I slutningen af oktober gik Sharon nærmest amok i hysteri over den såkaldte Geneve-aftale. Andre dele af den israelske overklasse har forhandlet denne aftale hjem, og også de palæstinensiske ledere støtter den. Det-te viser to ting: For det første er der splittelse blandt lederne i Israel, for det andet har de palæstinensiske ledere solgt ud af deres nationale krav.
Hvad er Geneve-aftalen?
Planen, der er blevet kendt som Geneve-aftalen, fordi regeringen i Schweiz støtter den, hævder at være en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Den baserer sig på nogle hovedlinjer, som USA’s tidligere præsident Clinton har udstukket. Blandt de vigtigste kan nævnes:
– Palæstinenserne opgiver retten til at vende tilbage til deres hjemland.
– Palæstinenserne anerkender Israel som en jødisk stat.
– Israel trækker sig tilbage til grænserne fra 1967, med enkelte undtagelser. Jerusalem deles.
– Palæstinenserne afvæbner alle militser og staten bliver demilitariseret.
Splittelse blandt de borgerlige
I lyset af Sharon-regeringens skarpe angreb på Geneve-aftalen, har nogle “venstreorienterede” borgerlige været i stand til at præsentere planen som et stort skridt fremad. Men dette viser blot, at der er en splittelse blandt de israelske kapitalister. Mange af dem stoler ikke længere på, at Sharon er i stand til at beskytte deres interesser. Dele af kapitalistklassen tror, at Geneve-aftalen vil åbne døren til arabiske markeder og afværge en krig i regionen.
Økonomien i kaos
Blandt de israelske arbejdere er der imidlertid større kampvilje, og de seneste måneder har budt på flere store strejker. Arbejderne i Israel har i foråret oplevet en nedgang i reallønnen på 5,8 procent i den private sektor og 5,4 procent i det offentlige. Der er nedgang på alle fronter i den israelske økonomi, og de store udgifter til militæret i de besatte områder gør det ikke bedre. De israelske kapitalister forstår, at uden et dramatisk skridt, der ændrer situationen, er det blot et spørgsmål om tid, før der udvikler sig en revolutionær situation i Israel.
Palæstinenserne lades i stikken
Geneve-aftalen betyder, at de palæstinensiske flygtninge må opgive deres krav om retten til at vende hjem. Den betyder også, at palæstinenserne må anerkende Israel som en jødisk stat (ikke en stat for det jødisk-israelske folk). Hvis man skal tro den arabiske presse, så er modviljen mod denne aftale kæmpestor blandt de arabiske masser. Der er derfor ingen grund til at tro, at aftalen vil betyde fred. De israelske indrømmelser er smertefulde for nationalisterne, men virkeligheden er, at den nationalistiske (zionistiske) bevægelse med denne aftale har vundet en historisk sejr.
Stop splittelsen
I skrivende stund er det stadig uafklaret, om der kommer en egentlig generalstrejke i Israel. Men en ting er sikker: Arbejderklassen i Israel er begyndt at røre på sig. Og de palæstinensiske masser er absolut ikke til-fredse med opbyggelsen af grænsemuren, der går langt ind på palæstinensisk jord. Og de stoler ikke på de ledere, der sælger ud af deres krav. Vejen frem er at forbinde israelske og palæstinensiske arbejdere i fælles kamp mod de borgerlige ledere på begge sider. Ingen af de fundamentale problemer for folkene i regionen kan løses, så længe økonomien er i hænderne på en lille flok kapitalejere. Vejen frem er en socialistisk føde-ration med national selvbestemmelsesret til arabere og jøder, uden nationalisme, apartheid og stålmure mellem folk.
