Klik her for at tegne abonnement på Revolution
Det var foran et menneskehav på 300.000 dannebrogsvingende fremmødte, at Mette Frederiksen fra Christiansborg balkon udråbte Frederik den 10. som Danmarks nye konge. I ugerne op til kroningsdagen, kunne man i landets medier læse, at folk fra alle rigets hjørner udtrykte deres taknemmelighed for dronning Margrethes 52 år på tronen, og ønskede kronprinsen al held og lykke med sin nye kongegerning.
I flere uger kørte propaganda-møllen i højeste gear i forsøget på at oppiske en hype om kroningen. Det er derfor ikke overraskende at mange viste interesse for, hvad vi blev fortalt ville være en historisk og uforglemmelig begivenhed.
Modsat diverse andre kongehuse rundt om i Europa, har det danske kongehus indtil videre undgået de værste skandaler, og nyder derfor stadig en relativ høj popularitet. Som bekendt varer intet dog for evigt, heller ikke kongehusets opbakning.
For mange var kroningen et kærkomment afbræk fra årevis med pandemi, usikkerhed, krige, krise, klimakatastrofer og inflation. For en gangs skyld var der noget at samles omkring og fejre.
Hvis man blot så med på TV-skærmen på kroningsdagen, kunne man få indtryk af et stærkt og solidt regime, som nyder stor opbakning. Mette Frederiksen var uden tvivl ganske tilfreds med timingen for tronskiftet. Udråbelsen af den nye regent tilbød regeringen et tiltrængt pusterum fra den dybe krise, som har kendetegnet SVM-regeringens første år.
Mette Frederiksen forsøgte derfor også alt hvad hun kunne at klæbe sig op af kongehuset, i håb om at en snert af dens popularitet ville smitte af på den historisk upopulære regering. Men under den royalistiske rus ulmer en utilfredshed over status quo og en dyb mistillid til toppen af samfundet.
Vi har set en flig af denne ulmende utilfredshed og vrede komme til udtryk i den historisk store solidaritetsbevægelse for det undertrykte palæstinensiske folk. Titusindvis af arbejdere og unge har reageret med afsky overfor, ikke kun Mette Frederiksen og regeringens, men hele etablissementets urokkelige støtte til Israels massakre på Gazas befolkning.
Der er ingen tvivl om, at SVM-regeringen bakker fuldt op om Israels massakre på tusindvis af uskyldige palæstinensiske mænd, kvinder og børn. Regeringens politik afspejler blot de danske kapitalisters interesser. Da Rusland invaderede Ukraine, stod den ene danske topdirektør i kø efter den anden for at udtrykke deres højlydte forargelse. Men når det er israelske bomber, der regner ned over Gazas befolkning, er der ikke én eneste kritisk røst at høre fra de danske kapitalister.
Det bemærkelsesværdige ved den palæstinensiske solidaritetsbevægelse er, at massakren i Gaza ikke direkte berører de fleste danskeres liv. For danskere med palæstinensisk familie og rødder i regionen er det klart, at der er en direkte forbindelse, men for de mange tusinder, som har været på gaden siden oktober, handler kampen om noget mere generelt.
Folkemordet i Gaza slår ned i en udbredt følelse af en enorm uretfærdighed. Den palæstinensiske solidaritetsbevægelse er udtryk for en generel modstand mod al kapitalismens uretfærdighed, blodsudgydelse og vanvid. En uretfærdighed som ikke kun eksisterer ude i den vide verden, men i særdeleshed også herhjemme.
Vi lever under et system, hvor selskaber som Nordic Waste tjener kassen på at se stort på reglerne for håndtering miljøskadeligt affald, og når årevis forsømmelse uundgåeligt får katastrofale følger, tørrer virksomheden regningen af på samfundet, der skal betale millioner, hvis ikke milliarder, for oprydning af deres svineri!
Vi lever under et system, hvor antallet af befolkningen som er “økonomisk sårbare” i 2023 steg til 10% – et andet ord for at de lever i dyb armod. Og samtidig med at arbejdere og unge må vende hver en krone for at få enderne til at mødes, kaster politikerne ekstra millioner i nakken af kongehuset og militæret!
Palæstina-bevægelsen er et opråb mod den uretfærdighed, som arbejdere og unge oplever hver dag under kapitalismen. Bevægelsen er imidlertid blot en lille forsmag på, hvad der er i vente; et varslende bølgeskvulp på den orkan af klassekamp, der nærmer sig ude i horisonten, som i fremtiden vil ryste hele systemet ned til sit fundament.
I fremtiden vil Christiansborg Slotsplads fyldes med titusindvis af arbejdere og unge, med røde faner og hjemmelavede skilte med systemkritiske paroler, frem for lovprisning af kongehuset.
