Torsdag d. 26. maj mødte flere hundrede op til demonstration foran IT-virksomheden CSC i Valby. Som rapporteret tidligere her på siden forsøger CSC ledelsen at smadre de ansattes løn- og arbejdsforhold og knække fagforeningen. I mere end 3 måneder har mere end 100 ansatte været lockoutede og fra 1. juni går omkring 400 ansatte i strejke.

Konflikten på CSC er principiel for hele arbejderklassen. CSC er løftestangen og for Dansk Industri, som har postet millioner i ryggen på CSC-ledelsens forsøg på at smadre fagforeningen. Lykkes det på CSC er sluseporten åbnet for de samme angreb på alle arbejdspladser og der vil komme en optrapning af den offensiv arbejdsgiverne allerede har sat ind i ly af krisen.

Kamp er eneste vej frem
Mange fagforeninger var mødt frem til demonstrationen og formanden for både LO-storkøbenhavn og FTF talte.
De ansatte på CSC er medlemmer af fagforeningen Prosa, der er en del af FTF . Mens demonstrationen var i gang forhandlede FTF, Prosa med ledelsen i CSC om en aftale.

Desværre var det et temmelig dystert billede, der blev tegnet af formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, fra talerstolen. Hun refererede til, at da hun for nylig forhandlede for de ansatte på SAS endte det med en lønnedgang på 20 procent, og at det var den nye virkelighed, som de danske arbejdere måtte acceptere.

Hvis det er tilgangen, før forhandlingerne starter, så er det klart, at resultatet bliver derefter – dvs. elendigt. Det lød umiskendeligt, som om at hun forberedte de ansatte på CSC på et sådan resultat, og oven i købet forsøgte at overbevise dem om at de skulle være glade for det. Hvis FTF kommer og fremlægger et sådan resultat kan det være de ansatte på CSC vil acceptere det – men det vil være nødtvungent; hvad andet skal man gøre, hvis fagforeningen påstår at resultatet er det bedst opnåelige? Men der er en anden vej end at lade fagforeningen opgive på forhånd, og det er gennem kamp, Fagforeningen må i stedet sætte hårdt mod hårdt, kampvilje er det bedste pressionsmiddel i forhandlinger. Dansk Industri står helhjertet bag CSC, LO og FTF burde gøre det samme med de ansatte på CSC.

Peter Kay Mortensen fra LO Storkøbenhavn sagde på demonstrationen, at han bakkede op om kampen. Desværre sagde han ikke noget om, hvad LO Storkøbenhavn havde tænkt sig at gøre konkret. LO og FTF må gå ind i kampen og vise CSC og resten af de danske arbejdsgivere, at den danske arbejderklasse ikke er sådan at bide skeer med.

Nogen siger, at det er HK, der blokerer, at LO går ind i kampen. Uanset hvad toppen i henholdsvis HK og Prosa bærer af gammelt nag, er det kriminelt hvis det får lov at hindre en fælles kamp fra hele fagbevægelsen. Hvis nogen folk sidder i toppen af fagbevægelsen og af den ene eller anden grund hindrer enhed i arbejderklassen, så fortjener de ikke den post og må erstattes af nogen andre – arbejderklassens eneste styrke er enhed og arbejdsgiverne vil bruge enhver splittelse til deres fordel. Dem der accepterer begrundelsen, er med til at reproducere den kriminelle splittelse i arbejderbevægelsen.

Kampen kan vindes
Selvom konflikten har varet længe, så er den langt fra slut. Det er absolut muligt at vinde kampen, men ikke hvis de ansatte på CSC står alene. Mange af demonstrationens talere, talte om vigtigheden af sammenhold blandt de ansatte på CSC, og det er helt afgørende. Men skal kampen vindes, er det ikke nok med enhed på CSC alene, her er det nødvendigt med enhed i hele arbejderklassen, den enhed er det kun fagforeningslederne, der kan sikre ved aktivt at gå ind i kampen. Fagforeningerne, med FTF og LO i spidsen, må mobilisere deres medlemmer til sympatikonflikter for at lægge maksimalt pres på Dansk Industri.

Indtil nu har konflikten foregået i relativ ubevågenhed fra størstedelen af den danske befolkning. Her har LO og FTF en afgørende opgave, men også et initiativ som ungdomsnetværket Fremtidsfighters kan spille en vigtig rolle. Fremtidsfighters har organiseret vigtig solidaritet med de strejkende. Men det er også nødvendigt, at de tager skridtet videre og indeni fagforeninger, studenterorganisationer og andre steder rejser kravet om, at disse organisationer aktivt går ind i kampen, og fremsætter en plan for, hvordan kampen på CSC kan vindes, og hvordan vi får stoppet arbejdsgivernes offensiv mod alt, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig.

De ansatte på CSC har vist en enorm offer- og kampvilje, og det er dem, der suverænt må lede slagets gang. Kampen må organiseres gennem fællesmøderne, hvor der må besluttes minimumskrav for deres forhandlere, som eksempelvis en sikring af tryghedsaftalen.
Her kan man beslutte krav til sympatistrejker fra de ansattes eget forbund, FTF og en appel til LO om det samme. Her må lægges en plan for at udbrede kendskabet til konflikten, fx gennem løbeseddelsuddeling på stationer, gader og stræder. En effektiv måde at få kampen bredt ud, er ved indkaldelse af et tillidsmandsmøde, her kan det forklares hvad kampen handler om, og der kan tages fælles demokratisk beslutning om, hvordan resten af fagbevægelsen skal bakke op om, hvad der er en principiel kamp for sikring af tilkæmpede løn- og arbejdsforhold. Tillidsmandsmødet kan gøre det klart, at det ikke kun er på CSC, at man er parat til at kæmpe, men at man er parat til at optrappe kampen med demonstrationer og faglige møder på arbejdspladserne. Et tillidsmandsmøde vil også kunne nedsætte en aktionskomite, der kan fungere som samlende instans for den videre kamp.

Konflikten på CSC er et af de første tegn på en optrapning af klassekampen i Danmark, som vi allerede har set det rundt omkring i resten af verden. Arbejdsgiverne benyttede krisen til at føre en ensidig kamp mod arbejderklassen. Men de ansatte på CSC viser, at det får de ikke lov til uden kamp. Den næste periode vil byde på øget klassekamp, og hvert et slag tæller.

Et slag mod en, er et slag mod alle!