begynde at diskutere, hvad de kollektivt kan gøre for at kæmpe tilbage og så småt begynde at sætte spørgsmålstegn ved hele systemets eksistensberettigelse.
