Befolkningens tillid til politikere er på et lavpunkt. Nogle på venstrefløjen begræder politikerleden, som om at det er et problem. Men det er i realiteten enormt positivt, at folk er lede og kede af at stemme på folk, som lyver, bedrager og udelukkende har sin egen vinding for øje. Hvis folk havde ubetinget tillid til den slags banditter, ville der virkelig være et problem. Den manglende tillid viser, at spindoktorernes polerede overflader og smarte one-liners ikke virker. Med den kapitalistiske krises udvikling og de deraf ekstremt snævre økonomiske rammer, bliver det stadig mere tydeligt, at det er mere eller mindre ligegyldigt, hvem man sætter sit kryds ud for hvert fjerde år. Politikken er den samme. Den stigende kløft mellem befolkningen og Christiansborg er også resultatet af en historisk proces, hvor stats- og partiapparater har hævet sig stadig mere over befolkningen. Men parlamentarismens rolle er modsætningsfyldt og absolut ikke udspillet endnu, hvilket stiller krav til en mere grundlæggende forståelse af fænomenet hos alle revolutionære.
Skal man boykotte valg?
Den seneste tid har der åbnet sig en diskussion blandt nogle af de mere radikaliserede lag i Danmark, om hvilken attitude man bør have til folketingsvalgene og parlamentet. Flere har opfordret til at boykotte valgene eller at destruere sin stemme. Det har provokeret mange gamle, mere konservative lag på venstrefløjen.
Som revolutionære bliver vi nødt til at slå følgende fast, som burde være ABC: Det er en illusion at tro, at et kryds hvert fjerde år kan ændre noget som helst. Folkets reelle indflydelse gennem parlamentet begrænser sig til ”en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål” (Karl Marx, Borgerkrigen i Frankrig). Som Lenin forklarede i hans mesterværk Staten og Revolutionen, så gør kapitalistklassen nemlig sine interesser gældende af tusind veje, udenom det demokratiske system:
“Rigdommens almagt er også af den grund sikrere i den demokratiske republik, at den ikke er afhængig af den politiske mekanismes enkelte mangler, af en dårlig politisk skal om kapitalismen. Den demokratiske republik er den bedste politiske skal om kapitalismen, der kan tænkes, og derfor bygger kapitalen, efter at den (…) har sat sig i besiddelse af denne bedste skal, sin magt på en så fast og sikker grund, at ingen vekslen hverken af personerne eller institutionerne eller partierne i den borgerlige demokratiske republik kan få denne magt til at vakle.
Det må endvidere fremhæves, at Engels med den største bestemthed betegner den almindelige stemmeret som et redskab for bourgeoisiets herredømme. ’Den almindelige stemmeret’, siger han, idet han tydeligt nok støtter sig på det tyske socialdemokratis mangeårige erfaringer, ’er en målestok for arbejderklassens modenhed. Mere kan og vil den aldrig blive i den nuværende stat’. “
Beviser citater i sig selv noget? Nej, men Marx og Lenins beskrivelser stemmer fint overens med erfaringerne fra den nuværende regering, støttet af SF og Enhedslisten. Den har, trods sine hellige løfter om det modsatte, fortsat præcis den politik som den borgerlige regering stod for, og som bliver dikteret af det danske erhvervsliv og internationale investorer. De virkelig afgørende beslutninger træffes ikke i Folketingets snakkeklub og cirkusmanege. De virkelige beslutningstagere sidder på direktionsgangene og i finansoligarkiet. Og når det en gang i mellem er nødvendigt at få politikerne til at fremsætte bestemte love og reformer, til gavn for landets elite, så klapper de hælene sammen. De ved, hvem deres herrer er. Derfor kan vi også uden tøven sige: Dit kryds hvert fjerde år vil ikke ændre på noget! Men deraf følger også: At undlade at stemme eller destruere sig valgkort, ændrer lige så lidt.
Magten i samfundet er et klassespørgsmål. Staten er bundet til landets økonomiske elite med tusinder af tråde. Derfor kan virkelig forandring ikke komme fra symbolske aktioner, men kun ske på klassebasis. Samtidig med at Lenin afslørede parlamentarismens hulhed, pointerede han også, at kun arbejderklassens aktive organisering og massekamp virkelig kan ændre på tingenes tilstand.
Men hvad er massernes syn på det danske demokrati?
På trods af den massive politikerlede og væmmelse ved de etablerede partiers falskhed har valgdeltagelsen de sidste mange årtier næsten konsekvent været omkring 85. Hvorfor? Svaret er simpelt: Hvad er alternativet? Så længe der ikke er et egentligt massealternativ, så vil det store flertal fortsætte med at stemme, også selvom de etablerede partier er totalt miskrediterede.
Mens valgdeltagelsen i Danmark har været stabil, så fortæller partiernes medlemsudvikling en anden historie. I 1960 havde Socialdemokratiet 259.459 medlemmer og samtlige partier i parlamentet havde tilsammen 599.173 medlemmer. Det vil sige. at 21 procent eller en femtedel af alle stemmeberettigede var medlem af et parti. I 2013 er det faldet til hhv. 39.345 og 143.352, svarende til 4 procent af de stemmeberettigede. Medlemskabet af politiske partier er med andre ord kollapset.
Der har i årtier været en udvikling i gang, hvor medlemmerne er sivet ud, mens partiernes apparater i stadig større grad både politisk og økonomisk er smeltet sammen med staten. I dag giver staten omkring 140mio. om året til de politiske partier, fordelt som 30kr per stemme til Folketingsvalg, 6,75 kr. til kommunalvalg og 4,25 til regionsvalg. Så ja, din stemme har en pris. Skulle fx Socialdemokratiet opretholde sit nuværende udgiftsniveau, men finansiere det fra medlemskontingenter, skulle de hverve og fastholde over 90.000 nye medlemmer – en fuldstændig utopi med den politik de fører.
Det betyder også, at de etablerede partiers apparater ikke længere har brug for partiorganisationer, ud over aktivister til at hænge plakater op ved valgene. Statsapparatet, der vægter stabilitet og forsvaret af status quo over alt andet, er økonomisk set trådt i medlemmernes sted. Og medierne, kommunikationsrådgiverne osv. sikrer ”kontakten” til vælgerne. Den øgede afstand mellem masserne og ”demokratiet” ses også på, at folketingsgruppen i alle partier, uden undtagelse, i realiteten udgør partiets ledelse og dikterer partiernes politik, nærmest uagtet organisationernes demokratiske forsamlinger. Den øgede afstand virker negativt tilbage på medlemsudviklingen, som igen øger afstanden i en negativ spiral.
Det danske demokrati a la 2015 er i realiteten en illusion. Levebrødspolitikerne på tinge repræsenterer intet andet end deres grådige egeninteresser. De hopper og springer efter den herskende klasses mindste vink, og mikrofonholdere fra medierne bukker og nejer, imens de selv håber på en fremtidig karriere som velbetalt kommunikationsrådgiver.
Et dialektisk forhold til parlamentet
Men det betyder ikke, at de parlamentariske valg altid er ligegyldige, set fra et revolutionært perspektiv. For i manglen på andre alternativer (faglig massekamp, strejkebevægelser osv.), kan parlamentet, og særligt parlamentsvalgene, blive samlingspunkt for politiske bevægelser. Det er nok at nævne Podemos i Spanien, som fremkom i kølvandet på en bevægelse (Los Indignados) der, i desperation over den politiske elites korruption, afviste al politik og politisk organisering. Mens det var et tegn på en instinktiv og sund modreaktion, repræsenterede denne afvisning af al politik også en naivitet og manglende forståelse af behovet for politisk organisering af et alternativ. Denne erfaring drog de spanske masser dog hurtigt, og Podemos’ fremvækst er konsekvensen af denne erfaring.
Ligeledes viser situationen i Grækenland, med valgsejren til SYRIZA (den græske pendant til Enhedslisten), at valg og den parlamentariske scene på ingen måde er ude af billedet, men tværtimod står i centrum for massernes kamp, nu og her.
Men baggrunde for væksten for de to partier; Podemos og SYRIZA’s kometagtig vækst, igennem det parlamentariske system, er at de blev set som værende i opposition til netop det bestående politiske system og dermed også det parlamentariske cirkus. Deres fremkomst er en vigtig lektion til alle på den yderste venstrefløj: Parlamentarismen har muligvis objektivt set udspillet sin rolle. Men ikke desto mindre er parlamentet og bevægelser omkring det stadig omdrejningspunktet for de brede masser. Og fra de revolutionæres synspunkt er det afgørende at vinde masserne, hvis man skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om en succesfuld revolution.
Derfor er det nødvendigt med en dialektisk forståelse af parlamentarismen. Mens det på den ene side er et redskab til at stikke masserne blår i øjnene og få dem til at acceptere sin plads i samfundet, så er parlamentet, på nuværende tidspunkt, også et samlingspunkt, hvor politisk radikalisering kan komme til udtryk. SYRIZA’s sejr viser, at et valg kan mobilisere arbejderklassen, men kun ved perspektivet om et opgør med det bestående, rådne system.
Men SYRIZA’s sejr viser også parlamentarismens begrænsning. SYRIZA blev valgt for at gøre op med nedskæringspolitikken og de internationale spekulanter. Men det kan de ikke gennemføre ad parlamentarisk vej. Forhandlingerne mellem EU og SYRIZA-regeringen viser åbenlyst, at den vej er spærret. Kun mobilisering af den græske og internationale arbejderklasse kan gennemtvinge en ændring, og kun hvis den nye regering er parat til at bryde med kapitalismen og nationalisere den finansielle sektor og de vigtigste dele af økonomien. Hvis ikke, må de i sidste ende slå ind på samme kurs som de foregående regeringer.
Så hvor efterlader det os i forholdet imellem revolutionære og parlamentet? Konklusionen kan kun være, at det primære problem i dag ikke er massernes deltagelse i valgene, men manglen på et revolutionært alternativ. Det er i opbyggelsen af dette, at de revolutionære arbejdere og unge bør lægge deres kræfter. For så længe der ikke eksisterer et sådan alternativ, er det lige meget, hvor mange der stemmer eller brænder deres valgkort. Uden politisk organisering vil de enorme frustrationer kun repræsentere et potentiale for en grundlæggende forandring. Med et revolutionært masseparti, vil det potentiale kunne forvandles til realitet.
