Over hele verden har hundredtusinder af unge organiseret sig i kampen mod katastrofale klimaændringer. De kan se, at problemet er alvorligt, og de kræver handling. Klimakampen stiller spørgsmålstegn ved selve det kapitalistiske system, og har derfor revolutionære implikationer. Det er ikke tiden til halve løsninger, men radikal handling.

Ifølge verdens forskere er vi på vej imod en klimakatastrofe. Med den nuværende udvikling vil målet om en maksimal temperaturstigning på 2 grader i forhold til før-industrielt niveau ikke blive opnået. Mange forskere advarer om, at vi selv med en 2-graders temperaturstigning bevæger os foruroligende tæt på et såkaldt tipping point, som kan betyde, at vi nærmere går mod 3-5 graders temperaturstigning¹. Frygten går på at forskellige former for positive feedback mekanismer, som udledning af metan fra optøet permafrost og ringere refleksion på grund af smeltende iskapper på polerne, kan accelerer temperaturstigningerne med katastrofale konsekvenser. Vandstanden kan stige med mange meter på langt sigt. Men selv på kortere sigt, inden for få årtier, kan vandstandsstigninger, der umiddelbart lyder udramatiske få massive sociale konsekvenser. Således advarer et studie² om, at 275 mio. mennesker i kystbyer vil blive ramt af oversvømmelser ved 3 graders temperaturstigning. Saltvandsindtrægning i grundvandet kan føre til millioner af dødsfald. Ekstreme vejrfænomener, tørke med efterfølgende fordrivelse af hundredvis af millioner af fattige kan kaste størstedelen af verdens befolkning ud i barbari.

CAT 2100WarmingProjections 2018.12.originalPolitikerne ved dette. Og alle partier i folketinget “brand’er” sig som “grønne”, og lover om ikke guld så CO2-reduktioner og grønne skove. EU har lavet et kvotesystem for at markedsgøre klimaet. Verdens rigeste er trådt frem på scenen som filantroper, der investerer i eksotiske klima-teknologier. Men det hele er varm luft.

Verdens ledere har ganske vist i Paris - og under lovprisning fra alle verdens humanistiske liberale sjæle - besluttet, af temperaturstigningen ikke må være højere end 2 grader og helst ikke mere end 1,5 grad. Men de kunne lige så vel have besluttet, at det skulle regne med vaniljeis. Det vigtigste spørgsmål: ‘Hvordan?’ er ubesvaret.

Vi lever i en kapitalistisk verden. Det frie marked regerer suverænt. Det private ejerskab til produktionsmidlerne betyder, at det eneste der driver produktionen, er jagten efter profit. Selv hvis en kapitalist rent faktisk ønskede at omstille sin produktion til nul-udledning, ville det ikke kunne lade sig gøre. Han ville blive skubbet ud af markedet af konkurrenter, der ikke tager hensyn til miljøet, og som derfor kan producere langt billigere. Markedets love er uregerlige.

De store energiselskaber fortæller i deres handling ganske klart hvor alvorligt, de tager politikernes “grønne” politik. Og deres handlinger er værd at tage alvorligt, for de er ikke bare snak, men investeringer for hundredvis af milliarder dollars. Verdens største børsnoterede energiselskab ExxonMobile planlægger således at øge sin produktion af fossile brændstoffer med 25% i 2025³. Så alvorligt tager de verdensledernes “klimapolitik”, CO2-kvoter og velmenende filantroper.

Samlet set har verdens energiselskaber offentliggjort reserver af fossile brændsler (som de forventer at udvinde), som samlet set udgør 2.795 gigaton CO2⁴. Men for at holde temperaturstigningen under 2 grader estimerer IPCC, at verden maksimalt må udlede 710 gigaton CO2-ækvivalenter fra nu⁵. Energigiganterne har altså lagt i støbeskeen til 4 gange så stor udledning.

Ikke bare går det for langsomt med at nedbringe udledningen af drivhusgasser. I 2017 faldt investeringerne i vedvarende energi som andel af samlede energiinvesteringer for første gang i 3 år. Og i 2018 steg USA’s udledning med 3,4%⁶.

Klimakamp er klassekamp

Betyder en klimakatastrofe at jorden går under? Nej. Jorden er der også på den anden side af en klimakatastrofe, som der har været mange gange i jordens historie. Og de rigeste vil også klare sig.

Allerede nu er verdens elite i gang med at opkøbe “sikre” steder hvortil de kan flytte, mens vi andre bliver overladt til klimakrisernes luner. Det er verdens arbejderklasse, bønder og fattige, de 99%, der står med håret i postkassen. Det er os, der forventes at betale regningen.

I over 200 år har ejerne af fabrikker maskiner og virksomhederne i det hele taget - kapitalistklassen - udbyttet arbejderklassen og tilegnet sig dennes ubetalte arbejde. I lige så lang tid har kapitalistklassen udbyttet vores allesammes naturressourcer og tilegnet sig disse gratis. Udbytningen af mennesker og det kollektive miljø er gået hånd i hånd. Og ligesom udbytningen af arbejderklassen har resulteret i ekstrem ulighed, vil det samme være tilfældet i forhold til kommende klimakatastrofer. Orkanen Katrinas hærgen i verdens mest udviklede land i 2005 gav os et glimt af den fremtid, som kapitalismen er ved at tegne for os: Sultende og tørstende arbejderfamilier; mænd, kvinder og børn, der overlades til sin egen skæbne i giftigt kloakvand i New Orleans, mens de væbnede styrker sættes ind for at forsvare de riges ejendom. Absurd luksus for et lille mindretal. Barbari for de fattige.

Hvad er opgaven?

Hvis vi skal gøre noget effektivt mod den lurende klimakatastrofe, så må vi først gøre os klart hvad målet er: Nul-udledning af drivhusgasser. Og det skal gå stærkt, inden konsekvenserne - ikke for jorden, men for verdens arbejdere, bønder og fattige også herhjemme - bliver katastrofale. Det vil sige, at alle ideer om gradvise løsninger, på forhånd er diskvalificerede.

Der er visse dele af den herskende klasse som fæstner deres lid til såkaldt geoengineering for at løse problemerne. Fælles for dem er, at de derved kan undgå at ændre på det bestående system. De kan fortsætte med at udvinde og afbrænde fossile brændsler og score kassen, hvis bare de opfinder en mirakelmaskine som kan holde temperaturen nede. Mest populært er ideen om at sende svovldioxid ud i stratosfæren, som det naturligt også sker ved store vulkanudbrud. Effekten er at sprede strålerne fra solen og dermed afkøle kloden.

Problemet er bare, at sådan en løsning, vil have gigantiske konsekvenser for verdens vejrsystem. Nedbørsmønstre vil blive ændret og udregningerne fra tilhængerne af denne løsning viser selv, at gigantiske områder i Afrika og Asien, vil blive ramt af massiv tørke, som vil dræbe millioner eller gøre dem til klimaflygtninge⁷. Sådan en form for geoengineering vil med andre ord gøre vejret til et masseødelæggelsesvåben, rettet mod verdens fattigste. Men hvis man er rigmand i USA eller Vesteuropa, kan man naturligvis være ligeglad.

Der er imidlertid heller ikke grund til at foretage den slags klimabetingede massemord.

Omtrent to tredjedele af verdens udledning af drivhusgasser kommer fra fossile brændstoffer. Ergo er det her, der primært skal sættes ind. En flok forskere, (bl.a. en dansk forsker fra Aalborg Universitet) med Mark Z. Jacobsen fra Stanford University i spidsen, har lavet en række modelleringer der viser, at med den nuværende teknologi ville 80 % af verdens energibehov kunne dækkes af vedvarende energi i 2030 og 100% i 2050⁸. Sådan.

En sådan revolutionerende omlægning er altså fuldt ud mulig. Men den kræver central planlægning. Vedvarende energi er notorisk ustabil, da den for en stor dels vedkommende er afhængig af vejret. Men med regionale energinetværk, kombineret med forskellige lagringssystemer og strategisk placering af de forskellige energikilder hvor geografien er mest gunstig, kan de forskellige typer supplere hinanden. Anlægsomkostningerne vil være betragtelige. Men forskerne estimerer at prisen pr. energienhed vil være ca. ¼ af hvad den er i dag.

Nogen vil nok mene, at det trods alt er urealistisk med en så hurtig omstilling. Men menneskeheden har tidligere lavet gigantiske økonomiske omstillinger: Gennem en planlagt økonomi (og på trods af det enorme stalinistiske bureaukrati) lykkedes det sovjetunionen at gå fra et semi-feudalt landbrugsland i 1917 til at være førende i rumkapløbet 40 år senere - måske verdenshistoriens hurtigste og mest dybdegående produktionsomstilling. Der er også eksempler fra den vestlige verden. Da den amerikanske kapitalistklasses økonomiske og geopolitiske interesser var i fare fra et opadstigende Japan og Tyskland op til og under anden verdenskrig, lykkedes det dem at omstille økonomien til krigsproduktion på bare fem år. Bilfabrikker blev omstillet til at bygge fly og kampvogne. Andre til landgangsfartøjer og ammunition. Fra at udgøre kun 2% af det amerikanske BNP i 1939, udgjorde krigsindustrien 44% i 1944⁹. Tal om en massiv omstilling. Selv i kapitalismens højborg USA skete denne omstilling ikke på markedets egne vilkår. Det havde USA forsøgt sig med under første verdenskrig, hvor de fejlede og endte med at måtte låne materiel af de europæiske magter. Ved anden verdenskrigs udbrud gennemførtes streng central planlægning, statsintervention og administration og resultaterne var derefter.

Selvom krigsproduktion er noget nær det modsatte af, hvad vi har brug for nu, er der dog visse konklusioner at drage. Er det ikke netop en krigserklæring imod katastrofale klimaforandringer vi har behov for i dag? En generel mobilisering af samfundets produktivkræfter til at løse en eksistentiel krise? Hvorfor griber den herskende klasse ikke til ‘våben’ og omstiller produktionen allerede i dag? Forskellen er den, at mens de amerikanske kapitalister i årene efter 1939 omstillede produktionen til krigsproduktion for at forsvare sine interesser, så vil en fuldstændig omstilling til vedvarende energi i dag være et angreb på kapitalistklassens interesser. Kulbrinteindustrien er gigantisk og dens fangarme rækker ud til de fjerneste kroge af verdenssamfundet. Alene de 5 største olie- og gasselskaber havde en omsætning på over 10.000 milliarder kroner i 2018 (ifølge statista.com)¹⁰. Og den resterende industri har alle interesser i at fastholde den billige tilførsel af fossile brændstoffer for at bevare deres profitmarginer. Det er disse interesser vi er oppe imod.

Miljøbevægelsens mangler

Den oprindelige miljøbevægelse var konservativ. Det handlede om at redde jorden eller naturen som en hellig urørlig ting. Noget givet af gud som mennesket ikke skulle indlade sig på at røre ved. Dette neo-romantiske syn er statisk og konservativt, og har intet med den virkelige verden at gøre. Mennesket har altid påvirket og ændret naturen omkring sig. De grønne marker, de grøntsager vi spiser osv. osv. er på ingen måde som de oprindeligt forekom, før menneskene kom til. De er ændret radikalt gennem forædling over tusindvis af år. Mennesket er en del af naturen. Og mennesket lever ved at ændre den. Det er der intet galt med. Vi skal ikke rulle tiden tilbage til før industrialiseringen, hvor kvinder døde i barselssengen og den forventede levealder var en brøkdel af hvad den er i dag. Der hvor der kom problemer i forholdet mennesket og naturen var med det nuværende socioøkonomiske systems opståen. Derfor er det også her vi må søge en løsning. Men for ledelsen af den etablerede miljøbevægelse er det en lukket bog. Nogle ser muligvis sig selv som anti-kapitalister. Men så snart perspektivet om en revolutionær omvæltning af det bestående samfund fremføres, bakker de ud. De vil gerne have kapitalismen, men uden dens grimme sider. En utopi.

De unge der i disse dage mobiliserer sig, kræver helt korrekt radikale svar og hurtig handling. Tiden er ikke til halve løsninger og skåltaler. Men ambitionsniveauet for ledelsen af den traditionelle miljøbevægelse er horribelt lavt: indførsel af en klimalov! Individuelt klimavenligt forbrug og livsstilsændring! Smarte happenings! De mest radikale som Extinction Rebellion kan maksimalt svinge sig op til at blokere en lufthavn eller lade sig fængsle under forsøget. Men hvordan bringer det os nærmere en løsning af klimakrisen?

Den danske miljøbevægelse har kæmpet hårdt for en såkaldt klimalov, der i realiteten ikke er andet end en samling af hensigtserklæringer om at sætte mål og delmål. Årsagen er den simple at miljøbevægelsen, som for en stor dels vedkommende er finansieret af staten og donationer fra rige og deres velgørende fonde, ikke vil tage fat om problemets rod: profitmotivet som er uadskilleligt fra kapitalismen og det frie marked.

Lovgivning og regulering løser intet. En løsning på klimakrisen handler om kontrol og planlægning. Og man kan ikke kontrollere det man ikke ejer. Folketingets partier, der i øvrigt for størstedelens vedkommende er købt og betalt af erhvervstoppen, hverken kan eller vil gøre noget ved de grundlæggende økonomiske strukturer.

For at passe ind, og ikke virke afskrækkende, har den etablerede miljøbevægelse i årevis fremført ideen om, at miljøhensyn faktisk er en god forretning - ren win-win. De har appelleret til toppen af dansk erhvervsliv om at omfavne miljøet. Hvad de i virkeligheden siger til kapitalisterne er: udbytningen af arbejderklassen kan fint fortsætte. I kan sagtens fortsætte med at rage til Jer på flertallets bekostning og samtidig løse de kollektive miljøproblemer (bare I donerer rigeligt til os samtidig). Dette har erhvervslivet taget til sig med kyshånd og alle kappes om at smykke sine produkter med forskellige miljømærker, som intet reelt ændrer, men som giver mersalg og mulighed for højere profitmargin.

Miljøbevægelsens systembevarende sigte har forskellige konsekvenser på hver sin side af klasseskellet: På den ene side kan det brede lag af arbejderklassen kun konkludere at klimakrisen er en storm i et glas vand. For hvis problemerne er så alvorlige, hvorfor præsenterer de så ingen seriøse løsninger, men bare appeller om at spise mindre kød og tage cyklen i stedet for bilen?

På den anden side er det umuligt at overbevise erhvervstoppen om, at det også er i deres interesse med en virkelig grøn omstilling. De kapitalisternes hårde kerne ved godt, at en virkelig løsning af klimaproblemerne ikke kan gennemføres uden, at deres ejendomsret og privilegier kommer under angreb. Det er ikke tilfældigt at størstedelen af klimabenægterne i USA er finansieret af tænketanke som blev oprettet mellem 60’erne og 80’erne for at bekæmpe “socialismen”¹¹. De ser virkelig klimahandling som et dække for central økonomisk planlægning og kontrol - socialisme med andre ord. Og i den forstand har de ret.

Individualistiske løsninger

I forlængelse af ideen om win-win ligger ideen om, at markedet - det marked som har bragt os til hvor vi er i dag - er løsningen på klimaproblemerne. Hvis bare forbrugerne efterspørger klimavenlige og miljørigtige produkter, så kommer forandringen. Liberalisterne plejede at sige at et folk får den regering, som det fortjener. Nu siger miljøbevægelsen; folket får det klima, som det fortjener: Det er altså op til os selv at ændre vores “livsstil”. Det forsøger de ved at give os alle dårlig samvittighed over at tage bilen til arbejde eller at spise hakkebøffer. Men er det ikke påfaldende, at ét enkelt selskab Mærsk, i 2008 (de nyeste tal vi har kunnet finde) udledte lige så meget som resten af Danmark¹²; befolkning, industri og landbrug tilsammen, men alligevel lægges ansvaret for at løse det samfundsmæssige problem, som klimakrisen er, over på individet? De store virksomheder er urørlige. Hvordan skulle individuelle valg i det hele taget sikre en grundlæggende omlægning af energi- og transportinfrastrukturen, ikke bare i Danmark, men også internationalt? Mens vi står og peger fingre af hinandens manglende “livsstilsændringer”, gnider kapitalistklassen sig i hænderne og kan i ro og mag fortsætte deres uhindrede udbytning af mennesker og miljø.

Den småborgerlige tilgang som store dele af miljøbevægelsen har, er udtryk for den liberale illusion om, at penge er vores stemmesedler og, at det frie marked på den måde faktisk er som et stort demokrati.

Der er bare et problem: alle “stemmesedlerne” er i hænderne på ganske få personer, som bruger deres “stemmer” til at fortsætte og udbygge status quo for at give dem endnu flere “stemmer”. Når 26 personer ejer lige så meget, og derfor har lige så mange “stemmer”, som den fattigste halvdel af jordens befolkning, hvor godt et demokrati er det “frie” marked så lige¹³?

Den individualistiske og markedsorienterede tilgang er også med til at gøre miljø- og klimakampen til et elitært projekt, der fremmedgør arbejderklassen. For langt størstedelen af arbejderklassen og verdens befolkning i det hele taget, er økologiske produkter og klimavenlig adfærd uopnåelig luksus. Selv herhjemme har de færreste lønarbejdere hverken penge, tid eller overskud til at leve op til de høje standarder for politisk korrekt forbrug. Miljøbevægelsens skingre fordømmelser skubber kun arbejderne længere væk. Men selv hvis alle amerikanere gjorde alt hvad Al Gore opfordrede til i hans berømte film: En ubekvem sandhed, ville det kun reducere USA’s udledning med 22%¹⁴. Klimaspørgsmålet løses ved at tage fat i produktionen, ikke forbruget. Problemet er systemisk ikke individuelt.

For en klasselinje

klimademoMen hvorfor er det i det hele taget vigtigt at få arbejderklassen med ombord i klimakampen? På grund af dens plads i produktionen er det den eneste sociale klasse, der har magten til at omstyrte det bestående samfund, og dermed fjerne det profitmotiv som er roden til klima- og miljøkrisen.

Ikke et hjul drejer, og ikke en lampe lyser uden arbejderklassens indirekte tilladelse. Men så længe arbejderklassen ikke er bevidst om denne magt, er den kun potentiel.

Det er ud fra disse kriterier, at vi må vurdere alle politiske handlinger: Alt hvad der højner arbejderklassens bevidsthed om klassedelingen i samfundet, alt hvad der højner dens enhed og kollektive styrke og drager dem ind på den politiske scene er progressivt. Alt hvad der gør det modsatte er reaktionært.

Deraf følger også, at “radikale” aktioner, som dem Extinction Rebellion har udført i England, hvor en lufthavn blokeres og hundreder bliver anholdt meget ofte ikke har en progressiv effekt på kampen for et opgør med det system som er kilden til miljø- og klimakrisen. Muligvis giver det deltagerne en følelse af at “gøre noget, her og nu”. Men reelt ændrer det intet. Og vigtigere ud fra perspektivet om at ændre selve systemet: Hvilke konklusioner drager den almindelige arbejder, hvis mobilisering er forudsætning for en revolutionær omvæltning? Når denne ser konfrontationerne mellem aktivister og politi på TV, tænker vedkommende én af to ting: i bedste fald at her er en gruppe superaktivister, der virkelig lader til at have styr på det hele og klarer ærterne - ergo behøver jeg ikke at involvere mig. Altså er effekten reaktionær fordi det passiviserer arbejderklassen. Men langt oftere vil sådanne fremprovokerede konfrontationer og isolerede aktioner bare fremkalde hovedrysten og øget opbakning til, at staten slår ned på den slags “ballademagere”, mens arbejderklassen vil blive endnu mere fremmedgjort over for bevægelsen.

Hvad må der gøres?

Alle partier der påstår at ville løse klimakrisen, har næsten uendelige lister med afgiftsforhøjelser i skuffen, som skal ramme forbrugeren. Men alle ideer om at arbejderklassen skal betale må afvises. Læg regningen hos de virkelige bagmænd: den kapitalistklasse der har udnyttet os og vores miljø i 200 år. Nu er det på tide, at de betaler.

Det er ikke en kamp om naturen for naturens egen skyld, det er en kamp om en natur for det store flertal, for de 99% på bekostning af den ene procent. Klimakampen er for vigtig til at overlade til småborgerlige individualister. Fagforeningerne organiserer hundredetusinder af arbejdere og deres medlemmer står helt centralt placeret i produktionsapparatet. De besidder en enorm potentiel magt. Hvis fagforeningslederne var deres positioner værdige, ville de droppe deres hidtidige klassesamarbejdspolitik, også på klima- og miljøspørgsmålet. Indtil nu har disse bureaukraters indstilling været, at “hvad der er godt for arbejdsgiverne er godt for arbejderne.” Klimaspørgsmålet gør det lysende klart, at interesserne er direkte modsatrettede, og at arbejderbevægelsen har et valg at træffe: Skal vi lade det mikroskopiske mindretal af kapitalejere fortsætte med at udbytte flertallet og deres miljø, eller skal vi gå i offensiven og sikre arbejderklassen og de laveste lags velfærd også mod katastrofale klimaforandringer?

Vi må tage omfanget af opgaven seriøst. Der er nye lag, der er vågnet til kamp. Enten kan deres enorme energi bruges på individuelle aktioner og kampagner for individuelt politisk forbrug. Eller den kan kanaliseres ad revolutionære kanaler, forbindes med arbejderklassen og blive til en kamp der modigt og åbent adresserer problemets rod: Hvis profitmotivet ikke længere skal være drivende, så er det selve kapitalismen som vi skal af med. Der er ingen vej udenom. Klimakamp er klassekamp.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Noter:

¹https://videnskab.dk/naturvidenskab/dominoeffekt-af-klimaforandringer-her-er-hvad-forskningen-rent-faktisk-viser

²https://www.theguardian.com/cities/ng-interactive/2017/nov/03/three-degree-world-cities-drowned-global-warming

³ The Economist 9. februar 2019, “Bigger oil”, s.13

⁴ Intet bliver som før, Naomi Klein, s. 148, Forlaget Klim, Århus 2014

https://www.theguardian.com/environment/datablog/2017/jan/19/carbon-countdown-clock-how-much-of-the-worlds-carbon-budget-have-we-spent

⁶ The Economist 9. februar 2019, “Bigger oil”, s.15

⁷ Intet bliver som før, Naomi Klein, s. 274, Forlaget Klim, Århus 2014

⁸ “Stanford engineers develop a new method of keeping the lights on if the world turns 100% clean, renewable energy”, Taylor Kubota, https://news.stanford.edu/2018/02/08/avoiding-blackouts-100-renewable-energy

⁹ “The Industrial Mobilization of World War II: America Goes To War, Thomas D Morgan. https://www.jstor.org/stable/26304207

¹⁰https://www.statista.com/statistics/272710/top-10-oil-and-gas-companies-worldwide-based-on-revenue/

¹¹ Intet bliver som før, Naomi Klein, s. 38, Forlaget Klim, Århus 2014

¹²https://ing.dk/artikel/maersk-forurener-lige-sa-meget-som-hele-danmark-85397

¹³https://www.oxfam.org/en/even-it/5-shocking-facts-about-extreme-global-inequality-and-how-even-it-davos

¹⁴https://www.socialist.net/review-this-changes-everything-capitalism-vs-the-climate.htm

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.