Vi er blevet opdraget med en fortælling om Danmark som noget unikt — en form for socialdemokratisk velfærdsparadis. Her hersker lighed for alle under parolen: “Gør din pligt, kræv din ret”. Her er der fundet den gyldne balance mellem det offentlige og markedet.

Fortællingens kerne er idéen om dansk exceptionalisme. At Danmark er et af de fredeligste lande på kloden, der går forrest i den grønne omstilling. At der hersker ligestilling mellem kønnene under en særlig form for dansk frisind. At racisme og undertrykkelse er glemt og borte, så længe man “integrerer” sig. At Danmark er et demokratisk foregangsland, der viser vejen frem for resten af verden.

Men som alle gode historier er den officielle fortælling om Danmark for god til at være sand. Vores generation lever i en virkelighed, der er en verden til forskel fra myten om det “lykkelige” Danmark, som vi stopfodres med af politikerne, medierne og gennem vores skolegang. Den mentale sundhedskrise blandt unge afspejler samfundets sande tilstand.

For kapitalismen befinder sig i en eksistentiel krise. Ligesom i resten af verden ser vi tilbagegang på alle fronter. Vi har aldrig oplevet andet end nedskæringer og tilbagegang, lige meget hvilken regering der har siddet på magten. Vores generation er opvokset i tiden efter det økonomiske kollaps, der fulgte finanskrisen i 2008, der har været karakteriseret af kriser, krig og klimakatastrofer. Derfor sætter vi spørgsmålstegn ved alt: Nedarvede normer, samfundets institutioner og selve det kapitalistiske system. Virkeligheden har gjort det tydeligt, at problemerne ikke kan løses indenfor systemets rammer. Den kommunistiske generation indser, at svarene må ligge uden for rammerne, ved at sprænge dem, erstatte dem.

Det er kapitalismen, der har skabt den nye kommunistiske generation, som vi er en del af. Vi er kommunister, fordi vi ikke længere kan stå på sidelinjen og se til, mens vestlig imperialisme begår folkedrab i Gaza, og kapitalisterne ødelægger planeten i jagten på profit. Vi er kommunister, fordi kapitalismens status quo ikke kan garantere et værdigt liv for det store flertal, men i stedet betyder død, ødelæggelse og ruin.

Den herskende klasse kan intet gøre for at stoppe lavinen af katastrofer. De kan ikke skrue tiden tilbage og genoprette kapitalismens fremgangsperiode. De kan ikke stoppe den nye kommunistiske generation fra at vokse sig større og stærkere. De historiske kræfter, der er drivkraften bag en revolutionær bevidsthed på masseskala, vil ikke svækkes; de vil intensiveres og accelerere og kaste millioner ud i en kamp om fremtiden.

Som de første i en ny generations kommunistiske rækker repræsenterer vi et forvarsel om et langt mere drastisk og storstilet skift i arbejder- klassens politiske bevidsthed. Det er op til os at udstikke kursen for dem, der snart vil slutte sig til kampen for kommunisme.

I Revolutionært Kommunistisk Parti sætter vi os som vores umiddelbare opgave at samle og organisere avantgarden af den kommunistiske generation, det vil sige alle dem, der allerede nu har draget revolutionære konklusioner. Det er første skridt mod at bygge et revolutionært masseparti af marxistiske kadrer, som kan forbinde de kommunistiske ideer med masserne og gøre dem til en materiel samfundsomvæltende kraft. Vi er udmærket klar over, at en omvæltning af systemet, der kan indlede et nyt kapitel i menneskehedens historie, er alt andet end en nem opgave. Men vi er ikke blevet kommunister for at leve et nemt og behageligt liv — den luksus tillader kapitalismen ikke. Vi er overbeviste om, at vi som organiserede kommunister, bevæbnet med marxistisk teori og klassekampens bedste metoder, kan være med til at sikre en revolution succes og menneskeheden en fremtid. Det er vores mål.

I manifestet for vores Internationale, Revolutionary Communist International, har vi grundigt analyseret den nuværende epokes karakter på et internationalt og generelt plan og kommunisters opgave deri. Det program, som du læser her, skal ses i forlængelse af vores Internationales manifest. Som det stiftende dokument for Revolutionært Kommunistisk Parti, vil vi her behandle kapitalismens krise i Danmark og vores opgaver.

Velfærdsmyten

Fra barnsben har vi fået at vide, at så længe vi tager en uddannelse, arbejder hårdt og gør, som der bliver sagt, så ser fremtiden lys ud. Vi behøver ikke at bekymre os. Velfærden sikrer os et socialt sikkerhedsnet, og de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Men virkeligheden fortæller en anden historie.

Sandt er det, at Danmark er et af de rigeste lande i verden. Men det er toppen af samfundet, som nyder godt af den rigdom. De store virksomheder og deres ejere skovler penge ind som aldrig før, imens politikerne forgylder dem med den ene skattelettelse efter den anden.

Vi, på den anden side, oplever intet andet end nedskæringer, stress og øget pres fra hver en side. Uligheden eksploderer, vores levestandard udhules. For om man er arbejder eller ung, bliver kapitalismens fortsatte eksistens mere og mere uforenelig med et anstændigt liv — også i Danmark.

Vores krav er i realiteten beskedne. Vi kræver retten til ordentlig uddannelse, et arbejde, der ikke slider os ned, adgang til sundhed, ordentlige børnehaver, et sted at bo. Vi vil gerne leve i et samfund uden diskrimination, og hvor vi kan se frem til et trygt liv for vores egen og de kommende generationer.

Det skulle ikke synes af meget. Men selv noget så basalt som det forbliver ønsketænkning, hvis ikke vi bryder radikalt med det eksisterende samfund.

Vi kommunister beskyldes for at være utopister. Men vores krav adskiller sig ikke fra de generelle krav blandt arbejderklassen og unge. Det, der adskiller os organiserede kommunister, er, at vi tager de enkelte krav — en løn, der er til at leve af, en klimapolitik, der stopper storforurenerne, en ende på krig og imperialisme — og kæder dem sammen med en generel kamp mod kapitalismen. Ingen af kravene kan indfries, så længe vi lever under et system i forfald. Alle peger de på nødvendigheden af en socialistisk revolution.

Det var det økonomiske opsving efter 2. Verdenskrig, der lagde det økonomiske grundlag for velfærd, men siden oliekrisen i 1970’erne er det dog kun gået en vej. Efterkrigsopsvinget har vist sig at være en historisk undtagelse, der ikke kommer tilbage. Den kapitalistiske økonomi i dag, langt fra at være sund, rask og i vækst, minder mest af alt om en respiratorpatient, der for længst burde have stillet træskoene. Det, der er en utopi, er troen på, at kapitalismen kan vende tilbage til “de gode gamle dage” med velfærdsstat og fremgang.

Alle ressourcerne for at sikre et godt liv er til stede. Men det kræver, at vi gør en ende på det system, der ikke er i stand til at leve, men som ikke er villig til at dø. Vores beskedne krav kan kun gennemføres med et komplet brud. Et brud med kapitalismens nådesløse profitjagt, med den private ejendomsret til produktionsmidlerne, med nationalstat og landegrænser og med samfundets opdeling i klasser.

Krig og kolonistyre

I skolen og i medierne er vi blevet fortalt, at Danmark går forrest på verdensscenen for fred, demokrati og diplomati. Vi er blevet fortalt, at kolonitiden og imperialisme er noget, der hører fortiden til.

Men ligesom den generelle fortælling om den paradisiske danske velfærdsø er billedet af Danmarks internationale rolle også et skønmaleri uden hold i virkeligheden. Sandheden er, at dansk kapitalisme er vædet i blod.

Se blot på krigene i det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien. Alle har Danmark været involveret i. I krigen i Ukraine fungerer Danmark som indpisker for vestlig militarisme og aggression mod Rusland. Især Danmarks støtte til Israels folkemord udstiller klarest dansk imperialisme for, hvad det virkelig er; en lille, men krigslysten spiller på den internationale scene.

De krigsgale politikere opruster som aldrig før og investerer hundredvis af milliarder i militæret. Som om det ikke var nok, har de nu tilbudt amerikanerne at etablere militærbaser på dansk jord. Konkurrencen skærpes på den globale arena, og derfor øges interessemodsætningerne mellem de forskellige imperialistiske magter. Konflikter, der før kunne løses med diplomati og handel,“løses” nu med våben i hånd.

Derfor er krav om fred og nedrustning også helt utilstrækkelige og naive. Fred på hvilke betingelser? Hvad betyder et abstrakt krav om fred i den tid, vi lever i? Tager vi Gaza som eksempel, er det tilstrækkeligt at spørge, hvad situationen var før den 7. oktober? Årtiers brutal undertrykkelse, en fuldstændigt forarmet palæstinensisk befolkning og uhæmmet Israelsk brutalitet. Det var netop den “fred”, som ledte til det blodbad, vi har været vidne til over det seneste år. Der er ingen varig fred under kapitalismen. Så længe systemet består, og den generelle krise accelererer, vil der opstå både nye og flere krige.

Dansk imperialisme er for svag til at spille en selvstændig rolle på verdensscenen og er tvunget til at læne sig op af én eller flere af de store imperialistiske magter. Det er derfor, at de ynkelige danske politikere altid er ivrige efter at falde på knæ for bøllen i skolegården, USA.

Det er ligeledes årsagen til, at det danske borgerskab klynger sig til sine kolonier, især til sit greb om Grønland. Grønland er, med sin strategisk vigtige placering, det eneste, der giver dansk borgerskab nogen som helst betydning på den internationale arena.

Som kommunister er vi fyldt med væmmelse og foragt over det danske kolonistyre, der har været et 300 år langt mareridt for den grønlandske befolkning og en guldregn for de danske kapitalister, der fortsat driver rovdrift på Grønlands befolkning og naturressourcer. Vi støtter ubetinget grønlændernes ret til selv at bestemme landets relation til Danmark, inklusiv retten til løsrivelse, ligesom vi støtter samme ret for befolkningen på Færøerne.

Vores generation er tættere forbundet med resten af verden end nogensinde før og ser med foragt og vrede på de blodbad, der hærger mennesker på tværs af kloden. Den eneste vej til virkelig fred er, at vi lægger det system i graven, der er årsagen til krig og national undertrykkelse. Som kommunister i et vestligt imperialistisk land er vores vigtigste opgave at udstille og bekæmpe dansk imperialisme, den danske kapitalistklasse og deres repræsentanter i Folketinget og statsapparatet og derigennem rette et slag imod den mest reaktionære og mest magtfulde blok på Jorden: vestlig imperialisme.

En verden i brand

Vores verden bevæger sig med raketfart mod altomfattende klimakatastrofer. Imens prøver alle på Christiansborg at greenwashe sig til stemmer. Men de eneste, som politikerne virkelig tager hensyn til, er de kulsorte danske kapitalister, herunder de største svinere som Mærsk, Aalborg Portland, Nordic Waste og Cheminova.

Klimaspørgsmålet har været med til at vække mange af os politisk til live og radikalisere en hel generation. Men ledelsen af klimabevægelsen har ingen reelle løsninger. Hvis emnet ikke var så dødsens alvorligt, ville man være tilgivet for at grine af den såkaldte klimalov, der blev vedtaget af Folketinget i 2020, men som ingen forskel har gjort.

Christiansborgs fallit på klimaspørgsmålet beviser med al tydelighed, at en løsning af klimakrisen ikke kan overlades til karrieremagerne i Folketinget. De lader arbejderklassen betale regningen for ødelæggelsen af miljøet og giver dem, der har tjent fedt på forureningen, skattelettelser og særbehandling. Vi kommunister siger i stedet: lad klimasynderne betale, eksproprier deres formuer, og brug dem på at rydde op efter deres svineri.

Vi er flere og flere, som ved, at problemet er kapitalismen selv. Under kapitalismen bliver der ikke produceret efter naturens eller menneskers behov, men efter hvad der skaber mest mulig profit for en lille gruppe af parasitiske virksomhedsejere og storaktionærer. Derfor kan løsningen heller ikke findes på individuelt plan gennem forbrug eller livsstil.

Imod det individuelle forbrug sætter vi kommunister et radikalt brud med hele det økonomiske system, som er baseret på en evig jagt efter profit. Den eneste måde at stoppe ødelæggelsen af vores planet på, er ved at arbejderklassen eksproprierer de store forurenende virksomheder, samt de banker, som finansierer dem. Det vil være første skridt på vejen til en grøn planøkonomi, som kan skabe virkelig grøn omstilling. Kampen for planetens fremtid er en kamp for kommunisme.

Kampen mod undertrykkelse

Kapitalismens krise kommer ikke kun til udtryk i angreb på levestandarden, men udtrykker sig voldsomt i en degenerering af kulturen, helt ind i intime menneskelige relationer, som det fordrejer og forgifter. Vores generation mærker det i alle dele af vores liv.

Vi oplever på egen krop samfundets under trykkelse og snærende bånd forgifte menneskers potentiale og relationer. Toppen af samfundet forsøger at bilde os ind, at vores generation er skrøbelig og forkælet. Men stigende mistrivsel er ikke den enkeltes skyld. Det er et udtryk for et sygt samfund, der ikke er indrettet til at drage omsorg om det store flertal.

Kapitalistklassen er en lille gruppe øverst i samfundet, hvis magt og privilegier bunder i deres ejerskab over produktionsmidlerne. Deres position, som de bruger til at tjene ufattelige formuer, kan de kun opretholde ved at splitte samfundets flertal — arbejderklassen — der i sidste ende er kilden til deres rigdom. De gør, hvad de kan for at forgifte alt sammenhold i opposition til kapitalismen med alle former for diskrimination. Den politik har været fast kost i de borgerlige partier siden tidernes morgen, men er også blevet omfavnet af Socialdemokratiet. På desperat vis spyr de racistisk politik ud for at aflede opmærksomheden fra deres elendige politik, der kun gavner toppen af samfundet.

Men det har ikke samme effekt som tidligere. I stedet presser det blot endnu flere i vores generation, der intet positivt har oplevet fra “arbejderpartiet” Socialdemokratiet, til at vende ryggen til det politiske etablissement i afsky.

Det er en myte af den grimmeste slags, at Danmark skulle være et foregangsland, når det kommer til ligestilling. Kvindehad, sexisme, homofobi og transfobi udspys fra samfundets top og gennemsyrer samfundet.

Det er, hvad der har været med til at forme en generation af kommunister. En generation, der vækkes til kampen for et samfund uden ulighed og undertrykkelse. En generation, der gennem erfaring har oplevet, at kampen mod uligheden ikke kan vindes som en identitetspolitisk kamp, men kun gennem klassekamp. Vi har oplevet, hvordan de sidste års store fokus på identitetspolitik har splittet de undertrykte, og derfor svækket kampen. Og vi ved, at det kun er arbejderklassen, som går på tværs af køn, hudfarve, religion og seksualitet, der besidder en kollektiv magt til at sætte kapitalismen i stå, omvælte det nuværende system og skabe et nyt samfund fri for undertrykkelse og ulighed.

Vi kommunister er ikke interesseret i at indgå i en nyttesløs kulturkrig med højrefløjen, vi går til selve roden af sagen. Vi vil udrydde undertrykkelse, ikke gennem en uendelig kamp om den offentlige diskurs, men ved at fjerne det system, det har rødder i.

Krisen i det danske demokrati

Demokrati under kapitalismen er en stor, fed løgn. Et overvældende flertal vil have, at klimaforandringerne bliver stoppet. Men intet bliver gjort. Lige så mange vil have sat en stopper for nedskæringerne i den offentlige sektor. Men besparelserne fortsætter ufortrødent. Levebrødspolitikere lover én ting, når de skal vælges. Når først de sidder inden for Christiansborgs tykke mure, løber de fra alle løfter.

Karrierepolitikerne lovpriser “vores” demokrati som noget helligt, men hvem er faktisk den største trussel imod vores demokratiske rettigheder? Det er de selvsamme politikere.

Det er dem, der indskrænker ytringsfriheden for alle, der mener noget andet end dem. Det er dem, der vil indskrænke retten til at demonstrere, når folk går på gaden i solidaritet med Palæstina. Det er dem, der overfuser journalister og anklager folk for terrorisme. Og det er dem, politikerne, der sender politiet ud for at tæve arbejdere, der kæmper for retten til ordnede forhold. Deres “demokratiske samtale” involverer ikke det store flertal eller dem, der kritiserer det bestående samfund, men kun dem, der færdes i elitens osteklokke.

Det er derfor den værste form for hykleri, når politikerne hylder demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder. I virkeligheden er det kun os revolutionære kommunister, som konsekvent forsvarer arbejderklassens demokratiske rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed.

Det kan virke som et paradoks, at der i et samfund, hvor flertallet angiveligt bestemmer, føres en politik, der er en verden til forskel fra det store flertals ønsker. Men i dette samfund er det markedet, der dikterer politikken, og politikerne tjener kapitalisternes interesser. Med kapitalismens eksistentielle krise undermineres det borgerlige demokrati og “folkestyrets” institutioner, der tidligere var med til at sikre systemet en vis stabilitet. I den nuværende periode bliver selve kapitalismens eksistens mere og mere uforenelig med demokratiets fortsatte beståen.

Det er grunden til, at tilliden til politikerne, til embedsapparatet, til demokratiet er kollapset. Den kommunistiske generation kan se igennem det nuværende kapitalistiske skindemokrati og ser det nuværende borgerlige parlament for, hvad det er. Med Marx og Engels ord: “Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager kapitalistklassens fællesanliggender.”

Revolutionært Kommunistisk Parti er et radikalt anderledes parti end alle dem, der sidder inde på Christiansborg. Vi er ikke en del af deres stoleleg, hvor man kappes om titler og poster, alt imens man lader hånt om de problemer, man er blevet valgt til at løse. Vores parti vil lægge kapitalismen i graven og med det alle de kvalmende kutymer og metoder, der kendetegner klassesamfundets såkaldte demokrati.

Vi kæmper for virkeligt demokrati, hvor det er flertallet, der bestemmer. For at få det må vi starte med at fravriste kapitalisterne deres magt over produktionsmidlerne. Hvordan, hvad og hvor meget vi producerer, er grundlaget for resten af samfundet. Kun gennem en demokratisk planøkonomi kan flertallet tage kontrollen over deres egne liv og fremtid.

Kampen om arbejderklassen

Den officielle historie om Danmark er den socialdemokratiske — om den fredelige danske model, hvor demokratiet og velfærden er opnået gennem samarbejde mellem kapitalisterne og arbejderklassens ledere. Klassekamp og revolution hører ikke til i den fortælling. Det er en borgerlig løgn.

Den danske velfærd blev vundet gennem klassekamp. Arbejderklassen i Danmark har revolutionære traditioner og har kæmpet store slag mange gange i historien: under 1920’ernes revolutionære bølger, mod nazisternes besættelse i 40’erne, i generalstrejkerne i 1956 og 1973, de massive strejkebølger i 1970’erne, Påskestrejkerne i 1985, Storkonflikten i 1998 og i strejkebølge på strejkebølge gennem 2000’erne.

At disse bevægelser ikke endte i en omdannelse af samfundet skyldes først og fremmest arbejderklassens ledelse. Toppen i den danske arbejderbevægelse har bevidst afsporet utallige strejker såvel som de enkelte deciderede revolutionære bevægelser, der har været gennem danmarkshistorien.

Men under overfladen syder det på ny. Kapitalismens krise betyder, at det er umuligt at opretholde status quo og den nuværende levestandard for det store flertal. Det vil presse dem til at handle for at forsvare deres rettigheder og det liv, de kender, såvel som livet for de kommende generationer. Det er ikke os kommunister, men kapitalismen selv, der skaber revolutioner.

Vi, der er en del af en ny generation af arbejdere, har ikke oplevet andet end kapitalismen i krise. Vi har ingen illusioner om, at et lønarbejde fra klokken otte til fire — hvis det overhovedet kan gøre det — er kilden til et rigt og meningsfuldt liv. Vi har ingen illusioner til lederne af arbejderbevægelsen, som har givet køb på klassekamp og nu er i åben alliance med vores undertrykkere og udbyttere; kapitalisterne.

Arbejderklassen vil blive tvunget i kamp i den næste periode, og revolutionære traditioner vil blive genoplivet. Det vil transformere fagforeningerne fra top til bund og erstatte det institutionaliserede klassesamarbejde med klassekampens virkelige revolutionære og kæmpende traditioner, som vi kommunister står for.

Kampen for en ny verden – for kommunisme

De frø, som kapitalismens eksistentielle krise har sået, er begyndt at vokse og spire. En generation med et nyt syn på verden er blevet født, formet af begivenhed på begivenhed siden 2008. Millioner af mennesker, især unge, ser, hvad der foregår i Gaza og tænker: hvordan er verden kommet hertil? Det kan ikke være rigtigt. Kapitalismen har skabt vores kommunistiske generation. Vi har ikke tænkt os stiltiende at se på, at hele verden kredser om akkumulering af profit til en lille håndfuld parasitiske milliardærer, mens resten af os presses længere og længere ned. Danmark er et af de rigeste lande i verden, og ressourcerne til at skabe et godt liv for alle findes. Alligevel går det den helt forkerte vej.

Verden har ikke længere råd til at leve under kapitalismen. Kapitalismen er et dødssygt system, der nægter at forlade historiens scene. Af den grund kan vi med absolut sikkerhed sige, at Danmark ligesom resten af verden er på vej ind i en revolutionær periode. Sociale eksplosioner, polarisering og klassekamp er på dagsordenen.

Det er den virkelighed, vi lever i, og som vi må forberede os på. I Revolutionært Kommunistisk Parti har vi taget den opgave på vores skuldre; at blive den organiserede fløj for en ny generation af kommunister, der vil være med til at ændre historien. Det kræver ikke bare viljen til forandring, men at kommunisterne er organiseret i et revolutionært parti.

Ingen af de etablerede partier er en stemme for dem, der vil kæmpe for et nyt samfund. De har alle accepteret kapitalismens præmisser, begrænsninger og metoder. Vi er det eneste parti, der kæmper for, hvad der er nødvendigt: et komplet brud med det nuværende system. Vi nægter at gå ned ad en vej, som holder hånden under det.

Det vi kæmper for, er et anstændigt liv for det store flertal. Men det stopper ikke her. Ved at sikre at mennesket får opfyldt de mest basale behov, lægges grundlaget for en radikal transformation af hele den menneskelige eksistens. I stedet for at tænke, lave kunst, dyrke menneskelige relationer og udvikle os bruger vi, under kapitalismen, energien på at holde os oven vande i dagligdagens trædemølle. Maskiner udvikles til at lave kunst, mens mennesker slides op i monotont livsdrænende arbejde. Kommunismen vil derimod give livet en fuldstændig anden betydning. For første gang i menneskehedens historie vil der eksistere reel frihed for alle. Vi vil skabe en verden hvor mennesker kan fordybe sig fuldt ud i alt hvad naturen og kulturen kan berige os med. Videnskab, kunst og teknologi vil dyrkes og udvikles af alle.

Gennem en socialistisk revolution gør vi op med den private ejendomsret til produktionsmidlerne og lægger grundlaget for et kommunistisk samfund uden undertrykkelse og udbytning, stat og klasser. For at sætte menneskehedens potentiale frit. For at lade mennesker være mennesker.

Kampen for kommunisme er det eneste, der kan befri menneskeheden fra klassesamfundet barbari. Kommunisme er ikke bare en god ide, men en historisk nødvendighed. Ved at organisere den kommunistiske generation i Revolutionært Kommunistisk Parti vil vi tage et afgørende skridt mod målet om en socialistisk revolution i Danmark som et led i den socialistiske verdensrevolution.