Statens massive interventioner i økonomien har fået flere på venstrefløjen til at håbe på et comeback til efterkrigsopsvinget og keynesianisme. Men krav om »grøn keynesianisme« er – som historien også viser – ikke en vej ud af krisen for arbejderklassen.
Kapitalismen kigger lige nu ind i den største krise i det socioøkonomiske systems historie. Nedlukningerne, der er fundet sted over hele verden, har udløst en global recession, som i størrelsesorden kun har depressionen i 30’erne at måle sig med.1 I USA har flere end 26 millioner meldt sig arbejdsløse på bare 5 uger, og i Danmark er BNP forventet at falde med op til 10% i år – det dobbelte af det værste år under finanskrisen.
Desperate tider kræver desperate midler, og regeringer verden over er gået fra en politik med nedskæringer og overskud på de offentlige finanser til massive hjælpepakker og stor gældsætning for at holde hånden under virksomhederne og redde kapitalismen fra totalt kollaps.
De penge, der ikke var til stede for at sikre minimumsnormeringer og andre velfærdsforbedringer ved sidste finanslov, blegner i forhold til de hjælpepakker, der er blevet præsenteret i den seneste tid. Alene hjælpepakken til små og særligt udsatte virksomheder kan ende med at koste staten 40 milliarder kr.2
Hjælpepakkerne er desuden blot startskuddet på, hvad man kan forvente af statslig indblanding i økonomien i den kommende tid. Flere borgerlige økonomer råber i disse dage højt om behovet for ekspansiv finanspolitik, når nedlukningen er ovre.3 De kræver, at staten skal stimulere økonomien tilbage til sin “normal”, og det vil kræve massive offentlige investeringer og penge i hænderne på forbrugerne. Altså en tilbagevenden til en keynesianistisk økonomisk politik, hvor staten spiller en vigtig rolle i at forsøge at afbøde effekterne af økonomiske kriser.
Dette pludselige skift i den økonomiske politik har skabt store forhåbninger på den reformistiske venstrefløj. På overfladen ligner det, at de har ret, når de postulerer, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt pengene til velfærd og klima er til stede i det nuværende system, men er et spørgsmål om prioriteringer. Tidligere MF for Enhedslisten Pelle Dragsted mener, at krisen kan bane vejen for en »grøn keynesianisme«4 og en tilbagevenden til efterkrigsopsvinget, hvor staten spillede en afgørende rolle i økonomien:
Vi har tidligere set, hvordan vores fællesskab er gået styrket ud af kriser og modgang. Det var i årtierne efter 30’ernes økonomiske krise og verdenskrigens ødelæggelser, at vi byggede vores velfærdssamfund, nedbragte uligheden, og gav de demokratiske institutioner en langt stærkere rolle i økonomien på bekostning af markedskræfterne.5
For at vurdere disse forhåbninger må 3 ting undersøges: Om keynesianismen kan vise en vej ud af kapitalismens krise, hvordan statens ny rolle i økonomien påvirker kampen for socialisme, og om den kommende periode har ligheder med efterkrigsopsvinget.
Keynesianisme og kriser
Idéen om, at staten skal spille en afgørende rolle i økonomien for at afbøde kriser, tilskrives primært den britiske økonom John Maynard Keynes. Keynes beskrev sine idéer i hovedværket The General Theory of Employment Interest and Money (1936) i kølvandet på 30’ernes depression.
Før depressionen i 30’erne var den herskende tanke om statens rolle i økonomien under doktrinen laissez faire – at staten skulle spille den mindst mulige rolle i markedet og lade den usynlige hånd regere. Markedskræfter selv ville sikre velstand og fremgang og sørge for, at kriserne blev så små som mulige. Denne tankegang viste sig dog ubrugelig for kapitalistklassen under depressionen, da produktionen kollapsede, og arbejdsløsheden steg, uden at markedets mekanismer bragte “orden” i økonomien. Krisen medførte massive sociale bevægelser, der truede kapitalismens eksistens. I denne situation argumenterede Keynes for, at staten måtte træde til og redde kapitalismen fra kollaps.
Keynes hovedformål var ikke at forklare, hvorfor økonomiske kriser opstår under kapitalisme. Som med så mange andre økonomer tog Keynes udgangspunkt i, at kriser er uundgåelige under kapitalisme, og argumenterede for, hvilke dynamikker der kunne forværre kriserne, og hvordan staten kunne være økonomien behjælpelig til at komme ud af dem.
Det tætteste Keynes kommer på en forklaring af, hvorfor kriser opstår, at investorerne er drevet af dyriske instinkter (animal spirits), hvilket får dem til at efterspørge for lidt i nogle perioder. For at redde kapitalismen fra dens kriser må staten derfor sørge for, at der altid er nok effektiv efterspørgsel til at matche økonomiens produktive kapacitet. Helst ved at udbygge infrastruktur, men i sidste ende, mente Keynes, er det ligegyldigt, hvad der bliver efterspurgt. Han argumenterede famøst for, at staten kunne hyre arbejdere til at grave penge ned i et hul og efterfølgende grave dem op igen. På den måde har arbejderne beskæftigelse og penge mellem hænderne, og økonomien ville kunne holdes i gang, indtil investorernes dyriske instinkter fik dem til at investere igen, og der altså ikke længere var underforbrug.
Denne idé er i skarp modsætning til Marx, der forklarede, at kapitalistiske kriser grundlæggende skyldes overproduktion. Kapitalister producerer efter profit, og kort fortalt opstår overproduktionen, fordi arbejderklassen, der udover at være de umiddelbare producenter, også udgør det endelige marked for kapitalisterne. Arbejderne får ikke den fulde værdi af deres arbejde i løn, og der bliver derfor produceret for mange varer til at arbejderklassen kan købe det, de producerer, tilbage, og at kapitalisterne kan få realiseret deres profit. Denne modsætning overkommer kapitalisterne ved at investere overskuddet i skabelse af nye produktionsmidler, maskiner og fabrikker, som betyder arbejde og lønninger til flere arbejdere i en positiv spiral. Dette kan foregå, så længe at investeringerne er profitable; at kapitalisterne kan opnå et stort nok overskud ved at foretage investeringerne. Det er dette, der historisk har drevet kapitalismen fremad og udviklet produktivkræfterne.
Dette kan udskyde kriser men forstørrer blot mængden af varer, som arbejderne ikke kan købe tilbage. Derfor vil økonomien, når der ikke længere er profitable investeringer, bryde sammen, da kapitalisterne står med usælgelige varer, og økonomien ikke udvikler sig. Dette var tydeligt i 30’ernes depression og finanskrisen i 2008, hvor de brølende 20’ere og glade 00’ere blev afsluttet af massive økonomisk kriser. Det er de samme modsætninger, der har ophobet sig i den nuværende økonomiske krise og er blevet udløst og forstærket af COVID-19-pandemien.
Keynes ser altså kriser som et problem, der skyldes underforbrug; en fejl hos investorer og forbrugere, som staten skal rette op på. Marx ser i modsætning til dette kriser med destruktion af varer og produktivkræfter som kapitalismens eneste måde at løse den overproduktion, som er grundlæggende for kapitalismen. Dermed vil den økonomiske politik, keynesianisme står for, i bedste fald udskyde krisen og gøre overproduktionen og den kommende krise endnu større.
Hvor skal pengene komme fra?
Et grundlæggende problem, keynesianismen står overfor, er at finansieringen af den statslige indblanding kun kan komme fra arbejderklassens lommer. Staten kan finansiere en ekspansiv finanspolitik på to måder, enten ved at stifte statsgæld eller, hvis staten råder over sin egen valuta, printe flere penge. Begge løsninger er kun midlertidige løsninger og gør intet ved overproduktion. Ved gældsætning bliver staten nødt til på et tidspunkt at hæve skatten for at betale renter og/eller af på gælden. Beskatter staten kapitalisterne, mister kapitalisterne profitabilitet og stopper deres investeringer – det, der driver væksten under kapitalisme. Staten bliver derfor nødt til at beskatte arbejderklassen, der altså må betale for et problem skabt af kapitalisterne.
Staten kan også vælge at printe penge, som fortalere for Modern Monetary Theory (MMT) ikke er sløve til at påpege (MMT er behandlet for sig selv i denne artikel). Men at staten printer penge er ikke uden effekt for resten af økonomien. Penge fungerer hovedsageligt som et tilgodebevis for en bestemt andel af samfundets samlede værdier. Flere penge i omløb må derfor alt andet lige betyde, at pengene vil blive mindre værd, hvilket kommer til udtryk ved højere priser altså inflation. En stigende inflation er med til at udhule arbejderklassens lønninger, og arbejderklassen betaler dermed også i dette scenarie.
Hvilken stat?
Dragsted virker til i større eller mindre grad at abonnere på den forståelse af socialisme, der kan koges ned til “Når staten gør noget, er det socialisme”. Det er ihvertfald det indtryk, man får, når man læser kommentaren i Information: “Coronakrisen har gjort erhvervstoppen til socialister”6 og hans beskrivelse af staten som »fællesskabet«. Dette er en meget umarxistisk og naiv forståelse af socialisme og statens rolle under kapitalisme.
For statens primære rolle er ikke at være det demokratiske fællesskab, Dragsted præsenterer. Det essentielle ved staten er ikke sygehuse og biblioteker, men voldsmonopolet og et embedsapparat, der er tæt knyttet til kapitalistklassen. Statens rolle er primært som et redskab for den herskende klasse til at undertrykke arbejderklassen og opretholde sin magt i samfundet.
Når de vigtige beslutninger skal træffes, lyttes der til kapitalisterne og ikke til »fællesskabet« og demokratiet. Dette ses tydeligt i den nuværende situation, hvor toppen af dansk erhvervsliv har fået plads i regeringens koordinerende organ Den National Operative Stab7, og dermed får information og er med til at beslutte ting, som Folketingets partier og demokratiet ikke deltager i.
Keynes så heller ikke sine idéer som et socialistik eller demokratisk projekt. Keynes var medlem af det liberale parti i Storbritannien og var tydlig om sit klassestanpunkt, hvilket han har udtrykt således: »Krigen mellem klasserne vil finde mig på samme side som det uddannede borgerskab«.8 For Keynes var statens rolle ikke at skulle skabe et mere lige og demokratisk samfund, men statsintervention i økonomien et redskab, »det uddannede borgerskab« kunne bruge for at redde deres system fra kollaps og socialistiske revolutioner.
Erhvervstoppen i Danmark kan derfor sagtens tage imod hjælpepakker uden at være blevet socialister, som Dragsted lettere ironisk påstår. Staten er et redskab for netop erhvervstoppen, og det kan ikke komme som en overraskelse, når erhvervstoppen benytter dette redskab mere aktivt. I normale tider skal staten spille en så lille rolle i økonomien som muligt, mens den private ejendomsret bliver forsvaret for ikke at tære på kapitalisternes profitter. Her kan budgetlove være en yderst effektiv måde at udsulte velfærden på. Men når kapitalisternes virksomheder er i fare, må disse love brydes og alt sættes ind for at redde disse. Intet er for dyrt til at sikre kapitalens overlevelse og kapitalisternes kommende profit. Det bør i samme ombæring heller ikke komme som en overraskelse, at staten vil blive brugt til at sørge for, at arbejderklassen betaler regningen for krisen.
Keynesianisme i praksis
Keynes idéer var stor inspiration til F.D. Roosevelts New Deal i midten af 30’erne. Kæmpe store offentlige infrastrukturprojekter skulle få økonomien ud af sin depression. At disse planer mislykkedes er et faktum, der sjældent bliver nævnt hos Dragsted og andre fortalere for keynesianisme. Keynes indså dette og konkluderede, at hans politik kun ville fungere under meget særlige omstændigheder:
Det er… politisk umuligt for et kapitalistisk demokrati at organisere udgifter i den nødvendige skala for at skabe de store eksperimenter, der vil kunne bevise min sag – undtagen under krigsomstændigheder.9
Arbejdsløsheden forblev høj, og man så kriser igen i slutningen af 30’erne. Kun krigsøkonomi og en gennemgående destruktion af kapitalapparatet under 2. verdenskrig kunne give kapitalismen luft til bygge nye overproduktion op, og dermed skabe en periode med økonomisk vækst.
Efterkrigsopsvinget
Keynes døde i 1946, men hans idéer trivedes i forbindelse med genopbygningen af de Vesteuropæiske økonomier. At man i efterkrigstiden oplevede ekstraordinær god økonomiske vækst var ikke den keynesianistiske politiks fortjeneste men var skabt af helt særlige omstændigheder. Ted Grant beskrev disse særlige omstændigheder i sin artikel “Will there be a slump?”10 fra 1960. Ud over destruktion af produktivkræfter grundet krigen nævnes også fremkomsten af helt nye industrier med høje profitrater, USA’s styrkede position og USA’s evne til at udvide verdenshandelen og hjælpe de Vesteuropæiske økonomier med Marshallhjælpen.
Staten kunne spille en afgørende rolle i denne periode, hvor ødelagte industrier skulle genopbygges. I flere lande blev industrier nationaliseret, f.eks. kul og stål i Storbritannien. Det var dog industrier, der i sig selv ikke var profitable for kapitalisterne men leverede nødvendige varer og infrastruktur til andre industrier, og nationaliseringerne var derfor i kapitalistklassens interesser. Udbygningen af velfærdsstaten fandt sted i samme periode. Statslig drevet velfærd er i sig selv et dræn på kapitalisternes profitter, men grundet den særligt høje profitabilitet og pres fra arbejderklassen var det en pris, kapitalisterne var villige til og havde mulighed for at betale.
På mange måder var statens udvidede rolle i økonomien altså ikke »på bekostning af markedskræfterne«, som Pelle Dragsted beskriver men tværtimod med til at opbygge og understøtte markedskræfterne. Desuden var statens udvidede rolle i økonomien betinget af den meget særlige økonomiske situation skabt af 2. verdenskrig. Noget, som Dragsted og andre konsekvent forbigår, når de beskriver keynesianismens “succeser” i denne periode.
Keynesianismens fald
Marx beskrev, hvordan profitraten (profit pr. investeret krone) har en tendens til at falde under kapitalismen. Kun levende arbejdskraft kan skabe merværdi og dermed profit for kapitalisten. I takt med, at produktivkræfterne udvikles, og maskiner og andet konstant kapital optager en større del af produktionens organiske sammensætning, vil kapitalisten altså skulle investere mere for at opnå samme profit, hvilket over tid skaber en faldende profitrate. Dette var med til at forklare den aftagende vækstrate, man så i alle kapitalistiske lande i efterkrigsopsvinget.
Denne tendens havde keynesianismen ikke sat ud af kræft, hvilket Grant også argumenterede for i “Will There Be A Slump?”. Denne sammen med en afmatning af de positive økonomiske effekter fra krigen og ophobet overproduktion var de underliggende årsager for 70’ernes såkaldte oliekriser. Frem for høj vækst og lav arbejdsløshed var økonomien ramt af stagflation (stagnerende vækst og inflation). Keynesianismen blev sat “skakmat”, da den kapitalistiske økonomi dikterede ekspansiv økonomisk politik for at sætte gang i væksten, men samtidig krævede en kontraktiv økonomisk politik til at holde inflationen nede.
Den lave vækst og profitabilitet efter 70’ernes kriser medførte en reaktion fra den herskende klasse. Uden en ny massiv destruktion af kapital som i 2. verdenskrig kan profitabiliteten kun hæves ved at smadre forholdene for arbejderklassen. Mere merværdi skulle suges ud af arbejderne med lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold. Dette ville kapitalisterne give højere profitrate. Kapitalisterne indledte en hård kamp mod arbejderne på fabriksgulvet for at smadre deres forhold.
Keynesianismen var, grundet de økonomiske omstændigheder, ikke længere en brugbar økonomisk doktrin for kapitalistklassen. I stedet blev monetarisme og økonomer som Friedrich Hayek og Milton Friedman repræsentanter for den dominerende økonomiske doktrin. Privatiseringer og så lidt statslig indblanding så muligt skulle kvæle inflationen og sikre øgede profitter til kapitalisterne. Deregulering af finansmarkederne skulle kunstigt udvide markederne og skabe større spekulative profitter til finanssektoren.
Denne reaktion bliver af mange på venstrefløjen beskrevet som fremkomsten af neoliberalismen. Statsledere som Ronald Reagan i USA, Margaret Thatcher i Storbritannien og Poul Slüther i Danmark blev det politiske udtryk for samme strømning. Alle var de politikere, der gennemførte tilbagerulning af velfærd og smadrede arbejderklassens forhold og organisering. Men som det ses af ovenstående, er neoliberalismen ikke andet end kapitalisternes ideologi tilpasset de økonomiske omstændigheder, der har kendetegnet økonomien fra efterkrigsopsvingets afslutning.
Dette angreb på arbejderklassen blev mødt med en kraftig modstand. Store arbejdskampe fandt sted i 80’erne som minearbejderstrejkerne i Storbritannien og Påskestrejkerne i Danmark i ‘85. I Frankrig valgte man socialdemokraten François Mitterrand som præsident, der gik til valg på nationaliseringer, men som få år efter gennemførte nedskæringer og privatiseringer.
Fælles for disse kampe var på den ene side arbejderklassens heroiske vilje til at kæmpe mod denne reaktionære offensiv og på den anden side stalinisterne og de reformistiske lederes fallit. I stedet for at gå forrest i kampen for at vælte kapitalismen, den eneste mulighed for at gennemføre arbejdernes krav, valgte lederne at forsvare kapitalismen i frygt for at miste deres egen position i toppen af samfundet. “Den gode kapitalisme” med “nok” til både arbejdere og kapitalister var ikke længere en økonomisk mulighed. Valget stod mellem socialisme eller kapitalisme med alt, hvad det medførte af nedskæringer og forringelser. Arbejderklassens ledere valgte det sidste.
Efter-corona-opsving i sigte?
Dragsted har ret i, at velfærdsstaten har været mere eller mindre i forfald siden 80’erne. Men hvis »vi vil genopbygge det velfærdssamfund, som er såret af mange års underfinansiering« på et kapitalistisk basis, hvor det stadig er den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed profitmotivet, der er grundlaget for produktion, kræver det de samme forudsætninger, som var gældende i efterkrigsopsvinget, er til stede. Realiteten er, at den nuværende økonomiske situation har meget få ligheder med den periode, der ledte op til efterkrigsopsvinget.
En krig har ikke renset markederne for overproduktion. Før udbruddet af COVID-19 var der flere tegn på en økonomisk opbremsning. En opbremsning, der selv uden en pandemi havde været hård. Modsætningerne i økonomien, der havde ophobet sig op til den såkaldte finanskrise i 2008, blev nemlig ikke løst ved at lade krisen rasere og udrydde overproduktion, ikke-levedygtige virksomheder, ubetalelig gæld og overkapacitet. Tværtimod. Hånden blev holdt under bankerne og renterne sænket til negative for at tvinge markedet ud i en form for fremgang. Det seneste opsving har været bygget på gæld og billig kredit, og disse massive gældsbobler måtte briste på et tidspunkt – pandemi eller ej.
Der er ingen nye markeder, der venter på at blive udnyttet, intet nyt Kina, der venter i kulissen. Desuden er verdenshandelen og globaliseringen på retur. Allerede lang tid før krisen så vi flere og flere protektionistiske tiltag; en proces, som Brexit og Trumps destruktive tilgang til handelsaftaler har accelereret. I et forsøg på at redde nationale industrier og bruge globaliseringen som syndebuk for kapitalismens kriser går disse nationalkonservative politikere imod den internationale kapitalistklasse som helheds interesser og mindsker muligheden for global vækst. Det var protektionistiske tiltag, der gjorde 30’ernes økonomiske krise til en depression, og det samme er ved at ske i dag.
Kæmp for rigtig socialisme
Dragsted ser den nuværende økonomiske krise som en mulig katalysator for en tilbagevenden til keynesianismen i efterkrigsopsvinget. At kapitalisterne har brug for »fællesskabet« i krisetider må få de samme kapitalister til at indse, at »fællesskabet« og velfærdsstaten må genopbygges efter krisen, lyder forhåbningen fra Dragsted.
Men i stedet for at lade sig forblænde af statens comeback bør venstrefløjen holde fokus på klassekampen og de modsatrettede interesser, der er mellem arbejderklassen på den ene side og kapitalistklassen og dens stat på den anden.
Dragsted og andre med lignende synspunkt bør spørge sig selv, hvem denne uforbeholdne statslige indblanding gavner? Hvilken klasses interesse er den et udtryk for? Med mindre at Dragsted virkelig tror på, at erhvervstoppen er blevet socialister, er det åbenlyst, at staten kun træder ind for at redde kapitalismen og kapitalisternes privilegerede position i samfundet. Den statslige indblanding viser ikke, at kapitalisterne også har brug for »fællesskabet«, men at den borgerlige stat handler i kapitalistklassens interesser. At staten nu spiller en større rolle i økonomien er altså ikke et et skridt nærmere socialisme og vil ikke overbevise en eneste borgerlig om behovet for »fællesskabet«.
Efterkrigsopsvinget, som Dragsted længes tilbage til, blev ikke skabt af »fællesskabet« og keynesianisme, men de helt særlige økonomiske omstændigheder skabt af 2. verdenskrig. Kravene om en »grøn keynesianisme« og et styrket fællesskab efter krisen er derfor ikke løsninger på kapitalismens krise og er ydermere direkte skadelige krav, da de sår illusioner til den borgerlige stat og kapitalismen.
Vores kritik af Dragsted og keynesianisme skal altså ikke ses på linje med kritikken, der kommer fra dele af borgerskabet, men fra et marxistisk synspunkt efter hvad, der er bedst for arbejderklassen. De reelle spørgsmål, arbejderklassen står over for i den nuværende krise, er ikke, om keynesianismen skal være grøn eller sort men spørgsmålet om socialisme eller barbari. Problemet er ikke, at kapitalistklassen ikke forstår fællesskabets styrker, men at de styrer økonomien efter deres egne interesser, og at det i den nuværende situation vil betyde barbari for det store flertal af arbejderklassen på planeten, endda også i de rige lande.
De teknologier og ressourcer, samfundet besidder, kan planlægges til at komme igennem COVID-19-pandemien uden unødvendige dødsfald. Produktionen kan omstilles til at håndtere klimaforandringerne og sikre et fornuftigt levegrundlag for alle. Men man kan ikke planlægge, hvad man ikke kontrollerer, og man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer.
Derfor bør socialisters krav ikke være »grøn keynesianisme«, eller et håb om at efterkrigsopsvinget vender tilbage, men at arbejderklassen selv tager kontrol med samfundet. De vigtigste virksomheder i Danmark bør nationaliseres og blive underlagt arbejderkontrol, så det er arbejderklassen, der kan bestemme, hvordan ressourcerne udnyttes efter folks reelle behov.
Dette er ikke blot nødvendigt for at overkomme krisen men fuldt ud muligt. Perspektivet om revolution har en del år virket fjernt fra den politiske virkelighed i Vesten, men i lyset af kapitalismens fallit og den nuværende dybe krise kommer det nærmere med fuld kraft. I 2019 var der revolutioner og masseopstande i over 20 lande, hvor folk strømmede på gaden og krævede forandringer der rakte langt ud over kapitalismens snævre rammer. I den nuværende krise bliver klassemodsætninger mere og mere tydelige, hvilket presser folk til revolutionære konklusioner.
Keynesianismen viser ikke – og har aldrig vist – en vej ud af kapitalismens krise. At den borgerlige stat igen spiller en aktiv rolle i økonomien ændrer ikke ved dens klassekarakter som et redskab for kapitalistklassen. Den kommende periode vil ikke blive kendetegnet af et ekstraordinært økonomisk opsving, men en kapitalistisk økonomi i forfald. Venstrefløjen bør ikke håbe på forbedringer inden for det nuværende system men forberede sig på en periode med revolutionære situationer. Selv om pandemien har lukket folk inde, vil arbejderklassen rejse sig mod det nuværende system, når den bliver lukket ud igen. Fremgang for arbejderklassen under kapitalisme er en utopi, kæmp for en socialistisk revolution.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
Bliv en del af RS’ facebook gruppe! klik her
Kilder
4. https://www.magisterbladet.dk/aktuelt/2020/april/er-covid-19-nyliberalismens-doedskys
8. https://www.hetwebsite.net/het/texts/keynes/keynes1925liberal.htm (egen oversættelse)
9. Citeret fra https://www.marxist.com/marxism-vs-modern-monetary-theory-mmt.htm (egen oversættelse)
