Den 15. februar blev der udskrevet valg i Grønland da Siumut-regeringen mistede sit flertal. Over det seneste år er krisen i det regeringsbærende parti eskaleret. Det kontroversielle Kuannersuit mineprojekt i Sydgrønland, der vil udvinde sjældne jordarter og uran, blev den tilfældighed, som fik den interne magtkamp i partiet til at bryde frem i lys lue.
2021 har på verdensplan vist sig at være et politisk dramatisk nyt år, og Grønland er ingen undtagelse. Regeringskoalitionen, ledt af det socialdemokratiske Siumut parti og de to mindre borgerlige partier Demokraterne og Nunatta Qitornai, har siden slutningen af januar været kastet ud i en politisk krise udløst af Kuannersuit mineprojektet.
Regeringen, under ledelse af landsstyreformand Kim Kielsen fra Siumut, blev dannet i 2018 og har over årene gennemlevet en række kriser, ofte centreret omkring Kim Kielsens tvivlsomme omgang med offentlige midler. Men det var et internt oprør i Siumut imod Kim Kielsen, som skulle vise sig at sprænge regeringskoalitionen. Den 8. februar annoncerede Demokraternes partileder Jens Frederik Nielsen, at partiet forlod regeringskoalitionen. En handling, der trak flertallet væk under regeringen, og dermed dømte Kim Kielsens regering til fald.
Det kontroversielle Kuannersuit mineprojekt ved Kvanefjeld, der efter planen skal udvinde sjældne jordarter, med uran som biprodukt, har været undervejs i 14 år. Det var en tidligere Siumut regering, som selv banede vejen for mineprojektet i Sydgrønland, da partiet i 2013 ophævede Grønlands nultolerance-politik over for uranudvinding. Efter 14 års diskussion er planerne om at anlægge minen ved Kvanefjeld nu langt fremme. Som en af de sidste skridt i processen har mineprojektet skullet fremlægges for den Sydgrønlandske lokalbefolkning på en række borgermøder, inden myndighederne kunne udstede en endelig udvindingstilladelse. Men i takt med at borgermøderne nærmede sig, begyndte oprøret i Siumut at blusse op.
Magtkamp i Siumut
I november 2020 afholdt Siumut formandsvalg, hvor Kim Kielsen tabte formandsposten knebent til Erik Jensen med 32 mod 39 stemmer. Dette skabte imidlertid en uholdbar politisk situation, for Kim Kielsen afviste at trække sig som landsstyreformand. En situation, der kan sammenlignes med, hvis Mette Frederiksen blev væltet som Socialdemokratiets partiformand, men insisterede på at fortsætte som statsminister. Det var tydeligt, at situationen var uholdbar, og ingen vidste reelt, om det var Erik Jensen eller Kim Kielsen, der havde det sidste ord i Grønlandsk politik.
Forud for formandsvalget i november var gået et dramatisk politisk år, hvor Kim Kielsen nær var blevet væltet i en mistillidsafstemning i det Grønlandske landsting, over en sag om magtmisbrug og korruption (bedre kendt som stenbider-sagen). Inden mistillidsafstemningen havde flere af Siumuts egne landstingsmedlemmer angiveligt konspireret med oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit om at vælte Kim Kielsen, som i sidste ende dog overlevede med det mindst mulige flertal.
Konflikten internt i Siumut imellem Kim Kielsen og Erik Jensen er mest af alt et politisk magtspil, mellem ambitiøse politikere sultne efter magt og privilegier. Men der er dog også et andet element over Erik Jensen fløjen. Kim Kielsens personlige skandaler og regeringens politik har igennem de sidste to år gjort hans regering notorisk upopulær til et niveau, hvor det har udløst to massebevægelser imod ham! Kim Kielsens regering har slidt på Siumuts opbakning blandt den grønlandske befolkning, og gruppen omkring Erik Jensen, med base i byen Sisimiut langt fra magtens centrum i Nuuk, har kunnet se denne tendens og konkludere, at der var brug for udskiftning i toppen af partiet, hvis Siumut (og dem selv) skulle fortsætte med at have en karriere i Grønlandsk politik.
Efter Erik Jensens valgsejr til formandsvalget i november tog han tilbage til sin hjemby Sisimiut og forsvandt ud af Grønlandsk politiks rampelys. Men i slutningen af januar, da borgermøderne om minen i Kuannersuit begyndte at nærme sig, lancerede han og næstformanden Vivian Motzfeldt en offensiv imod Kim Kielsen.
Borgermøder og bombetrusler
Erik Jensen havde efter sin valgsejr til formandsposten udnævnt Vivian Motzfeldt til Siumuts nye næstformand, og den 28. januar smed Motzfeldt en politisk bombe, da hun annoncerede at Siumuts ledelse mente, at borgermøderne skulle udskydes på ubestemt tid, hvilket de facto ville udskyde mineprojektet på ubestemt tid. Det pludselige kursskifte i Siumuts politik skabte stor utilfredshed i koalitionspartiet Demokraterne, der er en af den globale mineindustris mest loyale støtter i Grønlandsk politik. Den nye ledelse i Siumut fik derved sat en kile ind imellem Kim Kielsen og sit støtteparti.
Intet har imidlertid tidligere indikeret, at Erik Jensen skulle være særlig bekymret over uranudvinding. Under sin tid som minister for råstoffer og arbejdsmarked (en post han bestred indtil 2019) forsvarede han beslutningen om at ophæve nultolerancen i forhold til uranudvinding i 2013 og afviste at afholde en folkeafstemning om spørgsmålet. Erik Jensen og Vivian Motzfeldt har altså udnyttet spørgsmålet om uranudvinding for egen politisk vinding i håbet om at vælte Kim Kielsen, således at de kan stå i spidsen for en ny regering.
Det er ingen hemmelighed, at der er stor skepsis i Sydgrønland over mineprojektet, som bl.a. vil opbevare radioaktivt affald i en lokal sø, og som risikerer at forurene et stort område med radioaktivt støv fra den åbne mine. Flere Siumut politikere med tilknytning til Sydgrønland, så som Benjamin Kielsen, som er medlem af kommunalbestyrelsen i Kujalleq, har således også annonceret deres modstand imod projektet og pointerer selv, at det er en reaktion på den modstand, de oplever i lokalområdet.
De politiske spændinger i Grønland var altså tilspidset op til borgermøderne, der begyndte den 5. februar, hvor departementschefer fra selvstyret, repræsentanter for mineselskabet GML og politikere fra regeringen efter planen skulle møde den Sydgrønlandske lokalbefolkning. Til politikernes store lettelse fik de en belejlig undskyldning for ikke at deltage i borgermøderne i form af en bombetrussel. Politikerne insisterede på, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt for dem at deltage i borgermøderne, selvom det grønlandske politi understregede, at der ikke var nogen sikkerhedsmæssig grund til at politikerne blev væk.
Det er ikke til at sige om bombetruslen blev opfundet af politikerne til lejligheden, men faktum er, at regeringens politikere, der ikke havde mod til selv at deltage i borgermøderne, slap for at skulle stå til ansvar for lokalbefolkningen. Borgermøderne blev altså afholdt efter planen, men med repræsentanter for mineselskabet og departementscheferne som de eneste til at besvare de lokale indbyggeres spørgsmål. Det er ikke underligt, hvis de lokale grønlændere, der deltog i borgermøderne, gik derfra med indtryk af at beslutningerne i Grønland træffes af multinationale selskaber og danske bureaukrater fra embedsværket.
Uranudvinding deler vandene
Spørgsmålet om potentiel uranudvinding i Grønland har delt landets befolkning midt over. På den ene side står de, som frygter at mineprojektets fordele vil blive overskygget af dets radioaktive forurening af ikke blot landets biologiske naturressourcer, men ligeledes af landets indbyggere. På den anden side står de, som mener, at det er nødvendigt at løbe den miljømæssige risiko, for at få forøget landets indtægter og jobmuligheder. Den splittelse var også tydeligt til stede under borgermøderne. I byen Narsaq, der ligger blot 8 kilometer fra det omtalte Kvanefjeld, arrangerede gruppen Urani Naamik (Uran nej tak) en demonstration ude foran borgermødet.
De, som er imod uranudvinding, er det af fuldt forståelige årsager. Udnyttelsen af Grønlands naturressourcer er historisk altid sket på bekostning af den Grønlandske natur og befolkning, så der er ingen grund til at tro, at det vil blive anderledes med Kuannersuit minen. At mineprojektet omhandler uran, sætter blot bekymringerne yderligere på spidsen, da den miljømæssige risiko er så meget desto større.
Samtidig må vi anerkende, at mange grønlandske arbejdere går ind for Kuannersuit minen af ligeledes fuldt forståelige årsager. De er trætte af den fattigdom, som det grønlandske folk lever i, og vrede over dansk kolonialismes undertrykkelse af landet. De ser projekter, som Kuannersuit minen, som et middel til på længere sigt at opnå økonomisk selvstændighed fra bloktilskuddet og dernæst reel selvstændighed. Dette er et fuldstændig forståeligt ønske efter 300 år med dansk kolonistyre, som kun har tilbudt Grønland undertrykkelse og fattigdom.
I den offentlige debat i Grønland omkring råstofudvinding, eksisterer der en præmis om, at Grønland har behov for at udvinde sine naturressourcer for at udvikle en stærk økonomi, som kan lægge fundamentet for fremtidig selvstændighed. Det er det samme argument, som de politiske fortalere for Kuannersuit minen bruger. Det var også denne argumentation, der blev brugt af den tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond i 2013, da hun argumenterede for at afskaffe nultolerancen over for uran: ”Vi kan ikke leve med, at ledigheden og leveomkostningerne stiger, mens vores økonomi står stille. Det er derfor nødvendigt, at vi afskaffer nultolerancen over for uran nu”.
Det er imidlertid en falsk præmis, der vender forholdet på hovedet. Grønland vil aldrig få udviklet en stærk selvstændig økonomi præcis lige så længe, som landet er under dansk imperialismes dominans. 300 år, som dansk koloni, har ikke kunnet skabe en moderne industrialiseret selvstændig økonomi, og der er ingen grund til at tro, at det vil ændre sig i fremtiden. Tværtimod, så gør dansk og vestlig imperialisme på barbarisk vis alt for at tilbageholde Grønlands udvikling, blot for at føje deres egne snævre interesser.
I stedet for at være en kilde til fremgang og velstand udsuger de udenlandske mineselskaber Grønland for sine naturrigdomme og menneskelige ressourcer. De udenlandske mineselskaber i Grønland betaler symbolske beløb i skat – hvis de da overhovedet betaler noget! Samtidig udnyttes de grønlandske arbejdere massivt. Grønlandske arbejdere får dårligt betalte stillinger, og indtil nu har fagforeningen SIK ikke formået at tegne overenskomst for sine medlemmer hos et eneste udenlandsk mineselskab i landet. Al erfaring viser, at et økonomisk velstående Grønland ikke kan skabes ved at åbne op for imperialismens aggressive rovdrift på Grønlands naturlige- og menneskelige ressourcer.
Den grønlandske politiske elite og departementscheferne er imidlertid meget tilfredse med mineprojekterne og den nuværende ordning. De skal nok sørge for at få deres bid af kagen ad kreative veje. De påstår derfor hårdnakket, at Grønland skal fortsætte i samme spor og give yderligere udvindingstilladelser med gavmilde vilkår for virksomhederne.
Grønland er et land med en overflod af naturressourcer. Det er et rigt land. Men landets rigdom er ikke i befolkningens hænder. I dag er det danske departementschefer, karrierepolitikere og udenlandske kapitalister som bestemmer, hvad der sker med Grønlands naturressourcer.
Alle investeringer lavet under kapitalismen er kun foretaget med profit for øje. Virksomhedernes higen efter så store profitter som muligt vil altid være på bekostning af naturens eller arbejderklassens interesser og behov. Uanset om vi har at gøre med en mine, der udvinder uran, kul eller aluminium, så vil profitmotivet trumfe alle andre hensyn. Vi kan ikke sætte vores lid til, at virksomheder, der vægter profit højere end alt andet, vil varetage udvindingen af Grønlands naturressourcer på en forsvarlig måde og slet ikke, når der er tale om potentielt skadelige naturresurser som uran.
I stedet for at det er overladt til udenlandske kapitalister, uvalgte embedsfolk eller en magthungrende politisk elite at bestemme, hvilke af Grønlands ressourcer, der skal udvindes og hvordan, så bør det være det Grønlandske folk, der bestemmer over landets fremtid, økonomi og ressourcer. Det kan kun lade sig gøre, hvis landets naturressourcer er ejet i fællesskab af det Grønlandske folk, hvorved de vil have magten til at bestemme, hvilke der skal udvindes og hvordan.
Grønland besidder imidlertid ikke selv produktionsapparatet til at kunne udvinde sine mineralressourcer, så, hvis der fortsat skal udføres minedrift i Grønland, vil det være med deltagelse fra udenlandske mineselskaber. Det afgørende er imidlertid, hvem der sætter vilkårene for eventuel fremtidige minedrift. Under de nuværende vilkår, der sættes af departementscheferne, den politiske elite og udenlandske kapitalister vil rovdrift på Grønlands naturlige og menneskelige ressourcer fortsætte og intensiveres. Hvis de arbejdende masser i Grønland derimod tog magten og blev herrer i eget hus, ville de være i stand til at diktere helt nye vilkår til de imperialistiske gribbe.
Kun på den måde kan det sikres, at en eventuel minedrift – hvis dette måtte være ønsket for de grønlandske arbejdere – bliver kørt på en forsvarlig måde efter arbejderklassens og lokalbefolkningens interesser og med det nødvendige hensyn til naturen. Samtidig er det den eneste måde, hvorpå den værdi, som mineprojekterne skaber, kan blive ført tilbage til det Grønlandske samfund, så den kan bruges på at gøre landet rigere og bedre for landets befolkning.
Flere rystelser i vente
I årevis har frustrationerne over elendige leveforhold og undertrykkelse fra kolonimagten Danmark, der bruger Grønland og dets befolkning som en brik i et Arktisk stormagtsspil, ophobet sig i Grønland. Folk er trætte af den blindgyde, som samfundet befinder sig i og trætte af en politisk elite, der er mere optaget af interne magtkampe, end af befolkningens ønsker og bekymringer. Der er derfor ingen grund til at tro, at 2021 bliver et mere roligt år i Grønlandsk politik, end det er startet ud.
I december 2020 udkom den første politiske meningsmåling i Grønland i mere end to år. Den viste at mere end hver tredje af de adspurgte ikke vidste, hvilket parti de ville stemme på. Dette giver en indikation på den generelle politikerlede, der eksisterer i Grønland, og på afvisningen af de etablerede partier. Vi ser på verdensplan, at krisen i det kapitalistiske system skærper alle modsætninger i samfundet og øger den politiske polarisering. Det er især markant, at unge og arbejdere begynder at lede efter revolutionære løsninger på de problemer, de står i.
Selv hvis valget resulterer i, at oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit kan lede en kommende regering og, som de har lagt op til, tager Kuannersuit mineprojektet af tegnebrættet, så vil det ikke indlede en rolig og stabil periode i Grønlandsk politik. De underliggende problemer og frustrationer vil forblive uløste. Uanset hvilket parti, som vinder det næste valg, så kommer det til at skulle forvalte et kapitalistisk system i et Grønland i krise. Derudover skal den kommende regering håndtere dansk imperialismes forsøg på at stramme grebet om Grønland i takt med, at landets vigtighed i det arktiske stormagtsspil stiger. Den kommende periode i Grønland vil blive en periode med fremtidige rystelser, kriser og kampe.
