Profitratens tendens til fald betegner det faktum, at der er en tendens til, at forrentningen på kapitaludlæg bliver lavere i takt med den teknologiske udvikling. Årsagen er, at udviklingen generelt og inden for de enkelte industrigrene går i retning af, at værdien af maskiner, råmaterialer osv. – den konstante kapital – i produktionen stiger hurtigere end antallet af arbejdere – den variable kapital – i produktionen. Det betyder øget produktivitet per arbejdstime altså at der bliver brugt mindre tid pr. vare, hvis stykprisen dermed falder. Den første kapitalist, der indfører en sådan ny teknik eller maskine, kan både underbyde konkurrenterne på markedet og tjene superprofitter. Men kun indtil konkurrenterne har indført samme eller bedre teknik. Konkurrencen tvinger altså alle kapitalister til hele tiden at øge andelen af konstant kapital (maskiner, råmaterialer osv.) i forhold til variabel kapital (lønudgifter). Med Marx’ ord øges kapitalens organiske komposition.
Profitratens tendens til fald beskriver denne proces’ bagside set fra kapitalistens side: Som Marx forklarer i sin arbejdsværditeori er det nemlig kun det levende arbejde – arbejderen eller den variable kapital set fra et værdiperspektiv – der er kilde til ny værdi eller merværdi. Den konstante kapital er som navnet antyder konstant. Den overfører kun sin værdi til varerne uden at tilføre dem ny værdi.
Når det levende arbejdes relative andel af en kapitalists kapitaludlæg (investering) hele tiden bliver mindre set i forhold til det samlede udlæg, så bliver profitraten (profit divideret med kapitaludlægget) lavere. Med andre ord: Man skal investere større summer for at få samme afkast i kroner og ører. Eller sagt på en helt tredje måde: Forrentningen af investeringen bliver lavere.
Mens Marx og Engels pegede på overproduktion som den grundlæggende årsag til kriser, har strømninger i den såkaldte akademiske marxisme forsøgt at bruge profitratens tendens til fald som en absolut lov og ultimativ forklaringsmodel for kapitalistiske kriser. Til dette må vi blot henlede opmærksomheden på, at profitratens tendens til fald netop er en tendens: et konstant og historisk pres og ikke en absolut lov, der nødvendigvis udtrykker sig i konjunkturcyklusserne. Der er nemlig modvirkende faktorer, som presser den anden vej: forøgelsen af merværdiraten; billiggørelsen af den konstante kapital; den hurtigere omslagstid for kapitalen; opdagelsen af nye industrigrene, som altid er mere arbejdskraftintensive i starten og dermed har højere profitrate; øgningen i international handel og andre faktorer.
Som en historisk tendens og et konstant tryk nedad er profitratens tendens til fald et virkeligt problem for kapitalistklassen.
