I sin kronik fra starten af juni i år skrev Mikkel Bolt en hård kritik af den danske venstrefløj generelt og Enhedslisten i særdeleshed. Titlen var ”Enhedslisten og resten af venstrefløjen skal væk, så vi kan forandre samfundet”. Bum. Hans kritik er skånselsløs og til tider rammende. Men efter at have spiddet reformismens utilstrækkelighed og venstrefløjens naive og konservative syn på den borgerlige stat, er Bolts konklusion at vi skal gå hjem. Hvis ikke synet af den etablerede venstrefløj var deprimerende nok, så fuldender Bolt selv billedet.
I store træk er Bolts kritik velbegrundet og yderst passende. Den danske venstrefløj er helt og aldeles håbløs. Han skrev:
”Here we go again. Så kører der for Gud ved for hvilken gang en debat om den politiske venstrefløj og dens muligheder for at påvirke Socialdemokratiet til at føre en marginalt anden politik, end den en Venstre-ledet regering vil føre. […]
Deltagerne i debatten overser imidlertid det forhold, at venstrefløjen allerede er død. […]
Diskussionen om Enhedslistens fremtid overser, at venstrefløjen som emancipatorisk projekt er fortid. Og godt det samme, for det er meget længe siden, den politiske venstrefløj holdt op med at fungere kritisk i forhold til det etablerede systems blanding af kapitalistisk økonomi og nationaldemokrati.
Venstrefløjen er så opsat på at udtænke en ny strategi, at den slet ikke har opdaget, at den er fanget i et system, som ikke lader sig ændre parlamentarisk. Hele det politiske system, Folketinget, partierne, fagforeningerne og arbejdsmarkedets parter er en tom kulisse. Kun skuespillerne vandrer stadigvæk rundt på scenen – publikum er for længst udvandret.”
Har han ret? Ja, gu har han så. Og Bolts lidt fandenivoldske og halv-anarkistiske kritik virker da også som et frisk pust. Men efterhånden som man læser sig igennem Bolts kritik, fristes man til at rette luppen mod Bolt selv. Og hvad ser man: Bolt selv er ramt af den danske venstrefløjs svøbe! For under den radikale retorik ligger en komplet kapitulation til det bestående. Og man skimter endda en fortvivlet længsel tilbage til ”det oprindelige socialdemokratiske projekt”. Men mere om det senere.
Enhedslisten og revolutionen
Bolt forklarer rammende om Enhedslistens fortsatte normalisering, at det parlamentariske spil om stemmer er blevet hoveddrivkraften for partiet.
”Selv om Enhedslisten valgte at fastholde henvisningen til revolution i sit principprogram i 2014, er partiet alt andet end revolutionært. I dag trumfer »det parlamentariske grundlag« i nationalstaten Danmark alt andet. Det sætter rammerne for partiets ageren, og forsøget på at kapre og – endnu vigtigere – undgå at miste stemmer er alfa og omega.”
Og videre:
”Konklusionen er, at partiet i sin kamp for stemmer er systembevarende mere end noget andet. Den forbindelse, der historisk var mellem gaden og parlamentet i den vestlige arbejderbevægelse, er helt forsvundet. I dag er Enhedslisten et parti som alle andre, der bedriver politik og optræder i det demokratiske skuespil.”
Igen rammer Bolt hovedet på sømmet. Men han opstiller intet alternativ selv. Så i mangel på dette er det interessant, at han tilsyneladende mener, at Enhedslisten tidligere har været et revolutionært parti. I så fald må vi stille Bolt spørgsmålet: Har Enhedslisten virkelig nogensinde været et revolutionært parti, i ordets egentlige forstand? Hvis Bolt er af den mening, så har Bolt, med al respekt, ingen ide om hvad et revolutionært parti er.
Enhedslisten startede ikke som et parti, men som en fælles valgliste, bestående af forskellige mere eller mindre revolutionære organisationer, for at komme ind i det borgerlige parlament. Og som parti har Enhedslisten aldrig fungeret som andet end en parlamentarisk platform. Enhedslisten har aldrig handlet koordineret på arbejdspladser og blandt studerende bevidst sigtende mod et mål om en revolution. Det kan man synes om, hvad man vil, men sådan er fakta. Det er rigtigt, at de revolutionære traditioner og dermed ordlyden i programmet og talerne er blevet udvandet gevaldigt de senere år. Men de har aldrig været andet end ord og form. En form som hver enkelt medlem eller politisk tendens så har kunnet fylde ud med hvad de ville. Men som parti har Enhedslisten aldrig handlet aktivt og revolutionært, kun reaktivt, defensivt og næsten udelukkende parlamentarisk.
En længsel efter reformismens guldalder?
Hvad er så Bolts alternative vision? Bolt skriver det ikke eksplicit, men mellem linjerne skimtes en længsel efter den gamle reformisme, der rent faktisk kunne levere reformer:
”Socialdemokratiet har i dag så lidt med det oprindelige socialdemokratiske projekt at gøre – her taler jeg ikke om ideen om etableringen af et socialistisk samfund gennem reformer, men bare om efterkrigstidens velfærdssamfund med arbejderkonsum og politiske rettigheder til alle (voksne) – at det ville give mening at introducere betegnelsen ’neo-socialisme’ som en følgeterm til betegnelsen neoliberalisme.” (egen fremhævning)
Læg mærke til, at argumentationen hos Bolt er rent filosofisk idealistisk: ”det oprindelige socialdemokratiske projekt” forklares ikke ud fra det økonomisk set exceptionelle efterkrigsopsving, men implicit som et spørgsmål om vilje hos Socialdemokratiet: hvorfor vil de ikke være rigtige reformister længere?
Bolts illusioner til reformismen er endnu tydeligere længere inde i teksten:
”Enhedslisten er som resten af den europæiske venstrefløj suverænister og helt igennem reformistiske. De forestiller sig, at det kan lade sig gøre at styre kapitalakkumulationen nationalt. Projektet er en lidt rarere kapitalisme. Men det har naturligvis ikke noget som helst at gøre med revolution eller en ophævelse af kapitalismen. Og det er også højst tvivlsomt, om det overhovedet kan lade sig gøre efter mere end 40 års kapitalistisk nedslidning af samfundet og klimaet.” (egen fremhævning)
Djævlen ligger i detaljen: I Bolts argumentation ligger den implicitte konklusion, at hvis der ikke havde været ”40 års nedslidning af samfundet og klimaet”, så kunne det have været muligt at ”styre kapitalakkumulationen nationalt” og skabe en ”lidt rarere kapitalisme”. Med andre ord: kapitalismen kan virke, der skulle bare være grebet ind tidligere. Bolt vil ikke engang gå så vidt, som til at sige at det i dag er en umulighed, men lader en kattelem stå åben: Det er stadig ikke umuligt at styre kapitalismen, men blot ”højst tvivlsomt”.
Til det er der bare at sige: Jo, det er umuligt og det har altid været umuligt. Det er rigtigt, at Socialdemokratiet og vestens reformister kunne levere reelle forbedringer i efterkrigsopsvinget. Men det var baseret på et for kapitalismen exceptionelt opsving, som kun kom på baggrund af en verdenskrig, der i sit industrielt-destruktive omfang truede civilisationens eksistens. Der var ikke tale om, at kapitalismens uhyre var tæmmet for 40 år siden. Men dets mave var så fuld, at det kunne overlade nogle rester til de bedrestillede lag i arbejder- og middelklassen for at sikre klassefred. Men den tid er slut og har været det siden 70’erne, hvilket blev understreget yderligere af krisen i 2008. Nu er uhyret sulten og dets sande natur er tilbage.
Ikke så overraskende konklusion…
Men hvis venstrefløjen og Enhedslisten er tomme kulisser, som Bolt siger, hvad er hans radikale konklusion?:
”Det er derfor tid til at sige farvel. Enhedslisten, men også hele venstrefløjen, skal væk. Den fungerer i dag kun som en stopklods for en revolutionær position, der tør tage et tilbundsgående opgør med staten.”
Men som Pelle Dragsted ganske skarpt påpegede i sit modsvar, som i øvrigt er et langt forsvar for Enhedslistens nuværende højredrejning og politik:
”Det er egentlig lidt besynderligt, at Mikkel Bolt mener, at Enhedslisten skal væk, for at den bevægelse, han tror på, kan få succes. Enhedslisten står da på ingen måder i vejen for, at Bolt forlader studérekammeret og forsøger at opbygge en stærk bevægelse på baggrund af sine situationistiske teorier.”
Problemet er, at Bolt netop ikke har en alternativ vision at bygge en bevægelse op omkring. Derfor drager Bolt selv den naturlige konklusion:
”I dag er den eneste måde at forholde sig til det politiske at vende det ryggen. Gøre noget andet. Danse væk og dermed undergrave det.”
Med andre ord: gå hjem!! Lad være at blive aktiv for at ændre på situationen. Lad være at udfordre de reformistiske tendenser. Gå hjem.
Her kommer vi til kernen: Hans tilgang er, at der skal komme nogen andre og ordne tingene. Han har enten ikke vilje eller selvtillid til at opbygge et revolutionært alternativ. I stedet vil han gå hjem og vente på at andre, de undertrykte, arbejderne, studenterne – men i hvert fald ikke ham selv – gør noget.
… men 180 grader forkert
Bolts konklusion er den værst tænkelige og 180 grader modsat, hvad den politiske situation skriger på. Både i Danmark, men også i alle andre lande, har vi gang på gang set den bydende nødvendighed af et stærkt, velorganiseret revolutionært alternativ, som kan udfordre det gamle og forstenede politiske system, arbejderbevægelsens top inklusiv. I mangel på dette har selv de mest kraftfulde spontane massebevægelser, som for eksempel i Tunesien, Egypten og Grækenland, set magten glide ud mellem deres fingre og tilbage i hænderne på det gamle systems forsvarere.
Jeg tvivler på, at det danske borgerskab og den bureaukratiske klike af karrieremagere i toppen af dansk arbejderbevægelse kunne finde på en bedre hjælp i deres ensidige klassekamp mod arbejderklassen og unge: de revolutionære går hjem… Det er toppen af akademisk hjælpeløshed, og ærligt talt et ynkeligt forsøg på at ophøje sin egen passivitet, modløshed og demoralisering til ”revolutionær handling”.
Hvis Enhedslisten og venstrefløjen er uoverstigelige forhindringer, som Bolt siger, så ser det godt nok sort ud. For Bolt har netop forklaret, at de ikke er andet end en tom kulisse. Er det så ringe en kampkraft den radikale Bolt kan præstere? At opstille som krav at modstanderen forlader kamppladsen, før man selv vil betræde den, kan i bedste fald kun resultere i overbærende latter fra modstanderen og i hvert fald aldrig nogensinde sejr.
Så min opfordring er: Hvis du er enig i Bolts kritik af den tandløse venstrefløj, så bliv aktiv! Lad de demoraliserede begrave sig selv. Reformismens krise er en bekræftelse af behovet for en social revolution. Under tryk fra kapitalismens generelle og langstrakte krise vil arbejderklassen og unge før eller siden blive tvunget til at bevæge sig på masseskala for at ændre verden. Og så vil de desillusionerede ”radikale” blive fejet til side, sammen med karrieremagerne i toppen af arbejderbevægelsen. Brug tiden nu, hvor der er stilstand i klassekampen til at uddanne dig i marxistisk teori. Gå med i Revolutionære Socialister og byg organisationen stærkere som forberedelse til fremtiden.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
