De græske vælgere har resolut afvist vilkårene for en international hjælpepakke. Søndagens folkeafstemning var et slag i ansigtet på eurozonens banker og kapitalister. Det endelige resultat ved folkeafstemningen, offentliggjort af Indenrigsministeriet, var 61,3% “Nej”, mod 38,7%, der stemte “Ja”. De fleste forudsagde, at Ja ville få en base i landområderne, men i sidste ende, viste det sig at være forkert.

Resultaterne var som følger:

Nationale resultater med 100% af stemmerne rapporteret:

Public Issue offentliggjorde en detaljeret analyse af fordelingen af NEJ-stemmerne efter alder, køn, beskæftigelse, stemmerne ved valget d. 25. januar osv. Resultaterne var meget interessante og afspejler NEJ-flertallets reelle karakter. Efter aldersgruppe er det klart, at det var de unge, der gik af med sejren:

18-24: 85%
25-34: 72.3%
35-44: 67.4%
45-54: 69.2%
55-64: 59.4%
65+: 44.9%

Når vi ser på fordelingen efter beskæftigelse, ser vi NEJ-stemmernes klassekarakter: 70,9% blandt offentligt ansatte og 71,3% af arbejderne i den private sektor, samt 72,9% af de arbejdsløse, mens læger, advokater og ingeniører stemte JA, men med en meget lille margin. Også 85,2% af de studerende stemte NEJ. Resultatet var også klart venstreorienteret, hvor 91% af dem, der erklærer sig for at være på venstrefløjen og 73,6% af dem, der betragter sig selv som centrum-venstre, stemte NEJ. Blandt dem, der stemte på Syriza 25. januar stemte 87,3% NEJ, næsten ligeså mange som blandt KKE’s vælgere (86,9%) på trods af partiets linje i om at ødelægge sin stemmeseddel.

Hver eneste distrikt i landet stemte NEJ, men det var stærkere i arbejderområder, som Piræus B, hvor mere end 72% stemte NEJ, og kun 27% JA. I samme kvarter fik KKE 8,19% af stemmerne ved valget 25. januar, nu var antallet af ugyldige stemmer kun 5,15%. Af landets 56 valgkredse vandt NEJ i dem alle sammen, og i alle undtagen 7 af dem med en margenen på over 10 procentpoint, i 30 af dem var margenen over 20 procentpoint.

Det var en stor sejr, frem for alt for den græske arbejderklasse, der har set deres levestandard blive smadret af den brutale nedskæringspolitik, som Grækenland er blevet påført de sidste seks år. Avisen Efymerida ton Syntakton udførte en analyse af stemmernes klassesammensætning i Athen.

Det viser tydeligt, at NEJ-siden vandt overvældende i de fattige arbejderkvarterer, mens JA-siden kun opnåede en vis succes i de rigere middelklasseforstæder:

“Stemmeurner sendte et stærkt budskab fra arbejderdistrikterne i Athen, hvor NEJ-siden vandt med en overvældende forskel over JA. I de rige forstæder var resultatet præcis det modsatte. (…) det er sigende, at NEJ vandt 79.20% i kvarteret Agropyrgou, 77,22% i Phyli, 76,64% i Perama, 75,25% i Acharnes, i kvarteret Keratsiniou-Drapetsonas 72,84%, i Nikaias-Agia Ioanni Renti 72,61 %, i Agia Varvara 72,75%, i Elefsina 71,88%, i Lafreotiki 71,81%, i Tafro 71,28%, i Aigaleo 70,68% og i Peristeri 70.31% [alle solide arbejderområder, mange af dem traditionelle bastioner for KKE]. I de nordlige og sydlige forstæder [de mest borgerlige områder] sejrede JA, i Ekali 84.62%, i Dionyso 69,78%, i Vouliagmeni 66.27%, i Kifisia 64.59%, i Drosia 65,42% og i Voula 63,88%. “

Folkeafstemningen har forvandlet stemningen på fabrikkerne og i gaderne. Det har styrket arbejdernes moral og deres selvtillid. Det blev tydeligt i de massedemonstrationer, der fandt sted både før folkeafstemningen, og efter at resultatet blev kendt.

Tusindvis af NEJ-vælgere strømmede ind på Syntagma-pladsen foran parlamentet i Athen for at fejre. Da resultatets omfang stod klart, svingede de græske flag og råbte “NEJ, NEJ.” Mens Nej-lejren jublede, blev JA-lejren kastet ud i forvirring. Dette er et enormt nederlag for trojkaen og et yderligere slag i hovedet på deres tilhængere i Grækenland.

Antonis Samaras, oppositionslederen af det højreorienterede parti Nyt Demokrati og tidligere premierminister, der kæmpede for et ja, er trådt tilbage. Nyheden om hans tilbagetræden blev mødt med mere jubel fra folkemasserne på Syntagma-pladsen.

Imidlertid vil den nuværende euforiske stemning ikke vare ved. Der er stadig store forhindringer, der skal overkommes. De største og mest afgørende slag ligger i fremtiden. Og Grækenland er nu dybt polariseret langs klasselinjer. Kløften mellem klasserne har udvidet sig til en uoverstigelig afgrund. Striden mellem JA og NEJ lejren minder på mange måder om den ekstreme polarisering, vi ser i Venezuela – det vil sige, det ligner en revolution.

Glubsk kampagne

Denne sejr var så meget mere bemærkelsesværdig i betragtning af JA-lejrens blodtørstige kampagne, som omfattede næsten alle de græske medier, bakket op af lederne af eurozonen, der brugte alle deres politiske og økonomiske muskler til at lægge pres på den græske befolkning for at stemme JA. Lederne af de europæiske institutioner og IMF førte en kampagne med trusler, afpresning, hvor de åbent talte for et regimeskifte og fortalte grækerne, hvordan de skulle stemme.

Trojkaen og dets allierede forsøgte at gøre denne folkeafstemning til en afstemning for eller imod Europa, men masserne ignorerede propagandaen, og alle forsøg på at presse den græske befolkning til at stemme ja, herunder at hive alle de gamle politikere, inklusiv Papandreou og alle de seneste fem statsministre frem på scenen, havde faktisk den modsatte effekt. Det blev set som en fornærmende provokation og det tjente kun til at skubbe folk i retning af et NEJ.

De politiske partier i Grækenland, der kæmpede for at JA, havde mere eller mindre monopol på adgangen til medierne. Den overvældende del af pressen, samt alle de private tv-kanaler (som ignorerede den enorme NEJ-demonstration sidste mandag og kørte en skræmmekampagne) er i hænderne på det græske kapitalistiske oligarki.

ECB tvang bankerne til at lukke under valgkampen. Fredag, offentliggjorde Financial Times en historie om, at de græske banker ville gennemføre en 30% haircut på alle indskud over 8,000 euro, hvilket viste sig at være falsk. De græske arbejdsgivere benyttede alle mulige beskidte tricks, herunder direkte intimidering af arbejdere til at stemme Ja, tilbageholdelse af deres løn, trussel om fyringer osv.

Det var i realiteten et kupforsøg. Lederne af eurozonen besværede sig ikke med at skjule det faktum, at deres mål var at bruge det, de håbede ville være et JA, til at tvinge Syriza-regeringen til at træde tilbage og erstatte den med en føjelig “national enhedsregering” bestående af “teknokrater” – det vil sige, lydige håndlangere. Denne kampagne kan kun beskrives med Varoufakis’ ord som “terrorisme”. Men deres planer mislykkedes.

Resultatet har tilskyndet arbejderne i Grækenland. Bag det hele så de et klart forsøg på at vælte den valgte regering, hvor den europæiske finanskapital gik direkte op imod det græske folk, med udtalelser om, at hvis det blev en “omfattende” JA-sejr så kunne forhandlingerne fortsætte. Det blev set som afpresning og folk reagerede i overensstemmelse hermed.

“Grækenland har netop underskrevet sit eget selvmordsbrev,” forudsagde Mujtaba Rahman, leder af europæisk analyse på Eurasia Group risk consultancy. “Kun franskmændene vil ønske at redde noget fra denne afstemning, men det er usandsynligt, at de vinder debatten i Eurogruppen.”

Tsipras sagde sent søndag i en tv-tale, at grækerne havde stemt for et “Europa med solidaritet og demokrati … Fra i morgen vil Grækenland gå tilbage til forhandlingsbordet, og vores primære prioritet er at genetablere den finansielle stabilitet i landet.”

“Denne gang vil gælden være på forhandlingsbordet,” tilføjede han og sagde, at den Internationale Valutafonds vurdering, der blev offentliggjort i denne uge, ”bekræfter græske synspunkter, at en omstrukturering af gælden er nødvendig.”

Men disse bemærkninger er alt for optimistiske. Resultatet af folkeafstemningen har fået alarmklokkerne til at ringe i enhver regering og kancelli i Europa. Et topmøde for Eurozonens statsoverhoveder er nu blevet indkaldt tirsdag. Og europæiske embedsmænd har allerede sagt, at et “NEJ” vil blive set som en direkte afvisning af forhandlinger med kreditorerne.

Fra begyndelsen har Tsipras insisteret på, at dette er et mandat til forhandlinger. Men den tyske vice-kansler Sigmar Gabriel – socialdemokrat, for øvrigt – blev citeret for at sige: “Tsipras har brændt de sidste broer”. Dette er næppe sprogbrug for en forhandlingsløsning! Gabriel fortsatte med at sige, at fornyede forhandlinger med Grækenland var “svært at forestille sig.”

Han er ikke den eneste. Jeroen Dijsselbloem, der leder Eurozonen gruppe af finansministre, sagde, at folkeafstemningens resultat var “meget beklageligt for Grækenlands fremtid”. Hr. Tsipras og hans regering ledte landet ned en vej af “bitter opgivelse og håbløshed,” sagde han til Tagesspiegel daily.

Græske banker har nået et kritisk lavt niveau og vil have brug for endnu en indsprøjtning af nødmidler fra Den Europæiske Centralbank. For at forhindre et totalt sammenbrud af de græske banker, der er blevet tappet for blod de seneste uger, må en aftale med Eurozonen nås hurtigt. Men bosserne i Eurozonen vil insistere på indførsel af barske betingelser, der er helt i modstrid med det program, som Tsipras kæmpede og vandt valget på i januar sidste år.

Men de seneste to uger har yderligere skabt ondt blod mellem regeringen i Athen og lederne af Eurozonen – især tyskere, der holder nøglen til pengekassen, og som i realiteten bestemmer det hele.

Yanis Varoufakis, den græske finansministers, overraskende fratræden var utvivlsomt dikteret af Bruxelles og Berlin som en forudsætning for nye forhandlinger. De har ikke tilgivet ham for at kalde eurozonens mobbetaktik ved sit rette navn – “terrorisme”. De har åbenbart besluttet at udelukke ham fra forhandlingsbordet. Tsipras tror måske, at dette vil gøre en aftale lettere. Det vil det ikke. De seneste fem måneders erfaring viser, at enhver indrømmelse blot hærder den anden sides beslutsomhed.

Imens løber bankerne tør for kontanter, skatteindtægterne styrtdykker og den græske økonomi er igen blevet kastet ud i en krise, hvilket gør det endnu sværere at nå en aftale. Søndag aften, mens det græske folk fejrede deres sejr, var røster allerede fremme i tyske bank- og erhvervskredse, at omfanget af NEJ-flertallet betød, at Grækenland måtte smides ud fra euroen.

Tysklands kansler Angela Merkel aftalte i en telefonsamtale med den franske præsident, François Hollande, søndag aften, at afholde et topmøde for Eurozonens ledere tirsdag. Frankrigs Elysee-palæ bekræftede, at Merkel rejser til Paris for at spise middag med Hollande i dag (mandag).

Splittelser i Europa

Det europæiske borgerskab er delt mellem den hårde fraktion, primært tyskere, der ønsker at ydmyge og knuse Syriza, og dem, der ser de farlige konsekvenser af en sådan handling. Det kunne fremkalde en revolutionær opstand blandt de græske masser. Folkeafstemningen var en advarsel til dem i denne forstand. Den anden fløj vil derfor forsøge at bruge den såkaldte “moderate” fløj af Syriza. Det ville indebære en form for aftale. Men selv det ville ikke ændre noget grundlæggende for masserne. Det kompromis Tsipras pønsede på for blot en uge siden, var i realiteten allerede et kæmpe tilbagetog.

Der er tegn på en splittelse i Eurozonen. Hollande er tilbøjelig til at give indrømmelser til grækerne, og det samme er italienerne. Den italienske udenrigsminister Paolo Gentiloni tweetede: “Nu er det rigtigt at begynde at forsøge at nå en aftale igen. Men der er ingen flugt fra den græske labyrint med et Europa, der er svagt og ikke vokser.” Belgiens finansminister sagde, at døren forblev åben for at genstarte forhandlingerne med Grækenland “bogstaveligt talt, inden for få timer.”

Benoît Coeure, et medlem af ECB’s executive board, antydede at støtte Grækenland. Han sagde søndag: “Under de nuværende omstændigheder med stor usikkerhed i Europa og i verden, bør der ikke være tvivl om vores vilje til at handle i denne sag”. Men den kommentar var sandsynligvis bare en del af kampagnen for et ja. Den bør ikke tages for pålydende.

Under alle omstændigheder er det ikke franskmændene, men tyskerne der beslutter, hvad ECB gør, og de forbliver uforsonlige. Ifølge Der Spiegel konkluderede Merkel på de hektiske forhandlinger over de sidste tre uger, at Tsipras var en “hård og ideologisk” gambler. Han “kørte sit land i sænk” og “spiller roulette med et helt land,” fortalte hun på et privat møde for hendes Kristendemokrater i løbet af den sidste uge, rapporterede the news magazine.

Begivenheder på den økonomiske front bevæger sig langt hurtigere end på det retslige og politiske område, og det kan nu afgøre udfaldet. Det synes ikke sandsynligt, at de græske banker vil genåbne uden en frisk infusion af kontanter. Men det kan kun komme fra ECB, hvis styrelsesråd, formodes at drøfte spørgsmålet i dag.

Grækenlands seneste redningspakke udløb sidste tirsdag og Grækenland missede en betaling på 1,6 mia. euro til IMF. Græske banker har desperat brug for penge for at redde dem og den græske økonomi. Men Den Europæiske Centralbank (ECB) er ikke parat til at give dette. Bankerne (dvs., tyskerne) frygter, at hvis de leverer mere likviditet til det græske banksystem, kaster de gode penge efter dårlige. Hvis der, hvilket forekommer sandsynligt, kommer en betalingsstandsning, vil de græske banker ikke være i stand til at holde sig oven vande længe.

Den Europæiske Centralbanks politiske Styrelsesråd skulle mødes her i eftermiddag i Frankfurt. Rådets høge, især Jens Weidmann, Bundesbankens præsident, vil argumentere for, at Grækenland er på vej mod en betalingsstandsning. Den 20. juli skal Grækenland betale 3,5 mia. euro til ECB. Hvis Athen ikke betaler, hvilket synes uundgåeligt, kan ECB beslutte at afskære enhver livline.

Hvad sker der så? Bank of Greece kan lave usikrede lån til de græske banker uden ECB’s tilladelse. Det ville blive opfattet som ensbetydende med at forlade euroen. Eller den kan eksplicit skabe en ny valuta, som måske eller måske ikke kaldes drachma. Den kunne så anvendes til at finansiere de græske banker og den græske økonomi, men det ville udtrykkeligt tilkendegive Grækenlands exit fra euroen.

Årsagen til Merkel og de andres uforsonlige fjendtlighed overfor Grækenland er dybest set ikke et spørgsmål om økonomi. Der er ingen tvivl om, at hvis der i stedet for Syriza var en højreorienteret regering i Athen, ville tyskerne have fundet måder og midler til at give nogle midler til de græske banker.

Grunden til, at de ikke kan tolerere Syriza og dets anti-nedskæringsprogram, er, at det sætter et eksempel for andre venstreorienterede og anti-nedskæringspartier og bevægelser i andre dele af Europa. For nogen tid siden advarede The Economist om faren for “nedskæringstræthed” hos masserne. Der er en grænse for, hvor meget folk kan acceptere, før de bevæger sig i retning af åbent oprør. Grækenland har allerede passeret dette kritiske punkt. Men andre lande, især Spanien, Italien, Portugal og endda Frankrig, bevæger sig i samme retning.

Den græske revolutions begyndelse

Syriza er nu meget populære. Hvis de udskrev valg lige nu, ville de øge deres stemmetal og være i stand til at regere uden parlamentsmedlemmerne fra de Uafhængige Grækere, hvoraf nogle gik over i Ja-lejren før folkeafstemningen. Dette viser, at den eneste vej frem er at basere sig på masserne og ikke stole på manøvrer og diplomati i toppen. Hvis Tsipras forsøger at gøre dette, vil han blive fanget som en flue i et edderkoppespind. Syrizas popularitet ville fordampe og massernes skuffelse ville bane vejen for en højrefløjsregering.

Syrizas ledere vil finde sig selv knust mellem to store møllesten. På den ene side de europæiske banker og kapitalister, der vil kræve flere nedskæringer og besparelser som betingelse for at frigive penge til de græske banker. På den anden side de græske masser, der nu er vækket til live og fast besluttet på at modstå ethvert forsøg på at få dem til at betale for kapitalismens krise.

Embedsmændene insisterer stadig på, at en afvisning af betingelserne i redningspakken vil styrke dem, og at de hurtigt kan nå en aftale for frisk finansiering i genoptagne forhandlinger. Men sådanne forhandlinger kunne først starte, når den græske side accepterer yderligere nedskæringer og besparelser. Tsipras har sagt: “Jeg forstår, at vælgerne ikke har givet mig et mandat mod Europa, men et mandat for en bæredygtig fremtid.” Han advarede om, at der ikke vil være ”nogen nemme løsninger”. Hvad betyder disse ord? Det vil tiden vise …

Hvis Tsipras giver indrømmelser til trojkaen, vil han komme på kollisionskurs med arbejderklassen og Syriza’s menige medlemmer. Det græske borgerskab er i en så svag position, at det ikke har sit eget parti at bero på. Deres eneste håb er derfor at skabe splittelse mellem højre- og venstrefløjen i Syriza: mellem dem, der støtter flere nedskæringer og dem, der står fast imod dem. Trojkaen vil uden tvivl manøvrere for at splitte Syriza, vælte regeringen og installere en koalition af lydige håndlangere. Det ville være noget de græske arbejdere og unge må kæmpe mod med al deres styrke.

Bibelen siger: “Du kan ikke tjene to herrer: Du kan ikke tjene Gud og Mammon.” Vi siger til kammerat Tsipras: Du kan ikke tjene to herrer: trojkaen og det græske folk. Før eller senere må der foretages et brud. Hvis Tsipras og Syrizas ledelse ville, er de i en position, hvor de kunne sætte gang i en proces, der ville føre til ekspropriation af bankerne og oligarkiet. De ville have støtte fra de europæiske arbejdere, der sympatiserer med de græske arbejdere med hele deres hjerte.

Det er interessant at bemærke, hvordan folkeafstemningen mobiliserede en betydelig bølge af solidaritet på tværs af og uden for Europa. Tusinder marcherede i flere demonstrationer i Barcelona, Madrid, Lissabon, Dublin, Paris og Bruxelles (og mindre antal andre steder), hvor folkeafstemningen med rette blev set som en afstemning om nedskæringer i hele Europa. Tusindvis af mennesker deltog en irsk protest i solidaritet med grækerne og opfordrede til et nej ved folkeafstemningen.

Særligt slående var demonstrationen i den irske hovedstad. Demonstranter i Dublin marcherede fra centralbanken til Dáil (parlamentet) i hvad de kalder “en fælles kamp mod nedskæringer i begge lande”.

Joan Collins fra People Before Profit har sagt: “Hvis Syriza-regeringen skulle lykkes med at få en gældsnedskrivning, vil det være et kæmpe slag i ansigtet på Europas regeringer De ønsker at kvæle Syriza-bevægelsen, og de ønsker at erstatte dem med teknokrater, de samme mennesker der bragte landet i knæ. Så jeg tror, og jeg håber, at folk i Grækenland sender et klart budskab på søndag.”

Dette er internationalisme i aktion! Arbejderne og unge i Europa samler sig på Grækenlands side! Hvor meget mere entusiastisk ville de reagere, hvis de så, at Syriza tog skridt til at vælte bankerne og kapitalisternes diktatur!

Mediernes dækning uden for Grækenland var næsten lige så slem som dækningen i de græske medier. Den angiveligt progressive avis Guardian skrev: “NEJ’et blev støttet af den hårde venstrefløj og den neo-fascistiske højrefløj i Grækenland, mens mainstream centrum-venstre og centrum-højre kæmpet for et ja.” Det faktum, at Golden Dawn støttede Nej-siden, er virkelig en anekdote. De havde intet andet alternativ, da de har tabt terræn i den sidste periode, og at anbefale et ja ville have afsluttet dem helt.

Det er værd at huske, at indtil for nyligt råbte alle medier – og også til deres skam de fleste venstrefløjsgrupper – op om “faren for fascisme i Grækenland”, hvad vi korrekt latterliggjorde. Nu ser vi den virkelige situation, som er præcis, som vi har sagt: pendulet i Grækenland svinger til venstre, ikke til højre. Hvad der er på dagsordenen, er ikke fascisme, men revolutionære udviklinger.

Magtbalancen er nu meget gunstigt for den græske arbejderklasse. Men der er brug for en frygtløs ledelse! Tilhængere af den kommunistiske Tendens af Syriza rapporterede, at i NEJ-demonstrationerne var stemningen revolutionær. Folk i demonstrationen følte, at de deltog i en revolution. En rapport fra den britiske socialist Kevin Ovenden i Athen, beskrev en diskussion, der havde fundet sted på et hospital: “Vi burde omringe rådhuset i Athen, indtil Giorgos Kaminis fratræder.” Kaminis er centrum-venstre politiker, der hjalp JA-kampagnen og der er en udbredt opfattelse af at han misbrugte kommunale faciliteter til det formål.

Han forsøgte at bruge sin magt til at annullere demonstrationen på Syntagma fredag aften. Hospitalsportøren fortsætter: “Han var en del af et statskup. En af de vigtigste plottere. Forræderi! Vi ved, hvad der sker med forrædere”. Han beskrev også udtalelserne fra en arbejder på ERT, den statslige tv-station, der blev lukket af den tidligere regering og genåbnet af Syriza, men med en PASOK direktør: “Jeg kan ikke vente med at komme på arbejde i morgen. Vi får at se, hvem der kører stedet nu!”

Denne form for stemning tyder på, at det bemærkelsesværdige resultat ved folkeafstemningen i fremtiden vil blive set som begyndelsen på den græske revolution, som igen vil være begyndelsen på en europæisk revolution.

London 6. juli 2015