Torsdag den 23. juni 2016 tog befolkningen i Storbritannien en afgørende beslutning. Efter 40 år som en del af Den Europæiske Union stemte de for, at vende den ryggen. Denne beslutning har enorme konsekvenser for Storbritannien, Europa og verdens fremtid.
Afstemningsresultatet var et knusende mistillidsvotum “the Establishment”. Det skabte chokbølger på markederne, som i aftes var sikre på at Remain-siden ville vinde afstemningen. Leave-siden vandt med en margin på 52% mod 48%: mere end 1,2 millioner stemmer mere end til Remain, hvor de engelske herreder og Wales stemte stort for Brexit. Mens Skotland stemte massivt imod. Valgdeltagelsen var meget høj: i Skotland 67%, i Wales 72% og i England 73%.
Endnu engang viste meningsmålingerne sig at tage fejl. Op til sidste øjeblik forudsagde de en smal sejr til Remain. Men meningsmålingerne tog helt fejl af resultatet, ligesom ved sidste års parlamentsvalg. Årsagen til denne fejl er, at interviewerne ikke forstår den dybe stemning af utilfredshed, der eksisterer i samfundet.
Den herskende klasse og dens politiske repræsentanter var i en tilstand af chok. De har ingen forståelse for livets realiteter for flertallet af befolkningen i Storbritannien. Den samme mangel på forståelse blev afspejlet I aktiemarkedernes irrationelle adfærd umiddelbart før afstemningen. I de 48 timer op til folkeafstemningen steg aktiemarkederne og pundet steg til sit højeste niveau i flere måneder, på et tidspunkt nåede det næsten 1,5 til dollaren.
Nyheden om afstemningsresultatet fremprovokerede straks kraftige fald på aktiemarkederne verden over og pundet faldt til det laveste niveau siden 1985. Det er tidlige advarselssignaler om den krise, som snart vil ramme den britiske økonomi, de chokbølger, som hurtigt vil sprede sig over hele Europa og resten af verden. De politiske konsekvenser af dette chok-resultat føltes straks. David Cameron, ekstremt svækket politisk, meddelte, at han vil træde tilbage som premierminister i oktober.
De højreorienterede blair’ister som dominerer Labours parlamentsgruppe var lige så overraskede over afstemningsresultatet. Disse konservative i forklædning havde begejstret støttet bankerne og kapitalisternes Europa, og blev overraskede, da en betydelig del af arbejderklassen, herunder mange traditionelle Labour vælgere, gav dem et ordentlig spark bagi.
Hvorfor?
De mennesker, der stemte ‘Leave’ gjorde det af mange forskellige årsager. Nogle progressive og andre reaktionære. Vrede fra de tidligere industrielle- og minearbejdersamfund i Nord, der har været dømt til årevis af økonomisk tilbagegang, tab af beskæftigelse, fattigdom og marginalisering, var tydelig. Sådanne lokalsamfund føler sig fremmedgjort fra en fjern politisk klasse, der hersker over dem fra Westminster, og endnu mere fremmedgjorte fra et fjernt bureaukrati i Bruxelles, der intet har gjort for dem.
Når Remain-lejren talte om at man ville blive mere velstående ved at være inde i EU, trak store lag af arbejderklassen blot på skuldrene. De har set de rige bliver stadigt rigere, mens de selv og deres familier bliver stadig fattigere. Fordelene ved den Europæiske Union – rigmandsklubben – er forbeholdt de få, ikke de mange. Det har ført til en voksende fornemmelse af uretfærdighed, der skabte en følelse af vrede og harme mod Establishment, hvis resultat blev manifesteret i torsdagens afstemning.
Resultatet viser, at der en stemning af sydende utilfredshed i samfundet. Det viser også, i hvor høj grad den politiske klasse er ude af trit med almindelige menneskers følelser. Dette er et internationalt fænomen. Det blev vist af den skotske folkeafstemning om uafhængighed i 2014, det spanske parlamentsvalg i december 2015, Syrizas fremgang i Grækenland og Podemos i Spanien, den store støtte til Sanders i det Demokratiske Partis primærvalg og på en forvrænget måde, selv af Donald Trumps fremkomst i USA.
Remain-lejrens argument om, at medlemskab af EU betød velstand og højere levestandard for alle havde en hul klang for mange mennesker i Storbritannien, der lever på lave lønninger. For disse mennesker var EU’s løfte om velstand komplet svindel og humbug.
For folk i den modtagende ende af kapitalismens krise, lød budskabet fra Remain-kampagnen blot som selvtilfredsheden fra velbeslåede middelklasse akademiske politikere i Londons. Det var som en stemme fra nogen, der lever på en anden planet og taler et sprog, helt uforståelig for almindelige mennesker. Det faktum, at Labours parlamentsmedlemmer – i overvældende glad middelklasse højreorienterede blair’ister – fandt dette chokerende viser hvor lidt, de forstår om den reelle situation i Storbritannien. Og disse mennesker anser sig selv for at være store realister!
På den anden side er de højreorienterede ledere i Storbritannien naturligvis euforiske. Afstemningskampagnen har allerede skubbet tyngdepunktet for britisk politik til højre – i hvert fald midlertidigt. Selv om de ikke har opnået deres umiddelbare mål vil den Thatcheristiske højrefløj fortsat presse på indenfor den Konservatives ledelse for gennemførsel af deres reaktionære politik.
UKIP’s Nigel Farage, som i aftes troede, at de havde tabt, sagde: “Vover at drømme om, at daggry bryder frem over et uafhængigt Storbritannien.” Farages drøm vil snart vise sig at være et mareridt for det britiske folk. Næppe havde han talt før end mørke skyer begyndte at samles omkring UKIP’s opstigende sol.
Krise i det konservative parti
“Den, som guderne ønsker at ødelægge, gør de først gal.” Dette ville være et meget passende gravskrift for David Cameron og lederne af det britiske konservative parti. Årtiers forsmædelig tilbagegang har reduceret Storbritannien til en andenrangs magt ud for Europas kyst. Denne ubehagelige sandhed er aldrig blevet accepteret af højrefløjen af det konservative parti, der drømmer om at genoprette Storbritannien til sin tidligere storhed. Boris Johnson stolte pralen om, at den 23. Juni 2016 ville være “Storbritanniens Uafhængighedsdag” viser, hvor langt de er fjernet fra virkeligheden. Snart vil virkeligheden lære dem en meget barsk lektion.
Den britiske herskende klasse og dens politiske repræsentanter i dag har ingen lighed med de fremsynede herskere overe kloden som Trotskij skrev om i fortiden. De er uvidende, dumme og kortsigtede. I den henseende er de en retvisende afspejling af de bankfolk og kapitalister, som ikke kan se ud over deres egne næsetippe og som er afhængige af spekulation, kortsigtede dispositioner og parasitisme. Disse, og ikke Bruxelles, er de mennesker, der virkelig hersker I Storbritannien i dag, og fortsat vil gøre det i morgen.
Lederen af det konservative parti, Mr Cameron har mange træk fra den klasse, han repræsenterer. Ligesom sine City-trader venner, synes han at være afhængige af gambling. Men mens de spekulerer i aktier og værdipapirer, satser den konservative partileder hele nationers skæbne. Han tog et meget uforsvarligt sats med den skotske folkeafstemning og vandt snævert. Nu har han taget et endnu større sats på Storbritanniens medlemskab af den Europæiske Union, og har tabt. Konsekvenserne for Storbritannien og det konservative partiet vil være uoverskuelige.
Det første offer er Cameron selv. Ligesom de ædle romere fra gamle dage er han faldet på sit sværd for at sone sine synder. Den ydmygede konservative leder kom med en redegørelse i Downing Street kl. 08:15, på hvilket tidspunkt FTSE100 havde åbnet med et fald på 500 point – det største nogensinde. I sin afskedstale sagde han: “Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, som premierminister for at stabilisere skibet i de kommende uger og måneder. Men jeg tror ikke, det ville være det rigtige for mig at prøve at være den kaptajn, der styrer vores land til sin næste destination.”
Splittelser hos de Konservative
Lederne af Brexit-lejren er reaktionære af den værste slags. I bedste fald repræsenterer de den traditionelle højreorienterede konservative “Little England” tendens, der altid har eksisteret. Denne repræsenterer partiets menige medlemmers synspunkter og fordomme: butiksejerne, pensionerede officerer, ejendomsmæglere og andet reaktionært rakkerpak, der tidligere blev stramt kontrolleret af den herskende klike af aristokratiske konservative grandees. Dette rabiate chauvinistiske rakkerpak blev sluppet løs af Margaret Thatcher, der selv kom fra det samme lag.
Ligesom den højreorienterede ledelse af Labours parlamentsgruppe er ude af trit med sin arbejderbase, så er lederne af det konservative parti i parlamentet – respektable og velbeslåede gamle Etonians ligesom Cameron og Osborne – ude af trit med den menige konservative, der kommer fra en anden klasse og har en anden psykologi.
De konservative ledere repræsenterer de store banker og monopoler og City of London (finansdistriktet, red.) og ser med nedladende foragt på de højreorienterede fanatikere i partiets valgkredse. Dette er en brudlinje, der blev dygtigt udnyttet af folk som Michael Gove (med-leder af Leave-kampagnen sammen med Boris, red.) og Boris Johnson. Folk som Gove, de overbeviste højreorienterede Thatcherites og euroskeptikerne, er en mere korrekt reflektion af medlemmernes holdninger og forsvarer inderligt deres højreorienterede principper.
Johnson og Gove havde gentagne gange benægtet, at de har ambitioner om at erstatte Cameron som premierminister, men ingen tror dem. Efter en intenst bitter og personlig kampagne, vil splittelserne forblive og intensiveres. På et tidspunkt vil en åben splittelse i partiet blive en klar mulighed.
Fra begyndelsen var afstemningskampagnen præget af sin skarpe tone. Fjendtlige personangreb blev normen, med konservative ledere der udvekslede fornærmelser og offentligt beskyldte hinanden for at lyve. Disse gensidige angreb åbnede dybe sår i det Konservative parti, der ikke vil blive helet nemt.
Det Konservative parti er nu klart opdelt i to skarpt modstående lejre. På den ene side er der de såkaldte “progressive” konservative, repræsenteret ved Cameron og Osborne. Imod dem, og med stærk støtte blandt de konservative aktivister, står de højreorienterede thatcheristiske Frit markeds-fortalere bestående af folk som Michael Gove og Iain Duncan Smith, hjulpet af den tidligere London borgmester Boris Johnson. Den sidstnævnte er nu favorit til posten som fremtidig konservativ partileder.
Boris Johnson
Boris Johnson er udadvendt, egoist, altid jagende omtale og gammel Etonian (gået på det prestigefyldte Eton College, red.), er en mand med store ambitioner. Det er en åben hemmelighed, at han har forberedt sig på at træde i den nuværende premierminister David Camerons sted. Efter at havde forladt posten som Londons borgmester, manøvrerede han sig ind i en førende position i Brexit-kampagnen, som han klart så som et springbræt til Downing Street nummer 10.
Johnsons fuldstændige principløshed blev vist i en artikel af Michael Cockerell i The Guardian, onsdag den 22. juni, hvor vi kan læse følgende:
“Johnson kørte til sit Oxfordshire smørhul [i februar] for at bestemme sig for sin position. Han stod overfor at skulle levere sin godt betalte klumme til the Daily Telegraph. Han skrev to artikler – en der fremsætte argumentet for status quo, den anden for Brexit. Jeg fik at vide af én, der så begge udkast, at artiklen med argumentet for Remain var den mere kraftfulde og overbevisende af de to.
Da jeg fremførte dette for Johnson under kampagnen, pustede han sig op. ‘Jeg kender ikke din kilde, men det er rigtigt, at jeg skrev to artikler,’ sagde han. ‘Og nummer to sagde, at for at støtte mit parti og statsministeren, uanset mine indvendinger mod den retning som EU udvikler sig, ville det bedste være at blive. Og i sidste ende tænkte jeg, at det ikke var en god nok grund’.”
Boris Johnson kender kun ét princip, og det er Boris Johnsons karriere. Han klatrede ombord på den euroskeptiske vogn som et middel til at indynde sig hos de Konservatives medlemmer og den euroskeptiske fløj af parlamentsgruppen. Denne taktik synes at have fungeret ganske godt. I Timer før resultatet blev annonceret, underskrev prominente konservative ledere af Leave kampagnen et brev til David Cameron, der bad ham om at blive som premierminister. Det var en beregnende taktik, designet til at præsentere sig selv i et gunstigt lys som loyale tilhængere af partilederen. Det ligner samme loyalitet, som Julius Cæsars ven Brutus udviste, kort før han stak sin kniv ind.
Johnson har allerede opnået sit mål med denne kampagne, at indynde sig hos de konservatives højrefløj og placere sig selv i en god position til at overtage efter David Cameron, når sidstnævnte endelig fratræder sin stilling som partileder i oktober. Fra dette synspunkt har en lille gestus af foregivet loyalitet ikke kostet ham noget og vil give ham yderligere point i ledelsen hos de Konservative.
Nigel Farage
På Brexit-tendensens yderste højrefløj står Nigel Farage, UKIP lederen, der i årevis har forsøgt at vinde opbakning til sin fremmedfjendske, anti-Europa og anti-indvandrings linje. Indtil for nylig blev han holdt i en armslængde af alle respektable politikere. Men EU-afstemningen har placeret ham i centrum i britisk politik. Dette har alvorlige konsekvenser for fremtiden.
Lidt over en uge før folkeafstemningen afslørede Farage stolt en kæmpe plakat forestillende et stort antal indvandrere og asylansøgere – alle med brune og sorte ansigter – med parolen “bristepunkt”. Denne slet skjulte racistiske demagogi var et primitivt forsøg på at aflede arbejderne fra de virkelige årsager til arbejdsløshed og boligkrisen. Du har intet job? Skyd skylde på indvandrerne! Du har ingen bolig? Skyd skylden på indvandrerne! Sundhedsvæsenet er i krise? Skyd skylden på indvandrerne!
Her har vi hele indholdet af Brexit-kampagnen. Alle andre faktorer – suverænitet, demokrati, en stopper for Bruxelles’ indblanding – var fuldstændig sekundært i forhold til denne vigtigste reaktionære besked. Adspurgt om denne plakat, sagde Michael Gove: “da jeg så den, gøs jeg.”
Men som en tv-interviewer påpegede over for ham, er en gysen en rent personlig reaktion, der ikke blev oversat til handling i form af en offentlig fordømmelse. Denne lille hændelse udtrykker passende forholdet mellem folk som Gove og Farage.
Der er intet nyt ved det let tilslørede racistiske budskab som UKIP spreder, naturligvis. Men der er noget nyt ved den måde, hvorpå denne gift, som hidtil er blevet betragtet som uacceptabel af mainstream politiske partier, nu er blevet acceptabelt. En giftig atmosfære er blevet bragt ind i britisk politik.
Den mekanisme, hvorved anti-indvandrings, fremmedfjendske og implicit racistiske synspunkter er blevet acceptable, er som følger. Nigel Farage fremfører disse synspunkter på en mere eller mindre åben måde, som kommer tæt på racisme, om end i en noget mere subtil og skjult facon end British National Party og andre åbenlyst fascistiske grupper. Johnson og Gove kan ikke åbenlyst støtte Farage og hans åbenlyst fremmedfjendske synspunkter, men har efterhånden listet sig over til ham, at gentager hans budskab på en mere snu og lumsk måde, mens de offentligt protesterer mod hans “udskejelser”.
I et interview på Channel 4 News blev Farage spurgt, hvad han mente om, at konservative parlamentsmedlemmer som Michael Gove og Boris Johnson, der tidligere betragtede ham med foragt, nu gentog hans anti-indvandrings budskab. UKIP lederen svarede, at det gjorde ham meget glad. Da han yderligere blev spurgt om rygter om, at Boris Johnson ville være parat til at tilbyde ham en plads i en kommende regering, protesterede Farage, at han ikke vidste noget om et sådant forslag. Men det er klart, at sådanne forslag bliver diskuteret i kulisserne.
Hvad nu?
Brexit sejren burde udløse udtræden af EU ved at påberåbe sig artikel 50 i Lissabon-traktaten (Lissabontraktaten indførte en exit klausul for medlemmer, der ønsker at udtræde af Unionen, under EU-traktatens artikel 50). Men dette er uudforsket farvand. Sådan en ting er aldrig sket før, og var faktisk aldrig tænkt at skulle at ske. Seperationsprocessen vil være lang og kompliceret, begyndende med et minimum af en forhandlingsperiode på to år om vilkårene for “skilsmissen”. Men som det er almindeligt kendt, har skilsmisser en tendens til at være oplevelser præget af store kontroverser, eksplosivt temperament og bitre erfaringer.
Ironisk nok siger pro-Leave aktivisterne, at dette ikke behøver at ske med det samme. De ville foretrække at have Storbritannien ude af blokken til parlamentsvalget der er planlagt til maj 2020. Men disse beslutninger er ikke alene op til dem. Generelt har anti-EU-lejren haft et alt for optimistisk syn på, hvordan tingene ville folde sig ud, hvis Storbritannien stemte for at forlade EU. Nu vil vi se den barske realitet af Storbritanniens position vis-a-vis Europa.
De andre europæiske lederes reaktionen på Storbritanniens beslutning om at skifte hest vil være chok, vrede og bitterhed. Tanken om, at Storbritannien kunne etablere venskabelige samarbejdsrelationer med EU, når først det har forladt den er ren og skær utopi. Faktum er, at Angela Merkel og de andre europæiske ledere ikke har råd til at gøre Storbritannien nogen tjeneste, selv om de gerne ville, hvilket de helt sikkert heller ikke vil.
Der rapporteres allerede om voksende euroskeptiske følelser over hele kontinentet. Ifølge meningsmålingerne, er anti-EU følelsen større i Frankrig end i Storbritannien. Marie Le Pen kræver en folkeafstemning. Andre EU-skeptiske partier vil følge trop. Dette kunne i sidste ende føre til EU’s opløsning.
Derfor: Hvis Bruxelles giver Storbritannien en smertefri løsning, vil det tilskynde andre til at følge deres eksempel. Det er udelukket. Den britiske herskende klasse vil snart finde sig ude i kulden. Og det er arbejderklassen og de fattige, som vil føle det mere end nogen andre.
Remain-lejrens forudsigelser om en alvorlig økonomisk krise, er baseret på fakta. En krise i Storbritannien, som vil ramme arbejderklassen hårdt, er nu ved at bygge sig op.
På den anden side vil løfterne fra Johnson og de andre om at landet, ved at forlade EU, kan ”tage kontrollen tilbage”, hurtigt vise sig grundløse. Forhandlingerne skulle afgøre om UK kunne forblive del af det indre marked, uden at være en del af Unionen, som det er tilfældet for Norge. Men dette ville betyde, at UK stadig skulle acceptere arbejdskraftens fri bevægelighed.
Af andre muligheder er en frihandelsaftale i stil med den canadiske, en schweizisk bilateral aftale eller at gå tilbage til de basale handelsbetingelser som medlemskab af Verdenshandelsorganisationen WTO giver. Men alle disse muligheder kræver lange og komplicerede forhandlinger, som vil blive fulgt af stigende arbejdsløshed og faldende leveforhold.
Pro-brexit siden har allerede signaleret af de forventer en kortvarig finansiel krise. Boris Johnson prøver at dæmpe folks frygt ved at sige at pundet ”naturligvis svinger”. Men de nuværende svingninger er helt klart i en nedadgående retning. Og milliardær valuta-spekulaten George Soros advarer om at effekten vil blive større end krakket i 1992.
Disse advarsler bliver allerede nu til virkelighed. FTSE 100 væltede næsten 500 point, i minutterne efter børsens åbning denne morgen. Faldet udslettede øjeblikkeligt omkring 124 milliarder pund fra værdien af Storbritanniens 100 største børsnoterede virksomheder. Hvis det lukker med dette fald, kan det være det største fald på en enkelt dag i indeksets historie. Dette er et varsel for de kommende begivenheder.
Den britiske økonomi vil gå i recession. Erhvervslivets investeringer vil falde og det samme vil huspriserne og pundet. Det vil betyde at importerede varer vil blive dyrere og føre til en stigning i priserne. Med andre ord er den britiske arbejderklasse blevet bedraget af fortalerne for Brexit, ligesom de ville være blevet det af fortalerne for Remain. I begge tilfælde ville den herskende klasse lade dem betale for krisen i deres system.
Eftervirkningerne i Skotland
Resultatet af denne afstemning har enorme implikationer for Skotlands fremtid. Det uddyber gabet der har åbnet sig mellem Skotland og resten af United Kingdom. Skotland har stemt for at UK skal blive i EU med 62 procent mod 38 – med flertal for Remain i alle 32 amter. ”Scotland Stronger in Europe”-kampagnen karakteriserede størrelsen af flertallet i Skotland som ”exceptionel”.
Men dette resultat vil rejse langt flere spørgsmål end det besvarer i Skotland. Problemet er, at UK som helhed har stemt for at forlade EU – hvilket rejser spørgsmålet om at Skotland ufrivillige bliver trukket ud af EU. Den skotske regerings minister for eksterne affærer, Fiona Hyslop sagde, at ”alle muligheder bliver undersøgt” for at ”beskytte Skotlands interesser” og advarede at det ville ”få konsekvenser” hvis UK traf en beslutning mod det skotske folks vilje.
Førsteminister Nicola Sturgeon sagde at Skotland havde leveret en ”klar og tydelig stemme” for at blive i EU. Ms Sturgeon sagde at det skotske resultat havde gjort det klart, ”at det skotske folk ser deres fremtid som en del af den Europæiske Union”. Hun indikerede samtidig at dette resultat ville placere en ny afstemning om skotsk uafhængighed på dagsordenen. Hendes forgænger som førsteminister, Alex Salmond, var endnu mere tydelig, og sagde at han mente at der nu burde blive afholdt en ny uafhængighedsafstemning.
Mr Salmond fortalte til BBC: ”Dette betyder, at Nicola Sturgeon er nødt til at gå videre med manifestet der, som du ved, sagde at det skotske parlament skal have ret til at udskrive en ny afstemning om skotsk uafhængighed hvis der sker relle og signifikante ændringer i omstændighederne, for eksempel hvis Skotland bliver trukket ud af den Europæiske Union mod det skotske folks vilje. Nu er det sket og jeg er sikker på at Nocola vil gå videre med denne forpligtelse fra minifestet.”
På den vis har Camerons hovedløse hasardspil endnu engang kastet United Kingdoms fremtid op i luften, hvilket meget vel kan ende med at Storbritannien bliver forvandlet til Lille England.
Reaktionære implikationer
Sejren til Brexit betyder ikke en styrkelse af den revolutionære fløj eller bare venstrefløjen, sådan som nogle illusoriske folk forestillede sig, men tværtimod en sejr til reaktionens kræfter – omend en midlertidig én – ikke bare i Storbritannien, men også over hele Europa. De der fejrer sådan en udvikling er Marie Le Pen, Alternativ für Deutschland og andre reaktionære chauvinister og anti-indvandringsformationer. Marie Le Pen, lederen af partiet Den Nationale Front (Front National) har krævet en afstemning i Frankrig, ligesom højrefløjsledere i Holland og andre lande.
I et forsøg på at modgå argumenterne om at Brexit ville betyde økonomisk katastrofe, optrappede den anden side anti-indvandringspropagandaen. Stemningen blev mere ubehagelig og giftig for hver dag der gik. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at dette spillede en rolle i det brutale mord på Jo Cox. Nigel Farages anti-indvandringsdemagogi indeholdt implicitte racistiske og xenofobiske budskaber. Trods hans anti-indvandringssynspunkter, er Farage selv dog ikke en fascist, men han er uden tvivl en mægler for fascismen i fremtiden. Mens det vil være fuldstændigt forkert at overdrive styrken og betydningen af de fascistiske organisationer i Storbritannien, som på nuværende tidspunkt er reduceret til mikroskopiske, omend voldsomme, sekter i udkanten af den politiske scene, så er de slet skjulte racistiske toner fra anti-indvandringslobbyen uden tvivl med til at skabe favorable betingelser for væksten til sådanne tendenser.
Konsekvenserne for Labour
Som man kunne have forudset er Leave-resultatet blevet udnyttet af Blair’isterne i Labour partiet til at oppiske en ny kampagne mod Labours leder Jeremy Corbyn. Disse Blairistiske parlamentsmedlemmer påstår, at Corbyns indsats for at holde Storbritannien i EU ”ikke var tilstrækkelig entusiastisk”. Stakkels Jeremy! Hvis de kunne klandre ham for vejret ville de gøre det. Højrefløjs Blair’isterne er fast besluttede på at få ham af vejen, ligegyldig hvad han gør.
I hans forsvar mod de gentagne beskyldninger om, at hans kampagne, for at blive i EU, havde været hvad mange så som ”halvhjertet”, sagde han: ”Der var mange mennesker der ikke var specielt tilfredse med EU. Min pointe var, at der var gode ting der var kommet fra Europa – arbejdsforhold og miljøbeskyttelse – men at der var andre områder der ikke blev adresseret ordentligt – særligt økonomisk ulighed i Storbritannien… Derfor sagde jeg at mit projekt var, at vi skulle stemme for at blive for at ændre og reformere den Europæiske Union.”
Dette gælder ikke for højrefløjs-Blair’isterne i Labours parlamentsgruppe som er ekstremt entusiastiske overfor den kapitalistiske Europæiske Union. Helt på linje og forenet med Cameron, Osborne og City of London (finansdistriktet, red). Men de var og er fuldstændig helt og aldeles ude af trit med Labour-vælgerne.
Disse velhavende middelklasse kræmmere fortår ikke stemningen af afsky, mistillid, endda had, som almindelige arbejdere føler imod det politiske etablissement i Westminster (regeringen, red.) – højrefløjen af Labour inklusiv. Sagen er, at de fleste arbejdere nu ikke længere ser nogen virkelig forskel mellem de Blair’isktiske parlamentsmedlemmer og the Tories. Afstemningen har bekræftet dem i deres tro – som naturligvis er velfunderet.
Blair’isterne er politisk set ikke til at skelne fra Camerons fløj af det konservative parti. De kommer fra samme socialklasse, nyder samme privilegerede livsstil, er medlemmer af samme klubber og har præcis samme klasse-psykologi. Under afstemningskampagnen stod de gladelig skulder ved skulder med Cameron og Osborne, politikere der er hadede af arbejderklassen for deres politik, med brutale nedskæringer og angreb – en politik som for størstedelens vedkommende også støttes af Labours højrefløj.
Pro-Corbyn græsrodsbevægelsen Momentum udsendte følgende udtalelse denne morgen:
”Vi anerkender at folk har stemt ‘Leave’ af mange årsager. En stor del af resultatet reflekterede vreden i lokalsamfund som har oplevet mange år med industriel tilbagegang, og det efterfølgende tab af sikre ansættelsesforhold. Mange sådanne arbejderklassesamfund er blevet fuldstændigt forsømt i årevis af de der har siddet ved magten. Millioner lader til at have valg ‘Leave’ for at stemme imod den ukontrollerede globalisering der har betydet stagnerende eller faldende levestandarder, i takt med at leveomkostningerne stiger. Vi deler denne skepsis mod big businnes’ dominans, nedskæringer og fjerne eliter, om de så er britiske, europæiske eller globale, og deler kravet om et land hvor arbejderne har kontrollen.
Mange af de der stemte ‘Leave’ stemmer normalt Labour eller er arbejdere som Labour bør repræsentere. Nu må partiet og hele arbejderbevægelsen vise landet, at det alene kan give arbejdere virkelig kontrol over deres liv, arbejdsplads og lokalsamfund.
Labour må klart demonstrere hvordan det vil forbedre leveforholdene, gennem politikske tiltag der øger lønninger, tackler boligkrisen og giver folk større indflydelse på arbejdet og i deres lokalsamfund.
Hvis vi ikke gør dette, vil vi ikke bare fejle i at fremføre en politik der vil tilgodese arbejdere, men vi vil også give plads til at det populitiske højre, som beskylder immigranter, ikke de magtfulde, for problemerne i vores land. En del af ‘Leave’-kampagnen styrkede disse racistiske, reaktionære kræfter, som kolportere had og tilbød falske håb. Vi må fordoble vores bestræbelser på at stoppe brugen af immigranter som syndebukke, fokusere vores opmærksomhed på behovene og kravene fra det overvældende flertal, og tilbyde et program der kan skabe et virkeligt håb for vores folk.
Selvom vi forlader EU forbliver vores bevægelse internationalistisk. Vi må fortsætte med at arbejde med vores venner, partnere og allierede over hele Europa i en fælles kamp imod nedskæringsregimet, for at tackle klimaforandringerne og for at bygge en bæredygtig økonomi med fuld beskæftigelse for alle folk i Europa.”
Mange af disse holdninger deler vi. Men det er på høje tid at Momentum indser, at højrefløjen i Labours parlamentsgruppe har erklæret krig mod Jeremy Corbyn og aldrig vil hvile før han er fjernet. Krisen i det konservative parti, som nu er blevet uddybet som resultat af afstemningen, rejser spørgsmålet om nyvalg i den nærmeste fremtid. Højrefløjen vil nu intensivere dens ondsindede kampagne for at fjerne Jeremy Corbyn før valget.
En periode med politiske ustabilitet i Storbritannien er nu uundgåelig. Allerede nu er der opfordringer til nyvalg, så parlamentsmedlemmer fra begge sider kan fremlægge deres planer for hvad der nu skal ske. Den konservative ‘backbencher’ Jacon Rees-Mogg sagde at valg i efteråret ”ikke var umuligt”. Andre har ment at nyvalg i marts eller juni 2017 er mere sandsynligt.
Lige siden Corbyn blev valgt til leder af Labour har der været en voldsom kampagne i medierne, med fuld opbakning fra den Blair’istiske fraktion i Labours parlamentsgruppe, som har påstået, at Jeremy corbyn er ”uvælgelig”. Det virkelige problem for den herskende klasse er dog præcis det modsatte. Tory-regeringen er dybt upopulær og splittet fra top til bund. Gårsdagens resultat var i realiteten ikke rettet mod EU, men mod Camerons regering. Resultatet er åbenlyst.
På kort sigt vil folk som Boris Johnson og Michael Gove højest sandsynligt overtage ledelsen af Tory-partiet og danne en ny konservativ regering. Dernæst vil de gå i offensiven mod arbejderklassen. I stedet for færre nedskæringer vil vi se flere. Mange så en stemme til ‘Leave’ som en stemme mod nedskæringer, men de vil blive chokerede og føle sig bedragede. Dette vil på sin side fremprovokere et modsvar fra arbejderklassen og før eller siden sætte klassekamp tilbage på dagsordenen i stor skala
Hvis et valg finder sted under sådanne forhold, så er det sandsynligt at Labour kan vinde. Dette er et perspektiv der bliver betragtet med frygt fra den herskende klasse. De vil gøre alt i deres magt for at forhindre det. Ved at bruge deres håndlangere i Labours parlamentsgruppe, vil de sætte himmel og jord i bevægelse for at slippe af med Corbyn inden et sådan valg. Hvis de fejler, er det muligt, at Blair’isterne vil organisere et split i partiet og bevæge sig i retning af Camerons fløj i det konservative parti. På den anden side er det slet ikke sikkert at det konservative parti selv vil forblive forenet.
Jeremy Corbyn siger, at han ikke vil træde tilbage over nederlaget til Remain-kampagnen, for hvilken han ikke bærer det mindste ansvar. Skylden for nederlaget skal lægges solidt på skuldrene af Labours højrefløj, som har mistet al troværdighed i arbejderklassens øjne. Vi så det i Skotland hvor højrefløjen af Labour ledte partiet til tilintetgørelse, og nu ser vi det samme syd for grænsen.
Det er på høje tid, at Momentum gør sig klart hvor det vil bevæge sig hen. Det er nødvendigt at samle handsken op som er blevet kastet for deres fødder af Labours højrefløj og smide den tilbage i deres ansigt. Lad Momentum starte en kampagne for at tilbagetrække de parlamentsmedlemmer som bliver ved med at sabotere, nedgøre og angribe partilederen, og dermed miskrediterer og splitter Labour og hjælper de Konservative. Det er den eneste måde som Labour kan lykkes i at genskabe sig selv og vise et troværdigt venstrefløjsalternativ til den miskrediterede og reaktionære Tory-regering.
Hvad der ikke må gøres
Der er en gammelt britisk talemåde der siger: ”En mand der rider på ryggen af en tiger vil finde det meget vanskeligt når han skal stå af”.
Under afstemningskampagnen så vi udviklingen af en Enhedsfront. Den dominerende stemme i denne front var stemmen for utildækket og skamløs reaktion. Det åbenlyst racistiske budskab fra Nigel Farage fik et respektabelt dække fra Gove og Johnson, som på sin side fik støtte fra visse Labour-politikere som reflekterede de mest reaktionære og tilbagestående tendenser, farvet af nationalisme, som er del af den negative arv der er blevet efterladt af den døende stalinisme.
Til disse tendenser må man tilføje en række venstrefløjsgrupper, af hvilke nogle af disse kalder sig marxister, som forsøgte at forsvare deres støtte for Brexit med alle mulige snedige argumenter og intellektuelle krumspring. Til disse har vi ret til at stille et simpelt spørgsmål og få et simpelt svar: På hvilken måde hlvede støtten til Brexist-kampagnen klassebevidstheden hos de britiske arbejdere? Vi vil være meget interesserede i at høre svaret. Vi tror ikke et øjeblik at et positivt ét af slagsen er muligt.
Nogle har forsøgt at svare at Brexit-kampagnen var rettet mod etablissementet i det hele taget og Cameron-regeringen i særdeleshed. Der er et gran af sandhed i dette argument, som ikke desto mindre er et slående eksempel på sofisteri; som tager en lille partikel af sandhed og ignorerer den store masse af information der fuldstændig går imod det.
Det er sandt, at Cameron-regeringen er hadet af arbejderklassen som af hele sit hjerte ønsker at slå tilbage mod den, at svække den og vælte den. Det er et progressivt instinkt som vi støtter helhjertet. Men det er ikke tilstrækkeligt at stille spørgsmålet om at vælte Cameron-regeringen. Det er frem for alt et spørgsmål om hvad der vil træde i dens sted. Når vi når til dette punkt bliver falskheden og hulheden af argumenterne fra de såkaldte venstreorienterede støtter af Brexit afsløret fuldstændig.
Hvis Gove og Johnson overtog ledelsen af det Konservative parti ville de øjeblikkeligt intensivere det ondsindede nedskæringsregime der blev lanceret af Cameron og Osborne. De har allerede antydet at nedskæringerne må fortsætte, og de bakker dermed tilbage fra de løfter de gav under afstemningskampagnen. Disse folk er støtter af fri-markedsøkonomi a la Thatcher. De ville optrappe kampagnen af privatiseringer af landets aktiver, presse på med programmet for privatisering af det nationale sundhedssystem NHS og udføre yderlige indgreb i arbejderklassens rettigheder.
Efter mordet på Jo Cox, skyndte nogle af disse venstre-støtter af Brexit at distancere sig fra racisme og xenofobi, og advokerede for en kampagne mod racisme. Men hvordan er det muligt at gøre dette, samtidig med at man fortsætter med at deltage i en kampagne som aktivt opildner til xenofobi og racisme? Dette er den politiske ækvivalent til at finde cirklens kvadratur.
Vi har selvfølgelig ingen illusioner overhovedet til den rolle som EU’s regulativer har spillet i at forsvare de britiske arbejderes rettigheder. Men det er fuldstændig sandt, som Jeremy Corbyn helt rigtigt advarede om, at den konservative højrefløj øjeblikkeligt vil bruge et brud med Europa som en undskyldning for at sætte ild til, hvad de ser som unødvendige og besværlige regulativer, startende med alle de regulativer der begrænser arbejdsugen, forsvare minimumsløn, pensioner, ferie osv.
Hvordan dette kan blive tolket som et skridt til venstre, er et mysterium for alle andre en disse sørgelig ”marxister” som så entusiastisk hoppede ombord på den reaktionære Brexit-vogn. De må nu tage ansvaret for konsekvenserne af deres handlinger.
Hvilken tilgang skulle marxister have?
Svaret på dette spørgsmål er faktisk ret simpelt. Det der hjælper med til at hæve arbejderklassens klassebevidsthed er progressivt. Det der tenderer mod at sænke klassebevidstheden er reaktionært. På hvilken måde hævede Brexit de britiske arbejderes klassebevidsthed?
Den reaktionære natur af Brexit-kampagnen var åbenlys for alle. Den var næsten udelukkende baseret på xenofobi, anti-indvangringsstemninger og havde klare overtoner af racisme. Den appellerede ikke til klassebevidsthed, men baserede sig på de mest tilbageskuende og endda reaktionære stemninger hos de mest tilbagestående lag i arbejderklassen.
At lefle for en sådan kampagne, at støtte den på enhver måde eller form, kunne på ingen måde blive præsenteret som at højne bevidstheden hos klassen, men nærmere et opportunistisk forsøg på at indynde sig hos de mest tilbagestående lag. Men som Trotskij forklarede, er forsøg på at opnå kortsigtet popularitet ved at svømme med strømmen den sikreste måde at forberede en katastrofe for morgendagen.
Lad os gøre det helt klart. Dette var et skænderi mellem to rivaliserende segmenter af den herskende klasse og Tory-partiet. Der er ikke et atom af progressivt indhold på nogen sider af dette skænderi. Og der er intet, der siger, at arbejderklassen skal vælge side, hver eneste gang der er et split i den herskende klasse, tværtimod.
Det er sandt, at der var mange andre faktorer involveret i det massive sving mod Brexit, som inkluderede betydelige dele af arbejderklassen. Der er en kraftig følelse af fremmedgørelse overfor etablissementet og dets politiske repræsentanter, the Tories og Labours højrefløj. Der er en dyb følelse, særligt i områder med høj arbejdsløshed og fattigdom, af at ”de repræsenterer os ikke”.
Mange stemte i torsdags, ikke så meget ud fra spørgsmålet om hvorvidt Storbritannien skulle blive i den Europæiske Union eller ej, men simpelthen som en proteststemme mod Tory-regeringen og alt dens væsen. Dette er et helt forståeligt, korrekt og progressivt instinkt. Men selv selv de mest progressive instinkter hos arbejderklassen kan blive misbrugt og udnyttet for reaktionære formål.
I det nittende århundrede stod Karl Marx overfor en lignende situation, da den britiske herskende klasse var splittet over spørgsmålet om protektionisme eller frihandel. Marx overvejede spørgsmålet og kom til den konklusion, at selvom frihandel principielt var mere progressivt end protektionisme, anbefalede han ikke desto mindre, at arbejdere burde afholde sig fra at støtte hverken den ene eller anden side i denne disput. Det er en virkelig solid klasseposition, og én vi må holde os til i dag.
Jeg gentager hvad jeg skrev i min sidste artikel: ”Der er ikke et atom af progressivt indhold i hverken Brexit- eller Remain-kampagnen. De står for interesserne hos to fløje af den herskende klasse og Tory-partiet. Ingen af dem har noget til fælles med arbejderklassen. Vi kan intet have at gøre med nogen af dem.”
Folkeafstemninger, ligesom valg, kan fortælle os en del af historien, men kun en del. De er som still-billeder der viser sindstilstanden hos befolkningen på et givent tidspunkt. Men det er umuligt at få et fuldt billede af processen, hvis vi ikke tager den som et hele. Ligesom bølgerne på oceanet, ser vi kun overfladen. For at forstå den virkelige betydning af afstemningsresultatet, må vi dykke ned under overfalden. Kun hvis vi ser under tallene, er det muligt at skelne de dybe strømme der flyder kraftigt i det britiske samfund.
Kun en uafhængig klasseposition kunne have skåret igennem tågen af forvirring, have forklaret, at de virkelige årsager til arbejdsløshed og dårlige boligforhold var krisen i kapitalismen og Tories’ forsøg på at læsse hele byrden fra krisen over på arbejderklassen og de fattigsts skuldrer.
Havde Corbyn fastholdt en principiel position med opposition til den Europæiske Union, klart forklaret dens klassenatur og opstillet et internationalistisk og socialistisk alternativ, så havde der ikke været den forvirring, vi så blandt store lag af befolkningen. I stedet blev hele spørgsmålet reduceret til en frugtesløs debat, om hvorvidt arbejderklassen ville få det bedst indenfor eller udenfor den kapitalistiske Europæiske Union.
Hele spørgsmålet blev forkert opstillet. Rent faktisk gør det ikke den store forskel for arbejderklassen, hvorvidt Storbritannien forbliver i EU eller ej. Ligegyldig hvad, vil kapitalistklassen fortsætte sine angreb imod levestandarden og arbejderrettigheder. Det virkelige alternativ er at føre en energisk kampagne mod nedskæringer og angreb, for den socialistiske omdannelse af det britiske samfund, af Europa og hele verden. Dette starter med kampen for at besejre den Blair’istiske højrefløj i Labour, for at styrke Corbyn og få en venstrefløjsregering valgt til at gennemføre alt dette. Det er det eneste håb for fremtiden.
London, den 24. juni 2016
Første gang bragt på marxist.com den 24. juni 2016.