Winston Churchill with a Tommy Gun during an inspection near Harlepool 19402015 er 70 året for Anden Verdenskrigs afslutning. Krigen var et af de mørkeste kapitler i verdenshistorien, men samtidig også et af de mest manipulerede. Anden Verdenskrig fremstilles som en kamp mellem det onde Nazityskland mod de gode demokratiske Vestmagter: England og USA, mens Sovjetunionens deltagelse nærmest afskrives.

Herhjemme har fortællingen været præget af et snævert fokus på vores egen andedam, samt en glorificering af Vestmagterne og en dertilhørende dæmonisering af Sovjetunionen og ikke at forglemme; Tyskland. Naziregimet i Tyskland var ekstremt brutalt og barbarisk, men det var franskmændene og briterne også i deres kolonier. Tysk kapitalisme dræbte millioner i Europa, mens fransk og engelsk dræbte millioner i resten af verden. Overklassen i Frankrig og England gjorde det i ”demokratiets” navn, og historien skrives som bekendt af sejrherrerne.

Den virkelige historie om Anden Verdenskrig er historien om klasseinteresser. Om hvordan små magteliter, der talte engelsk, fransk og tysk, kastede millioner i døden for at tjene deres imperialistiske interesser. Men det er også historien om, hvordan den europæiske arbejderklasse rejste sig i kamp og revolutioner mod disse magthavere. En revolutionær bølge skyllede hen over kontinentet, men blev svigtet og knust af lederne af de europæiske Socialdemokratier og Kommunistpartier.

Denne artikel omhandler begivenhederne i Europa, i næste nummer af Revolution vil fokus være på Danmark under besættelsen.

Imperialisternes forsættelseskrig

I 1930erne var kapitalismen gået ind i en organisk krise på verdensplan, også kaldet depressionen. For de tyske kapitalister var der kun en vej ud af krisen: erobring af nye markeder og kolonier. Det ville unægtelig føre til konflikt med de to traditionelle verdensmagter: Frankrig og England.

Kampen om verdensmarkedet havde ført til Første Verdenskrig (1914-1918), men Tysklands nederlag i 1918 havde på ingen måde løst konflikten, tværtimod. Frankrig og England havde påtvunget Tyskland Versaillesfreden, som udover at sætte tysk kapitalisme i en økonomisk spændetrøje også havde betydet et kollaps i de tyske arbejderes levestandard, med hyperinflation og hungersnød.

Den tyske kapitalistklasse forsøgte desperat at løse sine problemer ved at undertrykke de tyske arbejdere gennem nazismens magtovertagelse, og derefter at fravriste englænderne og franskmændene deres monopol på verdensmarkedet.

Overklassen i Frankrig og England sad på verdensmarkedet igennem deres kolonier og havde ingen intentioner om dele med den tyske overklasse, men de var også under pres. Borgerskabet i England og Frankrig var meget uvillige til at gå ind i ny storkrig. De var godt klar over, hvor tæt på den europæiske arbejderklasse havde været på at gennemføre verdensrevolutionen efter den første verdenskrig. De var derfor bange for, hvad der kunne ske, hvis de sendte de britiske og franske arbejdere i krig endnu engang for at forsvare overklassens egne imperialistiske interesser.

Vestmagterne prøvede igennem 1930erne at lave forskellige studehandler med de tyske/italienske/spanske fascistiske regimer for at undgå krig og gik ind på de mest kyniske politiske aftaler, der ofrede Østrig, Tjekkoslovakiet, Albanien og Etiopien til fascismen. Ligesom de indgik alliancer med diktaturer, der var ligeså brutale som Tyskland; Grækenland og Polen. Men da Tyskland invaderede Polen, blev det tydeligt for Frankrig og England, at Tyskland var en alvorlig trussel mod deres interesser, og 3. sept. 1939 erklærede de krig mod Tyskland.

Nu opstod der en mærkelig situation. Der var ingen betydelige krigshandlinger i et halvt år. De franske og tyske hære stod overfor hinanden langs deres fælles grænse, men ingen rokkede en finger. Den tyske hær var ikke stærk nok til en offensiv og den franske hær forholdt sig passiv. Den franske overklasse var hunderæd for en arbejderrevolution i Frankrig og lod derfor den franske hær blive i de befæstede stillinger. Frankrig og Tyskland måtte derfor kigge efter en anden slagmark end fransk jord. De allieredes øjne faldt på Skandinavien.

Skandinavien: en brik i stormagternes spil

Da krigen var et faktum, gik den tyske ubådsflåde i aktion. England skulle økonomisk tvinges i knæ ved at sænke et utal af skibe, som bragte varer til de britiske øer. Dette gjaldt også neutrale nationers skibe. Skibe fra Danmark, Norge og Sverige blev sænket i massiv skala. Den tyske overkommando havde en klar strategi: De skandinaviske lande skulle tvinges ind i en økonomisk sameksistens med den tyske økonomi, så de kunne udnyttes optimalt til krigsindsatsen. Udover landsbrugsvarer, især fra Danmark, var den svenske jernmalm essentiel for tysk krigsproduktion. Denne jernmalm blev udskibet via den norske havneby Narvik og derefter sejlet til Tyskland igennem dansk farvand.

Det engelske borgerskab fortog nu deres modtræk. For at presse de skandinaviske lande til at svække deres handel med Tyskland, begyndte de en aggressiv militær opvisning. Britiske krigsfly og skibe begyndte systematisk at krænke dansk og især norsk territorium, som officielt var neutrale. Briterne lagde miner ud i norske farvande for at sabotere udskibningen af jernmalm til Tyskland. Det kulminerede, da den britiske flåde angreb det tyske skib Altmark d. 16. febr. 1940 i en norsk fjord. Den norske regering protesterede over de åbenlyse krigshandlinger mellem to stormagter på norsk territorium, men til ingen nytte. Danmark, Norge og Sverige var som en lus mellem to negle. Det var kun et spørgsmål om et påskud, før Norden blev en slagsmark mellem stormagterne.

Påskuddet kom, og det var de allierede, der rykkede først. I vinteren 1939-1940 udkæmpede Finland og Sovjetunionen en grænsekrig. Her stod man i den ironiske situation, at både Nazityskland og England/Frankrig støttede militærdiktaturet i Finland mod Sovjetunionen. De to sider konkurrerede om, hvem der kunne støtte Finland mest med militært isenkram, på trods af at de var i krig. De ”demokratiske” nationer ønskede på lige fod med Nazityskland at svække Sovjetunionen.

Nu opstod der en plan i den allierede lejr om at benytte krigen i Finland til at invadere Skandinavien. Officielt ville man komme Finland til hjælp militært i dets kamp mod kommunismen. Uofficielt ville man besætte Nordskandinavien med 100.000 soldater. Det besatte område skulle belejligt dække den norske havneby Narvik og alle de svenske malmminer. Hvis sådan en ”hjælpeekspedition til Finland” fandt sted, ville Tyskland, grundet afhængigheden af svensk jernmalm, blive nød til at angribe Norge måske endda Sverige.

Dette var, hvad de franske kapitalister ønskede: en slagmark langt væk fra fransk territorium og franske arbejdere. Desværre for Vestmagterne sluttede Finland fred med Sovjetunionen d. 12. marts 1940, lige før invasionen var fastsat til at finde sted. Invasionen blev udsat, til de allierede kunne komme på en ny undskyldning til at inddrage Skandinavien som slagmark. De turde ikke åbenlyst invadere små neutrale nationer i Europa af frygt for den britiske og franske arbejderklasse.

Imens de allierede planlagde deres invasion af Norden, sad tyskerne ikke på hænderne. Den tyske efterretningstjeneste var udmærket klar over Vestmagternes planer for Skandinavien. Hitler og hans generaler indså, at de måtte gribe initiativet og invadere Norge før de allierede. Her havde man brug for flyvepladser i Danmark til at understøtte invasionen af Norge. Derfor blev Danmark besat den 9. april 1940.

De allieredes invasionsstyrker blev hurtigt indsat ved Narvik, da nyheden om den tyske besættelse af Danmark og invasionen af Norge nåede dem. Her kæmpede de mod tyske styrker indtil juni, hvorefter de evakuerede og overlod Norge i tyskernes hænder. Det viste sig, at det ikke blev nødvendigt at invadere Sverige, da det svenske borgerskab og socialdemokrati fuldstændigt underlagde sig Tyskland politisk og økonomisk indtil krigens slutning.

Tvangsarbejde og udplyndring

Nazisterne nærede en dybtfølt frygt for den tyske arbejderklasse. Også i Tyskland havde Første Verdenskrig ført til revolution, og de gjorde derfor deres yderste for at opretholde en tålelig levestandard for arbejderne og middelklassen krigen igennem.

For at opretholde levestandarden for den tyske befolkning, men samtidig sikre en større krigsproduktion, begyndte nazisterne en udplyndring af det besatte territorium, hvor især Østeuropa blev hårdt ramt. Danmark, det samarbejdsvillige mønsterprotektorat, fik i sammenligning med de andre besatte lande en ultra-blid behandling. Men tyskerne ensrettede hele den danske nationale produktion efter deres behov, hvor især landbrugsvarer var efterspurgt.

For at sikre hænder i den tyske krigsindustri skabte tyskerne en hær af slaver, som skulle holde hjulene i gang. Disse slavearméer bestod af russiske krigsfanger, de jødiske fanger i koncentrationslejrene og tvangsudskrevne udenlandske arbejdere. Nazisterne havde også brug for dansk arbejdskraft, men i Danmark hjalp Socialdemokratiet og fagbevægelsen aktivt med at få folk af sted til den tyske krigsindustri. Arbejdsløsheden var massiv og folk fik frataget understøttelsen, hvis de nægtede at tage til Tyskland, så for mange var der intet andet valg end at tage ”frivilligt” til Tyskland.

Borgerskabet og nazismen

I sommeren 1940, kort efter Danmarks besættelse, og mens kampene stadig rasede i Norge, vendte Hitler sig mod vest. På blot 6 uger blev Luxembourg, Holland, Belgien og ikke mindst Frankrig besejret og besat. Den franske hær var langt større end den tyske, men den afspejlede det franske borgerskab: Inkompetent og mere bange for sin egen befolkning end for tyskerne. Da den franske hær mødte modgang på slagmarken, stod den herskende klasse i Frankrig overfor et valg; at bevæbne arbejderklassen eller at vælge tyske besættelse og fascisme. De valgte det sidste.

At bevæbne den franske arbejderklasse var den eneste måde, Frankrig kunne være sikker på at stoppe Hitler, der ikke ville kunne besejre et helt bevæbnet folk. Men at bevæbne arbejderklassen ville være en trussel mod det franske borgerskab. De viste i praksis, at deres eneste interesse er at sikre deres magt og privilegier, og at de langt hellere vil accepterede en nazistisk besættelse, som ikke truer deres ejerskab over produktionsmidlerne, end at bevæbne arbejderklassen, hvilket unægtelig ville true det selvsamme ejerskab.

Efter Frankrigs fald begyndte tyskerne luftbombardementer af britiske byer, intensiverede ubådskrigen og udkæmpede en krig mod englænderne i Nordafrika på lavt blus sammen med deres italienske allierede. Hitler var ikke specielt interesseret i at invadere England. Han mente, det var muligt at indgå en fordelagtig aftale med det britiske borgerskab: Tyskland skulle dominere det europæiske kontinent, mens England skulle styre verdenshavene igennem sit koloniimperium. En opdeling af verden der fandt genklang blandt en del af overklassen i England. Men andre dele af den herskende klasse i England og ikke mindst i USA (der indtrådte i krigen 7. dec. 1941) ønskede ikke, at tysk kapitalisme uhindret kunne dominere det europæiske fastland. Derudover frygtede den britiske overklasse under Winston Churchills ledelse deres egen arbejderklasses modstand, hvis de indgik en aftale med Hitler.

På den anden side kunne England ikke besejre nazityskland militært på den afgørende slagmark, det europæiske fastland. Krigen blev udkæmpet i periferien såsom Balkan, Mellemøsten og Nord- og Østafrika. Hitler brugte kun nok ressourcer på dette ”sideshow” til at holde det gående. Hans blik var rettet mod øst.

Hitler-Stalin pagten

På trods af at stalinisme og nazisterne var retoriske dødsfjender, havde Hitler og Stalin for en tid fundet et fælles ståsted. I august 1939 havde Stalin og Hitler indgået en ikkeangrebspagt.

Da Stalin kom til magten i Sovjetunionen i 1924, lancerede han den reaktionære ide om ”socialisme i et land”, der førte til en nationalistisk degenerering af alle sektioner i den kommunistiske internationale, der blev redskaber for Sovjetunionens udenrigspolitik. Det stalinistiske bureaukrati spillede i stigende grad en direkte kontrarevolutionær rolle, bl.a. i den franske folkefrontsregering og under den spanske revolution, fordi en ny revolutionær bølge i Europa, var en trussel mod deres egen magtposition og privilegier.

Mens de tyske nazister myrdede løs i det vestlige Polen, blev landet også invaderet fra øst af Sovjetunionen. Hitler ønskede frie hænder til at overmande sine rivaler i vest, mens Stalin troede, at det var muligt at dele verden op i interessesfærer, hvor Sovjetunionen kunne eksistere i fredelig sameksistens med den globale kapitalisme. Med ikke-angrebspagten troede Stalin oprigtigt, at Nazityskland og Sovjetunionen kunne eksistere fredeligt side om side. Han tog fejl.

Invasionen af Sovjetunionen

På trods af det stalinistiske diktatur, der herskede i Sovjetunionen, og som i høj grad tåler sammenligning med nazisterne i deres forbryderiske gerninger, var de to systemer fundamentalt forskellige. Hitler og hans med-fascister i Spanien og Italien var sat i verden for at smadre arbejderklassen og dens organisationer og forhindre en socialistisk revolution engang for alle. Dette ville unægtelig føre til et opgør med Sovjetunionen. Før eller siden.

tyske soldater observerer fremmarch på østfrontenD. 22. juni 1941 var enorme tyske hærstyrker samlet på grænsen til Sovjetunionen. Artilleriet brager, tanks og fly brøler og millioner af tyske soldater betræder sovjetisk jord, og dermed betrådte Nazityskland stien til sin egen undergang. Hitlers invasion af Sovjetunionen og efterfølgende 46 måneders krig indtog enorme proportioner. 410 divisioner mødtes på østfronten i et uhyggeligt blodbad, der kostede det sovjetiske folk ca. 29 mio. dræbte, mens ca. 4 mio. tyskere døde.

Nazismen var kapitalismens sidste desperate træk for at holde sig ved magten. Sovjetunionen blev skabt på baggrund af verdens første socialistiske revolution, der havde indført planøkonomi, som på 24 år drastisk havde forhøjet levestandarden og forvandlet Rusland fra et tilbagestående landbrugsland til en industrination, som med tiden kunne udkonkurrere alle andre nationer i verden med undtagelse af USA. På trods af revolutionens degenerering, og at en lille bureaukratisk klike under Stalins ledelse tog magten i et brutalt diktatur, udgjorde opgøret med den private ejendomsret og planøkonomien stadig et fundamentalt fremskridt fra kapitalismen.

De blodige udrensninger i Moskva-processerne i 1938 havde kappet hovedet af den røde hær. Hvad værre var, så troede Stalin oprigtigt på ikkeangrebspagten med Hitler, hvilket betød, at han fik de forberedte forsvarsstillinger langs grænsen fjernet. Den røde hær blev taget på sengen, da Tyskland invaderede i juni 1941, og millioner af russiske soldater blev dræbt på den mest meningsløse vis.

Med Nazitysklands invasion af Sovjetunionen ændrede Anden Verdenskrig fundamentalt karakter. Fra at havde været en forsættelse af det imperialistiske opgør fra Første Verdenskrig udkæmpet med konventionelt militær, blev det nu en kamp mellem to socioøkonomiske systemer. De russiske og en stor del af den europæiske arbejderklasse kastede sig ind i kampen mod nazisterne og forsvaret af verdens første arbejderstat, Sovjetunionen.

Tysklands invasion af Sovjet frigjorde kommunistpartierne over hele Europa fra ikke-angrebspagten, som havde gjorde dem dybt forhadte blandt arbejderne, fordi pagten havde allieret kommunisterne med nazisterne. På trods af at de fra da af var mål for massiv forfølgelse fra nazisternes side, begyndte kommunisterne at opbygge en væbnet modstandsbevægelse over hele kontinentet.

Kommunistpartierne blev nu ledende i modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Dette blev også tilfældet i Danmark, hvor Danmarks Kommunistisk Parti (DKP) vandt større og større støtte i den danske arbejderklasse i opposition til Socialdemokratiet, som krigen skred frem, som vi kommer ind på i del 2.

Vendepunktet

Verdens øjne var rettet mod en lille provinsby ved floden Volga dybt inde i Rusland. Byens navn var Stalingrad, og her blev verdens skæbne afgjort. Slaget om Stalingrad kan bedst beskrives som Helvede på jord, men da røgen lagde sig, havde den sovjetiske hær sejret over den tyske krigsmaskine. Den 2. februar 1943 overgav d. 6. tyske Armé sig, der siden 23. nov. havde været indespærret i Stalingrad og havde gennemlevet et helvede af død, ødelægges, sult og kannibalisme. Hitler havde presset sin hær for dybt ind på de russiske vidder og strakt sine ressourcer for langt.

Yderligere var den sovjetiske planøkonomi oppe på fuld damp, efter de indledende nederlag efter den tyske invasion. Den tyske økonomi var udkonkurreret, og nu vendte krigslykken i sovjetisk favør. På trods af at Nazityskland havde hele Europas ressourcer og høje teknologiske niveau bag sig, viste den sovjetiske planøkonomi sin overlegenhed. 90.000 tyske soldater overgav sig ved Stalingrad, og snart gik nyheden om sejren verden rundt, inklusiv i de tysk besatte lande. Tiden for åbent oprør var begyndt.

Den europæiske masseopstand

Da det stod klart, at Tysklands nederlag til Sovjetunionen var uundgåeligt, skete der to ting. For det første besluttede England og USA at træde ind på den europæiske slagmark. Indtil da havde de været tilfredse med at se på, mens tyskerne og russerne myrdede hinanden. De håbede, at Nazityskland ville slå Sovjet, men blive så svækket i forsøget, at de på det rigtige tidspunkt kunne skride ind og undertvinge sig hele Europa. Men de havde klart undervurderet det russiske folk og planøkonomien.

Nu fik de Allierede travlt. I september 1943 invaderede de Italien og året efter Grækenland. Målet var ikke som sådan at besejre Tyskland, men at sikre sig at Sovjetunionen blev holdt ude af Middelhavet. Sovjetunionen rykkede dog ligeså hurtigt og generobrede enorme områder. Det fik Vestmagterne til at invadere Frankrig d. 6. juni 1944 af frygt for at møde den røde hær ved den engelsk kanal.

For det andet blev tyskernes tilbagegang og den deraf følgende fremgang for Vestmagterne og Sovjetunionen startsignalet til revolutionære bevægelser over hele Europa: I Italien udbrød der i 1943 borgerkrig mellem klasserne, der først sluttede i 1946. Danmark oplevede i samme periode tre massebevægelser med strejker og demonstrationer. I Grækenland blev en revolutionær opstand i 1944 hurtigt til borgerkrig, som først sluttede i 1949, da venstrefløjen blev nedkæmpet med massiv støtte fra Vestmagterne. I Frankrig befriede arbejderklassen fra 1944 store dele af landet, og i Østeuropa førte den røde hærs fremgang mange steder til opkomst af arbejderråd og fabriksbesættelser. Fælles for alle bevægelserne var, at de til dels var vendt mod den nazistiske undertrykkelse, men de bevægede sig også mod revolutionære konklusioner. Der var endda en strejkebevægelse i Tyskland mod krigen. Som krigen nærmede sig sin afslutning, blev bevægelserne mere og mere radikaliserede.

Tysklands kamp til den bitre ende

Fra sommeren 1944 stod det klart for alle tyskere, at krigen var tabt, men de forsatte kampen indtil Hitler skød sig selv under kampene om Berlin. Ansvaret for, at krigen blev så lang og så brutal, som den gjorde, lå hos magthaverne i Sovjetunionen og Vestmagterne.

De tyske arbejdere huskede, hvordan Versaillefreden, som de Allierede havde dikteret, førte til en brutal nedgang i deres levevilkår. Og Vestmagterne og Sovjetunionen lovede nu, at den kommende fred ville blive tusinde gange værre. Churchill forslog bl.a., at tyske byer og industri skulle sprænges i luften, så Tyskland ville blive reduceret til en landbrugsnation.

Den allierede propaganda kørte i døgndrift med hadske, racistiske, pronationalistiske kampagner mod det tyske folk, som også blev udsat for militære overgreb, bl.a. massevoldtog den røde hær tyske kvinder, og det amerikanske og britiske luftvåben terrorbombede tyske byer, med flere millioner dræbte til følge.

I denne situation så mange tyskere ingen anden mulighed end at forsætte kampen til den bitre ende i håbet på at det ville betyde bedre fredsbetingelser end de fremlagte, som var betingelsesløs overgivelse.

Sovjetunionen var ikke bedre end Vestmagterne. Efter Ikke-angrebspagtens sammenbrud havde Stalin allieret sig med Vestmagterne, der til gengæld krævede garantier mod verdensrevolution. I 1943 lukkede Stalin Tredje Internationale ned, på krav fra amerikanerne. Også de førte en voldsom ”anti-tysk” propaganda. Havde Sovjet i stedet ført en revolutionær krig, appelleret til de menige tyske soldater og overbevist dem om at vende sig mod nazisterne og kæmpe sammen med den røde hær for et socialistisk Europa, kunne mange års meningsløst blodbad været undgået. Den tyske hær var involveret i drab på millioner over hele kontinentet, men i dens rækker fandtes også millioner af tidligere medlemmer af det tyske Socialdemokrati og Kommunistparti. De kunne være vundet til kampen mod nazismen for et socialistisk Europa.

Konklusioner

Anden verdenskrig var ikke en krig mellem ”gode” og ”onde” nationer. Det var en krig mellem imperialistiske stormagter, hvis herskende klasser i forsvaret af deres egne interesser, ikke skyede brutalitet og millioner af døde. Anden verdenskrig betød, at de mindre europæiske imperialistiske landes magt blev svækket, mens USA og Sovjet kom ud af krigen styrket.

De herskende klassers magt blev dog, som krigen og dens brutalitet skred frem, truet af den europæiske arbejderklasse, som uden ledere og organisationer gjorde oprør mod krigen og de herskende klasser. Sovjetunionen, og dermed kommunistpartierne, vandt enorm autoritet blandt de europæiske arbejdere efter næsten egenhændigt at have besejret Nazityskland. Men Kommunistpartierne spillede en aktiv rolle i at afspore de revolutionære bevægelser ad demokratiske kanaler. De betød, at Socialdemokratierne, som ellers var blevet voldsomt svækket af deres rolle under krigen, igen blev hevet frem, og stod i spidsen for en demokratisk kontrarevolution. Stalin-bureaukratiet frygtede stadig, at en socialistisk revolution ville true deres privilegier og satsede i stedet på den ”fredelige sameksistens” med de imperialistiske stormagter. Det blev dog ikke til fredelig sameksistens, men en kold krig, der varede til Berlinmurens fald.

Spændingerne mellem imperialistiske stormagter er langt fra forsvundet og Anden Verdenskrig viser med al tydelighed, at de herskende klasser ikke skyr nogen midler i forsvaret af deres interesser og privilegier, på trods af de myter, de selv forsøger at fremmane. Vi må ikke ukritisk acceptere, hvad der står i historiebøgerne, men se forbi myterne, og se kapitalismen og den slags ledere, den skaber, for hvad de virkelig er.Soviet soldiers with lowered standards

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.