Valget til EU-parlamentet gav en sejr til Socialdemokratiet. Omvendt mistede Venstre terræn. De unge socialdemokrater i DSU festede hele aftenen søndag den 13. juni. Der er grund til at fejre dette resultat, som ikke er et resultat af S-ledelsens EU-politik. Tværtimod viser valget først og fremmest, at de fleste almindelige mennesker i Danmark ikke nærer nogen som helst tillid til, at de borgerlige politikere kan løse problemerne.
Hvad er baggrunden for resultatet?
Efter folketingsvalget i november 2001, hvor de borgerlige erobrede regeringsmagten, råbte ”venstrefløjen” op om, at vi var gået ind i en periode med højredrejning, og nogle talte endda om, at der var fare for fascisme. Som vi forklarede dengang, afspejlede valget dengang blot, at vi er gået ind i en turbulent periode med hurtige sving mellem højre og venstre. Det afspejler den blindgyde, som kapitalismen befinder sig i, på grund af, at det private ejerskab af produktionsmidlerne og nationalstaten hindrer en sund udvikling af samfundets produktivkræfter.
Den nuværende periode er ikke, som nogle påstår, præget af apati blandt arbejderklassen og stilstand i klassekampen. Tværtimod ser vi over hele Europa en strejkeaktivitet, som ikke er set magen til i mange år. Over hele Europa taler politikerne om, at velfærden må beskæres og at arbejderne ikke skal regne med pension, når de bliver gamle. Med andre ord har kapitalisterne i Europa ikke råd til at beholde de reformer, som arbejderne tilkæmpede sig under opsvinget efter anden verdenskrig. Men arbejderne (eller lønmodtagerne, for dem der bedre kan lide dette ord) har absolut ikke råd til at opgive pension og sociale rettigheder og lade lønnen falde til samme niveau som i Asien. Det er en færdig opskrift på eksplosion mellem klasserne.
I en periode, hvor det ”frie marked” er i krise og ikke tilbyder nogen vej frem, er det et paradoks, at lederne for arbejderbevægelsen mere end nogensinde før er begejstrede for dette ”frie marked”. Reformisterne har historisk opnået deres styrke og autoritet i arbejderbevægelsen ved at presse kapitalisterne til indrømmelser for at forbedre levestandarden. Det kunne de gøre, fordi kapitalismen midlertidigt gik ud over sine egne grænser og opnåede vækstrater på 6-8 procent på baggrund af massive lån. I den nuværende periode kan kapitalisterne kun drømme om lignende tilstande. De er glade, hvis de kan opnå en vækst på bare 1-2 procent. Det er altså ikke udvidelser af velfærden, der er på dagsordenen, tværtimod. Det kan reformisterne ikke forstå.
Det var det, der skabte Socialdemokratiets nederlag i 2001. Folk var utilfredse med nedskæringer – de var utilfredse med, at Socialdemokratiet førte borgerlig politik. Derfor kom de borgerlige til på et grundlag af sand.
Hvorfor tabte de borgerlige?
Det er tydeligt at se, at folk ikke har interesseret sig for valget til EU-parlamentet. Valgdeltagelsen i Danmark var på under 50 procent. Altså har over halvdelen af de stemmeberettigede tænkt, at de ikke gider beskæftige sig med en institution. Folk har haft følelsen af, at EU-parlamentet er en institution for professionelle politikere, lobbyister og højtlønnede embedsmænd, som almindelige dødelige ikke har indflydelse på. Det er heller ikke langt fra sandheden.
Alene den lave valgdeltagelse er et mistillidsvotum til den herskende klasse i Europa. Men også stemmerne er et råb om forandring; i stort set alle lande har folk stemt imod regeringerne, som fører pro-kapitalistisk politik. Det er ikke anderledes i Danmark. Regeringspartiet Venstre blev valgets store taber. Venstres kandidat Anne E. Jensen sagde til B.T. den 14. juni, at: ”vælgerne lige som i Holland har benyttet valget til at give udtryk for deres utilfredshed med regeringen. Jeg har hørt flere sige, at de ikke ville stemme på os. Hvis man er utilfreds med Irak-krigen er det en rimelig gratis måde at udtrykke det på.”
De borgerlige har ganske enkelt tabt mange stemmer på grund af, at folk er utilfredse med den danske regering. Det ligger langt fra de dommedagsprofetier, som sekterne på venstrefløjen proklamerede ved sidste valg. Faktisk er de borgerliges nederlag endnu større, end stemmetallene angiver. Traditionelt er det mange arbejdere, der undlader at stemme – og en høj stemmeprocent plejer at give høj tilslutning til Socialdemokratiet. Og i denne sammenhæng kan vi også regne med, at en del EU-modstandere også er blevet hjemme. Altså er resultatet et sviende nederlag for de borgerlige partier.
EU ingen løsning
Ledelsen for Socialdemokratiet mener, at man kan forbedre velfærden, sikre ligestilling og beskytte miljø og arbejdspladser gennem EU. I Socialdemokratiets arbejdsprogram fra 2000 kan man blandt andet læse:
” Amsterdamtraktaten skal bruges til at forbinde det indre marked endnu stærkere med mindstebestemmelser på arbejdsmarkedet, et bedre arbejdsmiljø og ligestilling.”
Det ville være ganske fortrinligt, hvis dette kunne lade sig gøre. Uheldigvis forholder det sig imidlertid noget anderledes. EU’s grundpille er det såkaldte ”indre marked”, der sætter fri bevægelighed for kapital før noget andet. EU er et redskab, som Vesteuropas store kapitalister har skabt for at lave handelsblok mod USA,Japan og den tredje verden og for at sikre kapitalisternes ret til at skalte og valte med arbejdernes rettigheder efter forgodtbefindende. EU har altid sat kapitalmagt over alt andet. At tro, at man gennem dette apparat kan forbedre arbejderklassens forhold, er som at sætte ræven til at vogte gæs.
Er EU-modstanden væk?
Mange politikere og højtlønnede ”eksperter” var ikke sene til at udråbe valget som en lussing til EU-modstanden. Det er kun delvis rigtigt. Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen gået tilbage og har fået halveret deres samlede stemmetal. I vores tidligere artikel skrev vi:
”Vi kan ikke binde os til borgerlige og reaktionære og afstå fra at fremføre vores eget program. Vi forklarer åbent, at godt nok er EU udemokratisk og skadeligt for danske arbejdere og unges vilkår og rettigheder, men det er et kapitalistisk Danmark med nok så meget “national selvbestemmelse” og “uafhængighed” også!”
Det grundlæggende problem med EU-modstanderlisterne er, at de ikke kan tilbyde et alternativ. De skyder al skylden for nedskæringer på EU. Men det er de danske politikere, der er med til at godkende de samme beslutninger i EU’s ministerråd. Et ”uafhængigt” Danmark på kapitalistisk grundlag vil gennemføre præcis de samme angreb på arbejderklassen, som EU udfører i dag. Og EU-modstanderbevægelserne kan ikke kritisere den kapitalistiske politik, som folketinget gennemfører. Derfor har de et forklaringsproblem. Og derfor har mange forbigået dem, når der skulle stemmes.
Folkebevægelsen mod EU har i valgkampen brugt hel- og halvnationalistiske argumenter. På deres hjemmeside ser man blandt andet en redningskrans, hvorpå der står ”DANMARK”. Det skal overbevise os om, at nationalstaten Danmark er i fare. Oh rædsel!
På samme hjemmeside kan vi læse:
”Den danske Grundlov er derfor fortsat i fare. Folkestyret og borgernes demokratiske indflydelse på udviklingen af vort samfund er under massivt angreb. Mulighederne for at sikre velfærd, fred og miljø er truet.”
Det er ganske rigtigt, at velfærd og miljø er truet. Og freden er det vist så som så med. Men grunden til angrebene på velfærd, miljø og mellemøstlige lande er ikke EU. Det er den krise, som kapitalismen befinder sig i.
Hvis de mange gode kræfter, der støtter Nej-bevægelserne lancerede en konsekvent kampagne imod arbejdsgivernes felttog mod velfærden, ville de borgerlige i disse bevægelser uden tvivl føle sig stødt. Og de ville formentlig forlade etablisementet ganske hurtigt. Men så lad det være på den måde. For man kan ikke føre kamp imod kapitalisterne sammen med deres egne repræsentanter i de borgerlige partier. Nej-bevægelserne rummer mange venstreorienterede og ærlige kræfter. Hvis ikke de skal kæmpe forgæves må de bryde med de borgerlige og starte en kamp i arbejderbevægelsen for at skrotte EU-systemet og dets bagmænd i industrien.
Resultatet af EU-valget varsler ilde for den borgerlige regering i Danmark. Folk er utilfredse med nedskæringspolitikken, og mange har undladt at stemme eller stemt på Socialdemokratiet i protest mod angrebene på velfærden. Ledelsen af Socialdemokratiet må tage konsekvensen og blæse til fuldt angreb på regeringen; slut med nedskæringer – nej til imperialistiske krige – for arbejde og uddannelse til alle! Med et kampprogram for en genopbygning af velfærdsstaten og en kampagne, der tager udgangspunkt i arbejdspladsernes krav, vil de borgerlige blive fejet af banen så let som ingenting. Og så ville de unge socialdemokrater for alvor få noget at feste for.
