I sidste nummer af Revolution skrev vi om Anden Verdenskrig, som det den virkelig var: Ikke en kamp mellem det gode og det onde, men en imperialistisk røverkrig hvor de britiske, fransk, tyske og amerikanske kapitalistklasser kastede verden ud i en krig, som dræbte millioner af mennesker. I dette nummer er fokus på besættelsen af Danmark (1940‐1945), hvor de danske politikeres samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt ikke blot var en kæmpe støtte til nazismen, men også betød massive overgreb mod den danske arbejderklasse.
Overgreb fra regeringen og besættelsesmagten, der fik den danske befolkning til rejse sig i tre massebevægelser. Bevægelser der førte til samarbejdspolitikkens fald, til at den tyske besættelsesmagt afgav indrømmelser (det eneste tidspunkt det skete i Europa) og til sidst, at Danmark bevægede sig i retning af en revolutionær situation i sommeren 1945.
Samarbejdsregeringen
Danmark blev besat den 9. april 1940 på baggrund af stormagternes interesser i Norge. Den tyske besættelse af Danmark betød på ingen måde en opløsning af det danske statsapparat. Alle partier i Folketinget, med undtagelse af kommunisterne i DKP, dannede en ny regering med Socialdemokratiet som det største parti, der blev kendt som samarbejdsregeringen.
Dansk kapitalisme, der oprindeligt havde en britisk orientering, sadlede om og ønskede et godt samarbejde med Nazityskland, så de kunne udnytte verdenskrigen til at tjene styrtende med penge. I en tid hvor alle talte om at yde ofre for nationen, viste det danske borgerskab deres sande ”patriotisme” ved groft at udnyttet situationen til egen fordel. De skruede kraftigt op for udnyttelsen af de danske arbejdere, mens de uden at blinke tjente et af de mest forbryderiske regimer i verdenshistorien.
Socialdemokratiet gik ind i samarbejdsregeringen med den begrundelse at bevare arbejderklassens organisationer, partiet og fagbevægelsen. I virkeligheden tænkte de nok mest på at bevare den socialdemokratiske ledelses magt i samfundet. Argumentet om, at samarbejde med besættelsesmagten ville beskytte arbejderklassens organisationer og samfundet generelt, holdt ikke i byretten, da samarbejdspolitikken jo understøttede den tyske nazisme og hjalp den tyske krigsmaskine, og hvis Tyskland gik sejrrigt ud af krigen, kunne der ikke være tvivl om, at arbejderklassens organisationer ville blive opløst med vold i Danmark. Det var det, der skete alle andre steder, hvor nazisoldaterne satte deres fødder.
Tyskerne ønskede også et godt samarbejde med de danske politikere, da de holdt den danske arbejderklasse i ro og tyskerne dermed sparede mange ressourcer på ikke at skulle administrere Danmark selv. De fik desuden deres vilje i alle vigtige spørgsmål.
Der var dog en stor taber af politikernes samarbejde med Nazityskland: de danske arbejdere.
Arbejderklassen under angreb
Dansk kapitalisme var igennem 1930erne blevet presset til at give indrømmelser til den arbejderklassen for at holde den i ro, men nu med tyske soldater på hvert gadehjørne, så de muligheden for at trække indrømmelserne tilbage og at smadre arbejdernes vilkår. Og det bedste af det hele var, at de ikke behøvede at løfte en finger selv. Ledelsen i Socialdemokratiet og fagbevægelsen agerede villigt redskab for dansk kapitalisme og forrådte den arbejderklasse, som havde stemt og troede på dem.
Lønningerne blev sat ned med 20% og dyrtidsregulering stoppede. Der var total forbud mod at strejke. Arbejdsløse blev mere eller mindre tvunget til at tage til Tyskland for at arbejde i krigsindustrien, hvor de blev behandlet som straffefanger. Over 100.000 danske arbejdere blev tvunget af sted. En del danskere forsvandt sporløst i Tyskland og mange blev fysisk og psykisk ødelagt af opholdet. I en krigssituation, hvor der var rationering og mangel, steg priserne konstant, hvilket lagde yderligere pres på arbejderklassen i Danmark.
Imens havde de danske kapitalister kronede dage og tjente styrtende på at levere især fødevarer til den tyske krigsmaskine, som spillede en vigtig rolle i den tyske krigsindsats. Tyskerne betalte dog ikke for fødevarerne. Det gjorde de danske skatteydere. Tyskerne havde en clearingkonto i Nationalbanken, hvor den danske stat lagde ud for de tyske køb. Pengene ville blive betalt efter den ”endelige sejr”. Den kom som bekendt aldrig, og danske skatteborger havde i løbet af krigen betalt 8 mia. kr., svarende til 212 mia. kr. i 2015 priser, til primært de danske kapitalister, som de puttede lige i foret.
Kommunistforbud
Danmarks Kommunist Parti (DKP) var et lille ubetydeligt parti ved besættelsens begyndelse, og var blevet utrolig upopulære i den danske befolkning på grund af Ikke‐angrebspagten.
Stalins magtovertagelse i Sovjet i 1924 førte til en politisk og diktatorisk degenerering af ikke blot Sovjetunionen, men også af alle kommunistpartierne på verdensplan, inklusiv det danske. Stalins teori om Socialisme i et land forvandlede kommunistpartierne fra at være en international bevægelse, der kæmpede for socialisme på verdensplan, til at degenerere i mere og mere nationalistisk retning, hvis mål var at sikre Sovjetunionens overlevelse.
Enhver succesfuld revolution var en trussel mod bureaukratiets privilegier i Sovjet, og de spillede derfor i stigende grad en kontrarevolutionær rolle i 30’erne. Under Stalins ledelse førte Tredje Internationale en zigzag politik: fra 1928 kaldte de Socialdemokraterne ”socialfascister” og udråbte dem som arbejderklassens største fjende, som de sammen med nazisterne bekæmpede i bl.a. Tyskland. Men da Fascismen fik reel magt, indså de den trussel, de udgjorde for kommunisterne selv og svang 180 grader til ”Folkefrontspolitikken”, hvor enhver selvstændig klasselinje blev opgivet til gengæld for samarbejde med alle ”anti‐fascistiske” kræfter. Det betød, at enhver kamp for socialisme skulle gemmes væk og lægges på hylden af hensyn til fronten med de borgerlige. Stalin troede dog, at han kunne undgå et tysk angreb og svingede igen 180 grader og indgik i 1939 en ikkeangrebspagt med Hitler, der gjorde Rusland til allieret med Nazityskland. Degenerationen af Sovjetunionen og kommunistpartierne skulle vise sig at blive fatal for den politiske udvikling efter krigens afslutning, også i Danmark.
DKP levede en skyggetilværelse i besættelsens første tid, men blevet ”reddet” da Nazityskland, på trods af ikke‐angrebspagten, invaderede Sovjetunionen 22. juni 1941. DKP blev på baggrund af invasionen forbudt og kommunisterne blev indsat i fangelejre. Socialdemokratiet greb chancen for at udrydde en politisk modstander, og igangsatte en klapjagt på kommunister over hele landet.
Socialdemokratiet, det danske politi og det hemmelige tyske politi (Gestapo) mødtes i en herlig treenighed for at fjerne kommunisterne fra landkortet, som de socialdemokratiske ledere formulerede det, for at beskytte ”demokratiet”. Socialdemokraternes anti‐kommunisme nåede et højdepunkt, da regeringen underskrev Anti‐komintern pagten 24. nov. 1941, der betød, at Danmark på papiret var indtrådt i krigen på tysk side mod Sovjetunionen.
Arbejderklassen vågner
Samarbejdsregeringen, de danske kapitalister og de tyske nazister forsatte deres overgreb på arbejderklassen. Under overfladen ophobede frustrationerne sig og arbejderne begyndte langsomt men sikkert at vende sig mod samarbejdspolitikken og forræderne i Socialdemokratiet.
DKP’ere som stadig var på fri fod, kunne nu, fri fra skyggen af ikkeangrebspagten, gå i opposition på arbejdspladserne over hele landet og kritisere den socialdemokratiske politik. De fiskede i rørte vande. På trods af at strejker var forbudt, begyndte antallet af dem at stige voldsomt fra vinteren 1942 og ind i foråret 1943.
Modstandsbevægelsen
I forlængelse af Folkefrontspolitikken skulle modstandskampen, ifølge DKP, ske i samarbejde med borgerlige kræfter. DKP fandt sammen med folk fra Konservativ Ungdom, som af forskellige grunde ikke var gået med nazisterne, og med dem opstartede de sabotagegrupper, som udførte et stigende antal sabotageaktioner mod tyske militær mål.
Modstandsbevægelsens ledelse blev kaldt Frihedsrådet og bestod af en blanding af især kommunister og konservative. Men helt på linje med folkefrontsstrategien underlagde kommunisterne sig de konservative politisk. I Frihedsrådets program, som kommunisterne underskrev, stod der eksplicit at et mål var at undgå ”revolter” og hurtigst muligt efter befrielsen at vende tilbage til ”normale tilstande”, med borgerligt demokrati, præcis som de imperialistiske vestmagter (USA/England) ønskede. Men så sandelig også i overensstemmelse med interesserne hos magtkliken i Moskva: der frygtede en succesfuld revolution i Vesteuropa.
Modstandskampen havde militært set ringe effekt, og politisk blev deres kamp sat i skyggen, da den danske befolkning rejste sig i massebevægelser mod besættelsesmagten og samarbejdsregeringen.
August oprøret
I sommeren 1943 havde den danske arbejderklasse fået nok af tyske overgreb og samarbejdspolitikken, hvor de var de eneste, der ydede ofre. I august var der generalstrejker, demonstrationer og gadekampe over det meste af den danske provins med centrum i Esbjerg, Odense og Aalborg. Bevægelsen var spontan, men lokale DKP’ere kastede sig ind i den og kom til at spille en betydningsfuld rolle.
Bevægelsen voksede ud af kontrol, og hvis de etablerede politikere ikke skulle kaste hele befolkningen i armene på DKP, blev de nød til at tage afstand til den tyske nazisme. Samarbejdsregeringen gik af, og tyskerne overtog kontrollen, satte landet i militær undtagelses tilstand og lukkede bevægelsen ned med våbenmagt.
August‐oprøret faldt sammen med, at krigslykken var vendt til Sovjetunionens fordel, og markerede et klart vendepunkt i Danmark ligesom i resten af de krigshærgede lande i Europa, hvor arbejderklassen radikaliseredes og der opstod massebevægelser i det ene land efter det andet.
Folkeopstanden
Tyskerne var trængt på alle fronter, især i øst hvor Sovjetunionen vandt den ene kæmpe sejr efter den anden. I Danmark havde de svært ved at holde kontrollen, hvilket betød, at de i stigende grad prøvede at tvinge den danske befolkning til underkastelse igennem terror, som primært blev udført af danske nazister.
Igen rejste den danske arbejderklasse sig i en spontan massebevægelse mod den tysk sponsorerede terror. Denne gang i København i slutningen af juni 1944. Hele byen deltog i flere dages gadekampe mod danske nazister.
DKP blev igen taget på sengen, men forbandt sig med bevægelsen. Da bevægelsen i København ikke havde nogen ledelse satte modstandsbevægelses ledelse, Frihedsrådet, sig i spidsen.
Frihedsrådet forhandlede med tyskerne, som gik med til massive indrømmelser, da de var bange for, at opstanden skulle sprede sig til de tyske soldater, der var stationeret udenfor København. Efter at tyskerne havde afgivet indrømmelser, lukkede Frihedsrådet bevægelsen ned.
Befrielsen
Den 5. maj 1945 overgav de tyske tropper sig til de Allierede, som på det tidspunkt stod dybt inde i Tyskland. De marcherede hjem, mens den danske befolkning deltog i en gigantisk gadefest. Befrielsen føltes som en virkelig befrielse efter 5 års massiv undertrykkelse, og nu havde folk store forventninger til fremtiden.
Den socialdemokratiske ledelse var sammen med det danske borgerskab enormt bange for, hvad DKP ville foretage sig, når befrielsen kom. DKP havde jo stået i spidsen for modstandskampen, og opnået kæmpe autoritet på den baggrund, men der var ingen grund til bekymring. DKP fejede hele vejen for politikerne, så de kunne indtage deres pladser på Christiansborg endnu engang. Politikerne og de danske kapitalister lagde nu kraftigt afstand til deres tidligere handlinger. I stedet rettede de befolkningens vrede ind mod tidligere danske SS soldater og en generel anti‐tysk stemning.
De danske SS‐soldatern var uden tvivl en gruppe forbrydere og massemordere, men de var små fisk, i forhold til dem der virkelige havde tjent på besættelsen, som F.L. Smith, Højgaard og Mærsk, der slap med at betale bøder. Politikerne genindførte dødsstraffen og henrettede 46 personer, den sidste i 1950. De var ivrige efter at dække det arbejderblod, de havde på hænderne, med nyt blod fra danske nazisoldater. Hertil fik de stor hjælp af DKP, som deltog i den anti‐tyske hetz.
Den revolutionære bevægelse
I sommeren 1945 var den danske arbejderklasse stærkt radikaliseret og begyndte at drage revolutionære konklusioner. Det var en del af en revolutionær bølge, der gik hen over hele Europa den sommer. I løbet af 1945 og 1946 var der et utal af militante strejker og demonstrationer. Arbejderklassen havde høje forventninger til fremtiden.
I Danmark startede kampene som faglige konflikter, men de fik et mere og mere politisk præg. Demonstrationer, hvor man krævede, at nazister og folk, der havde samarbejdet med dem, skulle straffes, kunne mobilisere mange tusinde over hele landet. Dette blev i stigende grad vendt mod politikerne og samfundets absolutte elite, som havde været de værste til at samarbejde med tyskerne.
Bevægelsen var igen spontan og startede igen udenom DKP. Fra den danske arbejderklasse fremkom der mere og mere radikale krav. De rejste krav om at nationalisere de vigtigste dele af økonomien og at etablere bedriftsråd.
Den danske arbejderklasse var så ophidset mod magthaverne, at både DKP og Socialdemokratiet optog kravet om bedriftsråd, selvom ingen af dem ønskede dem etableret i virkeligheden. Bedriftsråd kunne i kimform være forløberen til virkelige arbejderråd, der ville udfordre det borgerlige demokrati og lugte af en begynde revolutionær situation i Danmark. Et rædselsscenarie for det reformistiske Socialdemokrati og det stalinistiske DKP.
Bevægelsen kulminerede den 4. juli 1945, hvor en kæmpe demonstration på over 100.000 havde forsamlet sig udenfor Christiansborg. DKP ledede demonstrationen uofficielt, men stemningen var elektrisk og militant, og Københavns arbejderklasse var mødt talstærkt op. Da regeringen afviste arbejdernes krav om bedriftsråd m.m. var det lige før, at Christiansborg blev stormet af folkemængden. Kun takket være tillidsmænd fra DKP blev dette forhindret.
Pludselig blev Danmarks Radios sender stillet til rådighed for DKP’s ledelse, som indkaldte til møde for demonstrationen på Nørrebro. Demonstrationen var nu vokset til over 150.000. Arbejderne var kampberedte og krævede øjeblikkelig generalstrejke over hele landet. Generalstrejke rejser spørgsmålet om magten, men det ønskede DKP’s ledelse ikke.
Hen over hovedet på arbejderne opløste de demonstrationen og sendte arbejderne tilbage til deres arbejdspladser. Da arbejderne ikke havde andre ledere og organisationer at sætte i stedet for DKP, gjorde de, som der blev sagt. DKP afledte, hvad der kunne have udviklet sig til en revolutionær bevægelse.
På trods af DKP’s åbenlyse forræderi i juli var arbejderklassen rykket langt til venstre og straffede Socialdemokratiet ved det første valg efter krigen i oktober 1945, hvor DKP fik 18. mandater. Arbejderklassens stemmer blev delt mellem DKP og Socialdemokratiet, hvilket betød, at Venstre kunne danne regering og igangsætte en demokratisk kontrarevolution mod arbejderklassen.
Faglige kampe og demonstrationer forsatte igennem 1945 og indtil sommeren 1946, men Venstre‐ regeringen smadrede med hjælp fra fagbevægelsen den ene faglige gruppe efter den anden. Hvad værre var, at hver gang en faglig konflikt kom ud af kontrol, blev DKP sendt ind for at få arbejderne til at kapitulere. DKP var blevet en del af kontrarevolutionen. Arbejderklassen blev desillusioneret af det åbenlyse forræderi fra DKP og Socialdemokratiet. Strejkebevægelsen ophørte fra efteråret 1946.
Arbejderklassen takkede DKP for deres indsats og gav dem kun 9. mandater ved valget i 1947. Den revolutionære bevægelse var slut for denne gang, og DKP begyndte sin politiske nedtur til vores dages tilværelse af minimal betydning. Socialdemokratiet kunne vende tilbage til deres klassesamarbejdspolitik med de borgerlige, det eneste element af deres politik, hvor de aldrig er gået på kompromis.
Konklusioner
Besættelse af Danmark viste, hvad de danske kapitalister og de socialdemokratiske ledere var gjort af. Klasseinteresserne stod tydeligt frem. Det nationale ”sammenhold” handlede for dem om forsvaret af danske kapitalistiske interesser og deres egen magtposition. Men på trods af DKP’s fatale politik viste arbejderklassen igen og igen, at den var villig til at slås og begynde at drage revolutionære konklusioner på egen hånd, på trods af bundrådne ledere. Besættelsen er et tragisk stykke Danmarkshistorie, men her 70 år senere er der grund til at lære af erfaringerne fra de 5 år og se mod fremtiden. Stalinisterne er ubetydelige i dag, og Socialdemokraterne har aldrig stået svagere. Her 70år efter besættelsens afslutning er revolution endnu engang på dagsordenen i Europa og arbejderklassen vil igen lede efter revolutionære alternativer, også i Danmark!
