Bertold Brecht bemærkede engang, at ”onde mennesker har ingen sange”. Rune T. Kidde er et godt menneske. Hold da op, hvor det synger i sproget, når han går i gang. Fantasien får frit løb, og fortællingen river læseren med på en forunderlig oplevelse.

Vi taler her om det seneste værk fra Kidde. Hr. og Fru Dicht i Island er en kort fortælling, men den er sprængfyldt med gode ord og – som sædvanlig når det drejer sig om Rune T. Kidde – en fortællelyst som er enestående. Hele spektret af følelser og stemninger eksploderer på 77 sider.

Hr. og Fru Dicht tager en tur til Island, hvor de kører rundt i deres røde Opel Corsa. Undervejs sludrer Fru Dicht om alskens almindeligheder, men det er meget underfundige betragtninger om forhold mellem mennesker. Hr. Dicht er en indestængt digter, som er overbevist om sit eget geni, samt at han er udvalgt af Gud, og han venter blot på at få Nobelprisen. Det kommer der meget sjov ud af.

Digtene, som Hr. Dicht begår undervejs i bogen, er storladne på en eller anden meget nordatlantisk måde. De indeholder både en portion finurlighed sammen med en klodsethed, der er til at tilgive. Hr. Dichts egne komplekser eksploderer i et flammehav, men det gør ham ikke mindre indestængt bagefter. Forfatterens udtalte målsætning er, at vi skal komme til at holde af den uelskelige Hr. Dicht.

Undervejs blive læseren bekendt med brudstykker fra moderne islandsk litteratur, og det giver appetit på at læse. Når en forfatter på den måde formår virkelig at vække læserens ulvehunger efter flere ord og fortællinger, så er der tale om en stor præstation. Men denne præstation er blot en blandt mange hos Kidde. Brudstykkerne er placeret, så de driver Kiddes egen fortælling fremad. Den associerende fortællerstil får godt spillerum. Muntert og sørgmodigt. Hverdagsagtige hændelser bliver forstørret til det absurde, og det er faktisk klukkende morsomt.

Rune T. Kidde: Hr. og Fru Dicht i Island, Modtryk, 77 sider, 149 kroner.