Søndag den 24. april sluttede den turbulente første runde af det franske præsidentvalg med Le Pen og Macron som vindere. Det franske og internationale etablissement åndede lettet op. De var lykkelige for, at det var Macron og ikke venstrefløjens Melenchon, der skal møde Le Pen i anden og afgørende valgrunde af præsidentvalget den 7. maj.
Resultatet er uden fortilfælde. For første gang siden skabelsen af dem Femte Republik i 1958, ja, faktisk siden Anden Verdenskrig, er ingen af kandidaterne fra de traditionelle partier, de Konservative eller Socialistpartiet, gået videre til anden runde. Resultatet afspejler den ekstreme politiske ustabilitet i Frankrig, der kun vil øges uanset udfaldet af anden runde. Den gamle politiske orden smuldrer, og i stedet sker der en politisk polarisering til højre og til venstre.
De gamle partiers fald
Allerede i de to traditionelle partiers primærvalg for at vælge kandidat var det tydeligt, at noget var anderledes. De kendte kandidater blev fravalgt, og i stedet valgte både de Konservative og Socialistpartiet ”outsiderne”.
De Konservative valgte Fillon som deres kandidat, og han stod umiddelbart til en klar sejr ved præsidentvalget. Han blev valgt som kandidat på et program om at gøre op med et korrupt politisk system. Men kort tid efter han var valgt som partiets kandidat, blev han selv indblandet i en kæmpe skandale om at have betalt sin kone og børn hundredtusindvis af euro for arbejde, som de ikke havde udført. Det slag kom han sige aldrig over, og han endte med 19,91 procent af stemmerne. Resultatet har fået ham til at trække sig som frontperson for partiet efterfølgende.
Hos Socialistpartiet var det ”venstrefløjskandidaten”, Hamon, der vandt primærvalget. Men Socialistpartiet har fuldstændig miskrediteret sig selv de sidste fem år, hvor de har haft præsidentposten under Hollande. Hollande blev valgt på løfter om at indføre bl.a. millionærskat, men løb fra sine løfter, så snart han blev valgt. I foråret gennemførte han en forhadt arbejdsmarkedsreform, der blev mødt af massive demonstrationer og strejker.
Med den politik blev Hollande den mest upopulære præsident siden Anden Verdenskrig. Det afspejlede sig i partiets resultat ved dette præsidentvalg, hvor Hamon kun fik 6,4 procent af stemmerne. Et historisk dårligt resultat. Socialistpartiet er godt i gang med et kollaps.
Det er samme proces, som vi har set i f.eks. Grækenland med den såkaldte ”pasokifisering”, hvor det socialdemokratiske parti PASOK gik fra flertal i parlamentet til omkring 4 procent. Kapitalismens krise betyder, at ethvert parti, der kommer til magten, må gennemføre benhård nedskæringspolitik, med mindre det vil bryde med kapitalismen. I den proces miskrediteres partierne fuldstændig og den politiske stabilitet undermineres.
Macron
Med Fillon ude af løbet jublede borgerskabet over, at Macron fik flest stemmer i første runde. Emmanuel Macron var tidligere økonomiminister i Socialistpartiets regering og ikke mindst bankmand for Rothschild (gammel og magtfuld kapitalistisk familie, red.). Han brød ud af Socialistpartiet og stiftede sin egen bevægelse for 10 måneder siden.
Mest af alt har hans kampagne været uden indhold; men de konkrete forslag, som han er kommet med, viser tydeligt en fortsættelse af den hidtidige nedskæringspolitik. Han ”lover” at gennemføre de ”nødvendige” reformer, bl.a. nedskæringer for 60 mia. euro og en ”reform” af arbejdsmarkedsloven.
Det siger en del om den politiske situation i Frankrig, at Macron har slået sig op på at ikke at være som de andre politikere, at være anti—establishment. Han har endda skrevet en bog med titlen Revolution. Han siger han er ”centrist” og vil gøre op med højre og venstre i det politiske spektrum; men der er ingen tvivl om, at han helt igennem er den herskende klasses mand.
Men selvom den herskende klasse jubler nu, kan jubelen meget hurtigt forstumme. Selvom det virker mest sandsynligt, at Macron vinder anden valgrunde, har Trump og Brexit vist, at alt kan ske. Og selvom Macron vinder valget den 7. maj, er der ikke lagt op til en stabil periode i Frankrig. Macron har intet parti, og han er nu i gang med at finde kandidater, der kan stille op for hans bevægelse ved parlamentsvalget i juni. Det vil ikke skabe en stabil base for de angreb, som han har tænkt sig at lancere, og som uden tvivl vil blive mødt af massiv modstand fra de franske arbejdere.
Marine Le Pen
Macrons modstander ved anden runde blev højrefløjens Marine le Pen fra Front Nationale. Le Pen og Front Nationale førte kampagne på et nationalistisk, racistisk program om ”Frankrig for franskmændene” med ”løfter” om at lukke Frankrigs grænser, udskrive afstemning om fransk medlemskab af EU og lade franskmænd komme først i køen til jobs, velfærd og boliger.
Der er ingen tvivl om, at Front Nationale er en farlig fjende af arbejderklassen og må bekæmpes. Hvis Le Pen kommer til magten, vil der blive gennemført massive angreb først på Frankrigs immigranter og flygtninge og derefter hele den franske arbejderklasse.
Men selvom Front Nationale har fascistiske rødder, betyder Le Pens sejr i første runde ikke, at Frankrig er på vej mod fascisme. Fascisme er borgerskabets sidste udvej mod arbejderklassen. Det er en erklæring af direkte borgerkrig mellem klasserne. Det kræver, at arbejderklassen er så svækket, at borgerskabet regner med at vinde kampen. Det er den franske arbejderklasse langt fra. Fascisme får sin styrke fra at være en massebevægelse, som er baseret på det ruinerede småborgerskab. Der er ikke en massebevægelse af desperate småborgere bag Front Nationale, der kan mobiliseres til fysisk at udrydde arbejderbevægelsen.
Le Pens fremgang er et symptom på, at et lag af de mest undertrykte i det franske samfund leder efter en desperat vej ud af krisen. Hun har ligesom Trump slået sig op på at være anti-establishment og har talt til den frustration og vrede, der er ophobet i det franske samfund. Det er i dyb krise med arbejdsløshed, fattigdom og årevis af nedskæringer både under Socialistpartiets Hollande og tidligere den Konservative Sarkozy.
For at bekæmpe en fjende er det nødvendigt at kende denne. Le Pen og Front Nationale er farlige og skal bekæmpes; men de er ikke fascister. De kan forberede vejen til fascisme; men vi må ikke forveksle det ene med det andet. Hvis Le Pen var fascist, måtte den franske arbejderbevægelse nu forberede sig på at kæmpe imod den totale udslettelse og, at gå under jorden. Dér er vi ikke. Det er vigtigt, fordi arbejderne har deres organisationer intakte, og det er nu, at styrkeforholdet er i arbejderklassens favør. Kampen er først lige begyndt og er på ingen måde tabt. Arbejderklassen mangler en ledelse for at kunne føre en effektiv kamp. Men en korrekt ledelse kræver en korrekt analyse af situationen.
Melenchon
Det mest bemærkelsesværdige ved første runde i det franske præsidentvalg var Melenchons kæmpe fremgang især i de sidste uger op til valget. Melenchon har også tidligere været minister i en regering, ledet af Socialistpartiet, men splittede ud af partiet i 2008 og dannede i 2009 Venstrepartiet (Parti de Gauche). Ved valget i 2012 fik han omkring 11 procent af stemmerne. Det samme lå han på i meningsmålinger få uger før første runde af præsidentvalget i år. Men i de sidste uger af valgkampen tog hans kampagne fart, og Melenchons endelige resultat var 19,6 procent, dvs. lige med Fillon og kun nogle få procentpoint efter de to vindende kandidater.
Hans enorme fremgang fik den herskende klasse både i Frankrig og resten af Europa til at gå i panik. The Economist beskrev udsigten til et muligt valg mellem Le Pen og Melenchon som et ”mareridt”, og de borgerlige medier igangsatte en voldsom smædekampagne.
Melenchons succes skyldtes en række faktorer. Først og fremmest afviste han klart hele det etablerede system. Han lovede at øge det offentlige forbrug, sænke den ugentlige arbejdstid fra 35 til 32 timer og beskatte enhver indtægt, der er 20 gange større end medianindkomsten med 100%. Udenrigspolitisk ønskede han, at Frankrig skulle forlade NATO og at genforhandle landets forhold til EU.
Der er dele af Melenchons program, som vi mener, er uklare. Vigtigst af alt er, at han ikke har en plan for, hvordan hans vil gennemføre sine løfter. Under den kriseramte kapitalisme ville hans program blive mødt med sabotage fra finanskapitalen og de ”internationale markeder”. Han ville meget hurtigt blive stillet over for samme valg som Syriza i Grækenland: enten at acceptere markedets krav om nedskæringer eller bryde med kapitalismen.
Men Melenchons succes er yderst vigtigt fra et marxistisk synspunkt. Meningsmålinger viste, at var første runde endt med Le Pen og Melenchon stod sidstnævnte til at slå Le Pen 57 procent mod 43. De pessimister, der kun kunne se en højredrejning og ”faren for fascisme”, er blevet modbevist. Der sker ikke kun en polarisering til højre, men også til venstre. Det er den politiske midte, der kollapser. Og med et klart alternativ fra venstrefløjen ville en del af Le Pens støtter kunne vindes. Nu er spørgsmålet, om den enorme entusiasme, der er skabt omkring Melenchon og hans kampagne, kan omsættes til en reel organisering af de titusindvis, der er blevet radikaliseret af de seneste års udvikling i Frankrig.
Det mindste onde
Valget står nu mellem racisten Le Pen og bankmanden Macron. De fleste af de tabende kandidater i første runde har ikke overraskende annonceret, at de anbefaler at stemme på Macron. Langt ud på venstrefløjen kan man høre samme opfordring: ”at for at stoppe Le Pen må vi samle os bag Macron”. Men det er en fuldstændig forfejlet taktik. Det et valg mellem pest eller kolera. Som vores franske søsteravis skrev på valgnatten: man bekæmper ikke ilden ved at stemme på brandstifteren.
Le Pens fremgang skyldes et kapitalistisk system i krise og forvaltet af skiftende regeringer, der har gennemført hårde nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Macron vil kun fortsætte denne politik og intensivere den. Hvis Macron vinder, vil det bane vejen for Le Pen eller det, der er værre, i fremtiden, med mindre venstrefløjen formår at opsætte et reelt alternativ inden.
Venstrefløjen kan kun fremsætte et alternativ gennem fuldstændig uafhængighed fra etablissementet. Macron er systemets mand, og det er systemet, der er problemet. En støtte til Macron er en støtte til nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Det er en støtte til det system, som de franske masser endelig er begyndt at indse har spillet fallit. Hvis venstrefløjen støtter Macron, vil den blive set som en del af systemet og dermed en del af problemet. Det vil presse arbejdere og unge i armene på Le Pen og dermed forværrer netop det problem, som man ville undgå.
Macron og Le Pen er to elementer af samme system. Spørgsmålet om, hvem der er ’det mindste onde’, giver ingen mening, for systemet har brug for begge elementer. Vores opgave er at forklare, hvordan den ene leder til den anden, og hvordan de begge må bekæmpes.
Klassekamp på dagsordenen
Uanset hvem der vinder den 7. maj, er der ikke lagt op til en stabil periode i Frankrig. Selve valget var et udtryk for, at den økonomiske krise er kommet til udtryk i en politisk krise af historiske dimensioner. Den herskende klasse kan ikke længere regere, som den plejer. Dens partier smuldrer. Nu håber den, at Macron vil sikre dens interesser. Han vil gøre, hvad han kan; men han kan ikke sikre stabilitet.
De sidste år har de franske arbejdere og unge utallige gange været ude i omfattende strejker og demonstrationer i protest mod angreb og nedskæringer. Ikke mindst under deres ”egen” socialistiske regering. Macron har ingen autoritet i de franske arbejderes øjne. Når han starter sit reformprogram, vil han blive mødt med modstand. Valget har åbnet en ny periode i fransk politik, som bliver præget af ustabilitet, turbulens og klassekamp.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 29, maj 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
