Spørger man Europas unge, hvorvidt de er klar til at deltage i en opstand på stor skala imod det bestående system inden for de næste dage eller måneder, lyder svaret fra størstedelen: “Ja!”. Dette er en af konklusionerne fra en EU-sponsoreret undersøgelse ved navn “Generation What?”. Undersøgelsen har undersøgt holdningen hos 580.000 EU-borgere mellem 18 og 34 år til en række spørgsmål i forhold, til hvad de føler sig ‘pessimistiske’ og ‘optimistiske’ omkring i deres dagligdag.
Ud fra undersøgelsen ses det tydeligt, hvordan den økonomiske krise i 2008 og den efterfølgende økonomiske stagnation i Europa har haft en effekt på unge. I specielt Grækenland, Frankrig, Italien og Spanien, hvor ungdomsarbejdsløsheden har nået enorme højder, er de unge trætte af politikernes løgne, den stigende ulighed og fremtidsudsigter, der er dårligere end den forrige generations. Undersøgelsen tegner et tydeligt billede af en generation, der føler mistillid og afsky over for økonomiske institutioner såvel som politikere, der generelt opfattes som korrupte og som nogle, der kun arbejder i de riges interesser.
En ny politisk generation i Europa
At udtryk som ”revolution” og ”et brud med det eksisterende økonomiske system” er kommet på de unges læber i Europa markerer et stort skift i den politiske bevidsthed. For unge er politik ikke længere bare blindt at stole på politikernes løgne om progressive reformer, der gang på gang bliver begravet dybt i skrivebordsskuffen og ingen vegne fører. Unge i Europa er ved at indse, at den kapitalistiske økonomi er fanget i en blindgyde og mærker år efter år, hvordan det er netop dem, der står for skud, når de ”nødvendige” nedskæringer skal gennemføres. Dårligere jobmuligheder, færre penge til uddannelser og mangel på studie- og ungdomsboliger er bare en lille del af det, som unge i Europa i stigende grad skal kæmpe med.
Hvid man ser på statistikken, er det en tendens, der naturligvis er mest udbredt i de lande, hvor den økonomisk krise i 2008 ramte hårdest; men tendensen eksisterer i alle de lande, der blev undersøgt. I lande som Schweiz, Belgien og Tyskland er henholdsvis 44, 41 og 37 procent af unge klar til en opstand i stor skala mod det nuværende system. Selvom dette er væsentligt lavere end i de sydeuropæiske lande, viser det, hvordan unges frustration i Europa er en generel tendens, der ikke kun er afhængig af den økonomiske situation i det respektive land.
Hverken ‘bankmanden’ eller ‘racisten’!
Politisk set er det tydeligt, hvor Europas unge kigger hen for at finde svar. Ikke hos den racistiske højrefløj, heller ej hos de økonomisk ‘liberale’ partier. De stedet hvor der er kommet et alternativ på venstrefløjen, der har fremstået som anti-establishment, søger de unge mod venstrefløjen og de partier, der stiller sig op imod de politiske og økonomiske dogmer, der er blevet gentaget i en lang uendelighed af de traditionelle partier siden 2008.
For de unge giver politikere som de franske præsidentkandidater, bankmanden Emanuel Macron eller racisten Marine Le Pen, ingen løsninger på de problemer kapitalismen har bragt med sig. Det er politikere, som den britiske Jeremy Corbyn og den franske Jean Luc Melenchon, der vinder frem blandt unge, netop fordi de fremstår som et alternativ til nedskæringer og fremmedhad og stiller krav, der rent faktisk vil kunne mærkes i unges liv. I løbet af valgkampene i henholdsvis Frankrig og Storbritannien i løbet af foråret gik både Corbyn og Melenchon fra at have været dømt ude af løbet af etablissementet til at blive en trussel mod den bestående politiske orden og få et langt bedre resultat end spået af alverdens ”eksperter”.
De unge stemte ikke bare på disse kandidater, men engagerede sig politisk i kampagnerne med krav om en ny politisk orden. Det Konservative parti i Storbritannien, der er landets store højreorienterede parti, proklamerede under hele valgkampagnen, hvordan de unge altid ved valg bliver hjemme fra stemmeboksen på valgdagen. De sagde, at unge var uengagerede, dovne og ligeglade, når det kom til politik. Meningsmålingerne i de britiske medier baserede sig under hele valget på denne løgn. De skød derfor naturligt nok De Konservative til at få et flertal i parlamentet på langt over 50, måske endda 100 parlamentsmedlemmer, netop fordi de regnede med, at de unge ville blive hjemme på valgdagen. Men på valgdagen den 8. juni vågnede Storbritannien op til billeder af unge fra alle lag af samfundet, der stod i kø for at stemme på den eneste, der brød med status quo: Labours Jeremy Corbyn. De Konservative opnåede ikke engang et flertal i parlamentet, et resultat, der for de fleste briter havde virket uundgåeligt.
Organiser Europas ungdom og kæmp for socialisme
I takt med, at unge i Europa bliver mere og mere pressede af den økonomiske stagnation og politikernes konstante nedskæringer, øges deres politiske bevidsthed og de drager mere og mere radikalt venstreorienterede politiske konklusioner. At et flertal af unge i Europa er parat til at deltage i en opstand, viser, hvor langt denne radikalisering er nået. Undersøgelsen omfatter ikke Danmark; men den samme proces er i gang her. Et symptom på dette er de gamle regeringsbærende partiers massive nedgang i de sidste valg. Det er nok ikke skudt helt ved siden af, at tro at tallene for Danmark ville ligne et land som Belgien eller Schweiz.
“Generation What?”-undersøgelsen slår egentlig kun fast, hvad der allerede kan fornemmes på ungdommen overalt i Europa. For studerende, der presses af et voldsomt underfinansieret uddannelsessystem, og for unge, der har svært ved at finde arbejde, er det kun naturligt at rette kritik mod kapitalismen og de politikere, der aldrig har gjort andet end at forsvare systemet. Unge bliver en del af nye bevægelser med krav om en radikal ny dagsorden. De stemmer ikke bare til venstre i håb om en smule indflydelse hist og her; men flere og flere bliver i stigende grad klar over, at der er behov for en fuldstændig omvæltning af systemet, hvis Europas kurs skal ændres.
Men opstand og indignation er ikke nok i sig selv. I Grækenland har der været utallige generalstrejker, opstande o.l. men det har ikke i sig selv løst problemerne. Det er nødvendigt med en organisering baseret på et socialistisk program. At et flertal af unge er åbne over for en sådan organisering, er tydeligt ud fra tallene. Viljen til at ændre samfundet mærkes, hvor end man kigger hen, og venter kun på nogen, der tør gøre op med kapitalismen tyngende lænker og kæmpe for fundamental forandring.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 31, august 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
