Enhedsfront er en taktik inden for klassekampen, der har som formål at samle laget af revolutionære arbejdere med laget af reformistiske arbejdere i en fælles kamp for at vinde de reformistiske arbejdere over på revolutionens side. Enhedsfronten rejser krav, der er acceptable for både frontens revolutionære lag og frontens reformistiske lag. De forskellige partier og organisationer, der tager del i enhedsfronten, forbliver dog altid uafhængige på trods af deres deltagelse i enhedsfronten og kan til hver en tid forfølge politiske kampe uden for denne og kritisere de andre deltagere i fronten. Enhedsfronten former sig ud fra den historiske kontekst og er altså en taktik, der baserer sig på konkrete krav, den generelle udvikling i bevidstheden og balancen mellem reformistiske og revolutionære lag.
Enhedsfronten er et sted, hvor en kamp finder sted i sin egen ret, en teoretisk kamp, der både kæmpes over enhedsfrontens taktik og samlede ageren, men deraf også over mere generelle teoretiske uenigheder. I denne kamp kan et revolutionært mindretal vinde de reformistiske lag, der endnu ikke har en revolutionær bevidsthed og dermed avancere klassekampens revolutionære element. At revolutionær bevidsthed udvikler sig i forskellige hastigheder, blandt forskellige dele af arbejderklassen, er et faktum, og netop denne udfordring kan enhedsfronten være med til løse.
Under Den Russiske Revolution brugte Bolsjevikkerne enhedsfronten som et taktisk våben i deres bredere strategi om at vinde masserne. I perioden fra februar til oktober støttede flertallet af arbejderne de moderate socialister, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære, der sad på magten i regeringen og også havde flertal i sovjetterne. De moderate socialister havde forbudt Bolsjevikkerne efter en række demonstrationer i juli. Men da den kontrarevolutionære general Kornilov marcherede mod Petrograd for at knuse regeringen og sovjetterne, dannede Bolsjevikkerne en enhedsfront med de moderate socialister for at knuse Kornilovs opstand. Samtidig med at Bolsjevikkerne bekæmpede Kornilov sammen med de moderate socialister, forklarede de, at det netop var de moderate socialisters politik, der havde ført til Kornilovs angreb, og at den eneste vej frem var, at sovjetterne tog magten. På den måde viste Bolsjevikkerne, at de var de bedste til at bekæmpe kontrarevolutionen og vandt masserne.
Også i dette eksempel er Enhedsfronten mere end “bare” en taktik, der blev brugt imod kontrarevolutionen og Kornilov. For Bolsjevikkerne var deres indtræden i en fælles front med Ruslands reformistiske lag en bevidst deltagelse i den teoretiske kamp, der netop kunne udstille disse partiers hykleri overfor den russiske arbejderklasse. Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære havde ingen problemer med at kaste omkring sig med socialistiske paroler, men når der skulle kæmpes for konkrete krav og forbedringer for de russiske arbejdere, blev det tydeligt for enhver, at virkelig socialisme og arbejdermagt for dem kun betød at give slip på deres egne privilegier. Kun Bolsjevikkerne var villige til at lægge magten i massernes hænder. På den måde vandt Bolsjevikkerne masserne gennem enhedsfront-taktikken.
