Da to passager fly den ellevte september 2001 fløj ind de to World trade center tårne i New York, stod det klart for de fleste, at dette ville ændre historien. Fra det øjeblik billederne blev vist på tv verden over, ville man tale om et før og et efter, om denne skelsættende dag. En dag som amerikanerne hurtigt døbte nine-elleven. Men i de følgende dage var det endnu uklart, hvad de videre implikationer af begivenheden ville blive.
Vi bringer denne artikel i anledning af ti året for 11. september. Der findes en længere analyse af begivenheden og konsekvenserne på engelsk her.
Den tyvende september, elleve dage efter angrebet, holdt George W Bush en tale til den amerikanske kongres, hvor han slog fast at: ”friheden selv er under angreb”. Dette har vist sig at være fuldkommen sandt. Men angrebet mod friheden er kommet lige så meget fra frihedens selvudråbte såkaldte forsvarere som fra de islamiske terrorister, som de hævder at bekæmpe.
I samme tale udpegede Bush Afghanistan som hovedfjenden og forlangte at få Osama Bin Laden udleveret, for at Taleban regimet ikke skulle følge samme vej, som man havde udtænkt for Al-qaida. Hvad der fulgte, var en krig i Afghanistan, de nordlige pakistanske provinser og i Irak. Ingen af disse krige er afsluttet og ingen af krigene har bragt fred, stabilitet eller demokrati til nogen af landende. I stedet har det udstillet USA’s svaghed og landet trækker sig efter planen tilbage fra Afghanistan i 2014 og efterlader landet i en værre forfatning end da man invaderede det.
I vesten selv er kampen for frihed blevet vendt om; staten fører i frihedens navn, en kamp mod arbejderklassen og ungdommens frihed. I Danmark for eksempel har vi set en indskrænkning af den personlige frihed ved indførslen af visitationszoner i København, en udvidelse af overvågningen af uskyldige borgere og en udvidelse af politiets magtmidler. Nogen af de mest konkrete eksempler på dette finder vi terrorpakken, der gør det muligt for efterretningstjenesten at telefonaflytte hele boligblokke samtidig. Men også lømmelpakken har gjort sit for at fjerne retssikkerheden i Danmark, så selv Irans præsident Ahmadinejad har udtrykt at Danmark var et foregangsland i undertrykkelsen af folkelige bevægelser. Det så vi bl.a. med tilbageholdelsen af tusindvis af fredelige, lovlige demonstranter under klimatopmødet i København, hvor de blev tvunget til at sidde på den frostkolde jord i timevis, inden de blev anbragt i netbure i ”klimafængslet”.
Vi står midt i en proces i hvilken vores frihed, ytringsfrihed og retssikkerhed undergraves mere og mere. I Philadelphia og Chicago i USA er der allerede indført udgangsforbud for unge under 18 år. I England indfører man kameraer, der kan genkende ansigter og tillader betjente at følge mistænkelige (men uskyldige) personer gennem byen. Efter opstandene i Flere af de større byer har vi set helt horrible straffe for småforbrydelser; en blev idømt fire års fængsel for ”opfordring til optøjer på facebook” – optøjer der aldrig fandt sted i virkeligheden, og en anden fik flere års fængsel for at se ud som han ville stjæle en pakke cigaretter i en plyndret butik. Det er tiltag, der også vil komme til Danmark.
Den øgede kontrol med befolkningen har ikke som det blev argumenteret nedbragt volden. Man kunne med rette spørge: hvad skal det til for? Herhjemme kan vi se det blive brugt mod politiske aktivister ved klimademonstrationer og strejkende arbejdere. Uden for vores egne grænser i de lande, der er blevet ramt af det arabiske forår og den europæiske sommer, er det endnu tydeligere. Både i Egypten, Syrien og Grækenland har staterne gjort brug af alle de magtmidler, de havde til rådighed for at undertrykke de folkelige massebevægelser. I de ”demokratiske” lande som Grækenland og Spanien er disse magtmidler, ligesom i Danmark, blevet udvidet gevaldigt siden terrorangrebet ellevte september. Også i Danmark vil vi inden for de næste par år se, at de love der blev vedtaget i ”frihedens navn” blive brugt til det modsatte. De vil blive rettet mod os, arbejderklassen og ungdommen, i vores kamp for et værdigt liv.