Efter at have undveget myndighederne i fem dage blev Brian Thompsons banemand endelig fanget på en McDonald’s i Altoona, Pennsylvania. Luigi Mangione, der er blevet døbt “The Adjuster” på sociale medier, er blevet modtaget som en moderne folkehelt.

Luigi Mangiones målrettede likvidering af direktøren for UnitedHealthcare har på eksplosiv vis bragt det dybtfølte klassehad som millioner føler frem til overfladen. Sociale medier har været oversvømmet med billeder fra overvågningskameraer af likvideringen, som det overvældende flertal har reageret på ved at lovprise ham som en helt og en forkæmper for de undertrykte. Forargelsen over landets profitdrevne sundhedssystem er ikke et venstre-højre-spørgsmål, men har fået bægeret til at flyde over på tværs af hele det politiske spektrum – et klassisk eksempel på, at en tilfældighed udtrykker en dybere nødvendighed.

Mangione, der kommer fra en rig Maryland-familie, er en dataingeniør med en uddannelse fra et af landets prestigefyldte Ivy League universiteter. Han holdt tale ved sit gymnasiums dimission. Hans sociale medier er fyldt med rejsebilleder, der ligner noget, som er taget direkte ud af en reklame fra et magasin. På alle tænkelige parametre var han en “super normal” og “exceptionel venlig og medfølende ven”. Han arbejdede med at udvikle videospil og boede i en periode i et surfer-lokalsamfund på Hawaii. Ifølge en tidligere klassekammerat: “Jeg tror ikke han er vanvittig. Jeg håber at der kommer en offentlig retssag, og at han får mulighed for at forklare i retten hvordan det hele foregik.”

På overfladen havde Mangione alt kørende for sig, og alligevel blev han dybt påvirket af kapitalismens opslidende krise og al den lidelse, det påfører menneskeheden. På trods af sin relativt “privilegerede” situation havde han en ubønhørlig trang til at “gøre noget”. Det, han endte med at gøre, vil ligesom ringe i vandet skabe vidtrækkende konsekvenser.

Patronhylstre indgraveret med ordene “afslag”, “forsvare” og “afsætte” blev fundet ved gerningsstedet. Ifølge politiet bar Mangione en håndskrevet besked på sig, da han blev arresteret, som udtrykte “onde hensigter over for amerikansk erhvervsliv” og afsnit som dette: “De her parasitter har fortjent det… Jeg undskylder for eventuelle stridigheder og traumer, men det var nødvendigt at gøre det.” Internetdetektiver fandt også en positiv anmeldelse af Unabomber-manifestet, skrevet af Mangione. Kort sagt kan der ikke være nogen tvivl om den politiske motivation bag hans handling.

Mangione må have vidst at han ville blive fanget, og alligevel udførte han sin plan. Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved hans engagement og dristighed, men vi må spørge: udgør sådan en handling et meningsfuldt bidrag til kapitalismens omvæltning? Ville en bølge af politiske likvideringer bringe os tættere på en socialistisk revolution? Eller vil direktører som Thompsen blot blive erstattet af andre, der er lige så investeret i at fortsætte systemet, mens staten bruger det som en undskyldning for at retfærdiggøre en intensivering af undertrykkelsen?

Som revolutionære kommunister bekæmper vi også kapitalismen med hver en muskel i vores krop. Men hvilke metoder vi vælger for at nå vores mål er ikke af sekundær betydning. Det er ikke et spørgsmål om abstrakt moral, men om hvad der har den største effekt. Som sædvanlig er bolsjevikpartiets erfaringer særdeles lærerige. Partiet blev i de tidlige år støbt igennem en politisk kamp mod den småborgerlige narodnikiske tendens, som gik ind for individuel terror i kampen mod det tsaristiske autokrati.

I en kommentar til et politisk mord udført af Friedrich Adler i Østrig under Første Verdenskrig henviste Lenin til de tidligere ideologiske kampe og uddybede den kommunistiske position:

Hvad angår den politiske vurdering af handlingen, fastholder vi naturligvis vores gamle overbevisning, bekræftet af årtiers erfaring, om at individuelle terrorhandlinger er uegnede metoder i den politiske kamp.

(...)

Vi modsætter os ikke politisk vold af princip,(...) men som revolutionær taktik er individuelle angreb uhensigtsmæssige og skadelige. Kun massebevægelsen kan betragtes som en ægte politisk kamp. Kun i direkte, umiddelbar forbindelse med massebevægelsen kan og må individuelle terrorhandlinger være værdifulde. I Rusland gennemførte terroristerne (som vi altid har kæmpet imod) en række individuelle angreb, men i december 1905, da begivenhederne endelig nåede frem til en massebevægelse, et oprør – hvor det var nødvendigt at hjælpe masserne med at bruge vold – da manglede ‘terroristerne’ netop i det afgørende øjeblik. Det er heri terroristerne fejl består.

Adler ville have været til meget større hjælp for den revolutionære bevægelse, hvis han systematisk var gået over til illegal propaganda og agitation ... Ikke terrorisme, men systematisk, langvarig, selvopofrende aktivitet i revolutionær propaganda og agitation, demonstrationer osv. osv. imod det lakajagtige opportunistiske parti, imod imperialisterne, imod ens egne regeringer, imod krigen, det er, hvad der er brug for.

I betragtning af vakuumet på venstrefløjen og fraværet af klassekampsalternativer er det ikke overraskende, at personer som Luigi Mangione og Aaron Bushnell ikke så nogen anden udvej end at tage sagen i egen hånd. Hvis ikke vi opbygger et parti, der kan organisere unge mennesker, som er drevet af at forandre verden, vil de ende uden for klassekampen, kvalt eller dræbt af statens væbnede arm. Andre vil forblive dommedagsprofeter og apatiske, og det er lige så uacceptabelt.