Der er en udbredt myte om, at marxister kun beskæftiger sig med arbejdskampe og økonomiske spørgsmål – at alle andre spørgsmål vil ordne sig efter revolutionen. Intet kunne være længere fra sandheden.
I den seneste periode har vi set store sociale bevægelser overalt i verden om en række sociale spørgsmål, ikke mindst i forhold til sommerens Black Lives Matter-bevægelse i USA. Men også store bevægelser om kvindespørgsmålet, ikke mindst i forhold til den nye abortlovgivning i Polen, har præget den politiske dagsorden.
Kapitalismens krise viser sig ikke kun på fabriksgulvet men på alle niveauer af samfundet – blandt alle lag og inden for de mest forskelligartede spørgsmål: Lige fra spørgsmålet om politisk censur, over smadring af miljøet, krige og diplomatiske konflikter, til den herskende klasse brug af racisme og nationalchauvinisme. Alle disse spørgsmål er ikke rent økonomiske eller faglige, og berører ikke altid arbejderklassen direkte. Men det gør dem ikke mindre vigtige for et marxistisk parti eller organisation. Tværtimod.
Hvad må der gøres?
Dette var netop ét af de spørgsmål, som Lenin beskæftigede sig med i starten af 1900-tallet. Lenin bekæmpede på det tidspunkt en politisk tendens, økonomisterne, der netop argumenterede for, at det socialistiske parti udelukkende skulle beskæftige sig med arbejdskonflikter og økonomiske spørgsmål. Denne kamp mod økonomisterne blev en grundpille i den tendens i det russiske socialdemokrati, der senere udviklede sig til Bolsjevikpartiet.
Der er meget, moderne revolutionære kan lære af Bolsjevikpartiet, ikke bare i forhold til denne debat. Bolsjevikpartiet var det eneste parti, der succesfuldt har ledt arbejderklassen i en revolution, og som der formåede at tage og beholde magten. Derfor er Bolsjevikpartiet det bedste eksempel, som socialister i dag har på, hvordan man opbygger et revolutionært socialistisk parti, samt hvordan man navigerer mellem de utallige tendenser og strømninger, der findes på venstrefløjen.
Økonomisterne argumenterede for, at arbejderne kun forstod kampen om arbejdsforhold og løn, og at arbejderne selv skulle lede kampen. Partiet skulle i bedste tilfælde overlade lederskabet til arbejderne, i værste tilfælde holde sig helt uden for kampen. For økonomisterne var strejkekasser »af større værdi for bevægelsen end hundreder af andre organisationer,« at én øre mere i timen var mere værd end alskens socialisme og alskens politik, og at arbejderne skulle »kæmpe i bevidstheden om, at de ikke kæmpede for en eller anden fremtidig generation, men for sig selv og deres børn.«
Men Lenin forklarede, at hvis man fulgte økonomisternes argumenter, ville det reelt have svaret til at opløse det revolutionære parti ind i den generelle arbejderbevægelse og dermed blive et halehæng til fagforeningerne. Det er fagforeningerne, der er de mest basale organisationer for arbejderklassen. De kæmper de økonomiske kampe, basalt set for at få den bedst mulige pris for arbejdskraften, hvorfor Lenin også skelnede mellem, hvad han kaldte en ”fagforeningsbevidsthed” og ”socialdemokratisk bevidsthed”. I arbejderbevægelsen er det fagforeningernes rolle, at forsvare og kæmpe for arbejdernes forhold, mens det revolutionære parti bestående af skolede marxister netop skal forsøge at hæve arbejderklassens bevidsthed fra denne fagforeningsbevidsthed til en bevidsthed om behovet for revolution, for at kunne løse arbejderklassens basale kvaler, der ikke kan løses under kapitalismen. Dette var netop Lenins hovedargument i hans berømte værk Hvad må der gøres?, hvor han førte en bitter kamp mod økonomisternes opportunisme.
Det skal her nævnes, at ‘socialdemokrati’ havde en markant anden betydning dengang i forhold til nu. Dengang var socialdemokratierne i verden stadig revolutionære organisationer, der kæmpede mod kapitalismen, og organiserede arbejderne for en omvæltning af det borgerlige samfund, og opbygningen af socialisme, selvom der også internt i næsten alle de europæiske socialdemokratier foregik kampe mellem opportunister og revolutionære – i Rusland, økonomisterne mod Lenins tendens, i Tyskland var det Bernstein mod bl.a. Rosa Luxemburg.
Økonomisterne så hvordan det agitatoriske arbejde i arbejderbevægelsen, altså konkrete krav om bedre arbejdsforhold, samtidig med et generelt opsving i klassekampen, fik partierne til at vokse massivt, og konkluderede, at udelukkende dette måtte være fremgangsmåden. Partiet skulle altså kun beskæftige sig med konkrete økonomiske krav i konkrete arbejdskampe. Andre spørgsmål om politiske rettigheder, andre former for undertrykkelse og spørgsmål af teoretisk natur var i bedste tilfælde noget, som partiets teoretikere kunne skrive om uden at indblande det i det ”konkrete arbejde”. I værste tilfælde afskyede de dem, fordi de kom i vejen for det konkrete arbejde.
Men Lenin fremhævede netop, at spørgsmålet om økonomiske krav ikke er det eneste, som en revolutionær organisation skal beskæftige sig med. Selvom det er et vigtigt spørgsmål. Derfor skal revolutionære ikke bare involvere sig i økonomiske spørgsmål og arbejdskampe, men hæve kampen til en bevidst kamp mod systemet som helhed. Den revolutionære organisation skal forholde sig til alle spørgsmål om undertrykkelse og aktivt bekæmpe dem, og forklare hvordan disse former for undertrykkelse er forbundet med systemet som helhed – forklare hvordan kapitalismen undertrykker forskellige lag af samfundet, og dermed undertrykker forskellige dele af arbejderklassen på flere måder, og hvordan alle disse kampe, inklusiv den økonomiske, alle er forbundet til kampen mod det kapitalistiske system:
»Der må agiteres ud fra hvert konkret udslag af undertrykkelse… Og eftersom denne undertrykkelse rammer de forskelligste samfundsklasser, eftersom den ytrer sig på de forskelligste felter af tilværelsen og virksomheden, både den faglige og den generelt sociale, den personlige og den familiemæssige, den religiøse og den videnskabelige… er det da ikke klart, at vi ikke får løst vores opgave, at udvikle arbejdernes politiske bevidsthed, hvis vi ikke påtager os organiseringen af en alsidig politisk afsløring af selvherskerdømmet?«
For økonomisterne, og opportunister generelt, skulle partiet ikke “sætte deres program op mod masserne”, men lade massernes kampe bestemme, hvordan programmet skulle udformes. Programmet måtte ikke blive til en ”ånd”, som svæver over bevægelsen. Nej, hvis bevægelsens eneste krav var bedre arbejdsforhold, måtte det være det eneste indhold i partiets politiske program. Til dette svarede Lenin rammende:
»Men hvori består da socialdemokratiets rolle, om ikke i at være den ”ånd”, som ikke blot svæver over den spontane bevægelse, men som også hæver bevægelsen op til ”sit program”? Dog vel ikke i at traske i halen på bevægelsen: i bedste fald er det til ingen nytte for bevægelsen, i værste fald meget, meget skadeligt.«
Lenin pointerer, at det revolutionære parti skal fremhæve, hvordan kapitalismen ikke kun undertrykker arbejderklassen, og andre lavere samfundslag, økonomisk men på mange forskellige måder, og samtidig hvordan det er revolutionæres opgave, at forbinde alle disse politiske former for undertrykkelse med den økonomiske undertrykkelse for at forstå den systemiske undertrykkelse, som kapitalismen udøver mod det store flertal af befolkningen. Det er netop de revolutionæres opgave, at tage udgangspunkt i arbejderklassens bevidsthed, der udformes af deres oplevelser i dagligdagen af forskellige former for undertrykkelse og uretfærdigheder, og hæve dette umiddelbare bevidsthedsniveau ud over de daglige kampe.
Uden revolutionær teori, ingen revolutionær bevægelse
Økonomisternes argument om at det skal være arbejderne, der leder bevægelsen, kan måske på overfladen virke nobelt nok. Det er den samme argumentation, man hører fra moderne venstrefløjsbevægelser og -partier, her især Enhedslisten, i dag. Man skal være ”loyal” over for bevægelsen; altså ikke rejse krav, som bevægelsen ikke spontant selv er nået frem til. Man kan, for eksempel, ikke stå og kræve kapitalismens omvæltning på (arbejder-)kvindernes internationale kampdag. Men når folk går på gaden for at demonstrere, strejke osv. er det jo netop for at få skabt forandring. Hvis vi ikke forstår, hvordan undertrykkelsen, ikke bare af arbejderne økonomisk, men af kvinder, etniske og seksuelle minoriteter generelt er opstået, og bliver vedligeholdt af selve det kapitalistiske system, kan vi aldrig føre en effektiv kamp imod undertrykkelsen.
Og i virkeligheden dækker argumentet om, at arbejderne kun kan forstå den økonomiske undertrykkelse over en virkelig nedladende holdning til arbejderklassen. Derfor svarede Lenin, når økonomisterne sagde, at den økonomiske kamp var det eneste, som arbejdere kunne forstå, og derfor det mest effektive middel til agitation:
»Det er absolut urigtigt. Et på ingen måde mindre ”vidt anvendeligt” middel til en sådan ”inddragning” er et hvilket som helst udslag af politiundertrykkelse og selvherskerdømmets vilkårlighed og aldeles ikke kun de udslag, som hænger sammen med den økonomiske kamp… Hvorfor da på forhånd indsnævre omfanget af den politiske agitation ved at erklære et enkelt middel for ”det videst anvendelige”, når der ved siden af det må være andre, som i almindelighed er mindst lige så vidt anvendelige for socialdemokrater?«
Økonomisternes, og vore dages opportunisters, overbevisning om, at arbejdere ikke kan eller ikke gider forstå teori, er ikke bare nedladende, men den er også forkert. Arbejdere bekymrer sig ikke kun om, hvor meget de får i løn, men også om, hvordan verden hænger sammen: hvorfor det er deres inkompetente chef, der træffer alle beslutningerne på arbejdspladsen; hvorfor der ikke er penge til velfærd og grøn omstilling men til de store virksomheder og minkavlere; og hvorfor det var arbejdere, der måtte gå fra hus og hjem efter krisen i 2008, mens bankcheferne, der havde spillet hasardspil med lån og investeringer, fik store fratrædelsesbeløb i stedet for at gå bankerot?
Det er netop den marxistiske teori, der er de revolutionæres stærkeste våben, fordi den kan besvare disse spørgsmål, og er derfor kernen i hele den revolutionære bevægelse. »Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse,« som Lenin formulerede det. Det er denne teori, der skal hæve arbejdernes bevidsthed om de individuelle uretfærdigheder under kapitalismen til en forståelse for, at disse netop er forbundet, og er produceret af kapitalismen selv. Og det er først for alvor når denne bevidsthed er opnået, at bevægelsen virkelig tager fart. Med henvisning til de tyske arbejderes frontposition i den internationale klassekamp i starten af 1900-tallet fremhæver Lenin et citat fra Engels for at understrege, netop hvordan teorien har spillet en central rolle i at udvikle den daværende stærke tyske arbejderbevægelse:
»Uden teoretisk sans hos arbejderne ville denne videnskabelige socialisme aldrig i den grad være gået [de tyske arbejdere] i blodet, som tilfældet er. Og hvilket umådeligt fortrin dette er, viser sig på den ene side i den ligegyldighed over for al teori, der er en af hovedårsagerne til, at den engelske arbejderbevægelse, trods de enkelte fags glimrende organisation, kommer så langsomt af stedet.«
Det er også derfor, at marxister siger, at mens der hersker en økonomisk og politisk kamp, hersker der også en lige så vigtig kamp på det teoretiske område mod borgerskabet. Den marxistiske teori er ikke andet end arbejderklassens generaliserede erfaringer; det er arbejderklassens ideologiske våben mod borgerskabet. Det er også derfor borgerskabet bruger så store ressourcer på disse ideologiske våben i form af medier, uddannelsesinstitutioner, kirken osv. for at udbrede deres moral- og retfærdighedsbegreber. Man kan med andre ord se det som borgerskabets “soft power”, altså magtanvendelse, der ikke er åbenlys undertrykkelse. Hvis vi ikke går imod borgerlige ideer, så bliver borgerskabets ideologi den eneste, som arbejderklassen bliver konfronteret med, og dermed optaget i arbejderbevægelsen. Derfor understregede Lenin problemet med knæfald for bevægelsens spontanitet eller kravet om ”loyalitet over for bevægelsen”:
»Det viser (…) at ethvert knæfald for spontaniteten i arbejderbevægelsen, enhver afsvækkelse af ”det bevidste elements” rolle, af socialdemokratiets rolle i sig selv – ganske uafhængigt af, om den, der afsvækker denne rolle, ønsker det eller ej – betyder forstærkelse af den borgerlige ideologis indflydelse på arbejderne.«
Arbejderklassen har gjort sig utallige erfaringer gennem dens eksistens. Vi skal netop fremhæve de erfaringer, det vil sige den marxistiske teori, i de nulevende bevægelser, for at kunne besvare netop det spørgsmål, som Lenin stillede i 1902, og som millioner af unge og arbejdere stadig stiller hver eneste dag: Hvad må der gøres?
Den revolutionære arbejderklasse
For Lenin skulle denne agitation på andre politiske spørgsmål ikke kun udvikle arbejderklassen, men også trække andre sociale lag med bag arbejderklassens kamp, og involvere dem i kampen for socialisme. Men arbejderklassen måtte være den ledende sociale kraft i bevægelsen. Det er fordi arbejderklassen har en central placering i marxismen. Allerede Marx og Engels forklarede i Det kommunistiske manifest, at arbejderklassen er den eneste konsekvent revolutionære klasse på baggrund af deres rolle i produktionen:
»Alle tidligere klasser, der har erobret magten, har søgt at sikre den stilling, de havde erhvervet, ved at tvinge hele samfundet ind under deres tilegnelsesvilkår. Men proletarerne kan kun erobre de samfundsmæssige produktivkræfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.«
Arbejderklassen er ikke kun en hvid mand i overalls, som Socialdemokratiet forsøger at præsentere dem, men består af forskellige køn, etniciteter, seksualiteter, osv. Sexisme, racisme, homofobi osv. har i kapitalismen den primære funktion at spille arbejderne ud mod hinanden; at få os til at slås om de få krummer, der falder ned fra overklassens bord, så denne lille privilegerede overklasse kan fastholde sit greb om magten. Derfor har arbejderklassen heller ingen interesse i at fortsætte de former for undertrykkelse, som der eksisterer i dag under kapitalismen. Derfor skal marxister netop fremhæve den måde, hvorpå systemets mange umiddelbart forskellige former for undertrykkelse i virkeligheden er forbundet med selve klassesamfundet. Dette er et af det borgerlige samfunds mest fundamentale aspekter, og årsagen ligger iboende i selve kapitalismen, som Marx og Engels også forklarede:
»Alle hidtidige bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse. Proletariatet, det nuværende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften.«
Arbejderklassen består som sagt af mange forskellige mennesker, der kan opleve undertrykkelse på baggrund af mange forskellige spørgsmål. Derfor skal det revolutionære parti involvere sig i alle de politiske kampe, og ikke kun den økonomiske. Det skal skabe bevidsthed om den basale form for undertrykkelse, hvorfra alle andre flyder: klasseundertrykkelsen og derfor også om nødvendigheden af enhed på klassebasis, som forudsætning for et opgør med denne.
Efter oktober
Men Lenin og bolsjevikkerne lod det ikke kun blive ved ordet. Efter magtovertagelsen i oktober 1917 indførte de radikale lovforslag på en række politiske spørgsmål: jord til bønderne, stemmeret for kvinder, adskillelse af kirke og stat og retten for enhver borger til at følge enhver religion eller ingen, fri abort, ret til selvbestemmelse op til og inklusiv løsrivelse for undertrykte nationer, omfattende uddannelsesprojekter for hele befolkningen og endda afkriminalisering af homoseksualitet som et af de første lande i verden.
Ideen med disse tiltag var ikke blot at leve op til sine løfter. Bolsjevikkerne mente det, når de sagde, at arbejderklassen på tværs af alle andre skel skulle have den bredeste mulighed for at deltage i driften af samfundet. Dette var kernen i sovjetdemokratiet, der blev indført efter oktoberrevolutionen. For at sørge for, at disse ting ikke forblev juridiske formaliteter, men rent faktisk tillod kvinder, etniske minoriteter og andre undertrykte grupper muligheden for at deltage aktivt i samfundet, påbegyndte de en række sociale programmer i forhold til uddannelse, børnepasning, oversættelse osv. Men mange af disse programmer blev udsat på grund af den borgerkrig, den gamle herskende klasse startede umiddelbart efter revolutionen. Udviklingen efter borgerkrigen og især Sovjetunionens degenerering er for bredt til at komme ind på her, men man kan finde adskillige artikler om emnet på marxist.dk. Desuden anbefales Trotskijs Revolutionen Forrådt for et bredere indblik i disse processer.
For en revolutionær socialistisk politik
Som vi har set, er det vigtigt, at revolutionære beskæftiger sig med andre spørgsmål end blot de økonomiske. Samtidig må vi dog ikke miste målet af syne. Arbejderklassen er den eneste konsekvent revolutionære klasse i samfundet grundet dens stilling i produktionen, og det er derfor, at alt hvad vi foretager os, må have til formål at hæve arbejderklassens bevidsthed: bevidstheden om dens egen styrke gennem økonomiske kampe, men i lige så høj grad bevidstheden om, at dette system er pilråddent, da det er selve det kapitalistiske system, der er årsag til at alle former for undertrykkelse i vores samfund opretholdes, og bevidstheden om at en anden verden fri for undertrykkelse er mulig. Arbejderklassen er den eneste klasse, der har magten til at ændre samfundet fundamentalt.
Men det betyder selvfølgelig ikke, at samfundet består udelukkende af borgerskabet og arbejdere. Især i ikke-vestlige lande, men også i Danmark, eksisterer en række lag, der falder mellem disse to kategorier: intellektuelle, unge generelt, småbønder, små virksomhedsdrivende, statsfunktionærer, specialister osv. Det revolutionære parti skal også drage alle de bedste dele af disse andre lag til sig, hvis en revolution skal lykkes. Mange af disse lag er også yderst pressede af en kapitalisme i organisk krise, og de leder ligeledes desperat efter en udvej. Hvis ikke disse lag skal forfalde til reaktionære tendenser, må arbejderklassen med det revolutionære parti i spidsen vise, at det kan give en konkret løsning på også disse lags problemer, præcis på samme måde, som Lenin og bolsjevikkerne også vandt bønderne over til revolutionens side i 1917. Det revolutionære parti er arbejderklassens parti, men hvis det udelukkende kæmpede for arbejderklassen med skyklapper på over for andre klasser, kunne disse let sætte sig imod revolutionen.
Vi kan lære meget af Lenins tilgang til politiske spørgsmål; Hvordan vi aktivt må deltage i enhver kamp mod enhver form for undertrykkelse, men altid bestræbe os på at hæve folks blik over det umiddelbare problem, og vise hvordan de enkelte kampe netop ikke er adskilte problemer, men produkter af et system i forfald. Og samtidig må vi ikke være bange for at bringe politik ind i arbejderbevægelsen. Historien har gentagende gange modbevist økonomisternes argumenter om, at arbejderklassen kun forstår og gider involvere sig i økonomiske kampe, der kan give dem en direkte forbedring af deres liv – det kan vi for eksempel se på den brede deltagelse i Black Lives Matter-demonstrationerne, hvor mange arbejdere uafhængigt af fagforeningerne stillede sig på bevægelsens side med overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser.
Potentielt set er det arbejderklassen, der har magten i samfundet. Hvis den internationale arbejderklasse kollektivt valgte at sætte sig på sine hænder i morgen, ville hele verden gå i stå. Det kapitalistiske system er i sidste ende årsagen til alle de former for undertrykkelse, som arbejdere og unge oplever i dag, og derfor må kampene mod de forskellige undertrykkelser kædes sammen med kampen mod kapitalisme generelt og for et socialistisk samfund: et samfund fri for alle former for undertrykkelse – både økonomiske og politiske.
