Efter tre ugers kamp der havde antaget revolutionære dimensioner, har Bolivia nu en ny præsident og arbejderne og bønderne diskuterer hvordan kampen skal fortsættes.
9. juni prøvede parlamentets præsident (formand), Vaca Diez, at få parlamentet til at vælge ham som præsident for republikken efter Mesa’s afgang. En regering ledet af Vaca Diez ville have betydet at sætte hæren ind for at genoprette ”orden”.
Mesa-regeringen havde vist at den var fuldstændig ude af stand til at stoppe arbejderne og bøndernes i stigende grad radikaliserede bevægelse. Strejkebevægelsen havde spredt sig fra El Alto og La Paz til andre regioner og vejblokader var blevet opsat mere end 100 steder på landets vejnet.
8. juni i El Alto havde arbejdernes masseorganisationer og indbyggere etableret en Folkeforsamling, der truede med at blive et organ for arbejdermagt og et alternativ til kapitalisternes styre. Den herskende klasse forberedte sig på at kassere Mesa og bruge hæren til at sætte en stopper for mobiliseringerne.
Mesa og lederen af MAS (bevægelsen for socialisme) foretrak præsidenten for Højesteret Rodriguez som erstatning for præsidenten. Argumentet for Rodriguez er at han ville have en retslig forpligtigelse til at indkalde til hurtige valg. Dette alternativ nævnte hverken den grundlovgivende forsamling (som MAS lederne har præsenteret som vejen frem) eller nationaliseringen af olie og gas (som har været bevægelsens hovedkrav). Mesa forstod, at det ville kunne forværre krisen yderligere at bruge hæren mod folket og at det kunne få de mere moderate dele af bevægelsen til at støtte en strategi for arbejdermagt.
For at forhindre indsættelsen af Vaca Diez, der havde flyttet parlamentet til det ”sikrere” Sucre (væk fra de radikaliserede arbejdere og bønder i la Paz), forenede alle dele af bevægelsen sig for at blokere Sucre og forhindre at det skete.
Denne manøvre gjorde masserne endnu mere rasende og gav fornyet styrke til bevægelsen.
Til demonstrationen i La Paz samme dag var der en stærk tilstedeværelse af fabriksarbejdere. Lederen af La Paz fabriksarbejder-sammenslutningen, Francisco Quispe sagde: ”hvis der ikke er nogen nationalisering vil vi fortsætte mobiliseringen. Nationalisering er den eneste vej fremad for at skabe flere arbejdspladser, og at slutte den sult og lidelse der slår os ihjel. Den eneste løsning for os arbejdere er at tage magten” (econoticiasbolivia.com). En af bevægelsens karakteristika, især i La Paz og El Alto, har været præcis denne miskreditering af ikke bare denne ene eller anden borgerlige politiker, men af hele det borgerlige demokrati.
Da mødet i Parlamentet skulle starte var der en kæmpe mængde folk i gaderne udenfor Sucre. Efter et stykke tid blokerede masserne også lufthavnen og lufthavnsarbejderne gik også med i strejken, så medlemmerne af parlamentet (der måtte flyve dertil, fordi alle hovedvejene var blokeret) ikke kunne forlade Sucre uden tilladelse fra masserne. Mødet blev suspenderet. Om eftermiddagen kom nyheden om at en minearbejderne var død i et sammenstød med hæren, da hæren havde prøvet at fjerne en vejblokade. Spændingerne steg endnu mere. Vaca Diez tog af sted for at gemme sig i en militærbarak, mens parlamentsmedlemmerne tog tilbage i sikkerhed på deres hoteller. Magten var i virkeligheden i gaderne og landet blev oversvømmet med rygter om et militærkup.
Om aftenen kollapsede forsøget på at indsætte Vaca Diez som præsident endelig. Minearbejderens død havde radikaliseret bevægelsen så meget at indsættelsen af Vaca Diez ville have betydet en væbnet opstand. På et meget kort møde trådte Vaca Diez tilbage og Rodriguez blev valgt som præsident. Masserne havde faktisk gennemtvunget deres ret til veto mod enhver af parlamentets beslutninger gennem massemobiliseringer i gaderne.
Men bevægelsen kunne have gået meget videre, hvis ikke lederne af MAS havde givet deres støtte til denne borgerlige manøvre. MAS lederne udsendte straks en appel for at hæve vejblokaderne og slutte strejkerne, og dette blev gennemført i de områder hvor de havde den stærkeste indflydelse. Rodriguez modtog støtte fra den amerikanske ambassade, arbejdsgivernes sammenslutning og den katolske kirke. Lederne af El Alto COR, Patana og El Altos lærersammenslutning svarede med det samme at ”kampen er for nationalisering af hydrocarbonerne, ikke for at udskifte den ene klovn med en anden” og de sagde at de ville fortsætte kampen.
Den 10. juni besluttede en haste-forsamling i El Alto at fortsætte kampen. ”El Alto har allerede oplevet denne slags politisk overgang da Mesa erstattede Losada og fortsatte med at bestemme til fordel for de multinationale og rige. Vi vil ikke begå den samme fejl med Rodriguez” sagde Alvarez, leder af La Paz by-lærere.
På dette og lignende møder for arbejdere og bønder blev det besluttet at give Rodriguez en frist for at nationalisere gassen, men alle steder var der en bevidsthed om ikke at lade sig narre endnu engang.
Det er muligt at den strategi som MAS lederne foretrækker, med at give den nye præsident noget tid, umiddelbart vinder mest opbakning blandt masserne. Den strategi har mediernes støtte, den katolske kirke osv. og den autoritet som Morales stadig besidder, specielt udenfor La Paz og El Alto, og blandt vigtige dele af masserne (koka-bønderne, de kooperative minearbejdere) og til sidst den naturlige følelse af træthed blandt de mere radikale dele, der på samme tid er dem der har været ude længst.
Men Rodriguez’ rolle er at aflede arbejderne og bøndernes massebevægelse væk fra revolutionære mobiliseringer på gaderne ind på det borgerlige demokratis sikrere terræn.
Men denne gang er det dog tvivlsomt om der vil komme en langstrakt proces som den tidligere med Mesa (der formåede at blive ved magten i 18 måneder). Det vil højst sandsynligt blive en kortere proces. Ikke som i oktober 2003 hvor bevægelsens fokus var imod salget af gassen til Chile, var bevægelsens krav denne gang klarere, skarpere og med et meget højere politisk indhold; nationaliseringen af gassen og olien. Masserne har allerede gennemgået erfaringen med at have en revolutionær bevægelse afsporet ind i parlamentarisk politik, og har set at dette ikke virker. Ideen om behovet for en arbejder- og bonderegering har nu sunket dybe rødder i bevidstheden hos brede lag af arbejdere og bønder. Rodriguez vil være ude af stand til at tilfredsstille massernes krav. Han vil højst, i en kort periode kunne udskyde kampen.
Det næste slag kan blive et afgørende. Folkeforsamlingerne må gives et indhold og der må være en bevidst arbejderklassestrategi for at splitte hæren og politiet. Masserne af arbejdere og bønder må tilegne sig de politiske lære af denne fase af kampen. Opgaven er nu at bygge en organisation, der er i stand til at lede masserne til sejr næste gang, på basis af de mest avancerede revolutionære aktivister. Med lederen af minearbejderne Zubietas ord: ”Vi må fortsætte med at bygge denne parallelle regering med det mål at bygge vores egen magt og indsætte en arbejder og bonderegering. Desværre har det der har manglet været en revolutionær ledelse indenfor organisationerne i El Alto i stand til at udvikle forståelsen af, at vi bliver nødt til at bestemme over os selv”.
