Maoisme betegner en retning inden for den stalinistiske bevægelse knyttet til Mao Zedong og det kinesiske kommunistparti (CCP). Maoismen ligger i forlængelse af stalinismen. Som reaktion på den bureaukratiske degenerering i Sovjetunionen vandt maoismen tilslutning i 60’erne og 70’erne og blev set som et mere revolutionært alternativ. Også i dag bliver nogle tiltrukket af maoismens ultra-radikale retorik.
Det bærende princip for maoismen er dens fokus på »folket« som det revolutionære subjekt i samfundet – i modsætning til den marxistiske klasseanalyse, der ser arbejderklassen som den eneste konsekvent revolutionære klasse under kapitalismen. Det skyldes arbejdernes plads i produktionen. Arbejdernes stilling overfor produktionsmidlerne er en objektiv størrelse, og det er den, der former og skaber potentialet for en socialistisk bevidsthed. Maoismens vending væk fra arbejderklassen fandt allerede sted, før CCP kom til magten i 1949, da Mao vendte sig mod de kinesiske bønder efter nederlaget til den første kinesiske revolution (1925-27).
Maoismens søgen mod »folket« som det revolutionære lokomotiv er forkert ud fra et marxistisk perspektiv. Den materielle analyse af klassesamfundet, der giver en forståelse for arbejderklassens nøglerolle, erstattes i maoismen af en idealisme, der betoner den »moralske« dannelse af det revolutionære »folk«, løsrevet fra historiske betingelser og objektive tilhørsforhold til klasserne. Men kun arbejderklassens kamp kan føre til en sund socialistisk revolution. I stedet for, som bolsjevikkerne, at vinde arbejderklassen som forudsætning for en social revolution, vender maoismen spørgsmålet på hovedet. Således fokuseres der på at indtage geografiske områder militært som middel til at vinde masserne. I moderne kontekst, hvor bondekrig er en umulighed, har det til tider givet sig udtryk i den ekstreme idé om urban guerillakrig.
I stedet for at kæmpe for en international socialistisk revolution med arbejderklassen i front, søger maoismen at imprægnere en »socialistisk moral og disciplin« på individer, baseret på offervilje og altruistiske principper. Iboende i partiets dannende direktiver til masserne var også en indædt anti-intellektualisme, udtrykt af Maos italesættelse af intellektuelle som en af de »ni sorte kategorier« på lige fod med kapitalister, spioner og godsejere. Denne anti-intellektualisme udtrykte sig også som en foragt for teori til fordel for den revolutionære handling.
Eksistensen af Sovjetunionen, der da Mao kom til magten for længst var degenereret i stalinistisk retning, spillede naturligvis en rolle i, hvordan folkerepublikken og maoismen tog form. Et ubestrideligt princip i maoismen, der blev taget direkte fra stalinismen, var idéen om, at en ét-parti-stat var den naturlige politiske overbygning i et socialistisk samfund, et princip der går direkte imod marxismen og bolsjevismen. I dag er Kina på trods af en tilbagevenden til kapitalisme stadig en ét-parti-stat.
