Det er en udbredt myte, at Marx og Engels var økonomiske determinister, altså at de mente, at de økonomiske forhold var determinerende for tanker, bevidsthed, ideer, filosofien osv. Men det er en forvanskning af marxismen. Marx og Engels så forholdet mellem den økonomiske basis og overbygningen som et dialektisk forhold. I dette brev fra Engels til Bloch, korrigerer Engels dette fejlagtige syn og forklarer, hvordan Marx og Engels så på historiens udvikling.
Engels brev til Bloch (21.-22. september 1890), London. Et uddrag.
“…Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. Den økonomiske stilling er basis, men overbygningens forskellige momenter – klassekampens politiske former og dens resultater – forfatninger, der udformedes af den sejrende klasse, efter at slaget var vundet, osv. – retsformer, for ikke at tale om genspejlingen af alle disse virkelige kampe i deltagernes hjerne, politiske, juridiske, filosofiske teorier, religiøse anskuelser og deres videre udvikling til et dogmesystem, udøver også indflydelse på de historiske kampes forløb og bestemmer i mange tilfælde i overvejende grad deres form. Der består en vekselvirkning mellem alle disse momenter, i hvilken den økonomiske bevægelse til sidst vinder overhånd som det nødvendige element midt i hele den uendelige mængde af tilfældigheder (dvs. ting og begivenheder, hvis indre sammenhæng er så løs eller så vanskelig at påvise, at vi kan betragte den som ikke eksisterende og ignorere den). Ellers ville det jo være nemmere at anvende teorien på en hvilken som helst historisk periode end at løse en simpel førstegradsligning.
Vi skaber selv vor historie, men for det første under meget bestemte forudsætninger og betingelser. Blandt disse er de økonomiske til syvende og sidst de afgørende. Men også de politiske osv., ja selv traditionen, der spøger i menneskets hjerne, spiller en rolle, om end ikke den afgørende. Den preussiske stat er også opstået og videreudviklet af historiske, i sidste instans økonomiske årsager. Men man vil næppe uden pedanteri kunne hævde, at netop Brandenburg blandt Nordtysklands mange småstater af den økonomiske nødvendighed var bestemt til at blive en stormagt, i hvilken den økonomiske, sproglige og efter reformationen også den religiøse forskel mellem nord og syd blev legemliggjort, og at der ikke tillige var andre årsager (frem for alt dets forviklinger med Polen, på grund af besiddelsen af Preussen, og dermed også, at det blev draget med ind i international politik – der jo også er afgørende ved dannelsen af den østrigske husmagt). Det vil vanskelig lykkes økonomisk at forklare hver tysk småstats eksistens i fortid og nutid eller oprindelsen til den højtyske lydforskydning, der udvidede den geografiske skillevæg, der dannes af bjergene fra Sudeterne til Taunus, til en formelig kløft tværs gennem Tyskland, uden at gøre sig latterlig.
Men for det andet skabes historien således, at slutresultatet altid fremgår af konflikterne mellem mange enkeltviljer, af hvilke igen hver enkelt af en mængde særlige livsbetingelser gøres til det, den er; det er altså utallige, indbyrdes krydsende kræfter, en uendelig gruppe af kraftparallelogrammer, hvoraf der opstår en resultant – det historiske resultat, – der atter selv kan betragtes som produktet af en kraft, der virker som ét hele, uden bevidsthed eller vilje. Thi hvad hver enkelt vil, forhindres af enhver anden, og hvad der kommer ud af det, er noget, ingen har villet. Sådan forløber den hidtidige historie ligesom en naturproces og er også væsentligt underkastet de samme bevægelseslove. Men selv om de enkelte viljer – af hvilke enhver vil det, som han drives til af sin legemlige konstitution og af ydre, i sidste instans økonomiske omstændigheder (enten hans egne personlige eller almene sociale) – ikke opnår, hvad de vil, men smelter sammen til et samlet gennemsnit, en fælles resultant, må man alligevel ikke af den grund slutte, at de skal sættes = 0. Tværtimod, enhver bidrager til resultanten og er for så vidt indbefattet i den.
Yderligere ville jeg gerne bede Dem om at studere denne teori efter de originale kilder og ikke på anden hånd, det er virkelig meget nemmere. Marx har næppe skrevet noget, hvor den ikke spiller en rolle. Men navnlig er Louis Bonapartes attende brumaire et ganske fortrinligt eksempel på dens anvendelse. Endvidere er der mange anvisninger i Kapitalen. Så må jeg vel også henvise Dem til mine skrifter: Hr. E. Duhrings omvæltning af videnskaben [også kendt som Anti-Duhring] og L. Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang, i hvilke jeg har givet den – så vidt jeg ved – mest udførlige fremstilling af den historiske materialisme, der findes.
At de yngre undertiden lægger mere vægt på den økonomiske side, end der tilkommer den, er Marx og jeg til dels selv skyld i. Vi måtte overfor modstandere betone det hovedprincip, de benægtede, og da var der ikke altid tid, sted og lejlighed til at lade de øvrige momenter, der indgår i vekselvirkningen, komme til deres ret. Men så snart det drejede sig om at fremstille et historisk afsnit, altså når det drejede sig om at anvende teorien i praksis, var det en anden sag, og da var der ingen fejltagelse mulig. Men det sker desværre kun alt for tit, at man tror at have forstået en ny teori til fuldkommenhed og at kunne anvende den uden videre, så snart man har tilegnet sig hovedsætningerne, og selv dem ikke altid rigtigt. Og denne bebrejdelse kan jeg ikke spare mange af de nyere “marxister” for, og der er da også blevet præsteret vidunderligt tøjeri …”
