Den arktiske regions voksende geostrategiske vigtighed har over de seneste år fået amerikansk imperialismes interesse for Grønland til at genopblusse. De seneste amerikanske tiltag indikerer, at USA ønsker at overtage Danmarks dominans over landet. Den grønlandske befolkning er igen taget som gidsler i et imperialistisk stormagtsspil.
Efter 300 års dansk kolonistyre er ønsket om uafhængighed vokset blandt mange grønlændere. Centralt for at realisere perspektivet om uafhængighed er opbygningen af en stærk økonomi i Grønland. Den Grønlandske elite leder derfor efter internationale investorer særligt med henblik på at udvinde landets mange naturressourcer. Kina har i flere tilfælde vist sig mere end villige til at investere i udvikling af Grønlands økonomi, bl.a. fordi Kina selv ønsker at få fodfæste i Arktis.
Det amerikanske borgerskab kan naturligvis ikke acceptere, at deres rival begynder at vinde fodfæste på det nordamerikanske kontinent. I flere tilfælde har den danske stat derfor også måtte intervenere i Grønlands interne anliggender på vegne af Washington, som vi f.eks. så med lufthavnssagen i 2019, for at forhindre at forholdet mellem Grønland og Kina blev for tæt.
Det amerikanske borgerskab er opmærksom på det grønlandske ønske om uafhængighed. Det seneste år har det amerikanske borgerskab derfor forsøgt at udnytte ønsket om selvstændighed til deres egen fordel i håbet om at kunne overtage Danmarks nuværende rolle overfor Grønland.
USA bejler til den grønlandske elite
Den amerikanske ambassadør i Danmark Carla Sands har, siden hun blev indsat i 2018, modsat sine forgængere tilbragt meget tid i Grønland. Her har hun mødtes med landspolitikere, kommunalpolitikere, erhvervsfolk og andre borgere. Desuden etablerede USA i 2019 for første gang siden 1953 et konsulat i Nuuk.
Konsulatet giver den grønlandske elite mulighed for at samarbejde direkte med USA udenom Danmark. Dette nye direkte samarbejde inbærer bl.a. øget handel og støtte til uddannelser på engelsk. Ifølge den amerikanske ambassade er målet med støtten til engelsksprogede uddannelser i Grønland at gøre grønlænderne gladere for amerikansk kultur samt at mindske det kulturelle skel mellem amerikanere og grønlændere. Det danske borgerskab førte selv en mere hårdhændet kulturel strategi over for det grønlandske folk i efterkrigsperioden, hvor grønlænderne med tvang blev ”danskificeret” for at styrke koloniens loyalitet overfor den danske kolonimagt.
Men endnu vigtigere end forsøget på at vinde grønlændernes hearts and minds, er forsøget på at vinde den grønlandske elite over til sig gennem økonomiske midler. USA har lovet det grønlandske selvstyre handelsaftaler og erhvervsudvikling, løfter der falder i god jord hos eliten i Nuuk, som ser investeringer i landets økonomi som en forudsætning for uafhængighed fra Danmark.
Den grønlandske elite forsøger derfor aktivt at tiltrække udenlandske investorer. Tidligere i år godkendte Grønlands Landsstyre Naalakkersuisut, en ny offensiv olie- og gasstrategi, der bl.a. giver skatterabat til selskaber, der foretager prøveboringer. Siden vedtagelsen af den nye strategi har landsstyreformanden, Kim Kielsen fortaget rejser til London og til oliebyen Houston i Texas, hvor han har deltaget i begivenheder centreret om olieudvinding sammen med repræsentanter for en række olieselskaber.
Allerede nu kan man høre hyklerisk forargelse fra Slotsholmen over grønlandsk undersøgelse af muligheden for olieudvinding, samtidig med at den danske regering og de andre traditionelle magtpartier i Danmark selv planlægger at hive olie op af den danske undergrund langt ind i 2050’erne. Implicit i det danske etablissements forargelse ligger det racistiske argument om, at grønlænderne ikke er i stand til at tage vare på sig selv og den arktiske natur. Men hvis der er nogen, der kender de enorme konsekvenser af ødelæggelsen af miljøet, så er det det grønlandske folk, der gennem tiden er blevet sat til at rydde op efter adskillige miljøkatastrofer forårsaget af de imperialistiske magter inklusiv Danmark.
Indenfor kapitalismens rammer er den eneste udsigt til Grønlandsk selvstændighed igennem råstofudvinding. Men under sådanne økonomiske rammer ville selvstændigheden blot være formel. I realiteten ville den direkte danske kolonimagt blot blive erstattet af amerikansk, britisk eller kinesisk imperialisme igennem deres gigantiske olie- eller mineselskabers dominans over landets beskedne økonomi.
Det danske handelsmonopol
Den amerikanske ambassade lægger i sin charmeoffensiv heller ikke skjul på ønsket om at bryde det danske handelsmonopol. På nuværende tidspunkt betyder monopolet, at to tredjedele af varerne i Grønland kommer fra Danmark. Altså ser vi, hvordan det bloktilskud, som den danske stat på “gavmild” vis giver til Grønland, i realiteten ender i lommerne på de private danske virksomheder, der eksporterer til Grønland. Bloktilskuddet er derfor blot statsfinansieret erhvervsstøtte. Grundet den lange transport til Grønland er priserne for helt basale varer langt højere, end de er i Danmark. Ifølge Danmark Statestik var fødevarer i Grønland i 2017 36 % dyrere, end de er i Danmark. Grønland er dermed det dyreste nordiske land at leve i. Samtidig er lønningerne langt under det danske niveau. I 2017 var gennemsnitslønnen før skat i Grønland på 209.000 kr., til sammenligning var samme tal for en dansker på 327.192 kr. Dette er, hvad dansk imperialisme kan tilbyde det grønlandske folk.
Hvis det danske handelsmonopol på Grønland bliver brudt, så vil det umiddelbart betyde lavere priser for de grønlandske forbrugere. Sejlturen fra Danmark til Grønland tager i snit hele 6 dage mod kun 2 dage fra Nordamerika. Danske varer ville derfor få store problemer ved at konkurrere med amerikanske eller canadiske varer, som vil være langt billigere at købe for grønlænderne. Men når først de danske gribbe er fejet af banen, vil vinderen af konkurrencen naturligvis udnytte sit nye de facto monopol til at sætte priserne, som den lyster. Grønlænderne vil igen betale prisen.
Men ikke desto mindre understreges det tættere forhold mellem amerikansk imperialisme og den grønlandske elite ærligt af repræsentanterne fra det grønlandske selvstyre. Landsstyreformanden Kim Kielsen sagde f.eks. således i sin nytårstale: »Jeg ser meget gerne et øget samarbejde med den amerikanske regering og med amerikanske virksomheder. Og jeg forventer, at vi i 2020 vil se de konkrete resultater af den amerikanske interesse for investeringer i Grønland« (Altinget 8. januar 2020).
Borgerskabet klamrer Grønland til sig
I København er udviklingen i Arktis ikke gået ubemærket hen. Regeringen har i det sidste års tid med forskellige midler forsøgt at kramme Grønland til sig. I 2019 annoncerede forsvaret, at de ville bruge 500 millioner kr. på renovering og vedligeholdelse af den vigtige Kangerlussuaq lufthavn, en vigtig økonomisk investering for den grønlandske økonomi. I oktober 2019 afsatte regeringen desuden 80 millioner kr. til en særlig indsats overfor udsatte børn i Grønland. At mange grønlandske børn er opvokset under forfærdeligt sociale forhold, er imidlertid ikke en nyhed, men noget som længe har været kendt af den danske stat. Regeringens pludselige ønske om at komme til undsætning, må derfor ses som et forsøg på endnu engang at fremstå over for den grønlandske befolkning som gavmilde humanister, der tager hånd om det grønlandske folk.
Der bliver fra dansk side desuden gjort en stor indsats for at portrættere Mette Frederiksen og landsstyreformand Kim Kielsen som tætte venner. Det hjælper måske, at de to er partifæller, da Kim Kielsen er medlem af Siumut, det grønlandske søsterparti til det danske socialdemokrati. En af de første ting Mette Frederiksen gjorde efter at have dannet regering var at besøge Grønland. Og i sin åbningstale til folketinget i oktober erklærede Mette Frederiksen, at hun vil have et tættere samarbejde med resten af rigsfællesskabet. Men dette tættere samarbejde vil naturligvis være på dansk kapitalismes præmisser.
Tidligere i år rejste Færøerne og Grønland kravet om større autonomi, især i forhold til udenrigsanliggender. Mette Frederiksen måtte imidlertid skuffe Thorshavn og Nuuk med begrundelsen om, at hendes jurister fortolkede Grundloven som, at det “desværre” ikke var tilladt at overføre flere udenrigspolitiske beføjelser. Mette Frederiksens politiske linje over for Grønland var imidlertid en anden i april 2019, lige inden valget, hvor hun erklærede, at Grønland burde styre deres egen udenrigspolitik. Det danske borgerskab har altså indtil videre benyttet en kombination af bureaukratiske finter og økonomiske indrømmelser til at holde rigsfællesskabet intakt, en opgave der bliver mere og mere udfordrende.
Det sidste års tid har vi set, hvordan politikerne har genoplivet ord, der før kun blev benyttet i ceremonier eller i Dronningens nytårstale. Begreberne »Rigsfællesskabet« og »Kongeriget Danmark« bliver nu bevidst brugt af politikere i ét væk, for at understrege, at disse territorier tilhører Danmark. Monarkiet og Grundloven er ikke blot nationalromantiske ceremonielle relikvier men bliver brugt aktivt af den herskende klasse som våben i dens kamp for at fastholde sine kolonier.
Hvis det grønlandske, færøske og danske folk skal kunne have et forhold til hinanden baseret på reel tillid, solidaritet og gensidig respekt, så må vores forhold renses for enhver snert af kolonial undertrykkelse. Det kan opnås ved at smide det nuværende system på porten sammen med dets usle institutioner herunder monarkiet og grundloven. Når først vi har befriet os for det danske borgerskab og det rådne kapitalistiske system, kan vi i dets sted i fællesskab sætte en socialistisk republik som en del af en socialistisk verdensføderation.
