SPÖ formand Andreas Babler.
Østrigsk kapitalisme befinder sig i en krise af usete dimensioner, hvilket har undermineret tilliden til det bestående system og dets traditionelle partier, der forsvarer status quo. På nuværende stadie udtrykker den politiske polarisering sig primært i form af en voldsom opbakning til den radikale venstrefløj.
Østrig, som i den tysksprogede verden længe har været betragtet som en konservativ højborg, oplever for tiden en spændende politisk udvikling. I november 2021 chokerede et borgmestervalg i Graz, Østrigs andenstørste by, det østrigske borgerskab. Det østrigske kommunistparti, KPÖ, blev med hele 28,84 procent af stemmerne det største parti i byrådet.
Som konsekvens fik et KPÖ-medlem, Elke Kahr, for første gang nogensinde borgmesterposten i Graz. Selvom KPÖ siden 2000 ofte fik tocifrede valgresultater i Graz, var det dog første gang, at de blev det største parti og kunne sikre sig borgmesterposten. Graz blev dermed en af meget få kommunistisk regerede byer i Europa, hvilket fik nogle borgerlige medier til at omtale byen som ”Leningraz”.
En lignende situation gentog sig ved valget til delstatsparlamentet i Salzburg i april. KPÖ voksede fra 0,4 procent af stemmerne til 11,29 procent af stemmerne. I selve byen Salzburg fik de hele 21,51 procent af stemmerne.
Men det er ikke kun på valgresultaterne til nogle lokal- og regionalvalg, at vi kan se et skift til venstre. Der foregår også en markant udvikling i det østrigske socialdemokratiske parti, SPÖ, som stadig er den dominerende kraft i fagbevægelsen, og som sidder på vigtige poster i statsapparatet og i kommunale regeringer.
Venstreskred i SPÖ
På overfladen udviklede SPÖ sig over de sidste mange år i samme retning som sine socialdemokratiske søsterpartier i Danmark og de fleste andre europæiske lande, ved at følge en mere og mere højredrejet og reaktionær kurs. De dominerende strømninger i partiet prøvede enten at vinde stemmer ved at konkurrere med de højrepopulistiske partier, om hvem der kunne være hårdest mod flygtninge eller ved at føre en “ansvarlig” politik, det vil sige ved at gennemføre nedskæringer og angreb på arbejderklassen.
Ligesom i de andre europæiske lande, betød det, at SPÖ blev miskrediteret og oplevede en massiv tilbagegang ved valgene. Hverken hårde stramninger imod flygtninge eller nedskæringer forbedrer arbejderklassens levevilkår. Tværtimod. Konsekvensen af de sidste mange års udvikling har forårsaget en stor intern krise i partiet.
Medlemmernes tilfredshed med partiets højreorienterede ledelse og deres reaktionære politik, kom tydeligt til udtryk i SPÖ’s formandsvalg tidligere i år. I et kampvalg til formandsposten endte venstrefløjens kandidat, Andreas Babler, med at løbe med sejren.
Som borgmester i den lille østrigske by Traiskirchen, er Andreas ”Andi” Babler ikke et ukendt ansigt i østrigsk politik. Andreas Babler kommer fra den mere marxistisk orienterede ”Stamokap-fløj” i den socialistiske ungdomsorganisation SJÖ, som er affilieret til SPÖ, selvom de officielt er en uafhængig organisation.
Han var i begyndelsen af 2000’erne med til at sørge for at SJÖ nu er en af Østrigs mest venstreorienterede organisationer. Som borgermester i den lille by Traiskirchen, som er kendt i Østrig som byen der modtog flest flygtninge, kritiserede og udstillede Babler gennemgående den østrigske regerings reaktionære flygtningepolitik, og pådrog sig dermed opmærksomhed i hele landet. I løbet af sin politiske karriere har han konsekvent stået for et venstreorienteret økonomisk program til fordel for arbejderklassens interesser. Annonceringen af hans kandidatur til SPÖ-formandsposten blev mødt med stor entusiasme, og i løbet af få dage fik SPÖ 9000 nye medlemmer!
Muligheden for et venstreskred i SPÖ og de imponerende valgresultater til KPÖ er et meget positivt tegn på, at unge og arbejdere søger en venstreorienteret løsning på de problemer de selv og samfundet står overfor. Ligesom i resten af verden befinder østrigsk kapitalisme sig i en krise af usete dimensioner, hvilket har undermineret tilliden til det bestående system, dets institutioner, traditionelle partier og resten af establisementet. Den voksende politiske polarisering har nu fået et venstreorienteret udtryk i form af stigende støtte til KPÖ og Andreas Babler.
Hvad betyder det?
Som marxister er det vores pligt at analysere disse interessante politiske udviklinger sagligt og nøgternt, uden at lade os rive med. Selvom både Babler og KPÖ på nuværende tidspunkt nyder et vist momentum og entusiasme, så bliver vi nødt til at være ærlige, og pointere at hvis ikke de er i stand til at forstå den politiske situation korrekt og stå ved en selvstændig klasseposition, så kan de nuværende forhåbninger hurtigt ende i skuffelse og nederlag.
Et lille eksempel på det har vi allerede oplevet med KPÖ i byen Graz, hvor de borgerlige forsøgte alt hvad de kunne at placere ansvaret for byens gældskrise på KPÖ’s skuldre, selvom det var de tidligere borgerlige administrationer som ruinerede byen. Byens konservative forvaltning truer derfor med at styrte den nye KPÖ-administration og erstatte den med en ”foreløbig administration” af byens administrative organer.
KPÖ’s reaktion var at prøve at indgå et kompromis med de borgerlige, og de lovede at udarbejde et kommunalt budget som ville inkludere gennemgribende nedskæringer. I stedet skulle KPÖ have brugt de borgerliges angreb til at indlede en modoffensiv, ved at mobilisere byens borgere til kamp for en renationalisering af alle de virksomheder som tidligere har været på kommunens hænder, og placere dem under arbejderkontrol. Samtidig skulle KPÖ have brugt deres adgang til byens protokoller og hemmelige dokumenter til at afsløre over for offentligheden, hvor korrupte de borgerlige partier har været, og hvordan de alene er ansvarlige for den dystre økonomiske situation Graz befinder sig i.
Præcis det samme gælder for Andreas Babler og venstrefløjen i SPÖ. Hans kandidatur blev mødt med en kraftig modreaktion af højrefløjen i partiet, de borgerlige medier og de borgerlige partier. Kapitalistklassen og deres håndlangere gjorde alt hvad de kunne for at sabotere Bablers kandidatur fra dag ét, hvilket tydeligt kunne ses på den måde, hvorpå afstemningen til formandsvalget blev håndteret. Afstemningen blandt medlemmerne var meget tæt mellem Andi Babler, som fik 31,5 procent af stemmerne, og de to højrefløjs kandidater, Hans Peter Doskozil som fik 33,7 procent og Pamela Rendi-Wagner, som fik 31,4 procent. Den endelige afstemning mellem Babler og Doskozil skulle således træffes på partikongressen den 3. juni. Men historien endte ikke der.
Efter afstemningen på partikongressen meldte valgkommissionen at Doskozil var vinderen. Om mandagen, få dage efter partikongressen, ændrede avisoverskrifterne sig dog pludseligt. Nogle fejl i et Excel dokument havde angiveligt betydet, at valgresultatet var blevet forskudt, og at Babler faktisk var valgets rigtige vinder! Efter kun to dage på formandsposten blev Doskozil dermed udskiftet med Babler. Der gik ikke længe, inden de større østrigske avisers glæde over Doskozils formandskab, som de beskrev som “regeringsduelig”, ændrede sig til en blanding af angreb på SPÖ som helhed og på både Babler som person og hver eneste detalje af hans program. Kritik af Bablers udtalelser om EU, Ukraine, NATO og marxisme, såvel som historier om, at han glemte at betale et gebyr for afhentning af sit skrald, fyldte østrigske aviser fra første dag hvor det endelige valgresultat blev offentliggjort.
Den samme fjendtlige reaktion fra borgerskabet har vi tidligere set mod lignende bevægelser. Vi så det bl.a. i forhold til Jeremy Corbyn i Storbritannien, Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien. Den herskende klasse kan ikke se passivt til, mens der på venstrefløjen opstår en nok så tandløs venstrereformistisk bevægelse. Bevægelser udgør en trussel, i og med at de giver utilfredsheden i samfundet et samlingspunkt som den kan krystallisere sig omkring. Den herskende klasse frygter ikke Andreas Babler eller KPÖ, men de mange radikaliserede arbejdere og unge som disse appellerer til.
Alle bevægelser, som bare viser en antydning af, at masserne kan bevæge sig hen på en vej ud af den døende kapitalisme, vil blive mødt med alt hvad den herskende klasse har i deres arsenal. For ikke at begå de samme fejl som venstrereformistiske bevægelser i de andre europæiske lande har gjort, vil det være nødvendigt for Babler, KPÖ og den østrigske venstrefløj, at afvise rådne kompromiser med etablisementet og i stedet at basere sig på den eneste kraft i samfundet, som virkelig er i stand til at transformere samfundet: arbejderklassen.
