Det er sjældent at man kan opleve en hel konference om Marxisme i Danmark. Det var dog netop tilfældet den 1. og 2. September, hvor man på Roskilde Universitet, kunne få et indblik i den marxistiske forskning. Konferencen Marx Nu! arrangeret af Selskab for Marxistiske Studier, havde samlet en bred vifte af oplægsholdere, men gav aldrig svaret på det oplagte spørgsmål; hvorfor Marx i 2017, hvorfor Marx nu?
De forskellige oplæg spændte vidt fra filosofi, økonomi, historie og kultur over til marxismen selv. Fælles var, at de enten tog afsæt i Marxs teori eller på forskellig vis i arven efter Marx. Det er ekstremt positivt og absolut tiltrængt at marxismen får plads på universiteterne, ikke bare som det er normalt i undervisningen, hvor den nævnes i forbifarten som en ubehagelighed fra 70’erne eller i bedste fald er henlagt som en retning blandt alle mulige andre akademiske metoder.
Det var lykkedes at samle mange forskellige forskere og studerende, og som sådan var programmet udtryk for den bredde der er i marxistisk akademisk forskning. Mange af oplæggene tog tydeligvis udgangspunkt i den enkeltes forskning, hvilket er naturligt nok, men der manglede alligevel noget der samlede. For hvad var formålet med konferencen?
Som revolutionær marxist er det nok for meget at håbe på, at formålet var at arbejde mod en omstyrtelse af den borgerlige stat. Men mange af oplæggene skreg efter at blive fulgt af politisk handling: Et af oplæggene handlede netop om nyliberalismens effekt på universiteterne – Det er netop marxisterne på universiteternes rolle at gå forrest i kampen imod denne.
Arrangørerne, Selskab for Marxistiske Studiers erklærede mål er at ”fremme dansk Marx-forskning”. Det kan være et fint formål, men det er også en anelse beskedent. Hvis man reducerer marxismen til en akademisk disciplin, så er den løst krudt; det siger bang, men er ufarlig. Når Marx og Engels omtalte deres udgave af socialismen som videnskabelig socialisme var det ikke for at fjerne den fra arbejderne, men netop for at få den så tæt på virkeligheden som muligt.
Der kan være mange forskellige grunde til at læse Marx, men hvis man betegner sig som marxist, må det være fordi man mener at Marx havde den mest avancerede og mest korrekte analyse af kapitalismen og således også af de grundlæggende mekanismer i samfundet i dag. Marx analyserede kapitalismen af samme grund som han var med til at starte Første Internationale, for at afskaffe den. Et oplagt mål for en konference som denne kunne være at fremme kendskab til marxismen på universiteterne, altså at sprede de marxistiske ideer blandt de studerende.
Det virkede også sært, at flere oplæg tog udgangspunkt i kuriøse detaljer, hvor oplægsholderen mente at kunne påvise at Marx tog fejl, var uklar eller selvmodsigende og således satte perifærien i centrum. Det kan selvfølgelig være fint med de mere nichéprægede emner, men her havde de en overvægt. Konferencens deltagere havde selvfølgelig forskellige niveauer af kendskab til Marxismen og forskellige indgangsvinkler dertil. Selvom alle oplægsholderne tog afsæt i Marx var der næppe enighed eller klarhed om det centrale. Således ville det være oplagt med oplæg der tog fat i mere grundlæggende spørgsmål eller som havde en mere introducerende karakter.
Mange af oplæggene led under på den ene side at være stærkt akademiske og på den anden side at skulle formidles på 25 minutter, hvilket betød at selv hvis man havde ret godt styr på Kapitalen, blev man hurtigt sat af. Så på trods af den generelt meget venlige og åbne stemning, ville yngre eller nye studerende formodentlig stå tilbage med en oplevelse af at marxisme er noget meget svært og decideret utilgængeligt.
Marxismen må gerne være avanceret, men den må aldrig miste målet af syne, at forstå og ændre det eksisterende samfund. På universiteterne og blandt unge generelt er der et politisk tomrum, som det er oplagt at en sådan konference kan være med til at fylde ud. Dag for dag bliver flere og flere klar over at kapitalismen i dag, ikke er i stand til at føre menneskeheden fremad. For unge i dag er symptomerne på kapitalismens fallit ekstremt tydelige, det må være marxisternes opgave at stille diagnosen og pege på en vej frem.
