Valget raser, og bølgerne går højt i debatterne imellem de forskellige partikandidater. Fra højre og venstre forsøger partierne at overbevise vælgerne om, at man skal stemme lige netop på deres parti, og lover det ene øjeblik vækst og velfærd, og maler i det næste øjeblik et skræmmebillede af de andre partiers politik. Faktum er dog, at det tæt på ingen forskel gør, hvilket parti der besidder statsministerposten. Med dette i mente kan det virke meningsløst at stemme – og med god grund! (link: artikel fra kampagnen “stem ikke til folketingsvalget” på modkraft.dk) Men det kan aldrig være en løsning i sig selv blot at boykotte parlamentariske valg, en organisering af arbejderklassen, og arbejdet for at opbygge et revolutionært alternativ, er det eneste som kan ændre på status quo.
Hvem styrer dansk økonomi?
En række økonomer, fra bl.a. Sydbank og Nykredit, udtalte for nylig til DR, at forskellen imellem Helle Thornings og Lars Løkkes økonomiske politik er så lille, at det ingen forskel kommer til at gøre for samfundsøkonomien, hvem der sidder ved bordenden efter folketingsvalget.
Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, peger ligeledes på, at den danske økonomi næsten udelukkende styres af udviklingen på det internationale marked, og Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, kommenterer supplerende, at Danmark i vid udstrækning indretter den økonomiske politik efter de krav, der udstikkes af EU. Dansk økonomi er altså overordnet set styret af eksterne faktorer som konjunkturændringer på verdensmarkedet og EU’s økonomiske politik.
At det ikke engang er de folketingsvalgte politikere, som styrer den danske økonomi på nationalt plan, blev endegyldigt slået fast i bogen ”Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet”, der udkom den 1. juni i år. Christoph Ellersgaard, en af forfatterne til bogen, siger således om en af bogens konklusioner: ”Det parlamentariske spil i Folketinget er relativt underordnet. Og de vigtigste politiske beslutninger træffes i vidt omfang og klappes af uden for Folketinget”. Kernen af magteliten udgøres af det private erhvervsliv, og kun 32 politikere, som befinder sig i midten af det politiske spektrum, er en del af dette eksklusive selskab.
De folketingsvalgte politikere har altså i realiteten kun ringe indflydelse på det overordnede linjer i samfundsudviklingen, og valget imellem den nuværende regering eller Venstre, kommer dermed til at være et spørgsmål om marginale forskellige i farvenuancer.
Status efter 4 års ”rød” politik
De sidste fire år, har, til manges overraskelse, været en periode med reformer og nedskæringer: afskaffelse af efterlønnen, lavere dagpengeperiode, længere optjeningsperiode, forringelse af SU’en, kontanthjælpsreform, fleks- og førtidsreform, lettelse af topskatten, sænkning af selskabsskatten. Set over en længere periode er forskellen imellem over – og underklassen også vokset markant. Ifølge tal fra Cevea, er indkomsten for de rigeste 10 % af danskerne siden 2002 steget med 30 %, og over den samme periode er indkomsten for de fattigste 10 % af danskerne faldet med 10 %.
Til trods for disse kendsgerninger forsøger Socialdemokratiet at fremstille de sidste fire års politik som en succeshistorie. Det er dog en historie som de har svært ved at sælge befolkningen, og såfremt Lars Løkke skulle løbe med en valgsejer den 18. juni, har de kun dem selv at bebrejde.
Den parlamentariske konsensus, og staten er uløseligt bundet til landets økonomiske elite. Hvem man vælger at stemme på til valget, ændrer dermed ikke noget. Hvad Marx skrev i 1871, er i dag lige så aktuelt, som da han skrev det: ”Parlamentsvalg kan reduceres til en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål”.
Hvad må der gøres?
En umiddelbar og forståelig slutning på ovenstående kunne være at boykotte valget, men dette kan aldrig være en løsning i sig selv. Det er ikke nok blot at belyse problemet ved det nuværende system, man må også stille et alternativ. Det primære problem med parlamentarismen er ikke at folk stemmer, man at der ikke eksisterer noget revolutionært alternativ til det nuværende system, og eftersom magten i samfundet er et klassespørgsmål, kan kun arbejdernes organisering og klassekamp virkelig ændre på tingens tilstand.
Parlamentarismen, med ideerne om folkets styre, lighed for loven osv., var som alternativ til feudalismen en progressiv kraft. Men parlamentarismen spiller i dag en reaktionær rolle, da den ikke kan løse samfundets problemer og blot repræsentere staten, som uløseligt er bundet op på den herskende klasse. Dermed har parlamentarismen objektivt set udspillet sin historiske rolle. Men til trods for dette, fungerer parlamentet stadig som et politisk omdrejningspunktet for masserne, og at vinde masserne er en forudsætning for en succesfuld revolution. Lige så vel som parlamentet kan bruges som et middel til at stikke masserne blår i øjnene og passivisere dem, så kan parlamentet også bruges som et samlingspunkt, hvorfra politisk radikale budskaber kan formidles.
SYRIZA i det græske parlament, og Podemos omkring det spanske, viste potentialet for en sådan politik. De har fungeret som centrum for massernes kamp. Opbakningen til disse ganske nye partier har bevæget sig opad i samme omfang som de har argumenteret for et alternativ, der var i opposition til det nuværende system.
Det er dermed ikke i arbejdet for at overbevise masserne om at stemme eller om at lade være, at man bør lægge sine kræfter, men derimod i at opbygge en organiseret, revolutionær tendens, der gennem de kommende kampe, kan vinde arbejderklassen og unge for en omvæltning af det bestående. Det er kun de brede masser af arbejdere og unge der kan etablere et revolutionært alternativ til vores skindemokrati. Det er underordnet hvor mange der stemmer eller ej i dag, for uden den nødvendige politiske organisering, vil massernes frustrationer kun repræsentere et potentiale for forandring, men med et revolutionært masseparti, kan dette potentiale forvandles til realitet.
