Den ubegrundede mistanke om at Evo Morales præsidentfly, på vej tilbage fra et møde mellem gaseksporterende lande i Rusland, skulle transportere den tidligere CIA agent Snowden, som har afsløret det massive spionagesystem som USA bruger mod allierede, fjender og hele verdens befolkning, har givet anledning til en imperialistisk aggression uden fortilfælde mod hele den latinamerikanske kamp for frigørelse.
Præsidentens fly blev nægtet autorisation til at lande og flyve over nogle europæiske landes luftrum, og man havde ham kapret i 14 timer i Wiens lufthavn. Dette forhold, som i sig selv repræsenterer en krænkelse af alle internationale normer og konventioner, er blevet forværret af de uacceptable anmodninger om at undersøge præsidentflyet. Med stor værdighed har Evo Morales nægtet adgangen til det som i de internationale traktater bliver betegnet som boliviansk territorium.
Som både Evo Morales og Ecuadors præsident Rafael Correa korrekt har husket på, så var denne skræk-indgydende handling rettet mod hele Latinamerikas antiimperialistiske kamp og repræsenterer samtidig en vigtig prøve for de progressive regeringer i Sydamerika efter Chávez’ død. Den bolivianske regerings officielle position er, at offentlige undskyldninger understøttet af tekniske forklaringer ikke vil blive accepteret.
De europæiske regeringer, som har deltaget i denne hensynsløse behandling, er fra venstre (Frankrig), højre (Spanien og Portugal) og samlingsregering (Italien). Der er ikke den mindste tvivl omkring at de har ageret på bud fra USA’s regering. Før eller siden må de hæfte for slig overgivelse til den nordamerikanske imperialisme mod sine egne folk, mod den europæiske arbejderklasse, som de rent faktisk lovede en ”suveræn” udgang på krisen.
Dette angreb var ikke rettet mod alle bolivianere, tværtimod, som regeringens talsmæd også har påpeget, så var det rettet mod en særlig regering, som med støtte fra arbejderne og bønderne, forsøger at frigøre sig fra imperialismens åg. Det er ikke et angreb mod oppositionen, med hvem imperialismen har konspireret og fra hvem de håber på en mere forsonende og underdanig indstilling til imperialismens interesser. Det er i denne sammenhæng påfaldende at høre udtalelserne fra lederen af Convergencia Nacional’s folketingsgruppe (den største oppositionsgruppe i parlamentet), Adrían Oliva, som, efter at have udtrykt en formel solidaritet med Evo Morales, retfærdiggjorde det skete med påstanden: ”Regeringen bør erkende at de internationale relationer generelt, og specielt med Brasilien og nu Europa, er i krise”. Dette viser nok engang at for oppositionen så overvinder man denne krise ved at give afkald på en politik der håndhæver suverænitet og selvstændighed.
Som Hollandes regering har påpeget, så rejste Evo Morales i marts måned til Frankrig i et forsøg på at forbedre relationerne med dette land og deres investeringer i olie- og gassektoren. Solidariteten fra den brasilianske regering kom først efter at Arbejderpartiet (PT) i Brasilien energisk havde fordømt tilfangetagelsen af Evo Morales. Dette viser på ny at den bolivianske revolutions sande allierede er verdens arbejderklasse, og at imperialismen ikke blot er nogle landes opførsel, som man kan bekæmpe ved at indgå alliancer og søge en ”god imperialisme”, nej, derimod kræves en revolutionær politik der bryder med den dekandente kapitalisme.
Reaktionerne fra arbejdere, bønder og revolutionær ungdom i Bolivia viser klart denne vej at gå.
Den demonstration som man havde organiseret i La Paz, endnu inden Evo Morales var vendt tilbage til Bolivia, endte ved den franske ambassade, hvor både franske flag og EU flag blev revet i stykker og brændt. I Santa Cruz blev USA’s konsulat bombarderet med vandballoner fyldt med maling. I de centrale pladser i Cochabamba og andre af landets byer var der protestforsamlinger.
I alle disse protester blev der rejst krav om at man udviser ambassadørerne fra de lande der har været indblandet i denne arrogante handling, men ikke nok med det. I Potosí krævede kooperativ minearbejderne at man udviser alle de udenlandske selskaber der opererer i Cerro Rico, inklusiv det canadiske firma Coeur d’Alene Mines Corporation, som trækker mere sølv ud end det man gjorde under kolonitiden. I hele landet krævede man udvisning af de udenlandske agenturer for samhandel og de multinationale selskaber, især det spanske REPSOL. I alle disse mobiliseringer er det blevet gjort klart for enhver at antiimperialismen er en social massekraft, der er parat til at støtte de dristigste handlinger for at bekæmpe imperialismen og dens arrogance.
Ned med imperialismen og dens lakajer!
Fuld solidaritet med Evo Morales!
Udvis de multinationale selskaber!
Fremad mod socialisme!
