Der hersker en ide om, at Danmark er et af de bedste lande i verden. At vi har formået at have et land, der kan sætte sig uden om nogle af kapitalismens værste konsekvenser. Men det billede bliver sat under pres, når man dykker ned i tallene.
Fra hele det politiske spektrum, fra De Konservative til Enhedslisten, får vi tudet ørerne fulde af, at vi lever i det dejligste land i verden, det kan faktisk næsten ikke blive bedre. Også i udlandet bliver Danmark fremhævet fra tid til anden som et eksempel på et lille lykkeligt land, hvor man kan have en god kapitalisme, hvor der ikke er langt fra manden på gulvet til direktøren. Desværre må alt dette siges at være bedrag ved højlys dag.
Hvad snakker vi om?
Danmark er langt fra en oase med masser af velfærd og lav ulighed. Når man ser på indkomstfordelingen, ligger Danmark ganske vist ret pænt på ranglisterne, selvom det er gået den forkerte vej de sidste år. Sagen er bare den, at hvis vi skal have et realistisk billede af, hvordan det står til i Danmark, eller i hvilket som helst andet land, er det ikke nok at bare tage et enkelt tal og konkludere ud fra det. Tager man den offentlige debat i betragtning, vil det være interessant at se, om der er nogle tal, der giver et mere nuanceret og realistisk billede af det lille land langt mod nord.
Tallene taler
Sædvanligvis ser man udelukkende på gini-koefficient for indkomstfordelingen, og det giver et ret ensidigt billede af tingenes tilstand. For at nuancere billedet kan vi med fordel se på formuefordelingen, som også kan regnes ud som en gini-koefficient. Med den ser vi på husholdningers finansielle aktiver (indeståender, værdipapirer, værdi af pensioner, forsikringer m.m.) plus materielle aktiver (fast ejendom, varige forbrugsgoder m.m.) fratrukket gæld.
En gruppe økonomer fra ”National Bureau Of Economic Research” i USA, forfattede i 2009 en rapport, der så på formuefordelingen på husstandsniveau i en række lande. Tallene i rapporten er fra år 2000. Her krakelerer billedet af det socialdemokratiske land, hvor uligheden nærmest ikke eksisterer. På formue gini-koefficienten scorer Danmark 0.808. Et notorisk ulighedssamfund som USA scorer ”kun” 0.801. På en rangliste over de mest ulige samfund, set på formue, i verden er Danmark kun overgået af Namibia og Zimbabwe. Når man ser på den andel af den samlede formue, der tilfalder de rigeste, fremstår Danmark som et vanvittigt ulige land. De 10 procent rigeste i Danmark sidder på 76,4 procent af den samlede formue, mens det i USA er 69,8 procent og i Storbritannien 56 procent. Det var dengang. Og nu?
I den seneste publikation fra Credit Suisse Global Wealth Databook, 2016, tegnes et i store træk uforandret billede:
I Danmark ejede de rigeste ti procent 69.3 procent af den samlede formue (2009), mens det tilsvarende tal for Storbritannien var 48.0 procent (2014) og for USA 75.0 procent(2013). USA og Schweiz topper listen over ulighed i formuefordelingen med Danmark på en tredjeplads blandt de godt tredive lande, der foreligger pålidelige data for (altinget.dk).
Disse tal må alt andet lige sætte tankerne i gang. Det er tydeligt, at Danmark ikke er verdensmester i lighed. Selvom vi ligger pænt med hensyn til indkomstfordelingen pr. år, sidder vi tilbage med et indtryk af, at Danmark er et middelmådigt land som så mange andre. Danmark kan ikke undslippe kapitalismens indbyggede love med profitjagt, akkumulering af kapital, stigende ulighed osv.
De bredeste skuldre
Ideen om at vi lever i et land, hvor de bredeste skuldre bærer de største byrder står tilbage ret afklædt efter denne korte gennemgang. Når vi i den offentlige debat hører, at vi godt kan ofre en lille smule lighed for økonomisk vækst, så melder spørgsmålet sig: Hvor langt mener ”eksperterne” at vi skal ned af den vej for at komme ind i et rigtig økonomisk opsving? Skal Danmark overhale Namibia og Zimbabwe i ulighed for, at vi kan få rigtig gang i opsvinget?
Det ser ud til, at finansloven for 2018 endnu en gang vil byde på gaver til de rige og voldsomme besparelser til os andre. Så hvem ved, måske kommer vi til at rykke yderligere ned på listen. Regeringen vil nemlig bruge den lille smule luft, der også hedder det økonomiske råderum til at forsøge at få rigtig gang i opsvinget. Det lyder jo meget godt, men måden regeringen vil skabe vækst på, er ved at begunstige de rigeste yderligere. Dette samtidig med at den offentlige sektor skal holde for med et 2%-sparekrav. Faktisk har regeringen så travlt med at give til overklassen, at finanslovsforslaget ender i et strukturelt underskud på 0,4%. Det vil altså sige, at staten har underskud, når der fratrækkes midlertidige faktorer i økonomien. Med sådan en finanslov får man indtrykket af, at det er arbejderklassen og ikke de bredeste skuldre, der tager slæbet.
Men hvad så?
Det er tvivlsomt, om en dansk regerings politik vil kunne få betydning for væksten i Danmark, men en ting som er sikkert er, at hvilken som helst regering i Danmark ikke vil kunne levere andet end angreb på arbejderklassen. De er underlagt kapitalismen og en af deres vigtigste opgaver er at stille med en paradeforestilling, der skal bilde os ind, at de er til for vores skyld og arbejder for folket. Kapitalismen har udspillet sin historiske rolle og kan ikke længere tage samfundet fremad. Stigende ulighed er en del af kapitalismen. Hvis vi vil have et samfund uden den groteske ulighed, vi er vidne til i disse år, skal vi af med kapitalismen. Kun et samfund med en demokratisk planlagt økonomi, af flertallet i befolkningen for flertallet i befolkningen kan afskaffe ulighed og atter tage samfundet fremad.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 34, november 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
