Som folkeafstemningen nærmer sig, har den politiske polarisering nået et hidtil uset niveau i Grækenland. Begivenhederne de sidste 48 timer har afsløret det borgerlige demokrati som svindel, da trojkaen ikke er parat til at acceptere den græske regerings villighed til at komme med indrømmelser, men kræver, at Tsipras fjernes. Konklusionen er uundgåelig: der er ingen vej til at stoppe nedskæringerne indenfor kapitalismens rammer, og endnu mindre inden for den tysk dominerede kapitalistiske eurozones spændetrøje.
Mandag d. 29. juni var der en enorm OXI (NEJ) demonstration, som åbnede kampagnen for folkeafstemningen. Stemningen var meget vred, men også selvsikker. Demonstrationens størrelse, stemning og sammensætning var lig dem tilbage i 2011 ved begyndelsen af bevægelsen på Syntagma-pladsen.
Det var på baggrund af massivt pres fra trojkaen. Alle dens ledere; forhadte Merkel, Schulz, Juncker, Schäuble, etc. havde stået i kø for at insistere på, at Jorden ville åbne sig og Grækenland ryge lige lukt i Helvede, hvis grækerne vovede at stemme nej. De ledsagede disse trusler med straffeaktioner. Den græske finansminister Varoufakis blev bortvist fra Eurogruppemødet.
ECB havde besluttet at lægge loft over likviditetsstøtten til de græske banker i, hvad der tydeligvis var en politisk motiveret hævngerning. Det var udformet med det formål at skabe maksimal frygt og usikkerhed i Grækenland, da ECB udmærket vidste, at det ville tvinge den græske regering til at lukke bankerne og indføre kapitalkontrol. Der lå ingen juridisk årsag bag til beslutningen, da Grækenland stadig er medlem af euro-zonen, og redningspakken på det tidspunkt stadig var gældende.
Imidlertid blev styrkefremvisningen på Syntagma-pladsen efterfulgt af to dage med modstridende udtalelser og handlinger fra den græske regerings side. Efter at alle anmodninger om en midlertidig forlængelse af den nuværende redningsplan blev afvist, indgav den græske regering en anmodning om en tredje redningspakke på 29 mia. euro fra den Europæiske Stabilitetsmekanisme (EMS). Det gav anledning til en byge af spekulationer, og nye hastemøder, topmøder og telefonmøder blev indkaldt.
Men tirsdag d. 30. juni endte uden nogen væsentlige nyheder om forhandlinger. Redningsprogrammet udløb, og Grækenland betalte ikke de 1,5 mia. euro, som de skulle, til IMF. Samme aften sendte Tsipras et brev til trojkaen, som blev lækket af Financial Times onsdag den 1. juli om morgenen (blogs.ft.com/brusselsblog/files/2015/07/ESM-loan-agreement-prior-actions -amend-30.06.2015-1.pdf).
Brevet indeholdt yderligere indrømmelser fra Tsipras til trojkaen. Hvad var indholdet af brevet? Der stod dybest set, at han accepterede trojkaens forslag fra 28. juni (som i bund og grund er det samme, som det den græske regering afviste, da forhandlingerne brød sammen fredag d. 26. juni) med nogle “ændringer, tilføjelser og præciseringer”. Af de foreslåede ændringer er de fleste af dem et spørgsmål om timing i forbindelse med gennemførelsen af de forskellige tiltag (ikke et uvæsentligt spørgsmål, men ikke noget der ændrer indholdet). Den eneste væsentlige forskel synes at være kravet om at bevare de græske øers momsrabat, som havde været et omstridt emne.
Brevet forbinder også accepten af forslaget (med visse ændringer) til en midlertidig forlængelse af en anden redningspakke og diskussioner om anmodningen om en tredje redningspakke. Dybest set sagde regeringen: vi vil acceptere næsten alle trojkaens krav, hvis de er parate til at diskutere gældslettelse og omstrukturering.
Dette er et kæmpe tilbagetog. I fredags da Tsipras annoncerede folkeafstemningen, forklarede han, at forskellen mellem trojkaens ultimatum og hans eget forslag fra d. 22. juni om en pakke på 8 mia. euro, var, at trojkaen ønskede at lade de svage bære hele byrden. Hans eget forslag, forklarede han, var mere retfærdigt, da det indeholdt, at en betydelig sum penge, skulle komme fra kapitalisterne gennem en stigning i selskabsskatten og en engangsskat på profitterne. I brevet d. 30. juni giver han afkald på alt dette. Den sats, som trojkaens foreslog for selskabsskatten, ville blive accepteret, engangsskatten på profitterne droppet, som trojkaen krævede, og tidsplanen for udfasningen af EKAS (ekstra tilskud til de fattige pensionister) ville også blive accepteret.
Lad os ikke glemme at den græske regerings forslag fra 22. juni, pakken på de 8 mia. euro, allerede indeholdt store indrømmelser, som overskred nogle af regeringens egne “streger i sandet”. Alt dette til gengæld for forhandlinger om gældslettelse og omstrukturering.
Ikke bare det, men vice premierminister Dragasakis, der klart tilhører regeringens højrefløj, antydede også i et interview til den statslige tv-station ERT, at beslutningen om at udskrive en folkeafstemning var politisk, og derfor, hvis forholdene ændrede sig, kunne beslutningen ændres.
Trojkaen havde insisteret på, at den eneste måde at diskutere gældssanering ville være, hvis den græske regering enten aflyste folkeafstemningen eller agiterede for et JA. Alt dette gav naturligvis anledning til en masse spekulationer om, at regeringen var ved at ændre sin holdning, og at folkeafstemningen selv var usikker.
Så trådte den tyske regering til knuste ethvert håb om en aftale. På et ekstraordinært møde i det tyske parlament blev alle regeringens sværvægtere bragt på banen for at fremføre et stærkt og utvetydigt budskab. Der ville ikke være nogen yderligere forhandlinger med den græske regering før folkeafstemningen på søndag. Ikke kun det, de sagde åbent, at de ikke har tillid til den nuværende græske regering og ikke agter at forhandle med den. Schäubles ord var klare og efterlod ikke plads til misforståelser: “den nuværende græske regering er ikke en troværdig part i nye redningspakkeforhandlinger,” og han tilføjede: “denne administration har været ved magten i fem måneder og har ikke gjort andet end at forhandle og forhandle.”
Det er skandaløst fra det formelle borgerlige demokratis synspunkt. Det er op til det græske folk at vælge deres egen regering, og teoretisk set er Grækenland en suveræn nation. Men her har vi de tyske kapitalister, der fortæller det græske folk “vi ikke kan lide jeres regering, den har ikke gjort noget for at møde vores krav fuldstændig, og derfor skal den fjernes”.
Der er ingen anden måde, man kan fortolke hans udtalelse. Og det er naturligvis ikke bare ord. Tyskland er den mest magtfulde kapitalistiske nation i EU og er derfor dem, der bestemmer. De holder nøglerne til pengekassen og bruger den allerede til at kvæle de græske banker i håb om at tvinge den græske befolkning til at træffe “det rigtige valg”.
Selvfølgelig bør intet af dette overraske marxisterne. Vi er fuldt ud klar over hykleriet i det borgerlige demokrati (hvor kapitalisterne hersker) og de internationale relationer (hvor den stærke gennemtvinger sin vilje). Men hvad, vi ser nu, er, hvordan dette faktum bliver afsløret for øjnene af millioner, og dermed miskrediterer selve det borgerlige “demokratis” essens, og viser det, som det det er.
Det var ikke bare Merkels højreorienterede Kristelige Demokrater, der stod i spidsen mod Tsipras og Syriza. Deres “socialdemokratiske” partnere, som det altid sker, følte behov for at vise og demonstrere deres loyalitet overfor de tyske banker og kapitalister. Vicekansler Sigmar Gabriel lancerede et svidende angreb mod Tsipras og advarede om, at Tyskland ikke ville fortsætte med at “smide penge efter denne korrupte stat”, og at “ingen kan forvente, at betingelserne for det næste program bliver lettere end dem, vi allerede har diskuteret.”
Det er krigens sprog, ikke kompromisets. Nogle ræsonnerer på følgende måde: den græske folkeafstemning er en win-win situation for de tyske magthavere nu. Hvis NEJ vinder, vil Grækenland være ude af euroen. Hvis JA vinder, vil de slippe af med Tsipras.
Om noget har begivenheder, siden folkeafstemningen blev udskrevet for en uge siden, bekræftet, hvad den Kommunistiske Tendens i Syriza har argumenteret for hele tiden: at en hæderlig aftale med trojkaen ikke er mulig. Eller for at sige det på en anden måde, er det ikke muligt inden for rammerne af et ekstremt svag og kriseramt kapitalistisk Grækenland at opfylde folkets demokratiske mandat fra d. 25. januar om at sætte en stopper for nedskæringerne. Der er en fundamental modsætning mellem kapitalisme, og hvad det græske folk ønsker efter 4 års brutale nedskæringer og grufulde kollaps i levestandarden.
Men ideen om at det var muligt at opnå en aftale med trojkaen, der ville imødekomme Syrizas foreslåede program for sociale nødforanstaltninger, var grundlaget for hele Syrizas ledende gruppes strategi. Og er det stadig. Det er dette faktum, der forklarer Tsipras og den græske regerings åbenlyse vaklen. De har ikke en alternativ plan. De ønsker at forblive i EU men uden nedskæringerne. De sidste fem måneders erfaring viser, at det ikke er muligt. Hvis der var nogen tvivl, bør de sidste fem dage have fjernet dem.
Som svar på den tyske afvisning af overhovedet at overveje hans seneste forslag (som derefter blev stadfæstet af et telefonmøde for Eurogruppens finansministre, minus Varoufakis), holdt Tsipras en tv-transmitteret tale, hvori han bekræftede, at folkeafstemningen er i gang og opfordrede til en stor NEJ-stemme.
Han gjorde det ved at fordømme trojkaens “afpresning” og gav korrekt “institutionerne” skylden for lukningen af de græske banker, der satte pensionister og andre i en meget vanskelig situation. Alligevel holder han fast i ideen om en aftale. Han forklarede, hvordan bare det at have indkaldt til folkeafstemningen allerede havde frembragt et bedre tilbud fra trojkaen, og at et flertal til NEJ-siden på søndag ville sikre en god aftale.
Dette er en opfattelse, som ikke har noget grundlag i virkeligheden. Begivenheder de sidste to uger har sat gang i en kæde af begivenheder (udløbet af redningspakken, manglende betaling til IMF, sammenbrud i forhandlinger og tillid, osv.), der gør enhver form for aftale endnu vanskeligere.
Den herskende klasses mål i Europa og i Grækenland nu er klar: at fjerne Tsipras fra sin position, da de ikke har formået at få ham til at underskrive en ydmygende overgivelse. De forsøger at opnå dette gennem en kombination af midler, lovlige og ulovlige. Lad os se på deres metoder.
Der er en brutal terrorkampagne fra medierne, der har nået det samme niveau af løgne, skræmmekampagne og fordrejninger som i Venezuela og af de samme grunde. Den herskende klasse bruger deres næsten fuldstændige dominans af de trykte medier og tv til at sprede et budskab om frygt. Én avis offentliggjorde et billede af en gammel mand, der omklamrer et brød med et desperat udtryk i ansigtet, for at illustrere situationen for pensionister, der ikke er i stand til at hæve deres pensioner. Billedet var fra jordskælvet i Tyrkiet i 1999! “Hvis folk stemmer NEJ, vil Grækenland blive skubbet ud af euroen, og vi vil blive kastet ud i en situation, som den i Bangladesh eller Pakistan,” er et af de dominerende budskaber i JA-kampagnen, der kombinerer frygt med racisme over for indvandrere fra disse lande.
Tv-reklamer er stærkt domineret af den velfinansierede JA-kampagne, som også har støtte fra den ortodokse kirke samt Olympiakos klubben. En analyse af nyhedsdækningen af NEJ og JA demonstrationerne i denne uge på de vigtigste tv-stationer gav et chokerende resultater. Samlet set fik NEJ demonstrationen 8,3 minutter, mens JA demonstrationen dagen efter fik 47,23 minutter. Den eneste afbalancerede kanal var den statslige tv-station ERT, der gav begge demonstrationer næsten lige meget tid, mens den magtfulde SKAY ikke engang nævne NEJ-demonstrationen, men gav JA demonstrationen over 7 minutter. (https://a.disquscdn.com /uploads/mediaembed/images/2221/6787/original.jpg)
De udøver også pres på Syrizas højrefløj, dem, der ønsker at annullere folkeafstemningen, og er parat til at indgå en aftale med trojkaen, uanset vilkårene. Nogle af dem er allerede gået ud offentligt imod folkeafstemningen. Andre vil følge efter, når presset intensiveres. De håber at skabe åbne revner i regeringen med det formål at få den til at falde.
Der lægges også pres på regeringspartnerne i det højreorienterede populistiske parti ANEL. Fastholdelsen af yderligere nedskæringer i forsvarsudgifterne (en portefølje der besiddes af ANEL-leder Kamenos) og tilbagetrækning af momsnedsættelsen for øerne (en “streg i sandet” for ANEL), peger i den retning. Det er ikke udelukket, som presset intensiveres, at ANEL måske bryder regeringskoalitionen. (NOTE: da jeg færdiggjorde denne artikel, blev det meddelt, at fire af partiets medlemmer af parlamentet havde tilsluttet sig JA-lejren).
Republikkens præsident, højrefløjens Pavlopoulos, der blev udpeget af Syriza som en gestus til de europæiske “partnere”, kunne også anvendes i en nødsituation til at afsætte regeringen og indsætte en ny, en “bred front af demokratiske kræfter”, som han beskrev det. En national enhedsregering, før eller efter folkeafstemningen, der består af “pro-europæiske” kræfter (læs pro-nedskæringer), herunder en del af Syriza selv, er et af deres mulige træk. Lad os ikke glemme hvordan Papandreou blev fjernet fra embedet, da han foreslog at sætte et memorandum til folkeafstemning, og blev erstattet af ikke-valgte Papademos.
Der er også udbredte rapporter om, hvordan arbejdsgivere intimiderer deres ansatte. Trusler om fyringer, tilbageholdelse af lønudbetalinger mv. for at tvinge dem til at deltage i pro-JA demonstrationerne og stemme JA på søndag.
Der er også forsøg på at delegitimisere selve folkeafstemningen. Det Europæiske Råd for Menneskerettigheder udsendte for eksempel en erklæring om, at den græske folkeafstemning “ikke lever op til internationale standarder”. Hvad, de virkelig siger, er: “Det er ikke inden for de internationale standarder at bede folk om at træffe en afgørelse om en vigtig sag som denne, da man ikke kan stole på, at det vil føre til det korrekte resultat.”
At sige, at folk er uvidende og ikke bør have lov til at stemme, er del af en lusket kampagne baseret på klassehad. Spørgsmålet er for kompliceret, siger de. Spørgsmålet er i virkeligheden meget klart, og alle har forstået, hvad det betyder: er du enig med trojkaens nyeste ultimatum. Når de siger, at folk ikke kan forstå det, siger de i virkeligheden, at dem, der stemmer NEJ, er dumme, ellers ville de stemme JA.
Oven i alt dette ønsker de naturligvis at skabe en situation med økonomisk kaos og forvridning, ved at fremme panikindkøb, forstørre problemerne ved hæveautomaterne, skabe knaphed på basale fødevarer og medicin, osv. En del af dette er resultatet af en bevidst sabotagekampagne, en anden del er den logiske konsekvens af kapitalkontrol.
Alle disse ting minder kraftigt om den bolivarianske revolutions kampe de sidste 17 år i Venezuela og internationalt. De samme sociale klassekræfter står opstillet på hver side af kløften, den akutte politiske polarisering, den herskende klasses beskidte tricks, men også den kraftfulde stigning i det arbejdende folks politiske bevidsthed.
Man behøver bare at høre nogen af interviewene med arbejderne i Grækenland, om hvorfor de vil stemme nej, for at se, at de udmærket forstår, hvad der er på spil.
Over for denne massive JA-kampagne fra den herskende klasse i Grækenland og i udlandet, må NEJ-lejren ikke blive set som vaklende. Folk er klar til kamp, men det værste, der kan ske, er, hvis de ser generalerne i deres egen lejr vakle, komme med indrømmelser og forsøge at nå en fredsaftale på ekstremt på vanærende vilkår. Det vil fremprovokere demoralisering, så tvivl og i sidste ende føre til nederlag.
Selve ideen om, at et NEJ, næsten automatisk, vil føre til en bedre aftale, som blev gentaget i dag [torsdag d. 2. juli] af Varoufakis, er meget farligt under disse forhold, eftersom mange mennesker forstår, at det ikke er tilfældet.
NEJ-kampagnen må give klare politiske svar på den herskende klasses skræmme-argumenter. Den må baseres på folkelig græsrodsmobilisering for at imødegå massemediernes magt. Den må modgå truslerne på arbejdspladserne gennem kollektiv handling, med massestormøder, indførsel af arbejderkontrol og årvågenhed.
Regeringen må reagere på trusler om sabotage af forsyningerne af mad og medicin ved at indføre statsintervention og kontrol fra arbejdere og forbrugere. Monopol på udenrigshandelen er også en nødvendig defensiv foranstaltning imod truslerne om økonomisk sabotage.
Bankerne må nationaliseres for at beskytte det arbejdende folk og pensionisters indskud.
Kun ved at føre en kampagne med revolutionære midler, baseret på lokale og arbejdsplads- OXI-komiteer kan denne kamp vindes.
I den kontekst er det nødvendigt at føre en seriøs kampagne rettet mod KKE [Kommunistpartiet], der kræver, at partiet opgiver sin kriminelle position om at ødelægge sin stemmeseddel. Dette er et afgørende slag, og resultatet kan blive tæt. Vi har ikke råd til at miste en eneste stemme. KKE bør ikke blive bedt om at suspendere sin kritik af regeringens strategi, ideer og indrømmelser til trojkaen. Men når spørgsmål stilles direkte: accepterer I trojkaens ultimatum, eller afviser I det, er der ikke plads til tvetydighed. En nylig meningsmåling viste, at 57% af KKE’s vælgere ville stemme OXI (NEJ), hvilket viser, hvordan ledelsens argumenter afvises af et flertal af deres egne tilhængere.
Derudover må den internationale arbejderbevægelse bringes ind i kampen. Dette handler ikke kun om Grækenlands skæbne. Resultatet af folkeafstemningen vil få betydning for kampen mod nedskæringer og kapitalismens krise på hele kontinentet.
Denne kamp, kan dog ikke bekæmpes effektivt på grundlag af ideen om en ny, bedre, “socialt retfærdig” aftale med trojkaen. Vi må tålmodigt men eftertrykkeligt forklare, at den eneste måde at bekæmpe nedskæringerne er ved at bryde med kapitalismen.
Oversat fra Marxist.com
