Den 9. juli 2013 ville Ted Grant være fyldt 100 år. I den anledning har hans livslange ven og kammerat, Alan Woods, skrevet en biografi om stifteren af den Internationale Marxistiske Tendens, som døde i 2006. ”Ted Grant – the permanent revolutionary” udkom i januar på forlaget Wellred Books.

Der er tale om en bog som både er yderst velskrevet og underholdende, men først og fremmest er det et politisk værk om Teds arbejde for at forsvare marxismen igennem mere end syv årtier.

Opvækst i Sydafrika

Vi starter ud med en detaljeret skildring af Ted Grants opvækst i Sydafrika, hans familiebaggrund og hvordan han blev interesseret i socialisme. Ted blev født i 1913 med navnet Isaac Blank (Ted Grant var et navn han tog senere). Det var blandt andet de hvide kapitalisters hårdhændede, racistiske behandling af sorte arbejdere, som gjorde Ted bevidst om at han levede i et samfund fyldt med uretfærdighed.

Som femtenårig blev han i 1927 rekrutteret til Kommunistpartiet og til den trotskistiske gruppe derinde. Sammen med Ralph Lee, som var hovedorganisatoren af den trotskistiske gruppe i Johannesburg, var han blandt andet med involveret i de sorte vaskeri-arbejderes strejke i 1934. Det første kapitel forklarer en række nye ting om Teds forældres baggrund, men også om det politiske miljø i landet hvor Ted voksede op.

Bredere horisonter

Men forholdene for socialister i Sydafrika var ekstremt svære at arbejde under dengang. Ted og de andre i hans gruppe så med stor tiltro imod den vestlige arbejderklasse i de store industrialiserede lande i Europa. I 1934 valgte han sammen med en kammerat, Sid Frost, at emigrere til Europa, søgende efter ”bredere horisonter”. Det var på båden til Frankrig, at han skiftede navn fra Isaac Blank til Ted Grant – tilsyneladende navnet på en af matroserne på skibet.

I Frankrig mødtes han med Leon Sedov, Trotskijs søn (som senere blev myrdet af stalinisterne). Ted og hans rejsemakker havde besluttet sig for at bosætte sig i England og kaste sig ind i opbyggelsen af den trotskistiske bevægelse dér.

Forsvaret for marxismen

Over de følgende sider følger vi Teds liv i England, som er uadskilleligt forbundet med opbyggelsen af den revolutionære bevægelse. De engelske trotskister var, desværre, præget af en noget boheme-agtig organisation og både Ted og hans nærmeste kammerater, ønskede at opbygge en udadvendt revolutionær tendens som ville intervenere i arbejderklassens bevægelse, i fagforeningerne og i Labour-partiet.

Det betød at man opbyggede sig separat, først som WIL – Workers’ International League – og senere som RCP – Revolutionary Communist Party. I modsætning til den officielle engelske trotskistsektion blev WIL en enorm succes, fordi den intervenerede korrekt i de kampe der foregik og fordi man ikke havde en sekterisk tilgang til de arbejdere der så til Labour, ILP og kommunistpartiet.

For det andet viser Alan Woods, hvordan WIL/RCP tog den revolutionære proletariske militærpolitik helhjertet til sig og orienterede hele deres arbejde efter Trotskijs sidste skrifter, om at arbejderklassen måtte kæmpe for en revolutionær krig imod Hitler, ikke for pacifisme.

Kapitlerne indeholder både en god, overordnet, redegørelse for hvordan WIL og RCP praktisk blev opbygget, men også en række sjove og sigende anekdoter om tiden og de forhold som de revolutionære måtte arbejde under. F.eks. er episoden med efterretningstjenestens forsøg på at infiltrere dem med agenten Jones – som Ted og de andre opdagede og begyndte at drive gæk med. Eller den famøse pamflet, hvor Ted svarede på stalinisternes anklager om at trotskismen var et fascistisk foretagende, og lovede en præmie på 10 pund til det medlem af kommunistpartiet, som finde en side i det stalinistiske skrift, der ikke indeholder minimum fem løgne.

De ændrede forhold efter anden verdenskrig

Teds særlige bidrag til bevægelsen var hans teoretiske evne. Kapitlet om uenighederne med Fjerde Internationales ledelse efter krigen viser, hvor fejlagtigt ledernes prognose var. Flere af dem, som James Cannon, talte om at krigen ikke var rigtig afsluttet i 1945 og at perspektivet om dyb økonomisk krise ville gøre sig gældende. Pierre Frank, en anden leder af internationalen, talte om at kapitalisterne ville oprette bonapartistiske diktaturer i Europa.

De eneste der konsekvent forsvarede en anden linje var den engelske sektion RCP. Her spillede Ted den afgørende rolle. I 1946 skrev han en række ændringsforslag til Fjerde Internationales kongresdokument – og senere uddybede han sin linje i flere længere dokumenter. Ted forudså, at der ville komme et økonomisk opsving efter anden verdenskrig (om end han ikke havde regnet med, at det ville vare så længe som det gjorde). På samme tid forklarede han, at den herskende klasse ikke ville regere Europa igennem diktaturer, men snarere igennem en ”kontra-revolution i demokratisk form”.

Hvis Fjerde Internationale havde korrigeret deres perspektiv efter RCPs linje, havde hele internationalens efterfølgende historie sandsynligvis formet sig meget anderledes. Desværre holdt man febrilsk fast i de gamle formularer, hvilket betød at man hoppede fra ultra-venstre sekterisme (støtte til guerilla-bevægelser) til opportunisme (underlæggelse af POR til MNR regeringen i Bolivia, udvandet politik i Sri Lanka, m.v.).

Hunde-tider

Det kapitel, der gjorde størst indtryk på denne anmelder, var det lange ”The times that try men’s souls”. Efter opbruddet af RCP i 1949 – under indflydelse fra internationalens ledelse – gik mange kadrer ud af bevægelsen, desorienterede og frustrerede. Det var en meget svær tid, hvor Teds gruppe selv var reduceret til en meget lille flok. Den objektive situation var også svær – der var boom i kapitalismen og mange illusioner til reformismen og stalinismen.

Alan Woods har gjort et stort stykke research arbejde og har fundet mange breve frem, som ofte gengives i deres helhed. Det er tekster som alle giver et meget vigtigt billede på Teds personlinge situation i 50’erne, men også på hans ukuelige kamp for at bevare en revolutionær gruppe. F.eks. er der lange uddrag fra korrespondance imellem Ted og Jimmy Deane, hans trofaste ven og kammerat fra Liverpool.

Vi følger Teds mange forsøg på at orientere gruppen imod de begivenheder der rent faktisk fandt sted. F.eks. begivenhederne i Ungarn 1956 som rystede kommunistpartiet. Men der er også en redegørelse for nogle af de fejl som gruppen begik, bl.a. et par mislykkede forsøg på at lægge sig sammen med en lille sekterisk forening.

Vendepunktet

Først i midten af tresserne kommer der et vendepunkt, da Teds støtter stifter avisen The Militant. Igennem succesfuldt arbejde på universiteter formår man at opbygge en base i ungdommen, samtidig med at man bevarer en orientering imod Labour og arbejder inde i Labours ungdomsorganisation, LPYS, som man vinder flertal i allerede i 1970.

Hvorimod alle mulige sekteriske grupperinger splittede ud af Labour i slutningen af 60’erne, vedblev Militant med at arbejde inde i partiet og i fagforeningerne. Det gav pote og man voksede støt igennem 70’erne. Fra en gruppe på omkring 50 medlemmer i 1965 til 4.500 medlemmer i 1983. I 1988 fyldte man det store Alexandra Palace i London med 7.500 mennesker til et Militant møde. Man vandt også 3 marxistiske medlemmer af parlamentet, valgt på Labours liste.

Bogen viser både hvordan denne succes blev opbygget og hvordan Teds teoretiske vejledning var afgørende. Teds internationale arbejde i denne periode, i Spanien, Pakistan, Irland og Sri Lanka, er også inddraget og vi får et indblik i arbejdet for at sprede idéerne på tværs af sprog og kontinenter. Som Alan Woods fortæller, insisterede Ted Grant altid på at starte ethvert møde med punktet om internationalt perspektiv – selv i 50’erne hvor gruppen var reduceret til en håndfuld mennesker i England. Derefter følger en rimelig detaljeret forklaring på Militants senere opbrud – og starten på det som i dag er den Internationale Marxistiske Tendens (som Socialistisk Standpunkt er den danske sektion af). Woods hiver både fat i den objektive situation (bl.a. stalinismens kollaps og Thatcher-Reagan æraen), samt de interne problemer i Militant, hvor flertallet omkring Peter Taffe fik storhedsvanvid og besluttede at udråbe et separat parti udenfor Labour, hvormed de kastede 40 års tålmodigt arbejde ud med badevandet.

Den permanente revolutionære

Biografien rundes af med en mere personlig skildring af Ted som menneske. Det er igen en interessant beskrivelse, som ikke står i modsætning, men snarere giver en forståelse, for den politiske side af Ted. Hans vaner med at læse alle de store aviser, spise frugt og træne, hans ukuelige optimisme og hans utrolige selvopofrelse er alt sammen forklaret i detaljer.

Alt i alt er denne bog en kærkommen gave til alle socialister, som vil bruge marxismen til at ændre verden. Som Alan Woods siger hen imod slutningen, så er det virkelige monument for Ted Grant ikke en fysisk skulptur, men derimod et levende monument i form af en revolutionær proletarisk massebevægelse der kan forandre samfundet.

Alan Woods: Ted Grant – The Permanent revolutionary. Wellred Books, 2013, 279 sider, 165 kroner. Kan købes ved henvendelse til Forlaget Marx