Tsipras og hans finansminister Varoufakis var på rundtur til de europæiske hovedstæder i et forsøg på at mønstre støtte til deres politik om genforhandling af gælden, men er blevet mødt med åben fjendtlighed. Arbejderne i Grækenland slutter op omkring det, de betragter som deres regering, i en bevægelse der kan eskalere i de kommende uger.

Syrizas sejr markerede et vendepunkt i den græske og europæiske krise. Den bebudede gennemførelse af dele af Syrizas Thessaloniki-program, der for den græske befolkning betyder en ende på sparepolitikken og Memorandummet, har skabt panik på de finansielle markeder og blandt den europæiske kapitalismes strateger.

Tsipras’ modstand mod trojkaen er ekstremt populær blandt arbejdere og unge i Grækenland. I sidste uge og i denne uge [uge 6 og 7] har vi set massemøder og demonstrationer i Athen og i mange andre byer over hele Grækenland til støtte for regeringen. Det er et vigtigt element i forståelsen af konflikten mellem den græske regering og EU. De græske masser er blevet vækket og er ikke blot tilskuere, men spiller en aktiv rolle i situationen.

Faktisk er det, der skete i går [torsdag d. 12.02], symptomatisk for situationen. Ifølge forskellige rapporter, virker det til, at Varoufakis, Grækenlands nye finansminister, havde indgået en aftale, der ville have medført en “forlængelse” af det nuværende låneprogram. Dette ville i Grækenland være blevet set som om, at regeringen overgav sig.

The Financial Times hævder, at det havde en kopi af aftaleudkastet, som syntes at pege i retning af en kompromisløsning med den græske regering. Den græske regering benægtede senere, at en sådan aftale var blevet indgået, men Financial Times siger, “Vores fremstilling er baseret på flere kilder fra adskillige delegationer, så vi står ved vores historie.”

Massernes pres

Problemet var, at der var omkring 30.000 mennesker på pladsen foran parlamentsbygningen i Athen. Varoufakis var sammen med Dragassakis, Grækenlands vicepremierminister, langt væk i Bruxelles, men Tsipras var i Athen, tæt på de vrede demonstranter. I sidste ende var det de græske masser, der saboterede ethvert forsøg på forræderi i Bruxelles.

Økonomer fra Berenberg Bank blev, efter gårsdagens fejlslagne forsøg på at nå en aftale, citeret for at sige, at “den reelle risiko i Athen synes at være, at Tsipras har hævet forventningerne i en sådan grad, at han kan finde det yderst vanskeligt at bakke tilbage fra sin retorik og indgå en aftale, som resten af eurozonen kan acceptere.” (Ekathimerini 13. februar 2015)

Forhandlingerne skal genoptages mandag [16.02], og Varoufakis er citeret for at sige, at han håber på en “helende aftale” og tilføjer, “ikke at finde en løsning, er ikke en del af vores rationale”. Dette tyder på, at der kan være en vis sandhed i det Financial Times hævdede, der skete i går. Hvis det er tilfældet, ville det også indikere splittelser i Syriza-regeringen på dette spørgsmål, mellem dem, der ikke ser anden udvej end at indgå en form for kompromis med EU og de, der føler sig presset af de græske masser, som ikke er villige til at gå på kompromis. Det eneste, der således kom ud af Eurogruppens møde med Varoufakis, var, at forhandlingerne vil fortsætte mandag.

Den nye græske regering har klart givet udtryk for det åbenlyse faktum, at redningspakkerne fra EU har skadet den græske økonomi. Derfor har Syriza-regeringen, i forsøget på at nå frem til en form for aftale med EU, foreslået en genforhandling af 30% af sine forpligtelser fra redningspakkerne. Men trojkaen har insisteret på, at de brutale spareplaner, som den græske befolkning er blevet pålagt og som den tidligere græske regering har godkendt, ikke er til genforhandling men skal gennemføres fuldt ud.

Her står vi over for fundamentalt uforenelige interesser: de græske arbejdere overfor den europæiske finanskapital. Dette er en klassekonflikt, der udstiller den reelle karakter af det samfund, vi lever i. Græske arbejdere vil have ordentlige lønninger og forhold, anstændige pensioner, et anstændigt sundhedssystem og uddannelsessystem, mad til deres familier og arbejdspladser. Det er, hvad de stemte for den 25. januar, hvor alle de partier, der har gennemført besparelser og nedskæringer, led nederlag.

Faktum er, at kapitalistklassen ikke kan give alt dette uden at gøre massivt indhug i deres akkumulerede rigdom og overskud. Dette er endnu mere tilfældet i den nuværende periode med global organisk krise i kapitalismen.

Under den tidligere Samaras regering oplevede det græske folk et kollaps af deres økonomi uden fortilfælde, massiv fattigdom og arbejdsløshed, og en konstant, endeløs bølge af voldsomme nedskæringer og endnu flere nedskæringer.

De kæmpede tappert i over 30 generalstrejker og massedemonstrationer for at stoppe dette, men den tidligere regering gik ubønhørligt frem i sin offensiv mod arbejderklassen. Det er derfor, de græske arbejdere og unge til sidst drog den konklusion, at det var nødvendigt med en politisk forandring og i stort tal stemte på Syriza ved valget.

Syriza vandt på baggrund af et anti-spareprogram. Det er derfor Syriza-regeringen øjeblikkeligt efter sin indsættelse kom i konflikt med EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

Thessaloniki programmet

I september præsenterede Alexis Tsipras, Syrizas leder, partiets program, som blev kendt som “Thessaloniki-programmet”. Det skal siges, at denne platform var mere moderat end de 40 punkter, som Syriza gik til valg på i de to valg i 2012. På trods af det indeholder Thessaloniki-programmet mange progressive krav, som, hvis de gennemføres, vil lindre de græske arbejdere og fattiges lidelser.

Det indeholder tiltag, såsom straks at øge de offentlige investeringer, gradvist at tilbagerulle alle memorandummets uretfærdigheder, at genopbygge af velfærdsstaten, afskrive størstedelen af den offentlige gælds nominelle værdi, stoppe al privatisering af offentlige aktiver, og en gradvis genopretning af lønninger og pensioner, gratis el og tilskud til måltider til de 300.000 fattigste familier, en delvis afskrivning af gælden for folk, der er nu lever under fattigdomsgrænsen, suspension af tvangsauktioner på primære boliger værdisat til mindre end € 300.000, at genoprette mindstelønnen til 751 € uden diskrimination af unge arbejdere, at genoprette kollektive overenskomster, og mange flere krav som vælgerne entusiastisk stemte for.

Det er det mest venstreorienterede program, vi har set i Europa i mange år. Det er et ægte reformprogram. Og det er på grund af disse krav, Syriza var i stand til at vinde valget. Vi får at vide af mainstream lederne af arbejderbevægelsen, såsom Hollande i Frankrig eller Miliband i Storbritannien, at de såkaldte “ekstreme” krav ikke vinder valg. Syriza viser, at det modsatte er tilfældet. De ovennævnte krav – som på ingen måde er ekstreme, men beskedne krav fra arbejderne – ville give venstrefløjen valgsejre over hele Europa, hvis dens ledere havde modet til at stille op på et sådant program.

Det spørgsmål der rejser sig nu er, hvordan et sådant program skal gennemføres, og hvordan det skal finansieres? Det er klart, at de finansielle institutioner i EU ikke vil yde den nødvendige finansiering til implementeringen af programmet. Tsipras’ dilemma er, at hans program, omend det er “fornuftigt” for arbejderne, er helt uforenelig med kapitalisternes interesser både i Grækenland og Europa. Med andre ord ville Syriza-programmet et langt stykke af vej opfylde arbejdernes behov, men det ville uundgåeligt ske på bekostning af kapitalisternes profitter.

Lektioner i borgerligt demokrati

Øjeblikkeligt efter at være blevet valgt erklærede Tsipras, at han agtede at gennemføre det program, han blev valgt på. Man kunne forestille sig, at det græske folks demokratiske vilje ville blive respekteret af dets “europæiske partnere”. Det er vel sådan, at flertallet bestemmer i et demokratisk system! Men i stedet fik han at vide, at han skulle lægge sit valgprogram til side og fortsætte programmet fra de partier, der havde lidt nederlag ved valget: nedskæringer.

Som Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz sagde på et nyligt besøg i Grækenland, “Syriza må indse, at partiet nu er den græske regering, ikke et parti der fører valgkamp.” Han tilføjede også, at han forventer, at Syriza vil erstatte sin valgkampsretorik med “pragmatiske løsninger, der kan fungere for begge parter.”

Her har vi essensen af det borgerlige demokrati: lov folket hvad du vil, men når du er valgt, må du gennemføre finanskapitalens program. Problemet er, at dette ikke er en normal situation. Verdenskapitalismen er i dyb krise, og Europa er i hjertet af denne krise. Det forklarer, hvorfor udviklingen i Grækenland er så vigtig.

Den globale økonomi

Et af Syrizas vigtigste krav i valgkampen; afskrivningen af en stor del af Grækenlands offentlige gæld, blev straks mødt med en direkte afvisning fra EU og ECB. Tsipras har faktisk trukket sig tilbage fra at insistere på dette krav.

Som et middel til at få et pusterum for den græske økonomi, har han krævet et “overgangslån” for at undgå, at Grækenland går i betalingsstandsning i slutningen af denne måned. Tsipras hævder, at sådan et pusterum ville tillade begge parter roligt at forhandle en bedre aftale for Grækenland. Men man må forstå, at selv om et sådant lån blev vedtaget, ville det kun forsinke problemet et par måneder. For så vidt angår den samlede gældsafvikling, har han stillet et centralt krav fra Syriza-regeringen i forhandlingerne med EU: at Grækenlands afdrag på sine lån bør være knyttet til landets vækstrate, dvs. at først når den græske økonomi vokser, kan landet blive bedt om at begynde afbetaling af gælden i væsentlig grad.

Det kunne ligne en rimelig anmodning, når man ser på det græske folks lidelser i den seneste periode. Hvis Grækenland kunne opnå betydelige vækstrater på 4 eller 5 procent over en længere periode, vil landet i sidste ende være i stand til at begynde at betale. Men med den nuværende tilstand for den europæiske økonomi og verdensøkonomien, hvordan skal Grækenland så kunne opnå de nødvendige vækstrater?

Det meste af Europa er stagneret, Japan er i recession, Kinas økonomi er aftagende og trækker det sydøstlige Asien og de fleste af de såkaldte BRIKS lande med ned, hvor Brasiliens økonomi er stagneret og Rusland står over for en alvorlig økonomisk krise. Under disse omstændigheder er alle de industrialiserede lande på udkig efter afsætningsmuligheder for deres eksport, herunder Tyskland, der eksporterer omkring 50% af sit BNP.

Det er dog ikke blot et spørgsmål om et stagnerende verdensmarked. Problemet forværres af den lave græske produktivitet, som er ca. 30% lavere end i Tyskland. Grunden er, at den tyske industri har et meget højere teknologisk input, på grund af meget højere niveau af investeringer over mange år.

Derfor vil Grækenland være nødt til massivt at øge sin konkurrenceevne, hvis de skal “eksportere sig ud af krisen” på et kapitalistisk grundlag. Det kan gøres på to måder: ved at modernisere sin industri eller skære arbejdernes lønninger.

Modernisering ville kræve massive investeringer fra kapitalisterne. Problemet er, at kapitalisterne investerer, når de føler, at der er et voksende marked for deres varer, som vil muliggøre, at man kan opnå en rimelig profit indenfor et rimeligt tidsrum. Under de nuværende forhold i verdensøkonomien vil kapitalisterne ikke investere i Grækenland i det omfang, det er nødvendigt. Det er derfor, de foretrækker at øge deres konkurrenceevne ved at skære arbejdernes lønninger og få dem til at arbejde længere.

Alt dette forklarer, hvorfor de tidligere regeringer i Grækenland lagde så meget vægt på at nedbringe reallønnen og ødelægge de kollektive overenskomster. På et kapitalistisk grundlag er det helt logisk at handle på den måde. De græske arbejdere ser dog dette på en helt anden måde, da det er dem, der har holdt for, med massiv nedgang i deres levestandard til følge.

Fire millioner mennesker lever nu i fattigdom (næsten halvdelen af befolkningen). En tredjedel af alle børn lider af en form for fejlernæring; 400.000 husstande er uden indkomst; og en tredjedel af arbejderne lever for mindre end € 470 per måned. Samtidig har de rigeste 10% af grækerne faktisk øget deres rigdom i samme periode.

Europæisk rundtur

De sidste to uger har Tsipras, den nye premierminister og hans finansminister Varoufakis været på rundtur i Europa, for at møde de europæiske nationale ledere, i et forsøg på at mønstre støtte til deres forslag. Generelt har de modtaget en kold skulder, med mange høflige – og knap så høflige – ord, men ingen konkrete skridt til at opfylde det græske folks reelle behov.

Den tyske regering, som afspejler behovene i sin egen herskende klasse, har lagt en hård linje og kræver, at Grækenland holder sig til det aftalte memoranda. Det er fordi den tyske kapitalistklasse – mens de ønsker at bevare det bredere europæiske marked for sin eksport – ikke ønsker at betale regningen for Grækenland og de øvrige sydeuropæiske EU-landes ophobede gæld.

Heri har vi en uforsonlig konflikt. Det tyske borgerskab har indført sparepolitik i hele Eurozonen. De kræver, at alle lande betaler sin gæld. For at det kan ske, er alle nationale regeringer tvunget til at skære massivt ned på sociale udgifter for at skabe balance på deres årlige budgetter og finde penge til at betale renter på deres ophobede gæld.

Problemet er, at indførelsen af nedskæringer betyder, at man skærer i folks levestandard, når de mister deres job eller får sænket deres realløn. Dette fører igen til, at markedet indskrænkes og dermed faldende salg. Det er en nedadgående spiral, der ikke tilbyder nogen løsning. Alt det skaber, er en konstant strøm af kapital ud af disse lande og tilbage til långiverne, der bliver ved med at kræve mere, da de ikke er parate til at opgive det, de har til gode.

Merkel står også over for et politisk problem. Enhver antydning af, at hun er “blød” overfor Grækenland, og at de tyske skatteydere derfor skal betale regningen, vil øge støtten til partierne til højre for hende, som AfD [Alternativ for Tyskland].

Kamplyst

Før Syriza blev valgt, holdt alle europæiske regeringer sig til nedskæringsdagsordenen dikteret af Tyskland, med entusiastisk støtte fra Holland og Finland. Men i Grækenland har folk nu stemt for en ende på besparelserne, og de forventer, at Tsipras leverer. Det forklarer Syriza-regeringens kamplyst.

I sidste uge sagde Tsipras i en flammende tale til sin parlamentariske gruppe: “Grækenland vil ikke tage imod ordrer mere … Grækenland er ikke længere den usle partner, der lytter til forelæsningen og laver sine lektier. Grækenland har sin egen stemme”. Og straks røg Tsipras ‘popularitet helt i vejret til over 70%, en stigning fra den foregående uge, 72% af befolkningen udtrykker opbakning til hans konfrontation med trojkaen. Udskrev Tsipras nyvalg nu, ville han få en jordskredssejr, da folk ser det som, at han forsøger at gennemføre, hvad han lovede i valgkampen.

Kapitalens strateger i Europa er yderst nervøse. Hvis de tager konfrontationen til kanten, kan Grækenland ende med at blive tvunget ud af euroen og måske endda selve EU. Selvom den græske økonomi er lille – kun 2% af Eurozonens BNP – ville konsekvenserne af landets exit, og den uundgåelige statsbankerot gå langt ud over landets grænser. Det ville destabilisere euroen som helhed og gøde jorden for en endnu større krise, der involverer lande som Italien og Spanien.

Eurozonen oplever allerede nu deflationspres. Kapitalens strateger frygter, at hvis deflation griber den europæiske økonomi, vil det være begyndelsen på en nedadgående spiral, som de vil få svært ved at kravle ud af igen. Det forklarer ECB’s nylige beslutning om at vedtage kvantitative lempelser, dvs. trykning af penge, i et desperat forsøg på at stoppe økonomien fra at falde ned i en depression. Krise i Europa ville sætte en stopper for det svage opsving i andre dele af verden, især Nordamerika.

Det forklarer, hvorfor Obama og den canadiske premierminister har lagt pres på EU-embedsmændene for at finde en form for kompromis med Grækenland. De frygter, at en eskalering af den græske krise kan få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien på et tidspunkt, hvor væksten er så skrøbelig.

Det problem som EU’s embedsmænd står overfor er, at enhver væsentlig indrømmelse til Grækenland vil blive opfattet som et grønt lys til Portugal, Spanien, Italien og andre medlemsstater, til at kræve indrømmelser. I Spanien har vi set anti-nedskæringspartiet Podemos’ kometagtige vækst. Enhver alvorlig indrømmelse til Syriza-regeringen vil styrke Podemos, som kunne vinde næste parlamentsvalg i Spanien.

Hvis Grækenland får lov af trojkaen til at forfølge et program om at genoprette mindstelønnen, forbyde tvangsauktioner, genansætte offentligt ansatte osv., ville virkningen på den offentlige mening i disse lande være enorme. Folk ville med rette spørge: Hvis Grækenland kan stoppe sparepolitikken, hvorfor kan vi så ikke? Og det indlysende svar ville være: Vi har brug for at slippe af med de regerende højreorienterede partier, der gennemfører nedskæringerne, og vælge en regering af Syrizas slags.

En irsk minister har allerede erklæret, at enhver ny aftale til Grækenland også skal gælde for Irland. Hvis trojkaen giver betydelige indrømmelser til Grækenland, vil de stå overfor langt mere alvorlige problemer i hele Europa!

Intet langsigtet kompromis er muligt

I den forløbne uge er Tsipras og Varoufakis kommet med en række modstridende udsagn, som afspejler de forskellige klassepres, de kommer under. Varoufakis har udtalt, at Syriza accepterer 70% af det, der blev aftalt med Samaras regering og tilføjer, at aftaler med reaktionære kræfter “nogle gange kan være nødvendige”.

Tsipras har sagt, at Grækenland har til hensigt at opfylde sine forpligtelser og ønsker at blive i euroen og EU. Allerede før valget skrev Tsipras en artikel til Financial Times, hvori han erklærede, at: “En Syriza regering vil respektere Grækenlands forpligtelse som Eurozonemedlem om at opretholde et balanceret budget, og vil forpligte sig til kvantitative mål.”

Det er som at løse cirklens kvadratur. Hvis Grækenland forbliver inden for EU og eurozonen, vil de blive tvunget til at rette sig efter den europæiske kapitals diktater.

Grækenlands samlede gæld er på € 321 mia. og landet har allerede lånt 240 mia. € fra EU, ECB og IMF (den berygtede trojka). Siden krisen begyndte er den offentlige gæld steget fra 125% af BNP til næsten 180%. BNP er i samme periode faldet med i alt 25%. For at betale denne gæld har Grækenland brug for meget høje vækstrater i mange år frem, hvilket er uopnåeligt indenfor nogen som helst overskuelig fremtid.

Stillet over for de bredere europæiske og globale konsekvenser af en græsk statsbankerot, kan en eller anden form for midlertidigt kompromis komme på tale i de næste dage. På mandag vil vi se, hvilken aftale, om nogen, er mulig. Et 10 punkts forslag bliver udarbejdet af Syriza, som vil omfatte en sænkelse af målet for det primære budgetoverskud i 2015, fra 3 procent til 1,5 procent. Til gengæld for kompromisforslaget håber den Syriza-ledede regering at modtage de resterende € 7 mia. af redningspakken fra EU.

Det vil kunne dække regeringens forpligtigelser frem til juni. Selv i bedste fald vil det kun forsinke det uundgåelige et par måneder. Ethvert kompromis på kort sigt, i form af et lån, vil kun give et kort pusterum, hvor forhandlingerne vil blive trukket ud, hvor begge sider er ude af stand til at nå et samlet kompromis.

Et kortsigtet kompromis og nogle indrømmelser fra EU er ikke udelukket. Dagens nyhed er, at Den Europæiske Centralbank har ydet yderligere € 5billion i nødlån til de græske banker, så den samlede sum, de har modtaget hidtil i Emergency Liquidity Assistance, løber op i € 65 mia. Dette tyder på, at de ikke ønsker at se en bankkrise udfolde sig i Grækenland. Problemet er imidlertid, at pengene bliver trukket ud af de græske banker med en hastighed på 200-300 mio. euro om dagen. Hvis der ikke nås en aftale på mandag, er frygten, at disse transaktioner kan stige kraftigt til et egentligt stormløb på bankerne.

Dette viser, hvor stor krisen er, og selv om de blev enige om korte, midlertidige lappeløsninger, ville de ikke løse det grundlæggende problem. Sandheden er, at Grækenlands gæld er ubetalelig og at ingen manøvrer kan ændre på dette.

Långiverne vil ikke være parate til at opgive de penge, som der skyldes dem. De har allerede accepteret såkaldte “haircuts” tidligere. Derfor vil Grækenland, så længe det er inden for EU og euroen, komme under ubærligt pres for at finde ressourcerne til at tilbagebetale gælden og renterne på gælden. Det betyder flere besparelser, ikke færre.

De græske arbejderes beslutsomhed

Men det græske folk stemte for en ende på sparepolitikken og vil ikke være parat til flere angreb på deres levestandard. Dette blev vist i sidste uge og i går, da titusinder mødte op foran parlamentet for at støtte regeringen. Masserne vil ikke sidde med hænderne i lommen. De kommer til at yde aktiv støtte til det, de opfatter som deres regering.

Valget af Syriza og frem for alt opfattelsen af, at Tsipras står fast på sine valgløfter, har ændret stemningen i Grækenland. Der er en voksende følelse af selvtillid. Nogle af de bebudede tiltag har en stærk symbolsk effekt, som genansættelsen af Finansministeriets fyrede rengøringsassistenter, der havde ført en heroisk kamp for at forsvare deres job, og reetablering af den statslige tv-station ERT, hvis arbejdere besatte lokalerne, da den blev lukket af den forrige regering, etc.

De provokerende udtalelser og beslutninger fra embedsmænd fra EU, ECB, Europa-kommissionen, etc., har skabt en berettiget følelse af vrede i Grækenland.

Denne stemning må omdannes til en organiseret bevægelse. I hvert kvarter og på hver arbejdsplads bør der være forenede aktionskomiteer mod besparelser og imod trojkaens afpresning. Arbejderne må mobilisere for at sikre, at regeringen ikke giver nogen indrømmelser til trojkaen og kræve den fulde gennemførelse af regeringens program, som Tsipras korrekt har bebudet.

I disse kampe kan de græske arbejdere kun stole på deres egne kræfter og styrken hos deres klassebrøde i resten af Europa. Uanset hvor mange smarte forhandlingstricks eller sproglige manøvrer de bruger, kan de ikke skjule, at Syrizas valgløfter er i fuldstændig modstrid med det nedskæringsmemorandum som trojkaen har påtvunget landet.

Samtidig er enhver melding fra Syrizas ministre om, at de vil gennemføre deres program, blevet mødt med en de facto krigserklæring fra kapitalisterne. Som vi har set, har der faktisk været et stormløb i slowmotion på bankerne, lige siden nyvalget blev offentliggjort i december. I januar alene blev der trukket € 11 mia. euro ud af bankerne.

Børsen har oplevet voldsomme udsving på daglig basis tæt forbundet til udviklingen i opfattelsen af, om regeringen ser ud til at ville give indrømmelser til trojkaen eller stå fast. Samlet set har aktierne mistet 20% af sin værdi, ført an af bankaktierne, siden valget blev offentliggjort. Det beviser, at selv hvis man ser bort fra forhandlingerne i Bruxelles er råderummet for denne regering meget lille.

Den Internationale Marxistiske Tendens er i fuld solidaritet med det græske folk imod ulvene fra EU, ECB og IMF. Hvad vi siger til Tsipras er: “gennemfør Thessaloniki-programmet.”

Men vi forklarer samtidig, at for at gennemføre dette program skal ressourcerne til at finansiere det findes. Man kan ikke regne med, at EU vil levere den nødvendige finansiering. Enhver euro de giver, kommer kun med stramme betingelser. Men pengene er der: de er i hænderne på de oligarker, fra kapitalistklassen, som har mere end nok til at betale for alle folkets sociale behov. Samtidig er der et presserende behov for at imødegå kapitalisternes krig i form af den massive kapitalflugt.

Det er derfor, at Thessaloniki-programmet kun kan gennemføres ved at ekspropriere de store selskaber og kapitalisternes interesser. Når Syriza regeringen har denne rigdom i hænderne, kan den finansiere alle de reformer, den har lovet.

International solidaritet

Arbejderne i Grækenland er ikke alene i deres kamp. Den europæiske arbejderklasses øjne er rettet mod Grækenland. Arbejderne i Europa længes efter en ende på nedskæringerne. De sympatiserer instinktivt med det standpunkt, som lederne af Syriza har taget. I Spanien er der allerede det nye fænomen Podemos. Hvis Grækenland viser, at sparepolitikken kan stoppes, vil det have en enorm effekt i hele Europa.

Tilbage i 2012 erklærede Karatzaferis, en græsk højreorienteret borgerlig politiker, at de politikker, som Merkel pålagde Grækenland, ville forberede det første stadie af den “europæiske revolution” og tilføjede, at “Grækenland vil sætte ild til den europæiske revolutions bål.”

Disse ord er endnu mere sande i dag. Syrizas ledelse har to valgmuligheder. Den ene mulighed er at spille hasard, holde ud så længe som muligt, og derefter bukke under fra presset fra EU, trække i land på sine krav og overholde de økonomiske spareplaner, som det europæiske borgerskab kræver. Hvis de gør dette, vil det skuffe masserne, der stemte på dem og åbne op for et fremtidsscenarie, hvor højreorienterede reaktionære kræfter kan gøre comeback.

Den anden mulighed er at bruge forhandlingerne til at afsløre karakteren af EU overfor de græske masser og derefter gå videre til at gennemføre programmet fuldt ud. Dette vil kræve annullering af udlandsgælden og en nationalisering af bankerne og de største virksomheder i Grækenland. Det ville på ingen måde “isolere” Grækenland, men ville omdanne landet til et fyrtårn for masserne i Europa: et eksempel til efterfølgelse.