Søndag aften blev den ny finanslov annonceret. Det var den første finanslov fra den nye regering og den første finanslov Enhedslisten har været med til at forhandle og stemme ja til. På mange måder altså en historisk finanslov.
Men desværre ikke historisk i sit indhold.
Finansloven indeholder en række gode elementer, såkaldt ”røde fingeraftryk”. Men finansloven udgør ikke et brud med de borgerliges økonomiske politik. De røde fingeraftryk, kommer på en grundlæggende blå finanslov.
Den kommer ikke til at betyde forbedringer for det store flertal af arbejdere og unge i Danmark, men tværtimod en fortsættelse af forringelserne.
Finansloven peger på ingen måder ud over kapitalismens rammer, men accepterer i stedet, at kapitalismens verdensomspændende krise betyder nedskæringer og besparelser i alle lande der fastholder forsvaret af kapitalismen.
Finansloven betyder, at den proces, der allerede er begyndt for S og SF, med miskreditering af partierne, vil fortsætte og også vil ramme Enhedslisten.
De “røde fingeraftryk“
Der er en række gode ting i finansloven.
Især afskaffelsen af fattigdomsydelserne, 1500 flere pædagoger i dagtilbuddene, loft over klassekvotienten i gymnasierne, 3000 skolepraktikpladser, fjernelse af brugerbetalingen på fertilitetsbehandling og fjernelse af loftet over børnechecken er positive.
Derudover er det virkelig positivt, at den kriminelle lavalder igen hæves, at pointsystemet for familiesammenføring afskaffes og at asylansøgere kan få lov at bo uden for asylcentrene.
Det er alt sammen gode tiltag, men desværre langt fra at ændre finanslovens grundlæggende borgerlige indhold. Toppen i Enhedslisten og SF begrunder deres støtte til denne finanslov med, at det er små skridt i den rigtige retning. Men det er, at stikke arbejderklassen blår i øjnene at sige, at reformer er mulige, og at disse røde fingeraftryk blot er begyndelsen på flere reformer. Vi står ikke i en periode som efterkrigsopsvinget, hvor det var muligt for arbejderklassen at tilkæmpe sig visse indrømmelser, tværtimod står vi i den dybeste krise siden 1930’erne, hvor det er kontrareformer, dvs. nedskæringer og angreb, der er på dagsordenen.
Ser man nærmere på de positive forslag selv, rejser der sig ydermere en række betænkeligheder, og endnu værre bliver det, når man ser på finansloven i sin helhed.
Et grundigere kig på en række af de røde fingeraftryk viser, at hvad der udråbes som kæmpe røde sejre, måske er knap så røde og knap så store endda.
Klassekvotienten er god, men fleksibel, dvs. at der stadig kan sidde klasser med mere end 28 elever, hvis bare andre klasser har lavere antal elever. Elevbevægelsen har i mange år kæmpet for en klassekvotient, men som et loft over antallet af elever i en klasse, ikke som et gennemsnit. For ikke at forglemme at 28 elever stadig er alt for mange, hvis hver enkelt skal få mest muligt ud af undervisningen og at mange klasselokaler kun er bygget til 24 elever. 3000 skolepraktikpladser er godt, men ikke meget sammenlignet med, at der mangler 10.000 praktikpladser.
De 1500 flere pædagoger i dagtilbuddene er yderst tiltrængt, ikke mindst når man tager i betragtning at der mellem juli 2010 og juli i år er forsvundet 7293 stillinger indenfor børne- og ungeområdet i kommuner og regioner ifølge AE-rådet. De 1500 er derfor temmelig langt fra det nødvendige.
Og, og her kommer et meget vigtigt og: hovedproblemet er, at med finansloven fortsættes de borgerliges økonomiske politik i kommuner og regioner. Det betyder, at nedskæringerne på velfærden fortsætter til næste år. Der er brug for et brud med de borgerliges sparepolitik ikke en fortsættelse – velfærden er skåret ind til benet. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der på bare et år mellem juli 2010 og juli 2011 forsvundet 16.800 jobs i kommuner og regioner. Den politik fortsættes med den nuværende finanslov.
Hvem skal betale?
Regeringen og Enhedslisten har aftalt en ramme på velfærdsforbedringer for 5 milliarder kroner som bl.a. udmøntes i ovenstående forslag.
Men hvor skal pengene komme fra?
De multinationale selskaber skal betale lidt over 600 millioner kroner mere, hvilket må siges at være tiltrængt, eftersom mange af dem slet ikke betaler skat. Et skridt i den rigtige retning, som desværre står alene.
De resterende næsten 4,5 milliard kroner skal arbejderklassen selv betale. Væk er løfterne om millionærskatten og bankskatten, i stedet indføres fedt- og tobaksafgifter o.l. som rammer socialt skævt.
På samme måde fremhæves fremrykning af renoveringer af de almene boliger for 5,5 mia. kr. som en sejr. Renoveringerne er yderst tiltrængte. Men pengene kommer sådan set fra lejerne selv – det nye i forhold til den borgerlige regerings politik er, at lejerne nu får lov at bruge deres egne penge, til at renovere deres egne boliger for.
Finansloven betyder, at arbejderklassen skal betale mere i skatter og afgifter og kun får peanuts igen. Det er ikke engang alle de 5 milliarder, der skal bruges til bedre velfærd, bl.a. tilføres politiet 270 millioner kroner ekstra årligt i perioden 2012-15 og kongehuset får en klækkelig lønforhøjelse.
Arbejderklassen som helhed vil ikke mærke nogen forbedringer. Vi er enige i, at det var absolut nødvendigt at gøre op med den fremmedfjendske politik, at forbedringerne for de fattigste og for miljøet er godt, men når det er arbejderklassen, der kommer til at betale, mens deres forhold forringes er det ikke arbejderpolitik, men en politik der kan være med til at splitte arbejderklassen.
Mens krisen har stået på og arbejdsløsheden er eksploderet, er de rigeste blevet rigere og de største virksomheder har tjent styrtende med profitter. Disse penge røres ikke. Arbejdsgiverne og de rigeste får lov at fortsætte med at skovle penge ind, mens arbejderklassen skal betale. Hvor er bruddet med de borgerliges politik?
Når indførslen af en grøn check på 280 kroner årligt, til personer med en indkomst på op til 212.000 kroner årligt, som finansieres af en afgift på husstandsomdelte reklamer, udråbes som en rød sejr er det svært at finde en grimasse der kan passe. 280 kroner må siges at være mildt sagt et symbolsk beløb, ikke mindst i lyset af at fødevarepriserne stiger som følge af inflationen og de nye fedtafgifter og at lønstigningerne ikke har været lavere i 75 år, det vil sige siden depressionen i 1930’erne.
De borgerliges finanslov
Denne finanslov kom til verden ved, at den nye regering fremsatte den gamle borgerlige regerings finanslov, og derudfra forhandlede ændringer med Enhedslisten. Hvad betyder det?
Det betyder, at finansloven er baseret på de forringelser, som de borgerlige har aftalt. Dvs. en fortsættelse af besparelserne i kommuner og regioner, tilbagetrækningsreformen, der slagter efterløn og pensioner og ikke mindst halveringen af dagpengeperioden
.
Det udråbes som en yderligere rød sejr at halveringen af dagpengeperioden er udskudt et halvt år, men præcis hvad det betyder, er uklart.
Ifølge Enhedslistens hjemmeside sikrer finansloven, at “op til 12.000 arbejdsløse et halvt års dagpenge mere” og at “ingen falder ud af dagpengesystemet i andet halvår af 2012”.
Men ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forventes 38.500, at falde for de nye dagpengeregler pr. 1. juli 2012. Så hvis det kun er 12.000, der er sikret med finansloven, så mangler der altså over dobbelt så mange: 26.500. (AE rådet 4. september)
Udskydelsen af halveringen er ikke en sejr. Det er et kæmpe nederlag for arbejderklassen, at halveringen fastholdes. I forvejen er forholdene for arbejdsløse elendige. Dagpengene er sakket langt bagud lønningerne, og kontanthjælpen er svær at få og næsten umulig at leve af. Jo dårligere forhold for de arbejdsløse, jo mere kan arbejdsgiverne presse løn- og arbejdsforholdene. Denne forringelse alene burde få arbejderpartierne til at afvise finansloven.
Regeringen accepterer med finansloven de borgerliges præmis om at holde sig inden for kapitalismens rammer. I krisetider betyder det nedskæringer.
Regeringen forsøger sig med en keynesianistisk såkaldt ”kickstart” af økonomien, dvs. at der skal fremrykkes offentlige investeringer for 17,5 milliarder kroner. Det skulle ifølge regeringens egne optimistiske beregninger skabe 20.000 arbejdspladser. Det dækker kun lige det antal stillinger, der er forsvundet i kommuner og regioner det sidste år. Det er meget langt fra de 180.000, der officielt er arbejdsløse. Det er ingenting sammenlignet med det antal flere arbejdsløse, de regner med som konsekvens af tilbagetrækningsreformen.
Problemet er ydermere, at de fremrykkede investeringer er penge, der kommer til at mangle i de kommende år: Regeringen håber på, at krisen driver over af sig selv, og at de reddes af at der på mirakuløs vis kommer vækst igen og problemerne så løser sig.
Desværre er det så absolut ikke perspektivet.
Sorte skyer trækker sig sammen over verdensøkonomien, ikke mindst Europas. Den krise, der startede i 2008, er langt fra ovre. Der er udsigt til årevis med stagnation i økonomien, og et nyt krak er muligt, hvilket vil kaste hele verden ud den dybeste krise i kapitalismens historie.
Fremrykning af offentlige investeringer på 17,5 milliarder kan intet gøre for at ændre på det.
For socialistisk arbejderpolitik
Finansloven er en fortsættelse af den borgerlige regerings økonomiske politik. Regeringen har påtaget sig at forvalte kapitalismen, som befinder sig i en dyb, dyb krise. Det betyder fortsatte nedskæringer og angreb på arbejderklassen, ungdommen og de fattigste.
Konsekvensen bliver en miskreditering af arbejderpartierne, en proces der allerede er begyndt. Socialdemokratiet fik det dårligste valg i mere end 100 år, SF fik en regulær vælgerlussing og begge partier er fortsat tilbagegangen efter valget. Den nye regering er den første regering i 20 år, der mistede sit flertal i befolkningen blot en måned efter valget.
Enhedslisten er til gengæld gået frem. Fremgangen, der sker på bekostning af SF, er et tydeligt vink med en vognstang om, at de mest bevidste lag i ungdommen og søger et alternativ til venstre. Det samme så vi med valgresultatet, hvor partierne til venstre for Socialdemokratiet kun en gang tidligere har fået så mange stemmer, og partierne til venstre for SF også kun en gang før har fået så mange stemmer.
SFs politiske fusion med højrefløjen i Socialdemokratiet har miskrediteret partiet og de har været fuldstændige usynlige i finanslovsforhandlingerne. I stedet har Enhedslisten fået al spotlyset. Men som Villy Søvndal og SF må sande, er popularitet et kortvarigt fænomen, hvis ikke den er forankret på principielt grundlag. SFs popularitet skyldtes de blev set som et alternativ til venstre for Socialdemokratiet, den popularitet er de nu ved at sætte over styr. Toppen i Enhedslisten er dog med stormskridt på vej ned ad samme katastrofale vej som SF. Fortsætter Enhedslisten den politiske linje med at tage ansvar for regeringens nedskæringspolitik, så ender de præcis samme sted, som SF er på vej til: de mest bevidste arbejdere og unge mister tilliden til dem.
Men, indvender både topfolk i SF og Enhedslisten, samt andre på venstrefløjen (ingen i Enhedslistens hovedbestyrelse stemte imod støtten til finansloven, kun 2 stemte blankt); hvad andet kan vi gøre? Finansloven blev trods alt bedre, end hvis regeringen havde skulle forhandle finanslov med de borgerlige? De fremfører ideen om, at man må støtte ”det mindste onde”.
Det kræver ikke et matematisk geni at regne sig frem til, at arbejderpartierne ikke har flertal alene, men er afhængige af de Radikale. Ej heller at hvis Enhedslisten havde afslået at forhandle finanslov, var den blevet forhandlet med de borgerlige.
Men problemet er, at denne taktik har lidt samme resultat som at tisse i bukserne: I et kort øjeblik varmer det, men så bliver det endnu mere ubehageligt end inden.
Den nuværende strategi om det mindste onde baner i virkeligheden vejen for en endnu hårdere borgerlig regering i fremtiden.
Ved at føre en nedskæringspolitik miskrediterer arbejderpartierne sig selv, og baner dermed vejen for et borgerligt flertal, som vi netop har set det ved søndagens valg i Spanien, hvor det Konservative parti (PP) vandt absolut flertal i parlamentet, efter at Socialdemokraterne (PSOE) har siddet ved magten og gennemført massive nedskæringer. PSOE tabte 4,3 millioner stemmer pga. desillusionering mens PP kun vandt 5 procent flere stemmer. Samme perspektiv kan vi desværre stå overfor i Danmark, hvis ikke toppen i arbejderpartierne skifter kurs.
Toppen i alle tre arbejderpartier, S, SF og Ø henviser til de Radikale, som forhindringen for at føre en arbejderpolitik.
Den første lektion vi må drage efter valget er, at arbejderpartitoppenes insisteren under valgkampen på, at have de radikale med i en ny regering var en eklatant fejl. Det legitimerede de Radikale som et oppositionsparti, der oven i købet havde en mere sympatisk udlændingepolitik end S og SF.
Men de Radikale er et borgerligt parti, og så længe der skal tages hensyn til dem, kan der ikke føres en arbejderpolitik. De radikale må ud af regeringen hurtigst muligt.
Arbejderpartierne burde i stedet for den nuværende finanslov gå sammen om at fremlægge en ægte rød finanslov. En finanslov, der forbedrer forholdene for arbejderklassen. Derefter må de stille de Radikale overfor valget: støt denne finanslov eller vælt den nye regering. Det ville klart udstille og miskreditere de Radikale og samtidig lade arbejderpartierne fremsætte et klart alternativ til de borgerlige.
Det er paradoksalt, at i en situation med massive revolutionære bevægelser i Egypten og Grækenland og store anti-kapitalistiske protester som ved #Occupy Wall-Street, Italien, “los indignados” i Spanien, osv. har hverken SF eller Enhedsliste forsøgt at koble sig til de bevægelser for at vise, at revolution er muligt og at en socialistisk internationalisme er mulig og nødvendig.
Det er paradoksalt, at samtidig med at kapitalismen er i dyb, dyb krise, og en revolutionær bølge fejer fra det ene land til det andet, går ledelsen i den danske arbejderbevægelse mere og mere til højre, i deres forsvar af det kapitalistiske system.
De har fuldstændig opgivet al snak om klassekamp, kapitalismekritik, socialisme og revolution til fordel for ”det mindste onde” og ”røde fingeraftryk”. Som en del af finansloven afsættes der 7 millioner kroner til opsættelsen af et ekspertudvalg, der skal kulegrave årsagerne til finanskrisen, de såkaldte ”banditter i habitter”.
Det skjuler det faktum, at der ikke findes uvildige eksperter så længe der eksisterer klasser. I kapitalismen er 99 procent af ”eksperterne”, eksperter i at forsvare borgerskabets interesser. Krisen skyldes ikke ”banditter i habitter”, krisen skyldes ikke finansfolk. Krisen er en krise i det kapitalistiske system. Det er at stikke arbejderklassen og ungdommen blår i øjnene, når man siger, at kapitalismens problemer skyldes enkeltpersoner eller fejl i systemet, som kan rettes gennem en ekspertkomite.
Det afspejler det fuldstændige ideologiske kollaps, der er foregået i toppen af både SF og Enhedslisten de seneste år, som vi så ske i Socialdemokratiets top endnu tidligere.
Få forventede nok at Helle Thorning ville kæde finanslovsforhandlingerne sammen med kampen for socialisme, men ingen, heller ingen ledende SFere eller Enhedslistefolk har kædet de nuværende krav sammen med behovet socialismen. Selv hvis Enhedslisten vil støtte finansloven, hvilket vi er uenige i, kunne de i forsvaret af finansloven have fremført, at denne finanslov ikke kunne blive bedre på grund af kapitalismens krise, at det var nødvendigt med et socialistisk samfund, hvis man for alvor vil skabe bedre forhold for arbejderklassen. Men socialismen er ikke blevet nævnt med et eneste ord i de timevis af TV-tid finanslovsforhandlingerne, ikke mindst Enhedslisten, har fået stillet til rådighed.
Selvom vi har skrevet det i flere artikler på det seneste, finder vi det alligevel passende endnu engang at citere Rosa Luxemburg, der var i heftig polemik med reformisten Edvard Bernstein, der fremførte samme ide om ”det mindste onde” formuleret som ”bevægelsen er alt, målet er intet”.
Rosa Luxemburg svarede Bernstein, at det ikke er ligegyldigt hvilket mål, du bevæger dig mod, Mister du målet af syne, kan bevægelsen tage dig til det helt forkerte sted hen:
”De ved lov gennemførte reformer og revolutioner er altså ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som bourgeoisiet og proletariatet.
[…] Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.
Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform.
” (Rosa Luxemburg, Socialreform eller revolution)
Den proces vi ser i resten af verden, ulmer også under overfladen i Danmark.
Kapitalismens krise vil også her presse arbejderklassen og ungdommen ud i kamp. Påtager toppen i arbejderpartierne sig forsvaret af kapitalismen, dvs. gennemførslen af nedskæringerne, fraskriver de sig deltagelsen i denne kamp. Lederne tror, de fører den eneste realistiske politik. Men arbejderklassen og ungdommen vil tvinge dem til at indse, at den eneste realistiske politik et arbejderparti kan føre, er at gå forrest i arbejderklassens kamp for et ordentlig liv, og det betyder under de nuværende omstændigheder i kampen for et socialistisk samfund.
