I denne artikels overskrift kunne man passende undre sig over, om tegnsætningen er korrekt. De sidste ti år har venstreorienterede og humanister utallige gange stillet netop dette spørgsmål til den borgerlige regering og Kjærsgårds støtteparti, der blåstemplede alle nedskæringer, som den borgerlige regering udsendte. Men nu hvor Pia er kommet i opposition, har hun “genfundet” sin medlidenhed med de svageste. Nu stiller hun det spørgsmål, som mange arbejdere, unge og venstreorienterede generelt stiller sig selv: ”Hvor er Socialdemokraterne og SFs empati? Hvor er deres følelser for dem, der har det svært?”(Berlingske 12/03/12).
Denne uges udmelding fra lederen af Dansk Folkeparti vil nok vække bekymring hos S og SF. På Borgen, men ikke mindst ude hos de almindelige medlemmer, der betuttede må indrømme, at kritikken er velplaceret. Socialdemokratiet og SF gik til valg på at forsvare velfærdstaten. I praksis er de nu i gang med at likvidere den. Endnu har den evigt svage regering ikke turde lancere konkrete forslag, udover dem, der er kommet frem i regeringsgrundlaget og arbejdsmarkedsreformen, der netop nu forhandles, men har ved en hver mulighed luftet ideen om velfærdens afmontering gennem en række reformer.
I nytårstalen slog statsminister Helle Thorning Schmidt fast at: ”Vi skal forberede os på nogle magre år.” og at ”I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.” Det bliver nu fuldt op af et visionsoplæg fra S-toppen til Socialdemokraternes medlemmer, hvori de skriver: ”Vi står i en økonomisk situation, hvor det er nødvendigt at overveje, om vi har råd til de universelle ydelser. Det er muligt, at nogle ydelser i fremtiden kan prioriteres anderledes, og at nogle kan undværes”. Regeringspartiets medlemmer gøres altså klar til, hvad man de sidste 10 år har anklaget de borgerlige for: En massakre på velfærden.
”Det handler jo ikke bare om at spare. Der lægges op til en total ændring af vores velfærdssystem, hvor det ikke længere handler om, hvilken hjælp folk har behov for, men hvad de kan betale for. Det ubehagelige er, at en rød regering får meget lettere ved at skære ned på velfærden, fordi Venstre og de Konservative hele tiden har haft de her holdninger”. Ja man måtte håbe, at dette citat stammede fra SF’s vrede lokalformænd eller en af de socialdemokratiske omegnsborgmestre i København. Men også dette rammende citat kommer fra Pia Kjærsgaard i Berlingske Tidende.
Som en dygtig populist har fru. Kjærsgaard de sidste tyve år perfektioneret sin appel til de danske vælgere. Af denne grund bliver hun hyldet af højre-populister over hele Europa. At Dansk Folkeparti, der tidligere har prøvet at iscenesætte sig som Danmarks nye arbejderparti, nu hævder at være de svages forsvarer, er selvfølgeligt ingen overraskelse. Det overraskende er, hvor let det går, og hvordan arbejderpartierne desværre hjælper partiet med denne selviscenesættelse.
DF uden for indflydelse
Af gode grunde havde mange svært ved at kende forskel på blå og rød blok under valgkampen. Men mellem beskyldninger om tyveri af politik og plagiering af paroler trådte et valg frem for mange: For eller imod en regering med Dansk Folkeparti. En stemme på arbejderpartierne ville være mindsket indflydelse til Dansk Folkeparti. Mindsket indflydelse til asocial og racistisk nedskæringspolitik. Og det er det argument, der gang på gang er blevet brugt fra både toppen af SF og Enhedslisten: vi må acceptere regeringsgrundlagets dagpengeforringelser, finansloven, efterlønsmassakren osv. osv. ellers får vi bare en ny borgerlig regering med indflydelse til DF.
Det er jo desværre reglen frem for undtagelsen, at denne regerings valgløfter ikke bliver overholdt. Således også med de fromme ønsker om at holde DF uden for indflydelse. Tværtimod er deres praksis netop med til at understøtte og udbygge DF’s popularitet og indflydelse. For en lille måned siden indgik regeringen og Enhedslisten et forlig om den kollektive trafik med DF. Efterfølgende var partilederne for alle tre arbejderpartierne, ved at kamme over i begejstring over DF’s medvirken og i at forsikre at man ikke kunne sige at DF ikke var stuerent, men at partiet viste sig som et ”ansvarligt parti”.
Regeringen havde flertal med Enhedslisten alene. Der var absolut ingen grund til at give DF den foræring at være inviteret med til forhandlingerne. Og der var slet intet belæg for efterfølgende at kalde DF stuerent. Det er en meget farlig kurs! DF er ikke forsvarer for de danske arbejdere. De bruger racistisk retorik til at pege på mange af de problemer, som arbejderklassen reelt leder efter løsninger på, men løsninger som DF aldrig kan tilbyde. I stedet burde arbejderpartiernes topfolk have gjort det helt klart, at DF er et borgerligt parti, der de sidste ti år har danset efter VK-regeringens pibe, og som efter aftale med VK fik såkaldte indrømmelser til ”den lille mand”, som partiet har brugt til at profilere sig på.
Ved at trække til højre har S og SF efterladt et tomrum. Som vi ser i meningsmålinger, bliver vælgerne til venstre for SF opslugt af Enhedslisten. Men desværre er det ikke alle vælgere, der føler sig tiltrukket af det lille venstrefløjsparti, der også mangler at give et klart alternativ til den nuværende krise. Her træder DF til og tilbyder såkaldte ”svar” på almindelige danskeres problemer. Passer arbejderpartierne ikke på, tilbyder de magten på et sølvfad til de borgerlige og DF.
Hvad var det, der fik DF til at gå frem i 1990’erne: det var netop Nyrup-regeringens angreb på efterløn, dagpenge, indgreb i storkonflikten osv. Ved valget i september gik DF for første gang i sin historie tilbage, netop fordi partiet var afsløret i sin deltagelse i efterlønsslagtningen, og fordi der så ud til at være et alternativ til de borgerlige til venstre for midten.
DF står ikke alene i at ”forsvare” den lille mand fra højre i denne krisetid. Også i Holland og Østrig, for blot at nævne nogle, har frihedspartierne sat sig i position som de svages forsvarer. Lige som i Danmark er der ingen af de europæiske højre-populister, der har reelle svar på de problemer, som krisen stiller os over for. Der tales om stop for indvandring, udmeldelse af euroen og nedskæringer i kultur. Men dette er kun små beløb i forhold til problemernes omfang.
Et klart svar
Hvis arbejderpartierne skal stoppe højre populisternes fremgang må det gøres konsekvent. Det kan ikke gøres ved valgfloskler eller skræmmekampagner, men kun ved at udstille deres politik som det den er; ude af stand til at løse noget som helst. Oven i hatten bliver de derefter nødt til selv at føre en politik, der kan løse problemerne. En politik der kan løse arbejdernes, de unges og de fattiges problemer. Denne politik, det siger vel sig selv, er ikke angreb på velfærden. Men derimod et angreb på bankerne og arbejdsgiverne, et forsvar for arbejderklassen og den velfærd, arbejderne gennem mange år har tilkæmpet sig.
