Tidlig fredag morgen (den 3. januar 2020) gennemførte Trump administrationen på ekstrem arrogant vis mordet på den iranske general Qassem Soleimani, såvel som på den irakiske paramilitære topleder Abu Mahdi al-Mohandes i Bagdad lufthavn. Endnu en gang øger den amerikanske imperialisme ustabiliteten i Mellemøsten.
Trump har forsøgt at fremstille angrebet, der også dræbte otte andre iranere og irakere, som en defensiv handling. Men i realiteten er det intet andet end henrettelse af ledere af to suveræne stater på udenlandsk jord, en aktion som endda blev gennemført uden Kongressens godkendelse. Ifølge Donald Trump var Soleimani i gang med at planlægge et forestående angreb, som kunne koste hundreder af amerikanske liv. Det eneste bevis, der understøttede dette, er at Soleimani havde besøgt iransk støttede militser i Libanon, Syrien og Irak, efterfulgt af et besøg hos Ayatollah Khamenei i Iran. Hvordan det er et bevis på et forestående angreb på USA kan man spørge sig selv om.
Derudover var Soleimani øverste general i Irans Revolutionsgarde udenlands. Han opererede ikke direkte i felten, og mordet på ham ville derfor med sikkerhed ikke stoppe planerne om noget forestående angreb. Dem der nu, ex post facto, forsøger at retfærdiggøre denne imperialistiske aggression er de samme, der gav os lodrette løgne om Saddams ”masseødelæggelsesvåben” og fabrikerede et såkaldt ”forestående angreb” for at retfærdiggøre en altødelæggende besættelse af Irak.
Trump og næsten alle republikanere såvel som demokrater i Kongressen fastholder, at angrebet var retfærdigt, eftersom Soleimani stod bag ”mordet på mere end 600 amerikanere”. Men de mangler at nævne, at Soleimani støttede shia-militser, der bekæmpede de amerikanske besættelsesstyrker. Den besættelse har indtil videre resulteret i tabet af mindst 1,5 millioner irakeres liv! Derudover stod de selv samme militser på samme side som USA i kampen mod Islamisk Stat. Nogle af dem opererer faktisk stadig sammen med amerikanske styrker.
Kynisk imperialistisk angreb
Trump hævder, at Soleimani også spillede en nøglerolle i at undertrykke protestbevægelserne i Irak, Iran og Libanon. Det er måske nok sandt, men som Trumps varme venskab med det saudiske monarki og det israelske regime udstiller, så har demonstranters demokratiske rettigheder – eller nogen andres for den sags skyld – aldrig været en prioritet for ham. Faktisk har de irakiske demonstranter på Tahrir pladsen helt korrekt fordømt det amerikanske angreb.
Dette var intet andet end et kynisk imperialistisk angreb med mål om at prygle to suveræne nationer til lydighed. Det er alle klassekæmpere, fagligt aktive og revolutionæres pligt resolut at modgå dette angreb og yderligere imperialistisk aggression i Mellemøsten. Vi må afsløre de sande interesser bag denne handling, som intet har at gøre med de fattige og undertrykte i Mellemøsten, eller med at beskyttelse vestlige arbejdere og fattige, men derimod har alt at gøre med kapitalistklassens snævre interesser.
Den eneste afgørende faktor bag Trumps beslutning var, som altid, ren egoisme. Trump er især interesseret i at aflede opmærksomheden væk fra sin egen rigsretssag samt i at fremstå som en handlingens mand overfor sine venner og fjender. Trump besluttede sig for at sætte et eksempel, for at kompensere for hans ydmygende passivitet efter Irans nedskydning af en amerikansk drone i juni og angrebet på saudiarabiske oliefelter i september.
Han blev opildnet af et lag af republikanerne og elementer i sikkerhedsapparatet, der er fast besluttet på at fremprovokere en konflikt med Iran for at genrejse det amerikanske militærs prestige efter årevis med ydmygende tilbageskridt. Men denne ekstreme kortsynethed, et hovedkarakteristika for den herskende klasse i dag, risikerer nu at kaste endnu mere benzin på bålet i en region, der allerede er meget ustabil. Og det endelige udfald vil ikke være i Trump eller amerikansk imperialismes interesse.
Presset vokser allerede på USA for at trække sig fra Irak. Amerikanske specialstyrker er blevet trukket tilbage fra yderposter for at forsvare amerikanske baser. Det irakiske parlament tager skridt for at gøre en ende på den militære aftale mellem de to lande, for at tvinge USA ud af Irak. Dette ville være et alvorligt slag imod amerikansk imperialisme.
Men som en ludoman, der taber på stribe, så har Trump fordoblet sin indsats. Han har truet med at bombe 52 lokationer i Iran, hvoraf visse er vigtige kulturelle steder. Som svar på det irakiske parlaments plan om at udvise amerikanske styrker, har han truet med at gennemføre sanktioner og det der er værre imod Irak. Den herskende klasse i USA påstår, at invasionen af Irak var et middel til at introducere demokrati og fred, og alligevel udsteder de alvorlige trusler mod det irakiske parlaments beslutninger. Hvad vi ser, er amerikansk imperialismes blottede ansigt.
Det er sandt, at nogle demokrater, ledt af Nancy Pelosi, har protesteret mod Trumps aktion. Men deres indvendinger er ikke rettet mod amerikansk imperialistisk politik i Irak, men snarere mod hvordan denne imperialistiske politik føres ud i livet! Det Demokratiske Parti, ofte præsenteret som den bløde side af amerikansk imperialisme, var ansvarlige for en massiv stigning i antallet af bombninger og udenlandske kampagner under Obamas præsidentperiode. De er ikke mindre imperialistiske end Trump. Deres klage går på, at Trumps handlinger ikke er gavnlige for amerikansk imperialisme.
Går Teherans ærinde
På dette punkt har de måske en pointe. Selvom Soleimani var en nøglefigur for det iranske regime, har hans mord kun gavnet regimet. I de seneste måneder har Iran og dets allierede i Libanon og Irak været præget af mægtige massebevægelser med revolutionære implikationer. Især i Irak har det, der er blevet kendt som Oktoberrevolutionen, været rettet mod fattigdom, arbejdsløshed, korruption såvel som Irans næsten allestedsnærværende indflydelse i statsapparatet.
I Libanon har den Hizbollah-ledede regering været under umådeligt pres fra den revolutionære bevægelse, der startede i september. Men hverken i Libanon eller i Irak formåede regeringen at stabilisere situationen. Soleimani rejste tværtimod febrilsk imellem Beirut, Bagdad og Teheran for at koordinere den kontrarevolutionære indsats med iranske allierede og proxyer.
I Iran selv var der to dage med voldelige opstande i november, efter statstilskuddet til brændstof blev beskåret fra den ene dag til den anden. Meget hurtigt eskalerede protesterne fra økonomiske krav til krav om regimets fald. Regimet blev kun reddet af et fuldstændig medieblackout og hård repression, hvor mindst 1500 mennesker blev dræbt, tusinder såret og op imod 10.000 blev arresteret. Det var en af de mest magtfulde udfordringer for den islamiske republik i dens 40-årige historie og har efterladt regimet alvorligt svækket.
På det tidspunkt formåede regimet på ingen måde at mobilisere en moddemonstration, men mobiliserede kun få titusinder. Men Soleimanis begravelse har over de seneste par dage samlet folk i millionvis på tværs af Iran. Lignende scener så man også i Irak, hvor det er rapporteret, at 500.000 mennesker deltog i begravelsesoptog. Trumps angreb og trussel om eskalering styrkede det iranske regime og vil svække den revolutionære bevægelse i den næste periode.
Iranerne går nu ind i offensiven. I Irak, hvor kampen mellem USA og Iran om det irakiske statsapparat har simret i årevis, skubber iranerne nu på for at amerikanerne smides helt ud, det gælder deres tropper, rådgivere og allierede i statsapparatet. De lægger også pres på amerikanerne i Afghanistan, og de har trukket sig fuldstændig fra atomaftalen, hvilket formentlig betyder, at de vil begynde udviklingen af atomvåben.
Og der er ikke meget, USA kan gøre ved det. Der var været megen snak om krig i løbet af de seneste par dage, men at den nuværende situation skulle føre til en amerikansk invasion af Iran er udelukket. Den amerikanske befolkning er trætte af krig, hvilket var grunden til at et af Trumps centrale valgløfter i 2016 var at trække USA ud af Mellemøsten. Derudover beløber den amerikanske statsgæld sig til mere end 23.000 mia. dollars. En ny krig, der koster 5-10.000 mia, er udelukket. En ny stor krig ville få sociale og politiske konsekvenser uden fortilfælde.
17 år efter invasionen af Irak har USA tabt krigene i Irak og Afghanistan. Iran ville være en endnu mere formidabel modstander. Iran har et bjergrigt terræn, et stærkt, kamptrænet militær og et folk, der er dybt anti-imperialistiske. Det besidder også langtrækkende missiler og proxy grupper rundt om i regionen, der kunne ramme titusinder af amerikansk stationerede tropper fra alle sider. Iran kan også lukke Hormuzstrædet, der er en passage for olie til verdensmarkedet. Det ville være en alvorlig trussel mod en skrøbelig verdensøkonomi.
Af alle disse årsager er en invasion af Iran udelukket. Selv et seriøs amerikansk luftangreb er ikke muligt, da det ville sætte næsten alle amerikanske baser i Mellemøsten i fare for angreb. Amerikanernes handlinger bekræfter dette. Ekstra tropper er blevet sendt til regionen for at styrke forsvaret af eksisterende amerikanske interesser, men disse er langt fra, hvad der ville være nødvendige til en seriøs militær kampagne. Trumps uberegnelige handlinger kunne selvfølgelig eskalere til en form for militær konfrontation, men det ville være meget risikabelt for amerikansk imperialisme, som de højst sandsynligt ikke ville komme sejrrigt ud af.
Imod imperialismen!
De sidste dages begivenheder har mest af alt været et udtryk for den amerikanske imperialismes svaghed frem for dens styrke. Der er ingen magt, der er nær så stærk som amerikansk imperialisme, og dog er denne imperialisme i relative termer ikke lige så stærk, som den plejede at være. Som begivenhederne udfolder sig, vil dette blive tydeligere. Trumps uberegnelige opførsel vil, ligesom et jordskælv der afslører de modsætning, som har ophobet sig under overfladen, bringe det nye styrkeforhold, som har udviklet sig i Mellemøsten, frem i lyset. I denne nye situation vil amerikansk imperialisme blive tvunget til at spille en mindre rolle. Men det vil ikke betyde mere stabilitet eller bedre forhold for masserne i regionen.
Vores opgave er at bekæmpe imperialismen. Kun ved at vælte kapitalismen kan vi sikre fred og stabilitet ved at gøre en ende på det rådne regime, der betyder krig, lidelse og udnyttelse af masserne.
