Et længere ophold i Palæstina som fredsvagt, gav anledning til eftertanke om Mellemøstens åbne sår: Israel-Palæstina konflikten.
Bragt i Revolution Nr. 13 (oktober)
Situationen mellem Israel og Palæstina bliver ofte fremstillet som en konflikt mellem to folk: jødiske israelere over for arabiske palæstinensere. Sandheden er dog noget mere broget, og under dette stærkt forsimplede billede, gemmer der sig store sociale uligheder og systematiseret økonomisk udnyttelse og diskrimination. Selvom de palæstinensiske territorier (Vestbredden og Gaza) har været besat af det israelske militær siden 1967 og dermed reelt set været indlemmet i Israel, er der en verden til forskel på, om man befinder sig i staten Israel eller i de besatte territorier. Det israelske borgerskab har intet incitament for at ende besættelsen, da de beriger sig, mens de palæstinensiske – og israelske – arbejdere bliver spillet ud imod hinanden.
Uligheden i det israelske samfund er til at mærke. Over 20% af de israelske arbejdere lever under fattigdomsgrænsen. Langt størstedelen af disse er palæstinensere bosat i Israel; men selvom fattigdommen unægtelig kendetegner palæstinensernes tilværelse i Israel, så kan de jødiske israelere heller ikke se sig fri for fattigdom. Ifølge tal fra Israels centrale statistiske kontor så lever 41 % af israelerne med konstant overtræk. Samtidig har lønudviklingen været stort set stagneret over et halvt årti. Arbejdsugen for israelske arbejdere sniger sig snildt op på 45 timer, og med en mindsteløn for ufaglært arbejde på 32 kr., er de fleste nødt til at have to job.
Soldaten, få minutter inden han skød Hadil.Til trods for de mærkbare økonomiske kvaler har det israelske borgerskab formået at holde den israelske arbejderklasse i ro ved at male et billede af Israel som et land i krig, der konstant er truet af fjender. Dette konstante skræmmebillede har pacificeret arbejderklassen og styrket de reaktionære, nationalistiske tendenser i samfundet. Israel er et af de absolut mest militariserede samfund i verden. Værnepligt er obligatorisk for mænd såvel som for kvinder, og unge på 18 år bliver sendt til de besatte territorier, hvor de bliver presset og opildnet til at udføre inhumane handlinger imod palæstinenserne.
Hadil der ligger på jorden og forbløder.Et eksempel på de kvaler, palæstinenserne må leve med hver dag, skete så sent som den 22. september, hvor den 18-årige pige Hadil Salah Hashlamoun blev skudt ihjel ved et checkpoint på vej til skole. Den unge kvinde nægtede at lade sig kropsvisitere og forsøgte derfor at forlade checkpointet ad den samme vej, som hun var kommet ind. Soldaterne råbte i stedet af hende, at hun skulle stille sig op af en mur, og efter hun havde gjort dette, skød en soldat hende i benet. Hun faldt om på stedet, og den samme soldat skød hende derefter fire gange, mens hun lå på jorden. Blot fem minutter efter, at skyderiet fandt sted, var en ambulance på stedet; men soldaterne nægtede ambulancepersonalet at tage hende med. Soldaterne stod smilende og talte afslappet sammen, mens bosættere kom for at tage billeder af den unge kvinde, der forblødte, mens hun kæmpede for sit liv. Først 40 minutter efter skyderiet gav soldaterne ambulancepersonalet lov til at tage hende med, og da de ankom til hospitalet, var det for sent.
En delt arbejderklasse styrker borgerskabet
Mens arbejderklassen i Israel pacificeres af nationalistiske skræmmebilleder, tvinges de israelske arbejde til at konkurrere med de palæstinensiske arbejdere, som ikke har israelsk statsborgerskab, og som derfor ikke nyder de samme juridiske rettigheder. Således behøver de israelske arbejdsgivere kun betale deres palæstinensiske arbejdere en tredjedel af den minimumsløn, som de israelske statsborgere har krav på! Arbejdsgiverne skylder ofte månedsvis af lønninger til de palæstinensiske arbejdere, og skulle de have mod på at protestere, mister de deres højt eftertragtede arbejdsvisum.
Besættelsen af de palæstinensiske territorier er ikke kun militær, men også økonomisk. Således er 80% af de palæstinensiske territoriers økonomi fuldstændig afhængige af den israelske økonomi, fx i form af emigrantarbejde i Israel eller ved import af israelske produkter.
En gade, i den besatte by Al-Khalil (Hebron), der er opdelt imellem palæstinensere og israelske bosættere.Ud over de ringe rettigheder og arbejdsforhold skal palæstinensere, der arbejder i Israel betale en særlig ”skat”, der ofte er over 50% af deres løn, hvilket reelt set efterlader de palæstinensiske arbejdere med et ringe økonomisk udbytte. Men med en arbejdsløshed på 18-38% har de fleste ikke noget andet valg end at søge underbetalte jobs i Israel. Frustrationen og desperationen kommer ofte op til overfladen; men det er med livet som indsats, når palæstinenserne demonstrerer. Det israelske militær skyr ingen midler, når de slår ned på protester, og man som palæstinenser bliver sigtet for at kaste med sten, kan man se frem til 20 års fængsel! De civile palæstinensere må desuden kigge langt efter hjælp fra de palæstinensiske myndigheder, som reelt set blot er det israelske borgerskabs lakajer. Som kronen på værket har de israelske myndigheder skabt et apartheid-samfund på Vestbredden, hvor veje, offentlig transport osv. er opdelt imellem palæstinenserne og de israelske bosættere. Det tydeligste eksempel på dette må være den 700 km lange ”separationsbarriere” – en mur, der indkredser hele Vestbredden. Denne fysiske adskillelse mellem begge arbejderklasser forhindrer selv den mindste form for forening og kontakt imellem arbejderne og er effektivt medvirkende til at fremmedgøre arbejderklasserne over for hinanden.
Således har den herskende klasse i Israel formået at skabe en splittet arbejderklasse, hvor de palæstinensiske arbejdere bruges til at presse de israelske lønninger, og hvor de israelske arbejdere i uniform, med militær overmagt, bruges til at undertrykke de palæstinensiske arbejdere.
Historisk har den israelske herskende klasse kæmpet indædt imod palæstinensiske socialistiske organisationer som PLO var, mens den samtidig har givet plads til, at religiøse modstandsbevægelser som Hamas har kunnet opstå. Det skyldes, at den herskende israelske klasse har haft interesse i at lede den palæstinensiske modstandskamp over i religiøse kanaler, som ikke truer det bestående system og, som fremmedgør de palæstinensiske arbejdere over for de israelske og omvendt.
To-stats utopi
Konsensus i vesten er, at løsningen på Israel-Palæstina konflikten er den såkaldte to-stats løsning. Israels premierminister Benjamin Netanyahu lovede imidlertid under sin valgkamp i april, at der ikke bliver oprettet en palæstinensisk stat, så længe han er ved magten. Men det er ikke bare et spørgsmål om Netanyahus vilje eller ej. Under kapitalismen er en to-statsløsning ikke en reel løsning, da det israelske borgerskab aldrig vil tillade tilstedeværelsen af en uafhængig og økonomisk stærk forenet palæstinensisk stat, der kunne konkurrere med Israel.
Selv det bedste to-stats scenarie, som palæstinenserne kunne håbe på, inden for kapitalismens rammer er en form for lydstat totalt domineret af Israel. Det er frem for alt et spørgsmål om økonomi. En svag uafhængig palæstinensisk stat ville aldrig kunne udvikle sig i fredelig sameksistens ved siden en stærk imperialistisk magt som Israel, og endnu mindre ville den kunne løse de massive sociale og økonomiske problemer, som palæstinenserne lider under.
Det israelske borgerskab er dog endnu mere modstandere af at skabe én samlet stat. For ved skabelsen af én samlet stat ville de jødiske israelere blive minoriteten i samfundet, hvilket ville betyde døden for ideen om en jødisk stat. Desuden ville en samlet stat med lige rettigheder for alle betyde, at omkring 4 millioner palæstinensiske flygtninge fik muligheden for at vende tilbage til deres hjemland. Inden for kapitalismens rammer ville der ganske enkelt ikke være huse, jobs og sociale ydelser til alle, hvilket ville betyde en drastisk tilbagegang i levestandarden for den israelske befolkning.
Det eneste reelle alternative er en føderal struktur i Israel/Palæstina inden for én samlet socialistisk føderation. En socialistisk føderation med de store kulturelle forskelle in mente ville kræve skabelsen af et område til hver befolkningsgruppe, hvor de kan føle sig trygge og betragte det som deres eget, men med fri bevægelighed for befolkningen mellem de autonome regioner. Inden for disse autonome regioner ville de pågældende befolkningsgrupper kunne styre deres liv i overensstemmelse med deres kultur. Det ville dog ikke være muligt at have homogene territorier, og derfor skulle minoriteterne på begge sider naturligvis have de samme rettigheder som majoriteten.
Alt dette kan kun opnås på basis af en socialistisk revolution, hvor arbejderne på begge sider af de nationale skillelinjer omstyrter kapitalismen og tager magten i deres egne hænder. De jødiske arbejdere er ikke palæstinensernes fjende og omvendt. Derfor er det nødvendigt med en revolutionær politik, der er i stand til at forene den israelske og palæstinensiske arbejderklasse mod den fælles fjende: det israelske borgerskab og deres palæstinensiske lakajer. For at dette kan ske, må arbejderne på begge sider udarbejde et internationalistisk perspektiv, og de må stå sammen mod den fælles fjende.
[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]
