Ligesom i første runde af det franske parlamentsvalg afveg resultatet af anden valgrunde meget fra de meningsmålinger, der blev offentliggjort forud for afstemningen. Ingen havde forudset så dårligt et valgresultat til den ‘moderate’ præsident Emmanuel Macrons parti, La République En Marche (LREM), som nu er 43 pladser fra at have et absolut flertal. Samtidig havde ingen forudset resultatet til højrefløjen, National Rally (RN), som nu får 89 pladser i Nationalforsamlingen. Disse to kendsgerninger er forbundne: LREM-kandidaterne mistede langt flere pladser til RN end forventet. Men venstrefløjsalliancen, New Ecologic and Social People’s Union (NUPES), tabte også mere end forventet til RN.
For LREM var den første valgrunde et klart tilbageslag; men anden valgrunde var et nederlag, hvis ikke et decideret sammenbrud. Macron regnede med at få et absolut flertal eller i det mindste et tilstrækkeligt stærkt relativt flertal, som ville give ham mulighed for at få stemt sin politik igennem med hjælp fra en fraktion af Republikanerne, det traditionelle centrum-højre parti, som er delte i deres holdning til den nuværende regering. Men med 43 pladser op til et absolut flertal, og med kun 64 pladser til Republikanerne og Union of Democrats and Independents (UDI), ser situationen straks meget mere kompliceret ud for Macron.
I de kommende dage vil der være hektiske forhandlinger i gang, i et forsøg på at skabe noget lignende et parlamentarisk flertal. Anseelige forfremmelser vil utvivlsomt være på bordet. Det er stadig uvist, hvilke republikanske parlamentsmedlemmer, der kan få sig selv til at deltage i en regering, der fra dens dannelse vil være alvorligt svækket – ikke kun i nationalforsamlingen, men frem for alt også i befolkningens øjne.
Macron forhadt og miskrediteret
Hele 53,8% undlod fra at stemme, hvor man kan tilføje yderligere 3,5 % blankt eller ugyldige stemmer. Kun 47,7 % af de stemmeberettigede stemte på en kandidat. Med andre ord, hvis regeringen er i mindretal i Nationalforsamlingen, er den det endnu mere blandt befolkningen generelt, og især blandt unge og arbejdere. På den anden side vil regeringens svaghed have den effekt, at det tilskynder unge og arbejdere til at mobilisere mod Macrons reaktionære politik. Set fra det franske borgerskabs synspunkt, som har et presserende behov for drastiske nedskæringer og reformer, er det en meget dårlig nyhed. Det vil lægge et stærkt pres på LREM og republikanerne for at samle en form for parlamentarisk flertal. Men brudlinjerne i nationalforsamlingen, republikanernes hævntørst og massernes massive afvisning af Macron vil gøre dette regnestykke langt mere kompliceret end forventet.
Med 142 repræsentanter i Nationalforsamlingen er valgresultatet for NUPES i “den lavere ende” af de meningsmålinger, der blev offentliggjort ugen inden valget. Takket være alliancen indgået mellem Jean-Luc Mélenchons parti France Insoumise (FI), Socialistpartiet (PS), De Grønne og Kommunistpartiet (PCF), har valgresultatet givet en kraftig stigning i antallet af pladser, især for FI og De Grønne. I forhold til de kommende kampe mod regeringen kan FI’s gennembrud (som indtager 84 pladser) betragtes som en meget god nyhed. Men set i lyset af de 7,7 millioner stemmer, som Jean-Luc Mélenchon fik ved præsidentvalget den 10. april, er det nødvendigt at sætte NUPES’s succes i perspektiv.
NUPES fik ikke skabt et momentum i første valgrunde, og det er tydeligt at det ikke lykkedes at fremkalde mere momentum i anden runde. Vi vil senere analysere resultatet mere detaljeret, men allerede nu er to vigtige kendsgerninger soleklare. For det første var der ikke flere der deltog i anden valgrunde, på trods af at lederne af NUPES i intervallet mellem de to runder appellerede direkte til dem. For det andet tabte NUPES et betydeligt antal parlamentspladser i konkurrence mod RN.
Polarisering
De franske marxister opfordrede til at stemme for NUPES, som var det eneste alternativ til højrefløjen og den ekstreme højrefløj. Men vi havde advaret om, at alliancen mellem FI og miskrediterede partier ikke ville kunne vække begejstring i de mest udbyttede og undertrykte lag af befolkningen. Derudover understregede vi, at al snak om en såkaldt “republikansk front mod RN”, i intervallet mellem de to runder af præsidentvalget, kun ville styrke RN i stedet for at svække det. Valgresultatet bekræfter denne prognose. Desuden blev den såkaldte “republikanske front” knust. Men ud over fejltagelsen med den “republikanske front”, så bekræfter RN’s succes en stor tendens, som ikke er ny: den voksende politiske polarisering – til venstre og højre. Hvis polariseringen tydeligst blev udtryk i form af højrefløjen ved parlamentsvalget, så er det fordi NUPES i sin sammensætning ikke var det ideelle redskab til, at polariseringen kunne udtrykkes klart på venstrefløjen.
En større ministerrokade er på dagsordenen. Men selv før den næste regering har set dagens lys, er den allerede i krise. Endnu en gang vil unge og arbejdere blive ansporet af denne svaghed til at mobilisere mod den reaktionære politik som bourgeoisiet kræver. I den sammenhæng står lederne af venstrefløjen og fagbevægelsen – især i FI og den største fagforening CGT – over for et enormt ansvar. Fra nu af må de forberede sig på store sociale kampe, ikke kun for at modsætte sig Macron-regeringens reaktionære politik, men også med det formål at fremskynde dens fald og dens erstatning af en venstrefløjsregering med et program der bryder med det kapitalistiske system.
Vi er klar over, at det i øjeblikket ikke er holdningen hos lederne af hverken FI eller CGT. Men det er den position, vi vil forsvare i de kommende måneder, som den eneste, der stemmer overens med unges og arbejderbevægelsens objektive behov.