Regeringen har indgået en aftale med Aalborg Portland om, at virksomheden skal reducere sine CO2-udledninger med 30 procent. Omfanget af denne reduktion viser, at det er i produktionen, at den største forurening foregår. Derfor skal løsningen ikke findes hos individers forbrug, men i selve vores kapitalistiske produktionssystem.
Aalborg Portland har forpligtet sig til at udlede 660.000 ton mindre CO2 inden 2030. Problemet er bare, som adskillige klimaeksperter allerede har påpeget, at det langt fra er nok. Hvis Danmark skal nå sit mål om 70 procents reduktion i 2030, skal 20 millioner ton skæres væk. Derfor virker det helt hul i hovedet, at Danmarks største udleder af CO2 (bortset fra Mærsk) kan slippe med at bespare sølle 30 procent.
Men regeringen kom (måske i en freudiansk slip) også til at nævne, at denne reducering på 660.000 ton svarer til at fjerne 250.000 biler fra vejene. Det viser jo netop, hvem der er de virkelige forurenere, og hvor der skal tages fat, hvis klimaproblemerne skal løses: netop i produktionen, og ikke i individers forbrug, som politikerne ellers altid har været så glade for at gøre til hovedårsagen for klimaproblemerne.
Foto: WikimediaVi får på den ene side at vide, at vi alle er ”klimasyndere” og medskyldige i klimakrisen, men på den anden side kan vi i de virkelige statistikker se, at dette ikke er tilfældet. Ansvaret for den grønne omstilling skal ikke lægges over på almindelige arbejderes skuldre med formaninger om at stoppe med at flyve, tage mere offentlig transport eller cykle eller blive veganere, men på virksomhedernes, der reelt står for langt størstedelen af forureningen.
Afgifter – men til hvem?
Meget af snakken om at løse klimaproblemerne handler om afgifter på forbrug som flyrejser, kød, benzinbiler, osv. men også på virksomheder. Og den slags afgifter er ikke noget, som Aalborg Portland ser særligt positivt på. Direktør Michael Lundgaard Thomsen har før været ude og kritisere CO2-afgifter og mener, at Aalborg Portland allerede betaler deres.
Problemet er bare, at dette ikke er tilfældet. Aalborg Portland slipper derimod for at betale klimaafgifter, fordi de er en del af EU’s såkaldte Carbon Leakage List, der tillader EU’s største forurenere at slippe for at betale CO2-afgifter med den undskyldning, at de »oplever hård konkurrence fra udlandet«.
Endnu en gang skal profit og konkurrencedygtighed altså sættes før klima, selv om både Klimarådet og regeringen allerede de facto, gennem sammenligningen med Aalborg Portlands reduktion og antallet af personbiler som det svarer til, har indrømmet, at den mest effektive måde at mindske CO2-udledningen ville være at reducere udledningen fra de store virksomheder – og ikke hos normale mennesker, som vi så tit har påpeget.
Ingen sanktioner, tværtimod
Michael Lundgaard Thomsen bekræfter, at der ikke er nogen sanktioner lagt ind i aftalen, hvis ikke Aalborg Portland overholder deres del af aftalen. Men bare rolig. Samtidig forsikrer direktøren os nemlig om, at sådanne mål sagtens kan nås.
Men det er bare ikke det, som tallene siger. For siden 2013 er Aalborg Portlands CO2-udledninger steget med 33 procent på trods af investeringer i grøn teknologi ifølge en rapport fra EU Kommissionen.
Så Aalborg Portlands ”ambitiøse” mål betyder i realiteten ikke engang en virkelig reduktion i CO2 i forhold til niveauet i 2013. Hvad der er mere problematisk, er at rapporten også fortæller, at Aalborg Portland længe har forsøgt at producere mere klimavenlig cement gennem ny teknologi, men på trods af investeringer i udvikling af selvsamme grønne teknologi, er dette endnu ikke lykkes.
På trods af det har regeringen også købt ind i denne snak om en ny teknologi, der er lige på trapperne, og som angiveligt vil fikse alle de problemer, som vi nu har med klimaet. I aftalen med Aalborg Portland forpligter regeringen sig nemlig til at medfinansiere udviklingen af disse teknologier. Ikke bare Dan Jørgensen, som sagde følgende til DR: »Vi tror meget på, at man med et meget tæt samarbejde mellem myndigheder, stat og virksomheder kan udvikle nye metoder til at producere mange ting, vi producerer her i landet.«, men også Mette Frederiksen venter på, at denne vidunderteknologi skal blive opfundet.
Så må vi jo sætte vores lid til, at Dan Jørgensen og Mette Frederiksen tror rigtigt. Problemet er bare, at man kan tro så meget, man vil. Det vi ved, er at vi står overfor en klimakatastrofe i den nærmeste fremtid. Og den skal åbenbart takles ved, at regeringen kaster flere penge ud til virksomhederne i håbet og troen på, at udviklingen af denne teknologi bare er et spørgsmål om manglende penge. Men problemet er ikke teknologien. Som vi allerede har påvist, kan man allerede med den nuværende teknologi dække 80 procent af verdens energibehov med vedvarende energi i 2030 og 100 procent i 2050. Problemet er omkostningerne.
For spørgsmålet er, som altid, hvor disse penge skal komme fra. For hver krone, der gives til erhvervslivet, skal findes et andet sted, og dette på et tidspunkt, hvor regeringen allerede har kastet over 400 mia. ud i samfundet, hvoraf størstedelen gik til virksomhederne for at redde dem fra bankerot på grund af coronakrisen. Staten har altså allerede optaget massiv gæld, og nu skal der så også kastes et ubestemt pengebeløb i virksomhederne for jagten på en ubekendt grøn teknologi, som også skal findes et andet sted, og som altid bliver det igennem nedskæringer på velfærden, som Peter Møllgaard for Klimarådet også har en idé om: »Det bliver meget dyrt for samfundet« (læs: dyrt for arbejderklassen).
Markedets anarki
Michael Lundgaard Thomsen argumenterer for, at CO2-afgifter og generel bedre kontrol med udledningen ikke vil løse problemet. Så ville produktionen blot rykke til et andet land, måske endda til ét med færre restriktioner i forhold til CO2-udledninger, fordi efterspørgslen på cement vil stige, mener han. På én samme tid har han både ret og tager fejl.
For, modsat hvad Micheal Lundgaard Thomsen siger, er der i virkeligheden en ekstrem overproduktion af cement på verdensplan. Kina producerer over 92 millioner ton cement for meget årligt, og alene i Bangladesh produceres 25 millioner ton cement mere, end hvad markedet har brug for.
Men samtidig har Thomsen ret, når han siger, at produktionen blot vil flytte til et andet land. Kernen i denne globale overproduktion af cement ligger nemlig i selve det konkurrenceprægede kapitalistiske system. I kapitalismen produceres ikke for at tilfredsstille samfundsmæssige behov men for at tjene profit gennem kapitalisternes ejerskab over produktionsmidlerne.
Netop det private ejerskab til produktionsmidlerne umuliggør nogen form for rationel planlægning af økonomien, og i stedet har vi det ”frie” markeds anarki. Det fører netop derfor til, at der bliver produceret mange millioner ton cement for meget. Samtidig betyder konkurrencen mellem producenterne, at alle forsøger at producere så billigt som muligt, og det betyder, at det giver ”mening” for virksomheder at sløse med CO2-reducerende foranstaltninger.
For en demokratisk planlægning af produktionen
Aftalen mellem regeringen og Aalborg Portland viser os tydeligt, hvem de virkelige klimasyndere er: de store virksomheder. Mærsk udleder lige så meget CO2 som hele resten af det danske samfund, industri og husholdninger inkluderet. Og på verdensplan står blot 100 virksomheder for over 70 procent af al global udledning. Problemet kan tydeligt spores til ét sted: den kapitalistiske produktion.
Regeringens egne tal viser potentialet for CO2-reduktion, hvis man omlagde produktionen på samfundsmæssig plan. Men samtidig viser regeringens aftale også, hvor lidt villige regeringen, og regeringer verden over generelt, er til at røre ved de store virksomheders udledninger, fordi de er mere interesseret i at beskytte kapitalisternes interesser end klimaet og derved almindelige menneskers overlevelse.
Det giver ingen logisk mening, at cementindustrien står for 8 procent af verdens CO2-udledninger, og samtidig overproducerer cement i så vanvittigt høje mængder. Med en demokratisk kontrolleret rationel planlægning af økonomien og produktionen kunne man effektivt reducere dette massive spild og derudover planlægge hele industrien på en sådan måde, at det ikke vil belaste hverken menneskelige eller naturens ressourcer.
