Radikal socialisme vs. Borgerskabssocialismen


Emil Vatani



9 minutter


– Kritik af bogen: ”Det Danske Klassesystem”

En del af bourgeoisiet vil afhjælpe de sociale misforhold for at sikre det borgerlige samfunds beståen. Det drejer sig her om nationaløkonomer, filantroper, menneskevenner, om folk, der vil forbedre den arbejdende klasses stilling, organisere velgørenhedsarbejde, bekæmpe dyrplageri, stifte mådeholdsforeninger, politiske kandestøbere af den mest brogede art.” (K. Marx og F. Engels, Det Kommunistiske Manifest).

Det er netop disse ord fra Karl Marx og Friedrich Engels, som den dag i dag beskriver vore tids borgerskabssocialister. Det er nødvendigt at diskutere, tale om, og adskille samt argumentere imod borgerskabssocialisterne, som ikke vil længere end det bestående system. Borgerskabssocialisterne er med til at sætte en stopklods for en del af de folk som opfatter sig selv som socialister/kommunister, så de ikke bevæger sig i en retning af mere radikal socialisme, men forbliver borgerskabssocialister, hvis øverste mål ikke rækker længere end det nuværende system. K. Marx og F. Engels beskrev godt i manifestet hvad borgerskabssocialismen i virkeligheden forlanger ved dens eksistens: ”Når den (borgerskabssocialismen) opfordrer proletariatet til at realisere disse systemer og drage ind i det nye Jerusalem, så forlanger den i grunden kun, at proletariatet skal blive indenfor det nuværende samfund, men opgive sine hadefulde forestillinger om det.” (K. Marx og F. Engels, Det Kommunistiske Manifest).

Derfor er det både aktuelt og naturligt at lægge ud med at ”kigge”, fra en marxistisk synsvinkel, på den nyligt lancerede bog ”Det danske klassesamfund” af Lars Olsen m.fl., som af borgerskabssocialister anbefales og nævnes for at være velgørende for venstrefløjen.
Lars Olsen m.fl. har i den ny udkommet bog ”Det danske klassesamfund” beskrevet og analyseret klassernes eksistens i det danske samfund. Forfatterne har valgt at inddele det danske samfund ind i fem klasser. Overklassen, højere middelklasse, middelklasse, arbejderklasse og underklasse.
Det er korrekt, at der er forskel på folks levestandarder. Det er korrekt, at der er forskel på folks mulighed for udvikling og chancer i livet, båret igennem bl.a. den sociale arv som sætter store dele af de betingelser en person har for at udvikle sig. Der er korrekt der er forskel på folks arbejdsforhold og miljø. Men alt dette er underordnet, da faktum er, at alle personer i den marxistisk betegnede arbejderklasse sælger deres arbejdskraft for deres overlevelse, hvilket er en unik faktor at huske på, hvis målet er at frigøre sig fra dette system. For selvfølgelig er der forskel på folks liv, levestandard, indkomst osv. Det er blot nogle af de mange konsekvenser som det nuværende system uundgåeligt vil reproducere til evig tid. Der hvor det bliver ”farligt” for forståelsen af den eksisterende brede arbejderklasse, er når man inddeler folk i klasser på baggrund af disse ting.

Arbejderklassen er bred
Denne klasseinddeling forvrænger fuldstændig opfattelsen af arbejderklassen som Karl Marx beskrev den. Arbejderklassen er i marxistisk verden ”klassen med lønindtægten som livsgrundlag”. Arbejderklassen er dem der må sælge sin arbejdskraft og kapitalisten den der ejer produktionsmidlerne og dermed køber arbejdskraften.

Analysemetoder, beskrivelser og klasseinddelinger som forfatternes er altså ikke kun med til at skabe forvirring omkring én stor arbejderklasses eksistens, men også med til at undergrave de spørgsmålstegn som man skulle sætte ved selve kapitalismen som helhed og system. Ved at dele klasserne op på den måde som bogen gør det, i en masse klasser med forskellige livschancer og levestandarder, forskruer man billedet af, at der findes en, og kun en bred arbejderklasse i forhold til kapitalejerne, hvis interesser aldrig kan forsones.

At bogen omtaler bl.a. pædagoger, folkeskolelærer, sygeplejerske, gymnasielærer mm., for ikke at være en del af arbejderklassen, utydeliggøre blot eksistensen, og splitter, den brede arbejderklasse som naturligvis inkluderer alle disse jobtyper, men også inkluderer den i bogen fremstillede ”underklasse” som er folk uden for arbejdsmarkedet. En af de gode pointer man kan tage med fra bogen kan dog netop findes her, vel og mærke ved at kigge på det fra et marxistisk synspunkt. Det er at bogens tal klart og tydeligt viser at den brede arbejderklasse i marxistisk forstand lever i bedste velgående.

Marxismen vil ophæve disse klasseskel. Marxismen vil ophæve den økonomiske udbytning som foregår ved arbejderens produktion og kapitalejerens udnyttelse af merværdien. Det er kun ved ophævelse af denne udbytning, at arbejderne kan komme fri fra den eksisterende samfundsorden, at klasseskellene kan ophæves og vi kan få et lige og retfærdigt samfund.

Det ægte demokrati
Forfatterne påpeger desuden, at det er folk fra de højeste klasser som har en såkaldt ”definitionsmagt” i forhold til samfundet, bl.a. i den offentlige debat mm. Dette er netop et tegn på hvor udemokratisk et samfund vi lever i. Dem med flest penge, højeste uddannelser og bedste muligheder, har mere at sige end andre. Det er derfor et vigtigt punkt i den marxistiske teori og ikke mindst praksis, at klassernes ophævelse skal føre til et ægte demokratisk samfund, hvor penge og social arv ikke er afgørende for din ret til ”definitionsmagt” i samfundet.

De radikale socialisters kamp

Et af de største problemer ved denne klasseinddeling, specielt for den danske venstrefløj, er betydningen for opfattelsen af den reelle undertrykte arbejderklasse og den fremtidige kamp.

Når man deler samfundet ind i fem klasser som bogen gør det, bliver det automatisk en stopklods for at tænke revolutionært. For hvad bliver det øverste mål for en person med en tankegang som denne? Personens øverste mål bliver at omfordele pengene i samfundet. Personens øverste mål og største kamp, bliver indenfor det nuværende system, at prøve at formindske klasseskellene, som uanset hvad aldrig vil føre reel lighed eller retfærdighed med sig. Det er vigtigt for den danske venstrefløj at forstå, at uligheden og klasseskellene i dette samfund opstår i selve produktionen og ikke i distributionen og fordelingen. Det er arbejdskraften som er det der skaber ny værdi, idet arbejderen kan arbejde i længere tid end det tager for ham/hende at skabe den værdi det kræver for at reproducere sin egen arbejdskraft. Den ekstra værdi som arbejderen skaber i denne proces kaldes merværdi og er det der udgør grundlaget for kapitalisternes profitter. Der foregår konstant en kamp om hvad arbejdskraftens værdi skal være i form af løn, velfærd osv. Samtidig foregår der en konstant kamp hvor kapitalisterne forsøger at presse mere merværdi ud af arbejderen ved at de skal arbejde længere, hurtigere osv. Kapitalismens grundlag er altså profit, og det er vigtigt at forstå, at man ikke kan bekæmpe profitten uden at bekæmpe hele det kapitalistiske system.

Og som forfatterne selv påpeger og omtaler, er omfordelingspolitik et af deres svar på problemerne. En politik hvor de velhavende skal betale for at gøre klasseskellene mindre. Dermed ikke sagt, at omfordeling ikke er godt for vores nuværende samfund og system, for at få de dårligere stillede til at få bedre muligheder.. Det er dog et faktum, at der med hverken omfordelingspolitik, reformer, osv., kan opnås et klasseløst samfund uden disse enorme forskelle på rig og fattig, på arbejdende og kapitalejende.

Vi skal kæmpe for grundlæggende ændringer i systemet
Det er vigtigt, at den danske venstrefløj, specielt den radikale del, ikke lader sig forvirre af denne form for klasseinddeling. Det er vigtigt at fastholde målet omkring at opnå et endegyldigt klasseløst samfund, hvor arbejdernes produktive kraft ikke længere er et led i en økonomisk udbytning med kapitalejerne. Det er vigtigt at vi fastholder vores revolutionære og radikale mål, og at vores kampe stræber efter noget større end hvad dette system kan tilbyde mennesket. For når forskellene (ifølge bogen), er baggrunden for den pågældende klasses kriminalitet, sundhed, boligtype, børnenes uddannelse, børnenes kriminalitet, børnenes færdigheder i skolen, mm., hvad kan et samfund uden disse forskelle så ikke skabe. Det er rigtigt, at bogen påpeger andre faktorer end økonomien som svar på problemerne. Den påpeger også bl.a. mere lige muligheder i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Faktum er dog således, at disse forskellige levestandarder og livsvilkår er et resultat af den måde samfundet er indrettet på med profit som drivkraften, som til evighed vil forblive en del af dette system. Ting som voksne menneskers lyst og overskud til at arbejde og tage en uddannelse, forældres støtte til deres børn, forældres overskud til at opdrage og give kærlighed til deres børn, osv. osv., er ting som automatisk vil blive til i et samfund som er til for arbejderne og arbejderklassen og varetager flertallets interesser, i et samfund hvor mennesket ikke skal bekymre sig om sin overlevelse, om man kan betale sin husleje, om sine problemer for morgendagen, men i stedet kan fokusere på at udvikle sig som menneske med lyst og glæde. Derfor er den allervigtigste faktor det, at fjerne disse klasseskel og dermed give lige muligheder for alle i et samfund.

Ved at dele klasserne op således som bogen har gjort det, påpeger man ikke de interessekonflikter som der åbenlyst er imellem arbejderklassen og den herskende klasse. Denne form for klasseinddeling sætter i stedet det nuværende system i en lukket boks, som ikke skal røres ved, men i stedet skal ”forbedres” og ”omfordeles”. Dermed ikke sagt, at revolutionære socialister ikke skal kæmpe for forbedringer i det nuværende system, for det skal de. Det er uden tvivl en del af den revolutionære socialismes pligter at tage del i den daglige kamp for forbedringer i samfundet.

Det vigtigste, og ikke mindst forskellen på de revolutionære socialister og andre er, at vi i vores kamp ikke glemmer vores tanker og holdninger omkring den bedre verden i et anderledes system. Kapitalismen er i dyb krise og vi ser hvordan de der påstår at kæmpe for reformer, ender med at skære ned i ”realismens” navn, og at den eneste måde at opnå reformer og omfordeling i dag er gennem kampen for et andet samfund.

At tænke og handle i borgerskabssocialisternes bane vil derfor klart være anti-revolutionært, og de mere radikale socialister skal derfor bestræbe sig på at tænke og handle for grundlæggende ændringer i systemet, og ikke sidde fast på borgerskabssocialisternes vogn, for der sidder allerede nok i forvejen.