Tredje Internationale blev bygget i kølvandet på den russiske revolution under revolutionære storme på verdensplan. Den blev bygget gennem en konstant politisk kamp på ideer. Metoden fra de første år under Lenin og Trotskijs ledelse er fuld af erfaringer for unge revolutionære i dag i kampen for en socialistisk fremtid.
Kapitalismen er et globalt system, der har forenet hele verden til én samlet økonomisk enhed. Et globalt system kan ikke bekæmpes alene inden for grænserne af ét enkelt land, så hvis kapitalismen endegyldigt skal afskaffes, kræver det nødvendigvis en international kamp. Derfor har arbejderklassen behov for et verdensparti, der kæmper for arbejderklassens befrielse gennem en socialistisk verdensrevolution.
Helt tilbage til Marx og Engels har marxister forstået behovet for, at kampen for socialisme må være international. Et af de bedste eksempler på, hvordan revolutionære har forsøgt at bygge en Internationale, der er i stand til lede en verdensrevolution, findes i form af Tredje Internationale. Lenins metode til at bygge Tredje Internationale indeholder en masse brugbare erfaringer, som stadig har stor relevans for revolutionære i dag.
For at forstå hvilken metode Bolsjevikkerne brugte til at bygge Internationalen, må vi starte med at se på, hvilke forhold Internationalen blev født ud af. De historiske forhold var afgørende for, hvilke politiske uenigheder der opstod i den unge Internationale. Herefter bliver det forhåbentlig tydeligt at se, hvorfor Bolsjevikkerne havde forskellige tilgange til de forskellige uenigheder, men hvordan de altid forsøgte at bruge politiske uenigheder til at uddanne hele Internationalen igennem ærlige diskussioner.
Tredje Internationales fødsel
Tredje Internationale blev stiftet i Moskva, marts 1919. Den nye Internationale blev født i en ekstrem turbulent objektiv situation. Årene 1918 og 1919 var karakteriseret af klassekamp på verdensskala, revolutionære massebevægelser og total politisk opbrud, hvor borgerlige regimer og dets hære kollapsede over hele Europa. I denne revolutionære opbrudstid blev Marx’s berømte ord om, at arbejderklassen ikke har noget fædreland, meget konkret, og overalt drog revolutionære den politiske konklusion, at der var behov for en ny Internationale, der som et verdensparti kunne sprede verdensrevolutionen.
Kejserriget Østrig-Ungarske var kollapset, og i Ungarn og Bayern var der opstået en akut revolutionær krise eftersom magten var faldet i arbejderklassens hænder. Resten af Det tyske Kejserrige samt Norditalien var rystet af massebevægelser, og perspektivet om en magtovertagelse var derfor et realistisk scenarie. Følelsen af at verdensrevolutionens sejr lå indenfor en nær fremtid blev også afspejlet internt i den unge Sovjetstat i form af krigskommunismepolitikken, der var baseret på en forestilling om, at revolutionen kun skulle holde ud i en kort periode, indtil revolutionen havde spredt sig.
Internationalens første tid var karakteriseret af revolutionær iver og optimisme, og den tiltrak hurtigt et bredt lag af den internationale arbejderbevægelse. Det var imidlertid en politisk meget broget flok, som tilsluttede sig den nye Internationale. Bolsjevikkerne forsøgte derfor gennem politiske diskussioner at højne den politiske bevidsthed blandt Internationalens medlemmer og hurtigt videregive lektionerne fra Oktoberrevolutionen, så de forskellige sektioner blev i stand til at gribe de muligheder, som åbnede sig i det ene land efter det andet.
Der lå et kæmpe ansvar på Bolsjevikkerne og Tredje Internationales skuldre. Hvis Internationalen skulle blive i stand til at udbrede den socialistiske verdensrevolution, så måtte der gøres op med de metoder, som den gamle, Anden, Internationale havde praktiseret.
Erfaringerne fra Anden Internationale
På baggrund af Anden Internationales kollaps, havde Bolsjevikkerne gjort sig en række erfaringer om, på hvilket grundlag en sund Internationale måtte bygges. Der havde været en række store problemer med Anden Internationale, og hvordan den fungerede. Fx diskuterede Internationalen ikke politiske uenigheder, men vedtog i stedet uforpligtende, tomme hensigtserklæringer.
Disse metoder og traditioner blev pure afvist af Tredje Internationale: Uenigheder af enhver art blev diskuteret ærligt, åbent og demokratisk. Debat var i fokus, og fra sin begyndelse var Tredje Internationale derfor en kvalitativ anden organisation end den tidligere.
Anden Internationale havde desuden haft karakter af en føderation af partier, hvor de nationale sektioner havde førte deres politik, uagtet hvad Internationalen havde besluttet. Internationalen var derfor både organisatorisk og politisk fragmenteret og fungerede aldrig som én kollektiv enhed. Dette reducerede i realiteten Anden Internationale til en snakkeklub, hvor ingen partier kunne stilles til ansvar for deres politiske kurs eller deres handlinger.
Hvis den nye Internationale skulle kunne være et redskab for verdensrevolution, måtte den have politisk homogenitet og være i stand til at handle kollektivt. Bolsjevikkerne grundlagde derfor Tredje Internationale på principperne om demokratisk centralisme: fuld frihed i diskussioner, men enhed i handling, så snart en belsutning var truffet. Tredje Internationale var altså ét samlet verdensparti, hvor alle sektioner var forpligtet til at udføre den politiske linje, som blev vedtaget af flertallet. De nye metoder, som Lenin, Trotskij og Bolsjevikkerne grundlagde Tredje Internationale på, var bevidst udvalgt på baggrund af de negative erfaringer fra Anden Internationale.
Kampen for politisk homogenitet
Opbakningen til Tredje Internationale voksede hurtigt. Store begivenheder såsom revolutioner får altid en afspejling indenfor de eksisterende masseorganisationer, og Den Russiske Revolution havde præcis sådan en effekt på den internationale arbejderbevægelse. I mange lande splittede mindre grupper ud af de reformistiske partier. Andre steder tilsluttede de gamle socialistiske masseorganisationer sig, i sin helhed, den nye Internationale. Det betød også, at et stort lag fra de gamle socialdemokratiske organisationer gik med i Tredje Internationale, på trods af at de ikke var villige til at bryde politisk med reformismen.
Mens den revolutionære krise i 1918-1919 havde løbet over Europa, havde Internationalen optaget mange politisk diverse grupper i håbet om at sprede verdensrevolutionen så hurtigt som muligt. I løbet af 1920 slog et skifte i den objektive situation imidlertid igennem. Revolutionen i Tyskland, Ungarn og Italien havde lidt nederlag, og arbejderklassen var ikke længere i offensiven. Nye spørgsmål rejste sig derfor om, hvilken taktik og strategi der var bedst egnet til de nye forhold. Det afslørede, at der eksisterede store politiske uenigheder i Internationalen, der var derfor behov for at forsvare de grundlæggende ideer med mål om at skabe politisk homogenitet og konsolidere Internationalen politisk. Lenin anså det derfor som en nødvendighed at føre en politisk kamp imod højrefløjen i Internationalen for at skabe politisk klarhed om, hvilke ideer den nye Internationale byggede på.
I september 1920 blev den Italienske “biennio rosso” bevægelse besejret, på grund af PSI ledelsens politiske vaklen og forræderi. Billede: PD-US
En stor del af højrefløjen i Internationalen, var udgjort af den italienske sektion. Sektionen blev dannet ved, at hele det Italienske Socialistparti (PSI) tilslutte sig den nye Internationale i 1919. At allerede etablerede masseorganisationer ønskede at tilslutte sig Internationales banner var en fantastisk mulighed, men desværre gik partiets højrefløj med ind i Internationalen. Højrefløjen havde stor indflydelse i ledelsen af PSI og på trods af at partiet tilsluttede sig Tredje Internationale, så forrådte ledelsen den revolutionære “Biennio rosso”-bevægelse i 1920.
Der var altså behov for at skabe absolut politisk klarhed, hvis den nye Internationale ikke skulle associeres med forræderi af arbejderklassen og reformisternes politik. Hvis den nye Internationale skulle redde sin troværdighed i arbejderklassens øjne, måtte der definitivt brydes med opportunisterne og gøres krystalklart, at den nye Internationale ikke tolererede kompromissøgende opportunister blandt sine medlemmer. Det stod desuden klart, at det var nødvendigt at smide reformisterne ud det italienske parti, hvis Internationalen skulle få en italienske sektion i stand til at stå i spidsen for en revolution.
Bitre erfaringer fra Anden Internationales kollaps havde lært Bolsjevikkerne, at kun revolutionære partier er i stand til at lede arbejderklassen til magten. Et parti, der ikke er revolutionært, kan aldrig lede arbejderklassen til sejr, men vil før eller siden søge et kompromis med den herskende klasse og forråde arbejderne. Partier, som ikke definitivt ønskede at bryde med reformismen, havde derfor ingen rolle i den nye Internationale, da de i sidste ende ikke kæmpede for et socialistisk samfund.
På Internationalens kongres i 1920 indledte Lenin og Bolsjevikkerne en politisk kamp mod højrefløjen, med formål om at smide dem ud. Reformisterne blev imidlertid ikke på bureaukratisk manér ekskluderet fra organisationen. I stedet fremførte Bolsjevikkerne politiske krav kendt som de ‘21 betingelser’. Målet med kravene var at skabe en politisk diskussion i Internationalen og vinde flertallet af medlemmerne over til nødvendigheden af at bryde med reformisterne. Dette lykkedes, og betingelserne blev vedtaget.
Det var derefter et krav at Internationales partier skulle efterleve de 21 betingelser. En af betingelserne var bl.a. at anerkende sovjetmagten som den samfundsform, Internationalens sektioner kæmpede for at etablere. Men det var ikke nok bare at anerkende det i ord, partierne var nødt til i praksis at bevise at man kæmpede for at sovjetmagten spredte sig til ens eget land. Det blev derfor et krav at sektionerne inkluderede ordet kommunist i deres partinavn, og at de ændrede deres politiske program og metoder, så det var i overensstemmelse med det, som var blevet vedtaget af Internationalen.
Internationalen bestod af mange unge og uerfarne folk, som kunne lære gennem diskussioner og egne erfaringer. På baggrund af de diskussioner, de 21 betingelser skabte, var Lenin derfor med til at uddanne dette unge lag af revolutionære. Hvis opportunisterne i stedet blot var blevet ekskluderet, ville Internationalen være blevet snydt for disse politiske lektioner. At reformisterne var blevet eksluderet på baggrund af en politisk diskussion medvirkede dermed til at skabe politiske homogenitet. I processen med at få smidt reformisterne ud af Internationalen blev den politiske forskel imellem revolutionær marxisme og reformistisk opportunisme gjort klar for alle.
Enhedsfront
Umiddelbart efter kampen imod reformisterne indledte Lenin en kamp imod venstrefløjen i Internationalen. På baggrund af den objektive situation, som Internationalen var opstået i, havde venstrefløjen udviklet ultra-venstre tendenser. Ultra-venstre er karakteriseret ved, at der tænkes i absolutter og ikke tages hensyn til, hvordan det fulde og færdige socialistiske program kan forbindes med arbejderklassens virkelighed og bevidsthed på det konkrete tidspunkt. I deres kamp mod højrefløjen var Bolsjevikkerne konfrontatoriske og lagde ikke fingrene imellem, men deres tilgang til venstrefløjen var anderledes. Målet med kampen var ikke at få dem ekskluderet fra Internationalen, men at forsøge at vinde dem over igennem tålmodige diskussioner. Deres fejl kom af ærlig revolutionær utålmodighed og uerfarenhed, og Lenins håb var, at de gennem diskussion kunne overbevises og lære.
Bolsjevikkernes tilgang til ultra-venstrefløjen var en anden end tilgangen til opportunisterne, fordi ultra-venstrefløjen bestod af ærlige, unge revolutionære, der, i modsætning til opportunisterne, oprigtigt ønskede en socialistisk revolution. Derfor forsøgte bolsjevikkerne også aktivt at vinde dem over til marxismens ideer.
Enhver revolutionær krise varer kun en vis tid, og før eller siden vil kapitalismen finde en måde at stabilisere sig på og genvinde fodfæstet, hvis ikke arbejderklassen tager magten. I løbet af årene 1920 og 1921 ophørte krisen i de borgerlige regimer, i takt med at den herskende klasse genetablerede sine støttepiller. Samtidig blev arbejderklassen presset i defensiven. Internationalen måtte reagere på den ændrede objektive situation og tilpasse sin strategi til de nye forhold.
På Internationalens tredje kongres i 1921 var det store spørgsmål, hvilke taktiske ændringer, som var nødvendige som konsekvens af kapitalismens midlertidige stabilisering. Målet var ikke længere at gribe magten nu og her, i stedet var det nødvendigt at vænne Internationalens partier til at orientere sig mod masserne, hvis store flertal så mod de reformistiske partier, så de blev i stand til at vinde flertal for deres politik, når der igen opstod en revolutionær situation.
På Bolsjevikkernes anbefaling vedtog Internationalen at sektionerne skulle bruge taktikken om enhedsfront, en taktik som bolsjevikkerne brugte under Den Russiske Revolution som et redskab til at vinde masserne. Formålet med taktikken er at vinde de reformistiske arbejdere over til et revolutionært program. Metoden til at opnå dette er gennem en fælles kamp for konkrete krav. Selve enhedsfrontens konkrete indhold er bestemt af den historiske kontekst, den generelle udvikling i massernes bevidsthed og magtbalancen mellem reformistiske og revolutionære organisationer.
Ultra-venstre kommunister som Herman Gorter, fra det Tyske Kommunistparti, mente at kommunister af princip ikke skulle deltage i parliaments- eller fagforeningsarbejde. Billede: Public domain
Et stort lag af Internationalens unge ledere i Tyskland, Holland, Storbritannien og Italien kunne imidlertid ikke se behovet for at vinde masserne væk fra de reformistiske ledere, på trods af at flertallet af arbejderklassen stadig så til dem. De afskrev desuden konsekvent at samarbejde med den reformistiske del af arbejderbevægelsen, og afskrev dermed også enhedsfronttaktikken. Det er meget forståeligt, at de unge kommunister ikke ønskede at have noget at gøre med reformisterne og anså dem for at være kapitalens lakajer. I mange lande spillede de reformistiske ledere en åbenlyst kontrarevolutionær rolle. Fx havde det Tyske Socialdemokrati i 1918 brugt kontrarevolutionære frikorps til at slå ned på de tyske arbejderes opstand og myrde de kommunistiske ledere Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
De unge kommunisters ultra-venstre tendenser kom bl.a. til udtryk som en kategorisk afvisning af parlamentets arbejde og boykot af fagforeninger ledt af reformister. I stedet for at arbejde i den reformistiske fagbevægelse opsatte de tyske kommunister konkurrerende fagforeninger. Det havde en klar reaktionær effekt, eftersom de splittede arbejderklassen, isolerede de mest klassebevidst lag i sin egen fagforening og efterlod flertallet af arbejdere under reformisternes ubestridte kontrol.
Generelt forvekslede de unge kommunister, hvad de selv allerede vidste, med hvad masserne vidste. De unge kommunister proklamerede højlydt, at fagbureukraterne ville forråde arbejderne, og at parlamentet blot var en snakkeklub. Objektivt set korrekte konklusioner, men det var ikke, hvad masserne så. Lenin og Bolsjevikkerne forklarede nødvendigheden af at møde masserne på det niveau, som deres bevidsthed er for derfra at hæve deres udsyn. Ultra-venstre-lederne havde ikke lært dette, og det forhindrede dem i at forbinde sig med masserne.
De tyske ultra-venstre-kommunisters politik eskalerede i den såkaldt martsaktion i 1921, hvor partiet indledte en fejlslagen opstand. I en situation, hvor arbejderklassen var trukket i defensiven, forsøgte lederne af det tyske kommunistparti at lede arbejderne i et angreb med håbet om at aktivere resten af arbejderklassen i en kamp for at tage magten. Et komplet uansvarligt og stupidt projekt, som kun kunne ende i nederlag, eftersom partiets ledere ikke på forhånd havde vundet et flertal af arbejderklassen over til at støtte opstanden. For slet ikke at snakke om at deltage i den! Den fejlslagne opstand såede derfor kun nederlag og forvirring blandt de tyske masser, og de mest klassebevidste arbejdere, som havde deltaget i opstanden, blev ofre for statens repression.
Omdrejningspunktet for Internationalens tredje og fjerde kongres blev derfor en politisk kamp imellem revolutionær marxisme, repræsenteret af Lenin og Trotskij, på den ene side og ultra-venstrefolk, fra især de Tyske og Hollandske sektioner, på den anden. Lenin tog kampen særdeles seriøst, da det var tydeligt, at ultra-venstre-tendensen var en forhindring for, at kommunisterne kunne vinde masserne – en forudsætning for en succesfuld revolution. Som indspark i denne diskussion skrev Lenin bogen Venstrekommunismen en børnesygdom. Som titlen indikerer anså Lenin ultra-venstre-tendensen for at være en “børnesygdom”, dvs. en “sygdom”, der nemt kan kureres. Kuren var demokratisk diskussion for at vinde Internationalen over til marxismens principper.
Kampen for ideerne
Lenin og Bolsjevikkerne forsøgte bevidst at bygge Tredje Internationale som et revolutionært verdensparti, der kunne lede kampen for arbejderklassens befrielse gennem en socialistisk verdensrevolution. På baggrund af Den Russiske Revolutions succes tiltrak Internationalen også reformistiske elementer, men Internationalen bestod primært at unge uerfarne folk, som manglede et teoretisk fundament. For Lenin og Bolsjevikkerne var målet ikke at være så mange som muligt for enhver pris, hvis det betød at udvande Internationalens revolutionære essens. Dette kom konkret til udtryk i kampen mod opportunisterne.
Lenin og Trotskijs tålmodige tilgang til kampen mod ultra-venstrefløjen viser, hvordan Lenin forsøgte at skabe en sund og homogen Internationale gennem politiske midler. Metoden og tilgangen til at opnå dette mål var at bruge politiske uenigheder til at uddanne Internationalen i marxismens grundideer. I de første fem år af sin eksistens voksede Tredje Internationale i bredden og dybden verden over og fik en voksende vægt i arbejderbevægelsen. Disse bedrifter vidner om styrken ved Lenins metode.
På trods af dette positive udgangspunkt, så lykkedes Internationalen ikke alligevel med sit mål. Tredje Internationale blev dannet sent i den akutte revolutionære krise, som foregik efter 1. verdenskrig, og var derfor på bagkant af begivenhederne. Bolsjevikpartiet blev bygget i god tid, over flere årtier – det gjorde Internationalen ikke. Den bestod ikke af den samme form for stærke partier, hærdet af årtiers teoretiske kampe og politisk erfaring. Hvis der på forhånd havde eksisteret en kim til en Internationale med et solidt teoretisk fundament, så havde der været en sund base, som de nye partier kunne vokse ud fra og basere sig på. Tredje Internationale viser derfor nødvendigheden af på forhånd at bygge et sundt politisk fundament, der kan udgøre ledelsen i fremtidige bevægelser.
Og det er kun et spørgsmål om tid, inden masserne igen begynder at røre på sig. I dag, hvor kapitalismen gennemlever sin største krise nogensinde, ser vi, hvordan arbejdere og unge over hele verden søger en udvej på den blindgyde, som samfundet befinder sig i. Under overfladen akkumuleres frustrationer som optakt til fremtidige kampe. Verdensrevolutionen er igen ved at blive sat på dagsordenen, og det er derfor relevant, at unge revolutionære i dag atter ser på erfaringerne fra Tredje Internationale under Lenin og Trotskij. Det er de sunde traditioner og metoder, som de benyttede, som vi i IMT bygger på i dag.
