Nej nej og atter nej! For tredje gang blev det
et nej til EU-forfatningen ved folkeafstemning. Efter at Frankrig med 56
procent og Holland med 62 procent tidligere havde stemt nej blev det nu Irlands
tur til at afvise EU-forfatningen med lidt over 53 procent, nu med dens nye
navn: Lissabon traktaten. (Se her for en længere analyse af traktaten)

Nejet i Irland kom efter en lang og ihærdig
kampagne fra Nej-siden, der argumenterede ud fra en social, anti-krigs og
arbejderklasse vinkel. Hovedargumenter for et nej var:

1. Lissabon traktaten truer Irlands position
som et neutralt land og kan tvinge Irland ud i krige med EU hæren.

2. Lissabon traktaten undergraver arbejderes
rettigheder da den sætter EU direktiver og EF-domstolserklæringer over irsk
lov, dette skal især ses i lyset af de seneste hårde angreb fra domstolen på
blandt andet blokade retten og kravet om kollektive overenskomster.

3. Lissabon traktaten fortsætter og forstærker
EU politikken med nedskæringer, udliciteringer og privatiseringer.

4. Lissabon traktaten gør intet for at
forbedre EU grundlæggende mangel på demokrati ligesom at selve det at det kun
var den irske befolkning der fik lov til at stemme var en grund til at stemme
nej i solidaritet med resten af Europas befolkninger.

Et mindre brugt argument havde også været at
Lissabon traktaten truede den lave irske erhvervsskat og derved true
fundamentet for de sidste par års økonomiske vækst. Dette argument blev dog kun
brugt at de små liberale partier, og havde ikke megen plads i debatten i
forhold til de venstreorienterede krav ovenfor. Især fordi at væksten faktisk
har været faldene det sidste stykke tid og at Irland, ligesom resten af verden,
så småt er begyndt at mærke krisen komme.

Overvældende nej-flertal

Inden afstemningen havde den irske regering
flere gange talt om, at hvis det blev et nej, så ville man nok bare stemme igen
lidt senere, ligesom man i sin tid havde gjort da irerne stemte nej til Nice
traktaten. Det er dog usandsynligt, at det vil ske nu. Denne gang var antallet
af folk der mødte op og stemte meget højere end tidligere, og nej flertallet
meget mere overvældende, faktisk lykkedes det stort set ikke ja siden at vinde
nogen valgkredse overhovedet, og ingen af dem, de vandt, lå uden for Dublin.

Den irske regering har været ude og sige, at
endnu en afstemning ikke kommer på tale. Men betyder dette, at de virkelig vil
respektere vælgernes afgørelse? Næppe, formanden for EU-kommissionen, Baroso,
var ude allerede inden de sidste stemmer var talt op og erklærede at dette ikke
stoppede resten af ratificeringsprocessen i de andre lande. Han sagde, at
vedtagelsen af Lissabon traktaten bestod af en række nationale dele som var
uafhængige af hinanden, og han derfor ikke kunne se, hvordan et nej i et land
kunne havde indflydelse andre steder. Dette på trods af, at EU’s egne regler
kræver at traktater og lignende skal godkendes i samtlige medlemslande før de
kan træde i kraft og at hvis blot et land siger nej så falder forslaget. Men
ligesom at EU lederne ikke har respekt for demokratiet i medlemslandene har de
heller ikke respekt for deres egne, i forvejen udemokratiske og bureaukratiske,
regler hvis de står i vejen for deres nyliberale projekt.

Overklassen i vildrede

Men det er svært at se hvad ja siden vil gøre
nu, det er fuldstændigt klart at den står over for et kæmpe problem. I forvejen
er der massiv utilfredshed i de fleste medlemslande over at der ikke er
afstemninger andre steder end i Irland og især i lande som Frankrig og Holland
der jo har stemt nej, og i Danmark, hvor man altid plejer at stemme. Desuden er
det tydeligt, at der er stor utilfredshed med traktaten i Storbritannien og
andre lande. Det var også fuldstændigt klart i forrige omgang af afstemningerne
om EU-forfatningen, at det ville være blevet et nej i stort set alle lande,
hvor folket måtte stemme, selv i Luxembourg, hvis økonomi først og fremmest
består af EU relateret arbejde, blev det næsten et nej. Dette problem kom de så
i første omgang uden om ved at ændre navnet på EU-forfatningen til Lissabon
traktaten og nægte befolkningerne at stemme, men i Irland var problemet blot at
forfatningen var meget klar på dette punkt om at de skulle havde en
folkeafstemning (og de havde åbenbart ikke modet til at snyde sig uden om
ligesom i Danmark hvor grundloven ellers også klart siger, vi skulle have en
folkeafstemning).

Som sagt var deres første nødplan i tilfælde
af det irske nej blot at stemme igen, men selv hvis de turde at lave dette
nummer med vælgerne ville det være svært at se, hvordan de skulle kunne vinde.
I forvejen fik ja siden støtte fra de tre største partier, hele regeringen, det
irske LO (og de fleste fagforeninger på nær to store forbund), alle større
irske medier og masser af udenlandsk hjælp. Den ene regeringsleder efter den
anden, medlemmer af EU-kommissionen – og selv paven – opfordrede enten irerne
til at stemme ja eller turnerede sågar rundt i Irland for ja siden.

EU-tilhængerne er arrogante

Mange på ja siden og mange af medierne har
prøvet, ligesom de i sin tid gjorde med Frankrig og Holland, at gøre nej
stemmerne som udtryk for alt andet end lige præcis et nej til Lissabon
traktaten. Nogen påstår, at det skyldtes uvidenhed, andre at det var fordi at
irerne var dumme og troede at konsekvensen af et ja ville betyde alt lige fra
dødsstraf, aktiv dødshjælp og lignende ville blive indført. Men de ved godt
selv, at dette ikke var baggrunden for nejet og derfor ved de også godt at de
ikke blot kan ”belære” den irske befolkning om det virkelige indhold af
traktaten og så håbe på et ja. Den irske befolkning er udmærket klar over, hvad
de stemte om. At de ikke alle har læst traktat teksten igennem fra ende til
anden, gør dem ikke uvidende. I øvrigt har Irlands regeringsleder selv, efter
spørgsmål fra den danske journalist Mette Fugl, på direkte TV indrømmet at han
ikke selv havde læst hele traktaten igennem.

Resultatet af afstemningen viser en række
positive ting. For det første viser det en sund mistro til EU bureaukratiet og
deres udemokratiske projekt. Det viser også, at irerne er parate til at yde
modstand over angreb på de rettigheder de har vundet igennem 100 års kamp.
Ydermere er det blot endnu et tegn på en vækst i klassekampen i Irland og en
styrkelse til venstrefløjen og drøje hug til især de højredrejede ledere i
toppen af store dele af den irske arbejderbevægelse, der anbefalede et ja og er
ude af takt med medlemmerne. Ikke mindst viser det også, at den irske
befolkning ikke har glemt, hvordan EU konstant er blevet brugt som en
undskyldning for at gennemføre asocial politik og angreb på arbejderbevægelsens
og arbejdernes rettigheder, præcis ligesom i resten af EU landene. Hvor mange
gange har vi ikke hørt at den dårlige politik var nødvendig hvis vi ville være
en del af Europa? Irerne har klart afvist at denne undskyldning i fremtiden kan
bruges for angreb på deres levestandard.

Voksende polarisering

Men på trods af at EU-kommissionen forsøger at
begrænse skaderne til kun at omfatte Irland kan vi allerede se effekten andre
steder. I Danmark er regeringens bebude afstemninger om vores EU forbehold
blevet udskudt på uvis tid. Ligesom at også kravet om folkeafstemninger i de
andre lande har fået nyt vind under sejlene, i Storbritannien trænger kravet
sig mere og mere på for ikke at vedtage traktaten i parlamentet uden en
folkeafstemning først og i Danmark hvor det heller ikke er endeligt afgjort
vokser kravet også blandt andet fra Dansk Folkeparti, ligesom at der for tiden
kører en grundlovssag i retten for at kræve at regeringen udskriver
folkeafstemning.

Alt i alt må nejet siger at være gode nyheder
for alle der ønsker et bedre og mere socialt Europa uden EU’s nyliberale
direktiver og de store selskaber der står bag dem.

Afstemningen i Irland var ikke bare en ubetydelig afstemning i Europas udkant. Det var toppen af et isbjerg – et isbjerg af voksende ustabilitet i hele Europa og voksende polarisering mellem klasserne, hvor arbejderne og kapitalisterne bevæger sig i hver sin retning.