Marxister er konsekvente internationalister. Al form for nationalisme er gift for arbejderklassen. Men den er svær at ignorere, fordi nationalisme er blevet alfa og omega i dansk politik. Fra den ulækre grå masse inde på Christiansborg hører vi konstant, at vi skal forsvare ”danskheden” og ”de danske værdier”. De gentager dette mantra i en kvalmende uendelighed. De borgerlige siger, at vi skal forsvare ”danskheden” over for indvandrerne, mens venstrefløjen siger, at vi skal forsvare ”danskheden” over for grådigheden, at vi skal ”generobre Dannebrog” og forsvare den danske grundlov overfor EU. Men hvad er denne ”danskhed?”
”Danskheden” præsenteres, som der fandtes en tid i de gode gamle dage, hvor Danmark var bedre og befolkningen én homogen masse. Dette er en frit opfundet konstruktion som stammer fra midten af 1800-tallet. Danmark har altid været et multikulturelt samfund. Før 1864 havde Kongeriget Danmark store befolkningsgrupper af nordmænd og tyskere. Store personligheder som Holberg og Tordenskjold var nordmænd, mens alle magthaverne var tyske. Alle kongerne var tyskere og deres førstesprog var tysk. Efter 1864 var Danmark stadigvæk multikulturelt. Der var islændinge, færinger, grønlændere og ej at forglemme den sorte befolkning i de dansk vestindiske kolonier, som talte kreolsk. Danmarks befolkning udgøres af mange forskellige folk fra hele verden, som er kommet i bølger. Det gælder også i nyere tid svenskere i 1890erne, russiske jøder i 1900erne, fra 1945 tyskere, ungarere og polakker, fra 1960erne tyrkere, kurdere og jugoslaver. Helt frem til i dag, hvor der kommer folk fra eksempelvis Afrika og Mellemøsten. Intet nyt under solen. Og så dog alligevel. Hvor danske kapitalister og politikere i 1960erne stod i første række til at byde den billige arbejdskraft velkommen fra Tyrkiet og andre steder, så står borgerskabet nu i første række til opildne til racisme og statsovergreb mod flygtninge, mens de appellerer til forsvar for ”danskheden”. Desværre lykkes det for kapitalisterne og politikere at mobilisere et lag af arbejderklassen i dette ”forsvar”. Men arbejderklassens indgangsvinkel er grundlæggende anderledes end den herskende klasses.
Arbejderklassen og ”danskheden”
Hvad arbejderklassen ser som ”danskhed”, er i virkeligheden ikke noget særligt dansk. Det er arbejderklasse-rettigheder, som vundet af arbejderklassen gennem klassekamp. Klassiske danske ”værdier” som stemmeret, ytringsfrihed osv. blev vundet af den tidlige arbejderklasse imod den daværende herskende klasse.
Men i særlig grad stammer den danske arbejderklasses forståelse af ”danskhed” fra en helt unik periode i verdenshistorien, nemlig det store efterkrigsopsving fra 1956 til 1973. Kapitalismen buldrede derudaf oven på anden verdenskrigs destruktion. Der blev råd til at gennemføre, hvad der lignede starten på den socialdemokratiske drøm helt tilbage fra 1870erne. Arbejderklassen fik bedre lønninger og forhold.
I perioden 1956-1973 havde den bedre stillede del af arbejderklassen for første i gang i Danmarkshistorien råd til deres egen lille stykke af det såkaldt gode liv: villa, vovse og Volvo. Klasseforskellene blev mere udlignede, og konflikterne i samfundet blev afdæmpet. Imens blev befolkningen fodret med Matador og Huset på Christianshavn, hvor der kun var en grundlæggende konklusion: Det danske samfund er det bedste i verden, høj og lav er i samme båd, og konflikter er noget vi kan løse i fred og ro, da vi uanset klasse hører sammen i det danske samfund. Det er en fortælling, der gennemsyrer vores uddannelsessystem og medier, da al mainstream historieskrivning og medier har været domineret af personligheder fra Det Radikale Venstre. Helt fra Erslev i 1890erne til Bo Lidegaard i dag.
Fortællingen går på, at velfærdsstaten, løn og arbejdsforhold er produkter af ”nationen”, ikke af klassekampen. ”Vi” har valgt at opbygge ”vores” land på denne måde, fordi vi som danskere på tværs af klasseskel har en særlig folkesjæl. Denne latterlige fortællings eneste støttepille er velfærdsstaten, som nok er mere udbygget end i mange andre lande. Men der er intet særligt dansk ved en udbygget offentlig sektor og gode løn- og arbejdsforhold. I det omfang der er noget særligt dansk ved velfærdsstaten, er det kun i negativ form som en særlig degenereret form for klassesamarbejde. Velfærden blev fravristet kapitalisterne af en velorganiseret arbejderklasse i en periode med opsving i kapitalismen, hvor kapitalisterne havde råd til at købe klassefred med krummer fra de riges bord.
Faktum er, at de gode forhold og det relativt høje lønniveau stammer fra en guldalder, der varede i bare 17 år. Men mange lever endnu af levnene fra dette opsving, hvor resterne af velfærdsstaten nok er den største. Problemet er, at kapitalismen ikke kan sættes på pause. Siden opsvingets afslutning med krisen i 1973 har arbejderklassen og dens velfærdsstat med forskellige grader af intensitet været under angreb. Dansk kapitalisme skal tjene profit i den internationale konkurrence. Det betyder, at levestandard, velfærd og lønninger skal slagtes. Det er dog rimeligt svært at mobilisere arbejderklassen til sådan et politisk program. Så Christiansborg giver EU eller indvandrerne skylden. De vender det såkaldte ”danske frisind” til det stik modsatte, nemlig fremmedhad. De indrømmelser, som kapitalisterne modvilligt måtte give fra sig i efterkrigsopsvinget, kalder de nu ”danskhed” og fortæller arbejderklassen, at den er under angreb fra fremmede og ikke, som det faktisk er tilfældet, fra borgerskabet selv.
Borgerskabet og ”danskhed”
Borgerskabet og de politikere, der tjener det, har altid brugt ”danskheden”, som det har passet dem. Det var borgerskabets ”danskhed”, der blev udfoldet, da det samarbejdede med fascisterne under krigen, sendte arbejdsløse til tvangsarbejde i tysk krigsindustri og samtidig tjente fedt på forsyninger til Nazitysklands hær. Det var forsyninger som i 1944-1945 bl.a. stod for 20% af hærens kødforsyninger, mens den slagtede løs på østfronten. Det er også ”danskhed”, når den herskende klasse i dag beordrer bombetogter og andre krigseventyr i Mellemøsten under dække af at forsvare ”danske værdier”.
De danske kapitalister er de ultimative kræmmere, der altid er klar til at vende rundt på en tallerken, hvis de kan tjene en ekstra krone, eller hvis en ny stormagt bryder frem på den internationale scene. De har ingen principper eller humanistisk moral. De er formet af deres geostrategiske position og klemt mellem stormagter, hvor de skiftevis må rende i hælene på først den ene og snart den anden, alt efter hvem der er stærkest. Den danske herskende klasse har i sin ”danskhed” og nationalfølelse udviklet sin underdanighed til astronomiske højder. Det blev fint illustreret af udenrigsminister Anders Samuelsens tidligere erklæring om, at hans udenrigspolitik er er at følge USA. Punktum.
Hvad værre er, at den herskende klasse er blevet hjulpet i nu 100 år af toppen af den danske arbejderbevægelse. Arbejderbevægelsens ledere eller, som Marx kaldte dem, arbejderaristokratiet ikke kun legitimerer den herskende klasses politik og såkaldte forsvar af ”danskheden”, men er ligefrem forrest, når det kommer til at puste til de racistiske gløder. Fra raceopdelte arbejdspladser i 1960erne, hvor fagtoppen krævede, at fremmedarbejderne skulle bo i barakker på deres arbejdsplads med raceopdelte toiletter og telefonbokse. Den politik er ikke blevet mindre udtalt i dag med hetzen mod østarbejdere. Socialdemokraterne går endda så vidt som til at erklære, at flygtningene er en trussel mod den danske velfærdsstat. Ingen af de socialistiske partier på Christiansborg udfordrer borgerskabets ”danskhed”, men går med i koret med lovprisning af ”danskheden”. Det gør de uden af afsløre de borgerliges hykleri og reaktionære intentioner.
Arbejderklassen og internationalismen
At den danske arbejderklasse ønsker det gode liv og ønsker at forsvare, hvad der er blevet tilkæmpet, kan ingen bebrejde dem. Tværtimod, for det er jo det, som alle på hele kloden gerne vil opnå. Det er dog ikke indvandrerne, der vil fratage danskerne deres villa, vovse og Volvo. Det er de danske kapitalister med det politiske systems hjælp. Når det går dårligt, er racisme og syndebukke den nemme og hurtige forklaring. Det er dog ikke den rigtige. Kapitalismen er global og kapitalismen er i krise. Overalt er ”Folkhemmet”, ”Little Britian” og ”The American Dream” under angreb. Mange af de positive ting, som arbejderklassen herhjemme forbinder med ”danskhed”, er interesser de har tilfælles med arbejderklassen i alle lande verden over. Kapitalisterne, der vil afskaffe velfærdsstaten, er selv en international klasse og kan derfor kun bekæmpes effektivt på global skala. Vejen frem er ikke fremmedhad, men international solidaritet. Den lille minoritet i toppen af samfundet kan kun gennemføre angreb mod en splittet fjende. Det er kun sammen med resten af verdens arbejderklasse uanset hudfarve, kultur og religion, at den danske arbejderklasse kan kæmpe for arbejderklassens værdier.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 25, december-januar 2016-17. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]
