Først var det SU’en for hjemmeboende unge på ungdomsuddannelserne, som skulle skæres væk. Nu har de Konservative været fremme og forslå, at studerende kun skal kunne få SU et halvt halvår udover den normerede studietid. Den mindste svipser ved en eksamen eller fejlvalg af studie skal nu ramme de studerende i hovedet som en hammer. Øjensynligt skulle det hele handle om, at få de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet. Nedskæringerne bliver nærmest præsenteret som et venligt skub bagi til sløvsindsramte studerende.

Men hvem er egentlig de studerendes bedste venner?

De studerende har igennem tiden skulle finde sine venner underlige steder. Frem til 2. verdenskrig burde de nævne Frederik d. 2. i deres aftenbøn. I 1569 indstiftede han det såkaldte Kommunitet, som var den første offentlige uddannelsesstøtteordning. Støtten blev typisk givet i form af fri kost, bolig og evt. lidt lommepenge. Først i 1952 blev Ungdommens Uddannelsesfond oprettet. Denne gang var de glade givere spillehajerne, som gennem overskuddet fra tipsmilderne tildelte stipendier og lån til ”velbegavede” og ”værdigt trængende” unge.

De studerende bedste ven viste sig dog at være arbejderklassen. Først efter hårdt pres gennem 1960’erne for, at arbejderklassens børn også skulle have adgang til både gymnasiet og videregående uddannelser, og hjulpet godt på vej af ungdomsoprøret i 1968, lykkedes det at få Statens Uddannelsesstøtte (SU) indført. SU’en blev fra første færd givet til alle og kun reguleret ud fra objektive kriterier som gift/ugift, hjemmeboende/udeboende og forældreindkomst. I de følgende knap 20 år gennemgik SU systemet et væld af ændringer. Studielån og statskautionerede lån var med de meget lave SU-satser en fuldstændig afgørende del af systemet og førte til en nærmest bundløs gældsættelse af en hel generation af studerende.

I 1988 blev grundtrækkene i det SU-system vi kender i dag indført – for resten med et flertal uden om den siddende Firekløverregering (der bestod af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti). Igen var presset fra bunden af arbejderbevægelsen afgørende.

SU’en er uden tvivl en af arbejderklassens og især ungdommens vigtigste sejre. Det øgede i høj grad arbejderklassens børns mulighed for at tage en uddannelse og nedbrød overklassens monopol på området. Uden SU’en havde væksten i befolkningens uddannelsesniveau, som vi især så frem til begyndelsen af 1990’erne ikke været mulig. Men det er desværre også en sejr, som er blevet udhulet med årene.

Siden 1988 er SU’en korrigeret for generelle prisstigninger steget med sølle godt 8 pct. Det viser figur 1. Og tages der højde for at poster, der fylder meget i de studerendes budget, såsom fødevarer og husleje er steget betydelig mere end gennemsnittet, forsvinder denne stigning mere eller mindre fuldstændigt. Alene fra 2001 til 2009 steg det generelle forbrugerprisindeks med 20 pct., mens at posten ”fødevarer og ikke-alkoholiske drikke” steg 24 pct. og posten ”husleje” steg 25 pct. (Danmarks Statistik, tabel PRIS6). Medregner vi også, at de studerende typisk bor i de større byer, hvor huslejen er steget allermest, forsvinder al reel fremgang og vi taler sandsynligvis om en tilbagegang.

Figur 1 viser også, at SU’en steget næsten 20 pct. mindre ned lønnen i industrien. I forhold til lønningerne er SU’en altså blevet fuldstændigt udhulet. Det har tvunget mange studerende ud i studiejobs. En undersøgelse har for nyligt vist, at den gennemsnitlige arbejdstid for en studerende vurderes i dag at være oppe på seks timer ved siden af fuldtidsstudiet. Det medfører både øget stress og et mindre af udbytte af undervisningen.

Samme undersøgelse viser, at en gennemsnitlig studerendes månedsbudget faktisk ender ud i et minus, hvis ikke der optages lån. Det viser tabel 1.

Tabel 1. Gennemsnitligt månedsbudget for en udeboende studerende
Indtægter kr.

Anm.: (*) Beregnet pga. CASA-modellen under antagelse om, at 1) der skal spises sundt og leves et aktivt socialt liv, 2) alt købes i lavpris- eller discountbutikker og 3) al transport foregår via cykel eller med det offentlige samt 4) at inventar og andre varige forbrugsgoder ikke fornys.
Kilde: Studenterøkonomi 2010, (26. maj 2010, UngdommensAnalyseEnhed)

Den vedvarende forringelse af SU’en er et afgørende angreb på arbejderklassens børns ret til at uddanne sig. Svaret må være klart fra ungdommen: Fuldtidsstudier kræver fuldtids-SU. En SU på 10.000 om måneden før skat er et minimumskrav.