I Sverige har de kommunalt ansatte i længere tid været ude i storkonflikt for højere løn. Det er stort set ikke blevet nævnt med et ord i de danske medier, så her bringer vi en artikel fra vores svenske sektions avis Socialisten (www.socialisten.nu).

Kommunals strejke handler om det mest grundlæggende af alle faglige krav – retten til en løn, som man kan leve af. Der har længe været utilfredshed i forbundet, og forbundsledelsen kunne ikke endnu engang svigte i forhandlingerne. Nu er der kamp – og den kamp må støttes af hele arbejderbevægelsen og føres til sejr!

Strejken gælder en opgradering af lønningerne i den offentlige sektor, og især i de kvindedominerede områder som pleje og omsorg. Alt for længe har arbejdsgiverne på skammelig vis udnyttet de ansattes loyalitet og ansvarsfølelse over for børnene, de gamle og de syge.

Konkret kamp for ligestilling
Strejken er en konkret kamp for ligestilling – for at de arbejdsopgaver, som især udføres af kvinder, skal betales bedre. Det er i dag hverken uddannelsestid eller sværhedsgrad, der afgør lønnen. Tekniske opgaver bliver bedre betalt end arbejde med mennesker, og det betyder i dag, at mandedominerede erhverv giver mere end kvindedomineret arbejde.

Strejken handler også om at redde den offentlige pleje og omsorg. De unge flygter væk fra disse stressende og dårligt betalte jobs, samtidig med at der ifølge Kommunförbundet kommer til at mangle 220.000 i kommunernes pleje- og omsorgsopgaver frem til år 2010. Flere steder (Strängnäs, Simrishamn, Rättvik, Haparanda osv.) fik disse uddannelser sidste år ikke én eneste ansøger (iflg. Kommunalnytt 15. april 2003).

Kommunals krav er slet ikke overdrevne. Kravet ligger på 5,5% ekstra til alle ansatte i kommuner og amter, det vil sige et sted mellem 830 og 1075 kroner, afhængig af ens nuværende løn (LO-avisen 25. april 2003), plus en mindsteløn på 14.000 kroner. I dag findes der nyansatte, der ligger så lavt som 12.500 kroner om måneden!

Sandheden om disse krav er tværtimod, at de ligger i underkanten af, hvad de offentligt ansatte egentlig behøver. Lokale kommunalafdelinger har rejst krav om 2.000 kroner ekstra om måneden til alle. Det er det niveau, som forbundsledelsen burde have lagt, og en stigning i et bestemt antal kroner, i stedet for i procent, er også det mest retfærdige.

Stor opbakning
Der er opbakning bag den kamp, der nu er i gang. Konfliktmøderne trækker fulde huse. Kommunalarbejderne er glade for endelig at gå i konflikt og gøre opmærksom på sig selv.

Men der er stor uro blandt mange medlemmer, netop fordi kravene er så lave. Det normale er jo, at forhandlingerne fører til et kompromis – men med de nuværende krav kan det ikke lade sig gøre at give efter.

“Giv for guds skyld ikke efter,” siger tillidsrepræsentanten Esbjörn Enblom fra Gävle i Kommunalarbetarens reportage (9.-22. april). “Alle er dødsensræd for, at forbundet skal bakke ud,” siger han, og andre giver ham ret.

Den frygt grunder givet i de erfaringer, som Kommunals medlemmer har haft med forbundsledelsens opførsel de sene-ste år. Kampe, der ikke er blevet kæmpet, forsvar for individuelle lønsystemer og accept af privatiseringer osv. har skabt en stor skepsis mod ledelsen.

Konfliktstrategien
Den måde, man lagde op til konflikten på, var også underlig. Hvorfor tog man kun 9.000 medlemmer ud i den første uge, når selve pointen med konflikten er at vise kollektiv styrke? Man kan ikke både kæmpe og holde igen på samme tid. Nu er der da også sket en reel optrapning.

Støtten til kommunalarbejdernes kamp i befolkningen er nærmest total. Det drejer sig ikke bare om, at folk synes, at de skal have mere i løn. Det er et udtryk for utilfredshed med uretfærdighederne i samfundet og et forsvar for den offentli-ge sektor. I en meningsmåling blandt 1.000 svenskere siger 97%, at det er vigtigt, at politikerne holder deres valgløfter om højere løn til de ansatte inden for pleje og omsorg. Tre ud af fire tror, at ældreplejen ville blive bedre, hvis man forhøjede personalets løn.

77% mener, at det ville være godt for samfundet, hvis kommunalarbejderne får mere i løn (kun 8% mener, at det ville være dårligt).

I den samme måling viser det sig, at folk mener, at der er brug for en lønstigning på ca. 2.000 kroner om måneden, når man skal angive en rimelig løn for pædagoger, brandfolk og sygeplejersker mm.

Kommunalarbejderne har også gang i en underskriftsindsamling for deres krav. Over 50.000 har indtil videre skrevet under, og dem, der har samlet underskrifter, siger, at nærmest alle, man spørger, siger ja til at skrive under.

Derimod har arbejdsgiverne vist en hårdere linje end normalt. Ved tidligere konflikter har de tit accepteret strejker og har nøjedes med at søge om dispensation. Nu er der kommet flere rapporter ind om arbejdsgivere, der udfordrer fagfor-bundet. I Älvsjö går arbejdsgiverne ud og kræver, at de organiserede skal arbejde, for eksempel. Det er en klar opfor-dring til strejkebryderi. Det rapporteres også, at børnehaveklasselærere sættes til at gøre pædagogers arbejde.

Hvis arbejdsgiverne søger konfrontation, kan vi regne med en optrapning af kampen. Og hvis kampen trækkes i lang-drag, vil både kommunalarbejdernes egen kampmoral og støtten fra resten af arbejderbevægelsen blive afgørende.

Sympatistrejker burde være en selvfølge
Det burde være indlysende, at industriforbundene skulle bakke op om kommunalarbejdernes krav. Sympatistrejker fra deres side ville ramme direkte mod industrien, hvor pengene findes. Hvis industriarbejdsgiverne begynder at beklage sig, ville de kommunale arbejdsgivere nok hurtigt give sig.

Sagen er jo også den, at hvis ikke kommunalarbejderne passer deres jobs med barnepleje, ældreomsorg og sygepleje, så kan en stor del af industriarbejderne faktisk slet ikke komme på arbejde. Industrien er med andre ord meget afhængig af kommunalarbejderne, selvom arbejdsgiverne ikke vil indrømme dette, eller betale for det.

Hidtil har visse forbund dog tøvet med at vise sympati. De må overbevises om, at de også vinder på faglig solidaritet og sejre for andre dele af fagbevægelsen.

For Kommunals egen del gælder det i tilfælde af en langstrakt strejke om at udvikle kampen. At holde møder, som kan give argumenter, demonstrationer, at søge støtte fra andre forbund og organisationer og ikke mindst at tage den faglige kamp op på et politisk plan. Organisering af socialdemokratiske foreninger for kommunalarbejdere er en måde at få kampen ind i partiet på.

Andre end kommunalarbejdere kan også hjælpe til!
Andre, som har indset, hvor vigtig det er, at denne strejke bliver ført til sejr, kan gøre meget:
– Tag støtteudtalelser op i alle mulige organisationer i arbejderbevægelsen, elevorganisationer, pensionistforeninger osv.
– Hjælp kommunalarbejderne med deres underskriftindsamling. Lister kan rekvireres på www.kommunal.se/stockholm
– Besøg strejkevagterne og tal med de strejkende. Hør, om du kan hjælpe med noget, eller byd på kaffe.
– Hvis strejken trækker ud, og strejkekasserne begynder at blive tømt, kan det også blive aktuelt at samle penge ind. Indtil videre lader Kommunal dog til at kunne dække de strejkendes manglende indkomster helt.