Det var næsten ikke til at tro sine egne øjne, da man i medierne den 10. maj kunne læse at værnepligtige skal sendes til Grønland. Nyheden kom efter et fortroligt dokument fra Hæren blev lækket, som beskriver, at professionelle soldater i Grønland fremover vil blive erstattet med værnepligtige.
Hæren har i første omgang besluttet at sende et kompagni på godt 100 værnepligtige til Grønland til september. De professionelle soldater, som de værnepligtige skal erstatte, blev i starten af året udstationeret i Grønland som symbolsk afskrækkelse overfor USA efter Trump gentagne gange truede med at overtage Grønland med militær magt.
Trumps trusler mod Grønland har udstillet amerikansk imperialismes kyniske og aggressive karakter, men som vi har forklaret tidligere så er det åbenlyst, at Danmark ikke kan vinde i en militær konflikt mod USA – verdens stærkeste militærmagt. En militær konflikt mellem Danmark og USA ville betyde et knusende nederlag for det danske militær.
Ved at sende soldater til Grønland beordrede de danske politikere og hærchefer i realiteten danske soldater om at ofre deres liv i et slag, man på forhånd vidste ville være tabt. Og hvad skulle soldaterne risikere deres liv for? Deres liv skulle ofres i et symbolsk forsvar for det danske borgerskabs fortsatte kontrol over deres grønlandske koloni. På kynisk vis sætter de danske magthavere nu unge værnepligtige i samme situation.
Medierne forsøger at nedtone, hvor vanvittig beslutningen om at sende værnepligtige til Grønland er, og præsenterer det i stedet som en “spændende oplevelse for de unge soldater”. Realiteten er dog, at de godt hundrede unge, som fra september skal aftjene en del af deres værnepligt i Grønland, vil blive brugt som kanonføde for at forsvare dansk imperialismes interesser i Arktis, skulle USA faktisk sætte handling bag deres ord og invadere.
Erstatningen af professionelle soldater med værnepligtige i Grønland må samtidig ses i en anden kontekst, som er den dybe krise, det danske militær befinder sig i. Som Jesper Korsgaard, formand for et fagforbund for menige soldater og officerer af lavere rang, sagde i et interview, så “er [Hæren] tyndslidt, og det er svært at finde soldater til indsatsen i Grønland. Derfor er man nødt til at gøre et eller andet”.
Kollaps i slowmotion
Kapitalismens forfald manifesterer sig i alle dele af samfundet og i særdeleshed i det danske forsvar. Der går nærmest ikke en uge, uden at der kommer en ny skandale eller historie om, hvor elendig en tilstand det danske militær befinder sig i. Blandt nogle af de sidste års mest markante sager kan nævnes krigsskibe der ikke kan skyde, kaserner med kummerlige forhold, og en mangel på ammunition, der er så akut, at soldater må nøjes med at råbe “Bang, bang, bang” når de er på øvelse.
Over de sidste fire år har de danske politikere mere end fordoblet Danmarks årlige forsvarsudgifter til næsten 100 milliarder kroner. Det betyder at hele 3,5 % af Danmarks BNP i år kommer til at gå til krudt, kugler og destruktion. Men på trods af politikernes guldregn over Forsvaret, så ligner det danske militær mest af alt en institution, som er i gang med at kollapse i slowmotion.
I årevis har det danske militær styrtblødt soldater, og som resultat er alle Forsvarets værn kronisk underbemandet. I starten af maj kunne man eksempelvis læse i medierne, at Søværnets arktiske inspektionsskibe i gennemsnit mangler 23 procent af soldaterne om bord, svarende til knap hver fjerde, og at 60 procent af de tilbageværende soldater overvejer at sige op. Samtidig lider soldaterne på skibene af massiv mistrivsel i form af udbredt PTSD, stress og depression. Og når Forsvaret ikke selv formår at fastholde eksisterende mandskab eller tiltrække nyt, så må politikerne i stedet tvinge unge ind i den rådne og reaktionære institution.
Da et næsten samlet Folketing i 2024 vedtog at øge antallet af værnepligtige med flere tusinde og forlænge uddannelsen fra 4 til 11 måneder, pointerede vi på Revolution at udvidelsen af værnepligten var et desperat forsøg på at redde Forsvaret fra kollaps ved at stoppe de gabende huller med unge mennesker. Det indrømmer Forsvaret nu åbent.
Til TV2 beskriver en central kilde i Forsvaret beslutningen om at sende værnepligtige til Grønland som “en naturlig del af den styrkede værnepligt, som netop har til formål at frigøre professionelle soldater til andet arbejde”. Beslutningen om at sende værnepligtige til Grønland er altså en direkte konsekvens af Christiansborgs militarisme og den komplette inkompetence og korruption, vi ser fra toppen af det danske samfund, som er særlig udbredt i militæret.
Selv når det kommer til at løse de opgaver, som de mange tusinde værnepligtige skulle frigive professionelle soldater til at håndtere, så tegner der sig et billede af fiasko og komplet uduelighed.
Fiasko på fiasko
Ifølge det lækkede dokument fra Hæren er der behov for at trække de professionelle soldater hjem fra Grønland for i stedet at opbygge hærens 1. Brigade, der skal være i forhøjet beredskab og dermed være klar til at blive sendt ud på NATO-missioner. Opgaven med at opbygge kampbataljonen, der kan sendes ud for at forsvare dansk og vestlig imperialisme, går imidlertid ikke særlig godt.
Som centrale kilder i Forsvaret siger til TV2, så er Hæren “ekstremt presset af at skulle opbygge en tung brigade”, som om under to år skal bestå af 6.000 soldater. På nuværende tidspunkt er der kun 3.000 soldater i brigaden, og ifølge tidsplanen burde den allerede være oppe på 4.600.
Derudover er det danske militær involveret i en “hemmelig” uddannelsesmission i Polen for ukrainske soldater, som ifølge anonyme kilder i Forsvaret går direkte katastrofalt.
Den danske træningsoperation er så dårligt tilrettelagt, at flere ansatte i Forsvaret direkte advarer om, at flere ukrainske soldater risikerer at dø på slagmarken end højst nødvendigt. For at gøre ondt værre deserterede syv ukrainske soldater fra den danske træningsenhed i løbet af træningsforløbets første fem uger!
Uanset hvad det danske militær beskæftiger sig med, så tegner der sig et billede af eklatant fiasko og livsfarlig uduelighed. Hjemkaldelsen af de godt hundrede professionelle soldater i Grønland, som de værnepligtige erstatter, kommer næppe til at ændre det billede.
Ned med Christiansborgs militarisme!
I det lækkede dokument fra Hæren står der, at Forsvarets styrkede tilstedeværelse i Grønland “er vigtig for sammenhængskraften i Rigsfællesskabet”. Men hvad er Rigsfællesskabet i virkeligheden? Det er blot det organiserede udtryk for dansk imperialismes koloniale overherredømme over Grønland. Det er dette overherredømme, som værnepligtige nu sendes til Grønland for at forsvare.

Som vi tidligere i år skrev på Revolution, så er vi i Revolutionært Kommunistisk Parti imod at sende soldater til Grønland og styrke dansk militær tilstedeværelse i landet, da det svarer til at ofre danske soldaters liv i et meningsløs forsvar for dansk imperialisme. Og på grund af den generelle krise i dansk kapitalisme, og på grund af krisen i det danske forsvar i særdeleshed, er det nu unge værnepligtige, som magthaverne ynder at bruge som kanonføde.
Selv hvis det aldrig kommer til en militær konfrontation med USA, så vil den øgede danske militære tilstedeværelse i Grønland styrke dansk dominans over landet, og dermed fortsætte og styrke dansk kolonialisme.
Ned med amerikansk og dansk imperialisme!
Ned med Christiansborgs militarisme!
Gå med i kampen for et frit Grønland!
Gå med i kampen for en socialistisk verdensrevolution!






